16:9 - April 2013 - Indholdsfortegnelse

	Indholdsfortegnelse

	Leder: De levende billeders magi FAST INDSLAG. Siden sin fødsel i slutningen af 1800-tallet har filmen været en kilde til fascination, og dens fascinationskraft har haft mange ansigter: virkelighedsgengivelsen, fortællekunsten og det spektakulære visuelle skue. Med Hollywoods globale dominans og den samtidige kommercialisering og konglomoratisering af filmindustrien er der dog risiko for en ensretning af det filmiske udtryk. Og hvad med os som tilskuere? Er vi også blevet bange for det alternative, det skæve og det uventede?

	There’s No Place Like Oz FEATURE. Siden den første fortælling om troldmanden fra Oz, der blev skrevet af L. Frank Baum i 1900, i filmmediets absolutte barndom, har Oz-universet og -franchiset vokset sig stort og næsten allestedsnærværende. Seneste skud på stammen er Sam Raimis prequel Oz the Great and Powerful (2013), og denne behandles af Andreas Halskov i sammenhæng med hele Oz-franchiset.

	Klip! FEATURE. Extended Version, Director’s Cut, Final Cut, Restored Authorized Edition… Adskillige film florerer i flere versioner – og ofte uden at der gøres opmærksom på, at forskellene kan være ganske afgørende for vores forståelse af filmen. Jesper Jensen indkredser her fænomenet med de mange inkarnationer og diskuterer med Cop Land som eksempel, hvilken udgave af en titel, man kan betragte som det egentlige værk.

	Den tavse mand og hans hundekunster FEATURE. I 2011 blev The Artist et overraskende verdenshit som stumfilm, der på metafilmisk manér netop handler om overgangen fra stum- til talefilm. At The Artist – lig Mel Brooks Silent Movie (1976) og Aki Kaurismäkis Juha (1999) er iscenesat som stumfilm – afholder imidlertid ikke filmen fra at have et yderst interessant soundtrack, ligesom der bag det gimmickagtige koncept - ifølge Ole Thaisen - gemmer sig et værk med en dybere dagsorden om filmmediet som sådan.

	En scenes anatomi: Kønnenes kamp – en konfrontationsscene i Piger i trøjen FAST INDSLAG. Folkekomedien er en af dansk films mest prominente - men unægtelig også en af nationens mest respekterede - genrer. Piger i trøjen (1975) trækker på folkekomediens grundlæggende grammatik, men kan samtidig betegnes som en mandskabsfilm, en mandskabsfilm der nok kunne siges at være reaktionær, men som også giver et interessant billede af sin samtid. Marie Berendt Oldhøj analyserer en central konfrontationsscene fra netop Piger i trøjen, og revurderer mandskabsfilmens og folkekomediens betydningspotentiale.

	Kroppen er mediet FILMANMELDELSE. Marina Abramovic: The Artist Is Present (1012) er en introduktion til en af performancekunstens koryfæer. Med afsæt i en retrospektiv udstilling på MOMA giver dokumentarfilmen os et lige lovligt beundrende indblik i en kunstform, hvor kunstner og kunst, bogstavelig talt ikke lander sig adskille. Steffen Moestrup anmelder.

	Nærsyn på realismen i dansk film BOGANMELDELSE. I sin nye moppedreng, Realismen i dansk film, har Birger Langkjær sat sig for at bringe afklaring i realismeterminologien, og samtidig tydeliggøre hvordan realismen har sat sit aftryk på dansk film. Mimi Olsen anmelder, og hun er trods enkelte forbehold begejstret for resultatet.

	Små møbler, simple skæbner og lange takes –Tiny Furniture DVD-ANMELDELSE. Lena Dunham kendes bedst for HBO-dramedien Girls (2012-), en serie som før størstedelen er skrevet, spillet og instrueret af Dunham selv. I 2012, i kølvandet på førnævnte seriesucces, udgav dvd-selskabet Criterion dog Dunhams spillefilm Tiny Furniture (2010), som har tydelige fællestræk med netop Girls (men med en mere afdæmpet minimalklipningsæstetik). I denne anmeldelse af Tiny Furniture argumenterer Andreas Halskov for, at Dunham kan ses som en moderne og signifikant fornyer af både ungdomsfilmen og storbyportrættet.

	16:9 in English: Deconstructing Expressionism: Antonioni’s Film of L’avventura FEATURE. Bert Cardullo views L’avventura as a prime instance of Michelangelo Antonioni’s unique cinematic style - a hybrid style with origins in Italian neo-realism but with a generally overlooked connection to German Expressionism. Cardullo terms Antonioni’s mode of expression as ”introspective realism”.

	Et billedes anatomi: Fagre voksne verden FAST INDSLAG. Mike Nichols’ The Graduate (1967, Fagre Voksne Verden) er et velgennemtygget værk, der efterhånden har været undervisningsmateriale på de danske uddannelsesinstitutioner i generationer. Alligevel er der nye opdagelser at gøre, i hvert tilfælde for Michael Højer, der ser nærmere på en tilsyneladende upåfaldende transport-indstilling fra filmens åbning.

	Dans på film FEATURE. Når man tænker på dans og film, tænker man uvægerligt på musicals og diverse – mere eller mindre dubiøse – dansefilm. Der findes dog mange film, hvori karaktererne pludselig bryder ud i dans, og i sådanne ikke-musicals kan dansen have mange både dramaturgiske og karakterpsykologiske funktioner. Dette ses tydeligt i denne artikel af Maja Friis, en dokumentarist, der netop nu er biografaktuel med en dansedokumentar (Ballerina). Artiklen er oprindeligt skrevet (i 2004) til et aldrig publiceret nummer af det nu hedengangne tidsskrift Tryllelygten og bringes her i en forkortet og redigeret version.