I believe in Sherlock Holmes

Af PALLE SCHANTZ LAURIDSEN

Sherlock Holmes så første gang dagens lys i 1887. I 4 romaner og 56 korte fortællinger berettede Arthur Conan Doyle i en periode på 40 år om de kriminalsager, hans consulting detective løste i samarbejde med sin ven, hjælper og kronikør, Dr. John Watson. Allerede, mens Doyle stadig skrev om Holmes, vandrede hans figur over i andre medier, og historierne om ham hører i dag til de mest adapterede i verden. Inden for de sidste år er Holmes igen blevet populær både på film og tv. Både BBC’s tv-serie og Guy Ritchies film forholder sig legende til Doyles univers og til Holmes’ seksualitet.

Rundt omkring i verden kan man støde på sedler, plakater og graffiti med ordene ”I believe in Sherlock Holmes”. Fænomenet er nyt og opstået i forlængelse af BBC-serien Sherlock (2010-), der er blevet sendt i indtil videre seks 1½ times episoder fordelt på to - korte - sæsoner (1).

Serien markerer sig eksplicit som en nyfortolkning af Arthur Conan Doyles fortællinger om consulting detective Sherlock Holmes og hans ven, den tidligere officer, Dr. John Watson. Slaglinjen er ”A new sleuth [opdager] for the 21st century”. Da BBC i efteråret 2011 på eget forlag begyndte at genudgive de gamle fortællinger, var det med billeder fra tv-serien på for- og bagside. Forordene var skrevet af seriens producenter, manuskriptforfattere og hovedskuespillere. På bagsiden kunne man læse, at Sherlock har “introduced a new generation of fans to Sir Arthur Conan Doyle’s legendary detective”. Bagsideteksten på den første genudgivelse fortsatte:

The debut episode took as its inspiration Conan Doyle’s first novel, and this new edition of A Study in Scarlet, with an introduction by Sherlock co-creator Steven Moffat, allows fans to discover how it all started.

Udgivelsen er dermed direkte målrettet læsere, der er blevet fans af tv-serien, og BBC slår det nye ved serien fast med syvtommersøm: A new sleuth, a new generation, a new edition. Det er lykkedes at sælge Holmes, der ellers har morfar-agtigt mange år på bagen, både til mange og til nye modtagere. Førstegangsudsendelserne i England havde omkring 8 millioner seere svarende til en share på 30%, hvilket er store tal i en britisk sammenhæng. Anden sæson er solgt til tv-visning i 180 territorier, dvs. lande og/eller regioner, hvilket er på niveau med, hvad de største amerikanske serier og film opnår. Og så er der altså opstået en fankultur, der spreder sig viralt og bl.a. udmønter sig i, at unge mennesker på nettet og i byernes rum markerer, at de tror på Sherlock Holmes.

Sherlock er tilmed ikke den gamle detektivs eneste aktuelle genkomst. Guy Ritchies to film (Sherlock Holmes [2009], Game of Shadows [2011]) med Robert Downey Jr. som Holmes og Jude Law som Watson har også været internationale succeser. Wikipedia anslår, at de tilsammen har kostet 225 millioner $ at producere, og at de (ultimo februar 2012) har indspillet godt 1 milliard i biograferne alene. At både film og tv-serie er blevet succeser, deres meget forskellige tolkninger til trods, demonstrerer endnu engang, at Doyles materiale har stor gennemslagskraft; så stor, at det indtil videre har holdt i 125 år.

Både den sidste episode af Sherlock og Game of Shadows lægger op til fortsættelse, og både BBC og Warner Brothers, der producerer filmserien, har annonceret, at der kommer mere. Samtidig har det amerikanske tv-netværk CBS ladet forstå, at man er ved at udvikle en serie, hvor Holmes opererer i New York. Serien har arbejdstitlen Elementary og foregår ligesom Sherlock i vore dage. Udgangssituationen skulle være, at britiske Holmes netop er kommet ud fra et afvænningscenter i New York og der flytter ind hos den tidligere kirurg Joan Watson. Det er måske nok første gang, Watson er en kvinde, men bestemt ikke første gang et makkerpar i en krimi består af en kvinde og en mand.

