Leder: De levende billeders magi

Siden sin fødsel i slutningen af 1800-tallet har filmen bevæget os med sine evner til at gengive liv, at skildre virkelige situationer (et vandfald i Dover, løv der blæser i vinden i Lyon, et tog der ankommer ved stationen i La Ciotat mv.) og til at udfordre os med fascinerende fortællekunst og spektakulære, næsten utrolige visuelle fænomener.
Om vi stadig kan fortrylles af løv der blæser i vinden, et tog der ankommer på en station eller et brusende vandfald i et fremmed setting er nok tvivlsomt, men filmmediet fascinerer os til stadighed. Og en del af denne fascinationskraft er fortsat dens alsidighed. Filmmediet er versatilt, men måske har vi som Hollywoodvandte filmtilskuere lukket øjnene for en del af denne diversitet. Har vi mistet blikket for filmens forskelligartede udtryk og for mediets magi?

Som i eventyrfilmen The Never Ending Story (1984), adapteret efter Michael Endes roman og instrueret af Wolfgang Petersen, er det kun fantasien og menneskets vanesansning, der sætter grænser. Som  formalisten Viktor Sjklovskij har sagt det, så er vi som mennesker glade for – eller rettere trygge ved – vaner, såkaldte automatismer. Det vi kender, ser vi gerne gentaget og reproduceret i det uendelige, og vi går gerne i biografen for at se nogle (relativt) faste genreskabeloner, nogle allerede velkendte stjerner og en fortællestil, der typisk understreger credoet ”all is well that ends well”.

Dette har man vidst siden Hollywoodindustriens fødsel og standardisering, og med tidens konglomoratiserng af Hollywood (hvor store koncerner som AOL Time Warner eksempelvis ejer både New Line og Fine Line Cinema samt tv-stationer som HBO, TNT og CNN, skrevne magasiner som Entertainment Weekly mv.), så er netop de vanlige stjerner og fortællemønstre samt muligheden for sequels blevet nøglen til den sikre eller stabile ”satsning” (jf. Lewis 2003: 66-67).

Men betyder dette, at Hollywood intet har at byde på foruden endeløse franchises (jf. Halskov 2010), og at filmkunsten i dag er blevet homogeniseret i et forsøg på at klare sig i den globale konkurrence og i den frenetiske jagt efter biografgængere (jf. Højer 2011)?

Svaret må her – som så ofte – angiveligt være et vægrende både og, for den globale filmindustri er bestemt blevet et site for heftig homogenisering og verdensomspændende ensretning (tænk blot på, hvor meget nyere danske produktioner som En kongelig affære [2011] og Jagten [2012] følger fortælleskabeloner, som vi kender fra Hollywood, og hvordan de begge besættes af velkendte [danske] stjerner som Mads Mikkelsen).

Fortællekunstens mangfoldighed

Men filmen er også til stadighed et righoldigt, versatilt medium, og filmkunsten byder stadig i ind- og udland på en veritabel mangfoldighed af forskellige strømninger og fortællinger.

De 10. april 2013 slog filmfestivalen Cph Pix således dørene op for det, der ligner et forrygende forskelligartet program af film fra hele verden – fra danske talentfilm (Super16) til Ulrich Seidls østrigske nyklassikere, britisk socialrealisme i slipstrømmen efter Ken Loach og Mike Leigh, moderne amerikanske indiefilm og betagende audiovisuel fortællekunst fra diverse dele af Asien og Mellemøsten.

Blandt festivalens interessante indslag finder vi serien ”Reworked”, om instruktører der går tilbage til deres egne værker og gentænker, omfortolker eller rendyrker disses udtryk.

Den måske mest velkendte film i denne serie er addendummet More Things That Happened til David Lynch-opusset Inland Empire, som i 2006 lignede en forrygende fragmenteret tilbagevenden til den surrealisme og fortælleleg som man så i debutfilmen Eraserhead (1977) og som i hhv. Wild at Heart (1991), Lost Highway (1997) og Mulholland Dr. (2001) fandt et mere tilgængeligt udtryk (jf. Munkholm 2007 og Halskov 2012). I samme serie finder vi også (og måske mere interessant) den franske film N. Took the Dice (1971), en film som instruktøren Alain Robbe-Grillet – der som bekendt var med til at forny den franske romanfortælling og filmkunst i 1960’erne – har skabt på baggrund af en omarrangering af dennes tidligere fim L’éden et après (1970).

Foruden den førnævnte serie, ”Reworked”, byder Cph Pix 2013 også på en lang række af andre serier og premierefilm, og det righoldige program byder på alt fra moderne Shakespeare-filmatiseringer af blockbusterinstruktører som Joss Whedon (Much Ado About Nothing,2012) og moderne biopics som Hyde Park on Hudson (2013) til skæve, relativt ukendte film fra dele af den filmverden, som vanligvis overses i de tunge skygger fra Hollywood.

Blandt de mest inciterende programpunkter finder vi serien ”Det bliver i familien”, hvor man kan opleve de nyeste værker af en række unge instruktører, der – som seriens navn tilsiger – er efterkommere af allerede anerkendte auteurs.

