Kategori: Feature
-
It’s not TV…
FEATURE. Der bliver zappet rundt mellem mange forskellige tv-kanaler i USA. Men det er især betalingskanalen HBO, som er blevet indbegrebet af ”Quality Tv”. I denne første af to artikler om HBO laver Andreas Halskov og Henrik Højer en historisk gennemgang af den grænsesøgende kanal, som bl.a. er kendt for dramaserier som The Sopranos, Six Feet Under og The Wire.
-
Love and Adversity: Borzage and Silent Melodrama
FEATURE. Frank Borzage is one of the great masters of melodrama. Mark Le Fanu discusses Borzage’s late silent films within the genre in the wake of a sumptuous DVD compilation that gives us an excellent chance to view or re-view no less than eleven of his films.
-
Den splintrede fortælling om en helt almindelig pige
FEATURE. En krage, en hest og et smykke sammenbinder fortællingen om svigt og fortrængninger i Bruce McDonalds The Tracey Fragments, der med markant brug af splitscreen portrætterer den femtenårige Tracey Berkowitz.
-
Alle elsker Walt
FEATURE. Walt Disney var garant for perfektionistisk håndværk og moralske historier med udgangspunkt i den amerikanske drøm. Martin Houlind tegner her et portræt af Walt Disney som en auteur med en helt unik animationsstil.
-
Gotisk gru på Børnehjemmet
FEATURE. Juan Antonio Bayonas El Orfanato fra 2007 står som endnu et stemningsfuldt og visuelt overbevisende eksempel på en fornyet spansk horrorbølge i kølvandet på Guillermo Del Toros El Espinazo del diablo (2001) og El Laberinto del fauno (2006). Martin Skovhus ser nærmere på El Orfanato som gotisk fortælling med stærke træk fra både den naturromantiske tradition, psykoanalysen og den katolske symbolsfære.
-
The Handheld Digital Camera Aesthetics of The Blair Witch Project and Cloverfield (via Strange Days)
FEATURE. Sometimes heralded as a source of liberation, other times chided as the cause of nausea-invoking images. There are both friends and foes of the handheld digital camera. However, few would dispute that it has developed into a remarkably complex aesthetic practice. Jenna Ng discusses the implications of its aesthetics – focusing on The Blair Witch Project (1999) and Cloverfield (2008).
-
Lad musikken tale
FEATURE. Siden slutningen af 1960erne har spillefilmen i stigende grad taget populærmusikken til sig. Populærmusikken har ikke blot andre funktioner end den klassiske underlægningsmusik, men appellerer også til en anden form for engagement. Andreas Kakiou Halskov kortlægger populærmusikkens særlige bidrag til filmens æstetik og oplevelsesregister.
-
Mellemrum som filmisk forførelse
FEATURE. Sofia Coppolas Lost in Translation fra 2003 er et smukt studie i filmisk fortælling og svævende stemninger. Juliane Kvitsau Mølgaard ser nærmere på Coppolas filmiske iscenesættelse og de stilistiske og narrative mellemrum, der er med til at skabe Lost in Translations forførende fascinationsfelt.
-
The ironies of Bollywood
FEATURE. Tabish Khair adresses the term ‘Bollywood’ in this issue of 16:9 and finds that the term does not cover all the films coming out of Bombay, let alone Calcutta and the thriving centres of film-making in South India. ‘Bollywood’ describes primarily ‘commercial’ films made in Bombay – films featuring song, dance, action, drama, and often borrowing features and ideas from Hollywood.
-
Gensyn med Cape Fear
FEATURE. Genindspilninger bliver ofte udskældt for ikke at leve op til forgængeren, men også værdsat for deres evne til at udstille, hvad der har ændret sig i mellemtiden – både i kulturhistorisk, filmæstetisk og fortælleteknisk henseende. Jens Amdi Nielsen tager disse spørgsmål op i denne artikel om, hvorledes Martin Scorseses Cape Fear (1991) overgår sin forgænger af samme navn (1962, instr., J. Lee Thompson).
-
Uhyggens kunst: gensyn med Dreyers Vampyr
FEATURE. I sit gensyn med Dreyers skrækfilm Vampyr forsøger Thomas Teilmann Damm at indkredse den særligt dreyerske udgave af skrækken. Kunstfærdigheden og uhyggen synes at udgøre to sider af samme sag i en særdeles tvetydig ekskursion udi skrækgenren.
-
Godards klassiske modernisme
FEATURE. I 1965 så Peder Grøngaard første gang Godards Bande à part (1964). Dengang opfattede han først og fremmest filmen som underholdende og morsom. Det er den for så vidt stadigvæk, men ved gensyn står den samtidig som en uhyggeligt vellykket hybrid, der forener såvel kunstarter, genrer som filmæstetiske paradokser.