Kategori: Feature
-
Uhørt!
FEATURE. I den klassiske film fremhæves talen på bekostning af al anden lyd – idealet er ’støjfri zone’. Indenfor nyere film opleves imidlertid en stigende tendens til at genintroducere lydlige forstyrrelser som en del af filmfortællingen. Her er støjen ikke et uønsket teknisk biprodukt, men et tilsigtet fortælleteknisk virkemiddel. Andreas Halskov lytter til støjen hos Cassavetes, Altman m.fl.
-
Given Circumstances: The East Asian Cinema of Akira Kurosawa, Part 1
FEATURE. Bert Cardullo has collected a number of interviews with Akira Kurosawa that are to be published by University Press of Mississippi in 2008. To mark that occassion, and as a supplement to the book, Cardullo will be discussing the cinema of Kurosawa in two essays of which this is the first.
-
The Greatest Trick …
FEATURE. I Spike Jonzes Adaptation (2003) tages manuskriptguruen Robert McKee til indtægt for udtalelsen: ”Gud nåde og trøste jer, hvis I bruger voice-over; det er en slap og sløset teknik.” At det ikke nødvendigvis forholder sig sådan, viser Henrik Højer i sin artikel om brugen af voice-over i film som The Usual Suspects og Orson Welles’ The Magnificent Ambersons.
-
Den tyske filmbølge
FEATURE. Det er opblomstringstid i tysk film. Mikael Busch har kigget de bedste film efter i sømmene og må konkludere, at Tyskland igen kan kaldes et normalt land. Endog et land der omsider tør at gøre op med fortidens synder.
-
En kvinde under indflydelse
FEATURE. Med INLAND EMPIRE vender David Lynch efter flere års pause tilbage det store lærred med sin mest eksperimenterende film siden spillefilmsdebuten Eraserhead. Thure Munkholm anmelder.
-
The “Wondrous Truth” of Microcosmos
FEATURE. Claude Nuridsany’s and Marie Perennou’s film about insect life, Microcosmos (1996), is a beautiful anomaly. It bears a resemblance to nature documentaries but also to poetic documentaries. It is a highly stylized film yet retains a strong connection to the real world. It has no overarching narrative yet contains fictionalized mini-narratives. Billy Budd Vermillion discusses the many paradoxes and ‘fuzzy boundaries’ of the film.
-
Komikk og romantikk i Hollywood
FEATURE. Vi er så vant til den romantiske komedie, at det er svært at forestille sig en tid, hvor den ikke var der. Dens genkendelige træk står så stærkt, at man let overser forskellene – store som små, på tværs og på langs af filmhistorien. Erlend Lavik gennempløjede flere hundreder romantiske komedier under udarbejdelsen af sit væsentlige bidrag til rom-com-litteraturen: “Kjærlighet i seriemonogamiets tidsaldertegner” (2001). Her tegner han et portræt af genren med særlig fokus på det nyeste skud på stammen: den romantiske “gross-out” komedie.
-
Mockumentary: Løgnen, der leger virkelighed
FEATURE. Publikum bliver taget ved næsen, når der leges kispus med virkeligheden i subgenren mockumentary. Morten Scholz har set nærmere på sandheden bag genrens historie og forførende virkemidler.
-
Krigskomedier
FEATURE. Er der noget at grine af i krigeriske sammenstød mellem to bevæbnede styrker? Ja, mener Michael Højer, der med udgangspunkt i verdens første krigskomedier ser nærmere på sammenblandingen af krig og komedie på film.
-
The Original Function of Groucho Marx’s Resignation Joke
FEATURE. Certain comic one-liners have become so legendary that they have been absorped into the collective pool of references that we tap into on a daily basis. Many will know the famous “Resignation Joke” attributed to Groucho Marx: “I don’t want to belong to any club that will accept me as a member.”? Some will also remember that Woody Allen revived the joke in the opening scene of Annie Hall (1977). Yet what was the original context and function of the joke? Richard Raskin fills us in.
-
Baz Luhrmann – den store forfører
FEATURE. Få filmmagere forfører så effektivt som Baz Luhrmann. Kirstine Dollerup tegner et portræt af den gale og geniale australier, der med sin Red Curtain Trilogy har rekontekstualiseret musicalen og definitivt reddet genren fra glemsel.
-
Hadet – om den evige onde cirkel i de franske forstæder
FEATURE. Mathieu Kassovitz’ Hadet (1995) er en højaktuel film, der går til biddet på Frankrigs forstadsproblemer. Lisbeth Juhl Sibbesen gennemgår filmens sublime brug af stilistiske virkemidler, der spænder over iscenesættelsen af kedsomhed til brugen af forskellige brændvidder for at skelne mellem by og forstad.