Antiviral (2012) kan i denne sammenhæng ikke undgå at vække opsigt, og denne film af canadiske Brandon Cronenberg, søn af den berømte science fiction- og body-horror-instruktør David Cronenberg, lader til at følge direkte i faderens fodspor. Cronenbergs æstetik er en kroppens æstetik, og hans film er taktile, organiske oplevelser, som står i direkte kontrast til tidens overfladepæne CGI-æstetik. Brandon lader her – heldigvis – til ganske kraftig at slægte faderen på.

Chained (2012) er da en anden af seriens opsigtsvækkende film, en film skabt af datteren til førnævnte David Lynch. Jennifer Chambers Lynch har tidligere markeret sig i både litterære og filmiske kontekster, med hhv. bogen Laura Palmers dagbog (om de sidste dage i Twin Peaks-heltindens liv) og den forrygende men oversete Julian Sanders-film Boxing Helena (1993) som havde en anden Twin Peaks-stjerne, Sherilyn Fenn, i den mutilerede titelrolle.

Cph Pix kan således med rette betragtes som en fejring af filmmediets forskelligartethed, dens alsidige fortællekunst og nationale udtryk midt i global industri præget af stabile satsninger, konglomoratisering, faste fortælleskabeloner og endeløse sequels.

Dette nummer af 16:9 er tilsvarende en fejring af filmens forskelligartethed, og også i dette nummer åbner vi således dørene for et righoldigt univers af film fra både ind- og udland. Fra glemte danske produktioner til klassiske italienske artfilm, nye versioneringer af kendte film (jf. førnævnte serie ”Reworked”), massive Hollywood-blockbusters og små amerikanske indiefilm med håndholdte kameraindstillinger og lange takes.

New York-kritikeren Bert Cardullo tager os således med til Italien, hvor han genbesøger Michelangelo Antonionis L’avventura, som i 1960 blev buhet ud under premierevisningen, men som siden er blevet berømmet og indforskrevet i filmhistorien for sine løse fortælletråde, sin neorealistisk inspirerede stil og sin dekonstruktion af ekspressionismen og mysteriegenren.

Maria Berendt Nielsen tager os ligeledes tilbage i tiden, men i denne sammenhæng til Danmark i 1975 og mandskabsfilmen Piger i trøjen – en film, der for de fleste (voksne) danskere vil ringe en genkendelsens klokke, men som for længst er blevet fortrængt i mere ’seriøse’ og filmkritiske kredse.

Netop dansk film, og navnlig den danske realismetradition, er da grundlag for nærmere behandling i Mimi Olsens boganmeldelse af Birger Langkjærs digre fagværk om netop dansk realisme.

For så vidt som USA fortsat er en af de største og mest indflydelsesrige filmnationer, så indeholder dette nummer af 16:9 naturligvis også en længere række at tekster om netop amerikanske film.

Steffen Moestrup kigger nærmere på Marina Abramovićes kritikerroste og særdeles interessante dokumentarfilm The Artist Is Present (USA, 2012), som sidste år blev vist ved en anden af de efterhånden hæderkronede danske filmfestivaler: Cph Dox.
Jesper Jensen ser i sin feature på nye versioneringer af allerede kendte film, dette med et særligt blik på Scarface- og Cop Land-filmene (se også Højer 2009).

Andreas Halskov behandler da to vidt forskellige, men begge amerikanske, fænomener, hhv. det massive og allestedsnærværende Oz-franchise og det smallere, mere regionale New Yorker-opus Tiny Furniture (2010) af indieinstruktøren Lena Dunham. Tiny Furniture, påstår Halskov, kan læses som ’en The Graduate for det nye årtusind’ – en film om ”post-graduation depression” til den storby-letlevende Generation Y. Netop The Graduate (1967) – eller rettere én af filmens mest ikoniske indstillinger – er da genstand for nærmere behandling af Michael Højer.

Ole Thaisen skriver om den franske (men Hollywooddyrkende) Oscar-vinder The Artist (2011), en film der er blevet behandlet i en tidligere 16:9-leder(jf. Højer 2012), og Thaisen fokuserer bl.a. på filmens lydside.

Endelig skriver Maja Friis – en dansk dokumentarist, som netop nu er aktuel med den anmelderroste dansedokumentar Ballerina (2013) – om dansens betydning og funktionspotentiale i diverse både kendte og ukendte film.

Med Maja byder 16:9 op til dans i dette april-nummer, og vi håber at kunne vise et (lille) vue over filmkunstens forskellige muligheder og fortælleformer. Man kan lade sig bjergtage af sikre blockbustersatsninger som Oz the Great and Powerful (2013), der netop nu topper årets box-office-liste, men bør heller ikke glemme den potentielle fascinationskraft som ligger i amerikanske independentproduktioner, i franske og italienske kunstfilm, moderne dokumentarisme og sågar danske mandskabsfilm.
Let’s dance…

AH