Adaption

Holmes har i over 100 år optrådt i mange andre medier end de trykte: Teateret tog ham til sig omkring år 1900, hvor også den første af mange film så dagens lys. De kendteste film kom i årene omkring 2. verdenskrig og havde Basil Rathbone i hovedrollen i 14 film. I 1930’erne var Holmes en populær radiofigur, der findes masser af tegneserier, og det er også blevet til en del tv-serier med Granadas britiske serie for ITV (41 episoder, 1984-1994) med Jeremy Brett som den mest berømte. Uanset, hvilke medier der i tidens løb har kastet sig over Holmes, er der tale om adaptioner af Conanen, som gamle Holmes-fans kalder Conan Doyles fortællinger. Enhver adaption er en fortolkende og kreativ handling. Så Holmes’ karakter, hans relationer til andre mennesker, miljøet osv. har ændret sig afgørende i tidens løb.

Der kan være mange grunde til at lave adaptioner – økonomiske, kulturelle, pædagogiske mv. - og de kan finde sted mellem alle mulige medier. Den seneste adaption kan for mange mediebrugere sagtens være deres første møde med et værk, der ellers har rødder langt tilbage i historien. Linda Hutcheon taler i den forbindelse om knowing og unknowing audiences (Hutcheon 2006, s. 120). Ved at vælge begreberne knowing/unknowing i stedet for kompetent/inkompetent søger Hutcheon at anslå en ikke-elitær tankegang:

The term ”knowing” suggests being savvy and street-smart, as well as knowledgeable, and undercuts some of the elitist associations of the other terms [som fx ”kompetent”, PSL] in favor of a more democratizing kind of straightforward awareness of the adaptation’s enriching, palimpsestic doubleness.
(ibid.)

Forskellige typer publikum oplever adaptioner forskelligt. Kender man det adapterede værk, vil man holde det op mod adaptionen; kender man det ikke, oplever man det på samme måde, som man ville opleve ethvert andet værk. Måske man bare kender til værket som en del af en slags kulturel erindring. Måske kommer man til fx Sherlock, fordi man som fan af Dr. Who har opdaget, at de to serier har samme producenter, eller til Guy Ritchie-filmene, fordi man er vild med Jude Law. Mulighederne er mange ligesom den brug, forskellige seere gør af værkerne.

Holmes-fortællingerne er verdens mest adapterede værker. Det kan man læse adskillige steder. Uanset, om det nu er rigtigt eller forkert (og det kan være svært at afgøre), er der lavet mange adaptioner i mange forskellige medier af de historier, karakterer og miljøer, Arthur Conan Doyle i litterær form skabte i årene 1887-1927. 56 fortællinger og 4 romaner blev det til.

Homoseksualitet?

BBC’s tv-serie og Guy Ritchies film er blot de seneste eksempler på Holmes’ livtag med skiftende tiders medier og mediekulturer. Serien vender vi tilbage til, og om filmene skal det blot siges, at de er fulde af humor og action, at især 2’eren trak store veksler på Bond-filmene og mindre på Doyles fortællinger og, at de – ligesom tv-serien – pirker til muligheden af, at venskabet mellem Holmes og Watson er mere end det. At det er kærlighed. At de er bøsser.

Man skal læse Doyle noget forceret for hos ham at finde dækning for en tolkning af, at de to victorianske mænd skulle være bøsser: De er snarere venner for livet, hvilket man kan overbevise sig selv om ved at læse en af de sidste Doyle-fortællinger, The Adventure of the Three Garridebs fra 1924. Der findes imidlertid adskillige queer-læsninger af Doyles univers og også egentlige pasticher; nye fortællinger, der i et homoseksuelt perspektiv skriver videre på Conanen. Dette gælder fx A Study in Lavender – Queering Sherlock Holmes (DeMarco 2011), hvor udskiftningen af originalens scarlet med den homoseksuelle signaturfarve lavendel markerer perspektivet.

Robert Downey Jr. fremhævede selv sin homoseksuelle vinkel på hovedrollen, da han blev interviewet af David Letterman på amerikansk tv i forbindelse med den første af de nye film, hvilket i øvrigt fik rettighedsindehaverne til at true med at trække tilladelsen til at bruge Doyles materiale tilbage. For filmene skulle være tro mod bøgernes ånd, som det hed.

