Leder: Et strejf af magi - fra Marker til The Artist

Vi skal næsten tyve minutter ind i Chris Markers film La Jetée (1962), før det magiske øjeblik opstår. Indtil da har filmen været en melankolsk fremtidsfabel fortalt udelukkende i stillbilleder om en tilfangetaget mand, der sendes tilbage i tiden til mødet med en kvinde, han kendte, før verden gik af lave. Men næsten tyve minutter inde i filmen sker bruddet altså. Kvinden ligger i en seng, han betragter hende tilsyneladende, og i en række overblændinger markeres hendes urolige bevægelser i sengen, og så lige pludselig vækkes hun til live; billedet bliver levende, hun bliver levende og kigger søvnigt ind i kameraet og blinker et par gange. I det øjeblik forstår man som moderne filmtilskuer, hvorfor nogle mennesker efter sigende talte om filmen som intet mindre end en genopstandelsesmaskine, efter at have set Méliès og Lumière-brødrenes første film. I det øjeblik går det op for én, hvor magisk det levende billede er, og man ender uvægerligt i overvejelser over selve filmens essens og ikke mindst dens potentiale. Dette helt basale potentiale som Marker altså benytter her til at gøre den tabte tid absolut nærværende i filmens meget korte sekvens af hendes tøvende opvågnen.

En gang imellem er det sundt at blive mindet om filmens næsten-magi, og måske skal det ses som en reaktion på overfloden af effekt-overlæssede 3-D blockbustere, at to film, der netop minder os om denne helt basale fascination, for nylig har haft premiere i biograferne. Der er selvfølgelig tale om Martin Scorseses Hugo (2011) og Michel Hazanavicius’ The Artist (2011). Mens Scorsese bruger hele den moderne filmværktøjskasse for at genskabe den første måben, så går Hazanavicius anderledes low-tech til sagen (Tilsyneladende i hvert fald; Under produktionen af The Artist har man i den grad gjort brug af after-effects i forsøget på at genskabe stumfilmens udseende). I begge film er ambitionen at minde os om nogle af filmens mest basale kvaliteter og i det følgende vil jeg nævne tre eksempler fra Hazanavicius film, hvor dette forehavende lykkes næsten lige så godt som hos Marker.

I The Artist følger vi den berømte stumfilmsskuespiller George Valentin, der må se sin karriere gå fløjten, da filmen i 1927 får tale. Hans nedtur kontrasteres med den unge skuespiller Peppy Millers samtidige opstigen på Hollywoods stjernehimmel, og de to mødes gentagne gange på hans tur ned og hendes tur op ad rangstigen og forelsker sig i hinanden hen af vejen. Umiddelbart efter at Valentin har hørt nyheden om talefilmens triumfer, har han et mareridt. Han sidder i sin garderobe, foran spejlet, og pludselig giver de enkelte genstande lyd fra sig, når han bevæger dem. Også hans hund kan pludselig give lyd, og da han bevæger sig udenfor, hører han den hånlige latter fra nogle forbipasserende danserinder. Valentin kan dog ikke få en lyd over sine læber, og der er ingen baggrundslyde overhovedet i scenen, og derfor understreges de enkelte lydes mest taktile kvaliteter. Men det er ikke bare et mareridtsunivers for Valentin, det er det ligeledes for os, som ser på. De få lyde, der optræder, peger nemlig tilbage på en den altopslugende tavshed, der tårner sig op bag billedet. Filmen mangler en dimension, tomheden bag lydene buldrer og triumferer, fordi filmen ved hjælp af de få men bemærkelsesværdige lyde minder os om den altopslugende tavshed bag billederne.

Et andet eksempel er scenen umiddelbart efter Valentins mislykkede selvmordsforsøg ved at sætte ild til alle sine gamle filmruller. Han ligger på hospitalet og Peppy Miller kommer på besøg, men da han stadig er hårdt medtaget, lader hun ham sove videre. Hun venter og får øje på den ene rulle film, som blev reddet ud af flammerne. Hun holder filmrullen op foran lyset og lader den langsomt glide gennem sine fingre. Effekten er næsten den samme, som da kvinden vågner i La Jetée, idet vi nu genser Valentin og Peppys første mislykkede optagelser sammen. Ikke i normalhastighed, med 24 billeder i sekundet, men så tilpas langsomt, at billederne står og vibrerer mellem at være stillbilleder på rad og række eller en sammenhængende strøm af levende billede. Noget bliver tøvende genopvakt, og som hos Marker er effekten rørende og tankevækkende.

Mod filmens slutning får de to hovedpersoner selvfølgelig hinanden, og i den sidste scene er de i gang med optagelserne til deres nye musical. Vi har netop overværet en vellykket optagelse, men instruktøren vil gerne, at de prøver en gang til. Det er her, Valentin siger de to ord, der siden er blevet diskuteret ivrigt på internettet. Han svarer nemlig, ”Wiz plejure”, altså ”With pleasure” med en heftig fransk accent. Disse to ord og udtalen af dem kaster betydning tilbage, på alt hvad vi har set indtil nu, og vi forstår nu bedre Valentins dybe antipati mod talefilmen. Men vi bliver også mindet om, hvor grundigt stemmen, talen og identiteten er filtret ind i hinanden. Med talefilmen fik vi ikke bare ordene men også stemmen, og det minder filmens sidste scene os i den grad om.

Anmelderne var vilde med The Artist, men enkelte havde deres forbehold, eksempelvis Tony Rayns, der i sin lunkne anmeldelse i Sight and Sound konkluderer, at The Artist først og fremmest er ”…a novelty hit…” ( (Rayns 2012, s. 64).

The Artist er nu mere end det, først og fremmest en charmerende påmindelse om nogle af de basale filmiske kvaliteter, som også Chris Markers film udnytter så udtryksfuldt, og som normalt har det med at drukne i den stadige strøm af billeder og lyd.