Et billedes anatomi: Fagre voksne verden

Af MICHAEL HØJER

Fig. 1: En lang og sigende indstilling fra åbningen af Mike Nichols’ klassiske ungdoms- og forstadsfilm The Graduate.

Åbningssekvensen i Mike Nichols’ The Graduate (1967, Fagre voksne verden) har flere indstillinger, der efterhånden er blevet ikonografiske. Et af dem en meget lang indstilling af Ben (Dustin Hoffman), der står på en transportbånd i den lufthavn, han netop er ankommet til (fig.2). Ben bevæger sig fra højre mod venstre. Fra et vestligt orienteret synspunkt fornemmer vi derfor, at han er på vej tilbage ad den vej han kom fra, i stedet for at bevæge sig fremad. Han bevæger sig rent faktisk slet ikke, men bliver skubbet af sted af transportbåndet. Det virker derfor ikke som om Ben selv har lyst til at rejse tilbage, hvilket tonerne af Simon og Garfunkels triste ”The Sound of Silence” (1964) bekræfter. Længden af indstillingen er i sig selv bemærkelsesværdig og understreger Bens (s)tilstand: det ekstremt lave klippetempo fjerner fuldstændigt den dynamik, der ellers hører sig til, både i transithaller og i et ungdomsliv. Bens tur på transportbåndet virker akavet, næsten pinlig, fordi vi i et tilsyneladende endeløst øjeblik tvinges til at betragte en ung mand, der med sine flakkende øjne signalerer, at han hverken føler sig hjemme i sine omgivelser eller godt tilpas med overhovedet at blive betragtet.

Fig. 2-3: To ikoniske indstillinger fra The Graduate, der begge indrammer filmens hovedtematik og hovedpersonen Bens situation.

Da han endelig når til sin rejses ende - sine forældres hjem – får vi, i en anden ikonografisk indstilling, filmens allestedsværende kritik af det voksne og voksende amerikanske forstadsliv sat endeligt i scene. Denne indstilling viser Ben, der stirrer tomt ud i luften i et nærbillede (fig. 3). Han er placeret på sit værelse, foran sit akvarium, der har en lille plastikdykker placeret på bunden. Dykkeren er ikke bare et set-up til den dykkerdragt, Ben modtager og viser i funktion på sin fødselsdag senere i filmen. Det er selvfølgelig også en iboende ironisk kommentar til Bens følelse af, at være ved at drukne i den plastiske verden, suburbia repræsenterer i filmen. At han har svært ved at få luft bliver ekstra tydeligt da hans forældre, efter kortere tid, træder ind i forgrunden af billedet og klemmer Ben inde på visuelt dominerende vis.
Alle øvrige indstillinger i anslaget til The Graduate bruges på at italesætte detaljerne i det grundlæggende tematiske omdrejningspunkt, der også er at finde i de to ovenstående: det ensomme unge og ufrie individ i en overfladisk og materiel suburban voksenverden. Alle er de pakket med audiovisuelle informationer til seeren om lige netop denne centrale problematiske tilstand: Fra udpenslingen af Bens særdeles lavmælte klagesang til fremstillingen af mængder af nydelige, forlorne voksne, der snakker en helt masse, men aldrig lytter. Fordi filmens anslag er så skarpt skåret omkring disse motiver, har én bestemt indstilling også altid skurret i min bevidsthed, når jeg så filmen, nemlig den, hvor Ben forlader lufthavnen (fig. 4).

Fig. 4: Ben forlader lufthavnen.

Jeg har altid funderet over indstillingens funktion (og, for at være helt ærlig, også over dens berettigelse) i, hvad jeg ellers betragter som et meget skarptskåret og virtuost filmisk anslag. For mig har den længe lignet en transportscene, der bare skulle vise, at Ben forlader lufthavnen og, at han tilsyneladende bliver hentet af nogen han kender, da han sender et langt smil og et kort vink ud af billedrammen. Ingen af disse ting taler på et dybere plan til eller supplerer filmens ovennævnte tematiske konflikt – skuffende!
Men, ”look closer”, som både Sam Mendes’ American Beauty (1999) – en anden forstads-kritisk film – og en god ven og dygtig filmteoretiker påpegede over for mig. For ved nærmere eftersyn, fremstår indstillingen meget mere tematisk forankret end dens upåfaldende handlingsforløb ellers lader vise. Eksempelvis er det slet ikke med det samme man får øje på Ben i indstillingen. Inden han dukker op, ser man faktisk en masse nydelige voksne mennesker, der bevæger sig i mange forskellige retninger i lufthavnen (dog ikke mod kameraet). Disse krydsende bevægelser suppleres af forskellige skilte, hvorpå er påtegnet pile, der peger både fremad, til højre og til venstre. Foran dette sammensurium af mennesker og pile i alle retninger er placeret to udgangsdøre, begge med det samme skilt: ”USE OTHER DOOR”. I det hele taget virker det som om billedet, på sin egen lavmælte måde, råber til tilskueren (og Ben) at der er andre veje at gå; at vejene og mulighederne gennem livet er mangfoldige, og at vi altid kan vælge at gå i en anden retning eller at åbne en anden dør. Af samme grund virker det næsten provokerende, at Bens vej gennem dette virvar er så gemytlig, udramatisk og målrettet som den fremstilles. Er det filmen, der på ironisk vis håner Bens naivitet, er Ben blind for mulighederne for at leve livet anderledes, er Bens smil en midlertidig facade og/eller er hans målrettede gang i modsatte retning end alle andre et opløftende tegn om troen på et andet og bedre liv?

Indstillingen peger i mange retninger og tilbyder mange og divergerende læsninger. Én ting er dog sikker: Den adresserer i høj grad filmens centrale tematik, og den har en tydelig funktion og dermed en eksistensberettigelse i anslaget, ikke mindst fordi ingen andre indstillinger i anslaget gør lige præcis det, denne indstilling kan: at pege Ben og seeren i mange retninger på én gang. Det lukker læsningen af filmen op. I hvert tilfælde, hvis man ser godt efter. Mesterligt!

Lad derfor ovenstående billede fra filmen repræsentere min generelle kærlighedserklæring til Fagre voksne verden og til hvordan den gode (film)kunst hele tiden tilbyder os nye, betydningsfulde opdagelser – selv i gode, gamle og gennemgnaskede travere.

Fig. 5: Åbningsindstillingen fra The Graduate er lang – Nichols’ film har en ASL på 17.8 sek. (Whitehead 2011: 159) – og dens ikoniske status illustreres også af de mange parafraser, der findes af den. Et eksempel herpå er anslaget fra Quentin Tarantinos Jackie Brown (1997; bl.).