I Sherlock fra 2010 bliver diskussionen om homoseksualiteten taget op på en anden måde. Her går fx Holmes’ og Watsons udlejer, Mrs. Hudson, fra første færd ud fra, at de to unge mænd er bøsser, og de møder den samme holdning på restauranter og andre steder, de kommer frem. Holmes forstår slet ikke problemet og er også ligeglad, for han er nærmest en kønsløs maskine ligesom hos Conan Doyle. Men Watson føler sig tvunget til gang på gang at slå fast, at han i hvert fald ikke er bøsse. Hans forhold til forskellige kvinder holder imidlertid ikke længe, og i flere gribende scener er han dybt og oprigtigt knust, da han i seriens sjette episode tror, Holmes er død.

A new sleuth for the 21st century

Som det fremgår af titlen, er man hos BBC på fornavn med titelpersonen, der bliver spillet af Benedict Cumberbatch. Hans side kick, Dr. Watson, eller John, som han jo hedder til fornavn, tager Martin Freeman sig af. Seriens skabere og producenter er Mark Gatiss og Steven Moffat, der bl.a. også står bag genskabelsen af den britiske science fiction-serie Dr. Who.

BBC-serien foregår i vore dage og er virkelig moderne på alle planer. Som tilfældet er hos Conan Doyle er det Watson, der beretter offentligheden om sine og Sherlocks oplevelser. Watson offentliggør ikke deres oplevelser på tryk, sådan som Conan Doyle lod ham gøre. Han har en blog, der bl.a. refererer historier, der blot omtales i serien. Johns blog føjer dermed en del ekstra materiale til tv-seriens univers. I serien gør den Sherlock til ”a net phenomenon”, lægger grunden for hans berømmelse i tabloidpressen, der ender med at vende sig mod ham og antage ham for at være en svindler. Digitalt udstyr er en integreret del af Sherlocks univers. Mobiltelefoner spiller en afgørende rolle i flere episoder; beskederne skrives hen over billederne, ligesom teksten på Johns blog og de tanker, Sherlock gør sig, når han deducerer. Hos Doyle er Watson blevet såret i 2. afghanske krig (1878-1880). Sherlock tager dén tråd op, og seriens allerførste scene viser sig at være den krigstraumatiserede Johns mareridt. Han har nemlig også været i Afghanistan og går til psykolog, og det er hende, der anbefaler ham at skrive en blog for at kunne verbalisere sine krigsoplevelser.

I forhold til andre adaptioner er Sherlock  karakteristisk ved sin fuldt integrerede leg med intertekstualiteten i forhold til Conanen. Allerede episodernes titler spiller op til intertekstuel dans: A Study in Scarlet bliver til A Study in Pink, og A Scandal in Bohemia  hedder A Scandal in Belgravia.  Doyles The Hound of the Baskervilles forvandles til The Hounds of Baskerville. Godt nok er der en hund med hos BBC, men det monster af en blanding mellem en blodhund og en mastiff, der spreder skræk og rædsel hos Doyle, er skrevet ud af historien. På den måde slipper man uden om det problem, andre adaptioner har haft med at gestalte et monster, der i slutningen af historien kunne give krop til den frygt, forestillingen om det har skabt i fortællingens løb. Den slags kan et vidende publikum muntre sig – eller irriteres – over, og det er en særlig pointe ved BBC-adaptionen, at man aldrig kan regne ud, hvor den lægger sig tæt på, og hvor den fjerner sig fra, Conanen: Det foreløbigt seneste af afsnittene hedder The Reichenbach Fall. Holmes-kendere vil vide, at det er ved det svejtsiske Reichenbach-vandfald, at både Holmes og hans modstander Moriarty forsvinder i fortællingen The Final Problem. Man kunne derfor forvente, at de også denne gang skulle en tur til Alperne. Men allerede i episodens første scene bliver den forventning skuffet og en ny bygget op. For ved en lille reception på et museum fremgår det, at Sherlock netop har bragt et stjålet maleri tilbage, et af den romantiske britiske maler J.M.W. Turners motiver fra … The Falls of the Reichenbach. Fortællingens oprindelige titel, The Final Problem, refererer til, at Doyle lod Holmes forsvinde, så han – altså Doyle – kunne skrive andet end detektivhistorier, og dermed til, at kampen mod Moriarty faktisk var det sidste problem, Holmes håndterede, før han blev erklæret død. Det bliver han også hos BBC, men der formulerer Moriarty og altså ikke Holmes, hvad the final problem er. Det handler for ham om, hvordan han får ydmyget Holmes i offentlighedens øjne og om, hvorvidt Holmes kan blive ved med at leve, som Moriarty siger med reference til sin ringetone, Bee Gees’ Stayin’ Alive! The final problem vendt på hovedet.

