| |
Indholdsfortegnelse |
|
|
|
 |
|
|
|
|
 |
FAST INDSLAG. De levende billeder har altid rummet et 'magisk' potentiale. Fra
bladene, der blafrede i vinden i Lumière-brødrenes Repas de
bébé (1895), over stumfilmens ordløse livagtighed til Chris Markers
banebrydende, poetiske La Jetée (1962). Vi skyder film, men laver
levende billeder. Alligevel er det som om, vi fra tid til anden glemmer
denne enkelhedens og skrøbelighedens æstetik: at man i tilsættelsen
af lyd, 3D og andre, stadigt mere prangende effekter er ved at dræbe
netop den magi og det liv, som filmen kan frembringe.
I modsætning til denne tendens ser vi dog aktuelle film som Hugo
(2011) og The Artist (2011) – film der går imod tidens
overload-æstetik, men som genopliver den poesi og 'næsten-magi',
som filmmediet altid har rummet. |
|
 |
|
|
|
|
|
|
 |
FEATURE. Den kommunistisk Østbloks sammenbrud var én af de væsentligste storpolitiske begivenheder i det 20. århundrede. At det ikke blev en gnidningsfri overgang til liberale demokratier og et frit globalt marked er en historisk kendsgerning, men også et forhold, der bearbejdes i vestlige film som Lilja 4-ever (2002), Last Resort (2000), Code inconnu (2000) og Import/Export (2007). Med afsæt i Lilja 4-ever analyserer Jakob Ladegaard en række filmiske skildringer af ”vejen til Vesten”. |
|
 |
|
|
|
|
|
|
 |
FEATURE. David Lynch og hans film er ofte blevet behandlet i diverse akademiske sammenhænge, men hvor hans film traditionelt forstås som en art legende, postmoderne puslespil (puzzle films), der skal bemestres og færdiggøres, da er det pointen i denne artikel, at Lynchs film ikke kan, endsige skal, udtømmes. På et tidspunkt hvor Lynch øjensynligt er ved at lægge filmen og filmindustrien bag sig, vender Andreas Halskov tilbage til hans værker, navnlig Eraserhead (1977), Twin Peaks (1990-1991), Lost Highway (1997) og Mulholland Dr. (2001), i et forsøg på at revidere vores forståelse af instruktøren og hans såkaldt ”bifrontiske” stil. |
|
 |
|
|
|
|
|
|
 |
FEATURE. Historierne om Hr. Holmes og Dr. Watson – eller Sherlock og John som de slet og ret hedder i BBC’s nyeste adaptation – er blandt de mest adapterede værker i litteraturhistorien. Seneste skud på stammen finder vi i Guy Richies skæve filmatiseringer fra 2009 og 2011 og i den ditto legende BBC-versionering fra 2010 og 2012.
Enhver Sherlock Holmes-adaptation, skriver Palle Schantz Lauridsen, må forholde sig til ”Conanen”, og det er derfor ikke uinteressant, når de nyeste versioner af Holmes-historierne leger med de ”vidende” tilskueres kendskab til universet – og når de ligefrem anslår et nærmest homoseksuelt forhold imellem Holmes og hans førnævnte følgesvend. |
|
 |
|
|
|
|
|
|
 |
FAST INDSLAG. En scenes anatomi burde i dette nummer hedde ”En samtales anatomi”. For det er Tarantinos sans for samtalescener, Lynge Agger Gemzøe kaster sig over med udgangspunkt i den seneste Inglourious Basterds (2009). Så mens vi venter på Tarantinos meddigtning på Django-figuren, kan vi her boltre os i hans hilsen til en anden moderne western, Once Upon a Time in the West. |
|
 |
|
|
|
|
|
|
 |
FILMANMELDELSE. Vi anmelder denne gang Nikolaj Arcels seneste bud på en dansk genrefilm, det historiske trekantsdrama En kongelig affære, der i skrivende stund fejrer store triumfer i de danske biografer. Arcel viser endnu engang, at han kan sit håndværk, men ifølge anmelder Søren Bastholm er der hverken tale om Arcels mest vellykkede eller mest personlige film til dato. |
|
 |
|
|
|
|
|
|
 |
FEATURE. Selv om 3D-filmen omsider har fået et gennembrud i biografrepertoiret, så har der været alt for få dybdegående artikler om det stilistiske repertoire og de oplevelsesmæssige muligheder, som knytter sig til nyere 3D-film. Det råder Asger Ebdrup bod på med denne artikel. |
|
 |
|
|
|
|
|
|
 |
DVD-ANMELDELSE. I Saw the Devil svælger i maltrakterede kønsdele og kropslige udskejelser af den rabiate variant, men bag volden gemmer sig måske et moralfilosofisk potentiale. Martin Skovhus har set nærmere på den sydkoreanske film. |
|
 |
|
|
|
|
|
|
 |
FAST INDSLAG. Ingmar Bergmans Sommeren med Monika (1953) er måske ikke et af instruktørens hovedværker, men den indeholder en friskhed og poesi, som man ikke forbinder med hans oftest eksistentielt tunge film. Jens Amdi Nielsen fæstner sig ved et berømt, uudgrundeligt og dragende kamerablik mod slutningen af filmen. |
|
 |
|
|
