En scenes anatomi: Kønnenes kamp – en konfrontationsscene i Piger i trøjen

Af MARIA BERENDT OLDHØJ NIELSEN

Folkekomedien. Genren som publikum elsker, og som filmanmelderne elsker at hade. Den er blevet kaldt eskapistisk, underlødig og virkelighedsfjern, men står det virkelig så slemt til? I denne artikel vil jeg med udgangspunkt i en scene fra mandskabsfilmen Piger i trøjen (1975) illustrere, at en folkekomedie kan indeholde langt flere kvaliteter, end man umiddelbart kan se.

Folkekomedien kan kort defineres som en bredt anlagt komedie, der dyrker det hjemlige, folkelige og hyggelige Danmark. Den opererer med et persongalleri af faste karaktertyper og gør ofte brug af farceindslag samt populære slager- og musikindslag. Genren stammer fra det populære teater, men slog for alvor igennem på det store lærred i 1934 med Lau Lauritzen Seniors Barken Margrethe af Danmark. Siden da har den været de fleste danskeres foretrukne genre par excellence. Dog havde den det særdeles svært i 1970’erne, hvor biografbesøgstallet faldt, og filmene gav voldsomt underskud. Med konkurrencen fra tv-mediet gik færre danskere i biografen, og hvis de endelig gjorde det, var det (oftest) ikke for at se de eskapistiske og virkelighedsfjerne folkekomedier, men nærmere for at se de virkelighedsnære, realistiske hverdagsdramaer.

Men som anmelderne nok ville sige, så forgår ukrudt ikke så let. Genren overlevede og lever i dag i bedste velgående. Seneste skud på stammen er Klassefesten (2011), Far til fire til søs (2012) og Alle for 2 (2013), som tilsammen har solgt 1.240.656 billetter.

Selvom folkekomedien er populær hos det brede publikum, har den som antydet altid været udsat for massiv kritik af filmforskere og filmkritikere. Anklagen har ofte lydt på, at folkekomedien er en underlødig og konserverende genre, der ikke er værd at beskæftige sig med. Denne holdning afstedkommer desværre, at man ofte overser en lang række af de kvaliteter, som folkekomedierne rent faktisk kan indeholde. F.eks. kan disse film have et enormt social- og kulturhistorisk potentiale, fordi de på flere planer – i al fald antageligt – afspejler den samtid, de er en del af. Derudover kan de også være med til at løsne op for nogle af de kulturelle og ideologiske konflikter, som præger den respektive samtid, fordi de tematiserer disse og kommer med forslag til, hvordan de kan løses.

Som sagt er formålet med denne artikel at vise, hvordan folkekomediens kvaliteter kommer til udtryk. Her vil jeg tage udgangspunkt i en undergenre inden for folkekomedien, som er særlig velegnet til at anskueliggøre dette – nemlig den såkaldte mandskabsfilm. Eller rettere: mandskabsfilmen, som denne giver sig til udtryk i en interessant men ofte overset scene fra Finn Henriksen-filmen Piger i trøjen.

Mandskabsfilm og kvindekamp

Et af de vigtigste og mest åbenlyse karakteristika ved mandskabsfilmen er, at den handler om en mandskabsenhed – enten i militæret, i handelsflåden, eller i et beredskabskorps. Fortællingen om et mandskab eller en venneflok, som er fælles om at tjene i militæret, handelsflåden eller beredskabkorpset – om at hoppe ”i trøjen” – kan således have en mobiliserende funktion, at få folk til at melde sig.

Plotstrukturen i denne type film er ofte sammensat af en række løsthængende episodiske farceindslag, populære slager- og musikindslag samt en række romantiske og/eller spændingsprægede forviklinger og sidehandlinger. Sidst men ikke mindst er mødet mellem forskellige sociale klasser og/eller køn, sammenstødet mellem dem og til sidst integrationen af dem en fast bestanddel i mandskabsfilmene.

Sidstnævnte karakteristika er særligt interessante i forhold til at vise, hvilke sociale- og kulturhistoriske temaer en mandskabsfilm kan operere med. I denne forbindelse er der især én mandskabsfilm, som skiller sig ud, og det er, som sagt, Piger i trøjen fra 1975. Om nogen viser denne film, hvordan den er et produkt af sin tid, fordi den tager udgangspunkt i aktuelle social- og kulturhistoriske problemer og forandringer ved at tematisere kvindekampen i 1970’erne. Dette var som bekendt årtiet, hvor kvinderne kæmpede for at gøre op med de traditionelle kønsroller og for at løsrive sig fra mændene. Udover at indtage arbejdsmarkedet begyndte de også at gøre krav på nogle af de mest mandsdominerede bastioner – herunder militæret, som de formelt fik adgang til i 1971. Piger i trøjen tager udgangspunkt i denne forandring, fordi den tematiserer kvinders indtræden i militæret, og viser det sammenstød, der uundgåeligt må komme, når frihedshungrende kvinder trænger ind på undertrykkende mænds enemærker.

