Kategori: Feature
-
Komikk og romantikk i Hollywood
FEATURE. Vi er så vant til den romantiske komedie, at det er svært at forestille sig en tid, hvor den ikke var der. Dens genkendelige træk står så stærkt, at man let overser forskellene – store som små, på tværs og på langs af filmhistorien. Erlend Lavik gennempløjede flere hundreder romantiske komedier under udarbejdelsen af sit væsentlige bidrag til rom-com-litteraturen: “Kjærlighet i seriemonogamiets tidsaldertegner” (2001). Her tegner han et portræt af genren med særlig fokus på det nyeste skud på stammen: den romantiske “gross-out” komedie.
-
Mockumentary: Løgnen, der leger virkelighed
FEATURE. Publikum bliver taget ved næsen, når der leges kispus med virkeligheden i subgenren mockumentary. Morten Scholz har set nærmere på sandheden bag genrens historie og forførende virkemidler.
-
Krigskomedier
FEATURE. Er der noget at grine af i krigeriske sammenstød mellem to bevæbnede styrker? Ja, mener Michael Højer, der med udgangspunkt i verdens første krigskomedier ser nærmere på sammenblandingen af krig og komedie på film.
-
The Original Function of Groucho Marx’s Resignation Joke
FEATURE. Certain comic one-liners have become so legendary that they have been absorped into the collective pool of references that we tap into on a daily basis. Many will know the famous “Resignation Joke” attributed to Groucho Marx: “I don’t want to belong to any club that will accept me as a member.”? Some will also remember that Woody Allen revived the joke in the opening scene of Annie Hall (1977). Yet what was the original context and function of the joke? Richard Raskin fills us in.
-
Baz Luhrmann – den store forfører
FEATURE. Få filmmagere forfører så effektivt som Baz Luhrmann. Kirstine Dollerup tegner et portræt af den gale og geniale australier, der med sin Red Curtain Trilogy har rekontekstualiseret musicalen og definitivt reddet genren fra glemsel.
-
Hadet – om den evige onde cirkel i de franske forstæder
FEATURE. Mathieu Kassovitz’ Hadet (1995) er en højaktuel film, der går til biddet på Frankrigs forstadsproblemer. Lisbeth Juhl Sibbesen gennemgår filmens sublime brug af stilistiske virkemidler, der spænder over iscenesættelsen af kedsomhed til brugen af forskellige brændvidder for at skelne mellem by og forstad.
-
The Sound of Sentiment: Popular Music, Film, and Emotion
FEATURE. In what ways does the song-based collage score differ from the instrumental classical score when it comes to expressing emotions and arousing them in spectators? This is the key question addressed by Murray Smith in this issue of 16:9. With particular emphasis on Trainspotting Smith explores the performative and lyrical dimensions distinctive of the song-based score yet also locates continuities between the emotional functions of classical and popular music.
-
Hvad er det, der sætter dybere spor, jo lettere det bliver?
FEATURE. Der er film, man aldrig glemmer, og billeder, som gjorde så stort indtryk, at de har brændt sig fast i bevidstheden for altid. Thomas Lind Laursen har besøgt barndommens biograf, hvor Pasolinis Medea huserer.
-
Bipersoner
FEATURE. Det er ikke kun Lars von Trier og Per Fly, der laver interessante trilogier. Henrik Uth Jensen retter i artiklen Bipersoner blikket sydpå mod Belgien og instruktøren Lucas Belvaux, som med sine tre filmperler Un couple épatant, Cavale og Après la vie (2002) puster nyt liv i trilogi-formen.
-
Ulve og lam – under Jomfrukildens overflade
FEATURE. Ingmar Bergman var ikke særlig glad for sin egen Jomfrukilden fra 1959, og anmelderen Erik Ulrichsen fra Information kaldte den ”…et stort tilbageskridt…” for instruktøren. Men meget lidt er, hvad det giver sig ud for i filmen, og under overfladen finder Lars Gorzelak Pedersen nuancer og tvetydigheder, der ikke falder i øjnene ved først gennemsyn.
-
On Reflection: Mirror and Me
FEATURE. Film director Andrzej Zulawski once remarked that one should never revisit films that one cannot tame. In this essay, Maximilian Le Cain does just that. In reassessing Andrei Tarkovsky’s Zerkalo/The Mirror (1974) and untangling it from the personal contexts in which he previously viewed the film, Le Cain explicates the ‘uncontainable’ nature of a film where a gust of wind is organically tied to the subjective world of the characters.
-
Det trettende århundredes største film
FEATURE. I en forstadsbiograf i 1970’ernes Århus så Otto Pretzmann for første gang Sam Peckinpahs udskældte film Bring Me the Head of Alfredo Garcia (1974). Han var ikke imponeret, og forlod hovedrystende biografen. Efter et glædeligt gensyn fortæller skribenten her begejstret om Peckinpahs dystre og surrealistiske mesterværk.