I det følgende afsnit vil jeg dykke ned i en bestemt scene fra Piger i trøjen, der tydeligt viser sammenstødet mellem kønnene og kvindens opgør med de traditionelle kønsroller. Først en introduktion til, hvad der er gået forud for scenen. 

Kønnenes kamp

Oberstdatteren Marianne melder sig som konstabel til hæren for at glæde sin far Oberst Valdorff.  Han er nemlig dybt skuffet over, at Mariannes bror, Viktor, er militærnægter. Viktor bliver dog rasende, da han finder ud af, at Marianne har meldt sig, eftersom han ikke mener, at militæret er et sted for kvinder. Han opsøger Marianne på soldaternes stamværtshus – sammen med Mariannes forlovede Holger – for at overtale hende til at droppe det hele. Marianne nægter, og Viktor og Holger bliver smidt ud. Da Oberst Valdorff bliver bekendt med, at Marianne er i trøjen, og Viktor beklager sig over, at det er for sent for ham at tage hendes plads, trækker obersten i nogle tråde. Pludselig befinder Viktor og Holger sig på et regiment, der ligger klods op af den konstabelskole, som Marianne går på. En aften beslutter Viktor sig for at forcere det hegn, der er mellem de to skoler. Han vil have fat på Marianne – koste hvad det vil. På vej over hegnet møder han sin søster, og det er denne konfrontationsscene mellem bror og søster – mellem mand og kvinde – som vi skal se nærmere på.

Scenen starter med, at vi i et totalbillede ser en uniformeret og bevæbnet Marianne, der patruljerer langs et hegn om aftenen (jf. fig. 4). Hun ser noget bevæge sig, så hun hæver sit gevær og råber ”Holdt! Hvem der?” (jf. fig. 5) Det er hendes bror Viktor, der er ved at klatre over hegnet. De bliver begge overraskede over at se hinanden. Herefter sænker Marianne geværet (og sine parader) en anelse og bliver mere familiær i sit tonefald. Vi ser Viktor i et frøperspektiv, som umiddelbart kan bevirke, at vi opfatter ham som truende og dominerende (hvilket også svarer til det indtryk, som vi har fået af ham i løbet af filmen) (jf. fig. 6). Det er dog værd at bemærke, at dette alligevel ikke synes at være tilfældet, for det første fordi han fremstår noget komisk, når han hænger der og dingler, men også fordi vi aldrig ser Marianne i et fugleperspektiv (fra Viktors synsvinkel), som ellers ville fremstille hende som sårbar og udsat. Tværtimod ser vi hende forfra i en halvtotal og med et gevær i hånden, hvilket må siges at være et tydeligt symbol på magt (jf. figur 5). Denne magt bliver yderligere forstærket, da Viktor prøver at komme over hegnet. Her hæver Marianne resolut geværet (og sine parader) igen, ændrer tonelejet fra det familiære til det formelle og bestemte, og beordrer Viktor til at springe ned på den anden side: ”Der er ingen adgang for uvedkommende!” Viktor parerer ordrer, og hopper ned på sin egen side af hegnet.

Marianne reagerer på, at Viktor er ved at overskride nogle grænser. Ikke kun fysisk, men også psykisk. Hun forsvarer kasernens område, men hun forsvarer samtidig sig selv over for sin mandlige undertrykker – den ”uvedkommende” – fordi hun ved, at Viktor endnu en gang vil forsøge at overtale hende til noget, hun ikke har lyst til. Dette kan ses som hendes (kvindens) første skridt på vejen til at løsrive sig fra sin dominerende bror (manden).    

Modsætningsforholdet mellem bror og søster, manden og kvinden, kommer også til udtryk i billedekompositionen. I en halvnær indstilling ser vi de to stå på hver sin side af føromtalte hegn. I denne forbindelse får hegnet en konnotativ betydning, fordi det både repræsenterer en fysisk og psykisk barriere mellem de to, eller mellem kønnene i det hele taget. De har svært ved at nå ind til hinanden (jf. figur 7).

I konfrontationsscenen mellem Marianne og Viktor bliver det også endeligt slået fast, hvorfor Marianne har valgt at gå ind i militæret. Igennem filmen er vi blevet foranlediget til at tro, at Marianne har gjort det for deres fars skyld. Da Viktor prøver på at overtale hende til at trække sig, afslører hun dog, at det i virkeligheden er for at gøre oprør imod den mand (Viktor), der altid har patroniseret hende. Under denne afsløring er det tydeligt at se, hvem publikum skal holde med. Vi ser Marianne forfra (hun henvender sig nærmest direkte til os) i en nær indstilling i medlys, hvilket får hende til at fremstå sympatisk, imødekommende og rolig. Vi kan altså ikke undgå at sympatisere med hende og hendes (kvindernes) frigørelsesprojekt (jf. figur 8). Viktor derimod vises i halvprofil (han vender ansigtet væk fra publikum) i en nær indstilling og i modlys, hvilket får ham til at fremstå både utilnærmelig og usympatisk (jf. figur 9). Viktor fremstilles altså som modstander på flere planer. På realplanet er han modstander af Mariannes projekt, men på symbolplanet er han også modstander af, at kvinder løsriver sig og bryder ud af de faste kønsrollemønstre.

Når enden er god, er alting godt

Paradoksalt nok er opgøret mellem Marianne og Viktor katalysator for, at konflikten mellem de to søskende (og mellem kønnene) løses i slutningen af filmen. Scenen afsluttes nemlig med, at de indgår et væddemål med hinanden. Viktor tror ikke på, at Marianne kan klare militærlivet, men det vil hun modbevise. Marianne kræver, at hvis hun vinder, så skal Viktor melde sig frivilligt til officersskolen. Til Mariannes store overraskelse kræver Viktor, at hun skal droppe Holger. Han mener nemlig, at Holger er et kæmpe skvat. Her optræder Viktor endnu engang patroniserende og dominerende overfor Marianne, fordi han ikke stoler på hendes dømmekraft i forhold til Holger. Til trods for den høje indsats accepterer Marianne væddemålet. Da Holger får dette af vide, bliver han rasende på Marianne og kommer derefter i slagsmål med Viktor på det lokale værtshus, som bliver fuldstændig smadret. Da de øverstbefalende på kasernen vil vide, hvem der har forårsaget al denne ødelæggelse, melder Holger sig som den første. Her finder Viktor ud af, at Holger ”sgu er god nok,” fordi han er et mandfolk, der tør stå ved sine handlinger. Filmen slutter med, at alle karaktererne (og kønnene) forsones og integreres. Marianne vinder væddemålet (hun består sin eksamen), og hun forsones med både Viktor og Holger, som i mellemtiden er blevet gode venner. Sidstnævnte bliver hun oven i købet gift med (jf. figur 10).

Som vi nu har set i ovenstående, så tematiserer Piger i trøjen en samfundsmæssig konflikt i form af 1970’ernes kvindekamp. Det gør den bl.a. ved at vise en kvinde som Marianne, der stik mod alles forventninger – især mændene og hendes brors – melder sig som konstabel til hæren. Hun legemliggør altså kvindernes kamp for at løsrive sig de undertrykkende mænd, idet hun gør oprør mod Viktor og hans dominans. Da Viktor så ender med at acceptere Marianne som den selvstændige kvinde, hun er, kommer de i fællesskab til at udgøre en løsning på den konflikt, som kvindekampen jo er – ikke bare i filmen, men også i datidens samfund. Når Marianne viser, at hun sagtens kan opføre sig ansvarsfuldt og disciplineret, bliver hun pludselig udtryk for den påstand, som mange af datidens mænd tvivler på og har et problem med og som siger, at kvinder sagtens kan klare sig selv. Ikke desto mindre er hun med til at overbevise dem om, at tvivlen er ubegrundet, og at kvinden sagtens kan magte det samme som den typiske mand. Dette argument bakkes op af Viktor, da han til slut indser, at Marianne jo rent faktisk er en selvstændig person (kvinde), som sagtens kan klare sig selv – også selvom det betyder, at det skal foregå indenfor ægteskabets rammer.

Efter at have analyseret en scene fra en af datidens folkekomedier er det forhåbentligt blevet klart, at der er visse folkekomedier, som har mere at byde på end som så. Det er dog værd at bemærke, at folkekomediens kvaliteter kan være lettere at få øje på i retrospekt. Når man befinder sig i den tid, hvor filmene er produceret, kan disse kvaliteter være svære at gennemskue. Det er nok de færreste, som i dag vil påstå, at en folkekomedie som Alle for 2 har et social- og kulturhistorisk indhold. Men hvem ved, om nogle årtier er der måske nogen, der vil komme med netop denne påstand.