Dvæler vi lidt ved det intertekstuelle, er det en kendt sag, at Holmes ryger pibe og går med en særlig hat. Sherlock forholder sig ironisk til begge dele. Med en berømt formulering fra fortællingen The Red Headed League beskriver Holmes sagen som ”a three pipe problem”, altså som et problem, han skal tænke over i den tid, det tager at ryge tre stop tobak. Det refereres der til i A Study in Pink, hvor Sherlock klager over, at man ikke må ryge længere. Han viser sin arm frem og konstaterer, at det er ”a three patch problem”, et problem, der kræver tre stykker nikotinplaster (fig. 10)!

Holmes’ hat er en såkaldt deer-stalker, der i min engelskordbog defineres som … ”en hue med skygge for og bag (som Sherlock Holmes’)” (Axelsen 1988, s. 127). Doyle nævner ikke ordet deer-stalker, men allerede i de tidligste tegninger, der blev offentliggjort sammen med teksterne i The Strand Magazine, har Sidney Paget udstyret Holmes med sådan en hat. Ikke i City, men når han er på rejse. Hos BBC dukker hatten op ved et tilfælde. Sherlock, der til at begynde med gerne vil forblive ukendt, bliver advaret om, at der nok står pressefotografer udenfor. For at værne om sin og Johns anonymitet griber han den første, den bedste hat fra en stumtjener i en teatergarderobe. Den får John, og selvom man faktisk ikke ser ham tage den, kan man tænke, at den hat, han selv tager på – en deer-stalker – også stammer fra garderoben. Han bliver dog fotograferet, billedet går pressen rundt og ender også på Johns blog. Da han senere i The Reichenbach Fall igen har hjulpet Scotland Yard, skillinger afdelingen sammen til en lille gave – en deer-stalker. Han er nu blevet så kendt i offentligheden, at John må konstatere:  ”This isn’t a deer stalker now. It’s a Sherlock Holmes hat”. Det var den, som det fx fremgik af engelskordbogen, i og for sig i forvejen; men kun for den vidende seer.

John refererer på sin blog til en sag, Sherlock ikke har løst. Sherlock Holmes Baffled kalder han den med en af seriens mere subtile referencer. Sherlock Holmes Baffled er nemlig titlen på den første Holmes-film nogensinde; en amerikansk attraktionsfilm fra 1900, der ved hjælp af stop motion får en indbrudstyv og nogle tyvekoster til at skifte plads og forsvinde for øjnene af en forbløffet Holmes.

Sherlock refererer tæt til Conanen, men den gør det på en legende og uforudsigelig måde, der sammen med den virkningsfulde moderne setting og samspillet mellem de to hovedkarakterer, har været medvirkende til at vække Holmes til live - igen.

Holmes i mediehistorien

Sherlock foregår i vore dage, og det er ikke første gang, han er blevet transporteret frem i tiden fra det sen-victorianske London, der var hans base hos Conan Doyle. Han blev i skikkelse af Basil Rathbone fx sat ind i kampen mod Nazityskland - ligesom fx Anders And og Superman. Det skete fx i Sherlock Holmes and the Voice of Terror (1942) og i Sherlock Holmes and the Secret Weapon (1942).

Men også tidligere i filmhistorien har adaptioner taget sig periodemæssige friheder. Conan Doyle klager i sin selvbiografi over en tidlig fransk filmversion, der introducerer “telephones, motor cars and other luxuries of which the Victorian Holmes never dreamed” (Doyle 1989, s. 106). Men den slags periodespecifikke genstande så man allerede i de 12 danske Holmes-film, der blev produceret af Nordisk Films Kompagni i perioden 1908-11 (Nielsen 1997; Lauridsen in print). De danske film var 1-spolers actionfilm, der varede omkring et kvarter. Udover Holmes havde de intet til fælles med Doyles fortællinger, og fx var Dr. Watson slet ikke med, ligesom man gjorde det fx i Holmes’ gennembrud i Hollywood.

Også Holmes’ gennembrud i Hollywood foregik i sin samtid. En af tidens største stjerner, John Barrymore, spillede Holmes i en adaption. Ikke så meget af en eller flere af Doyles tekster som af et teaterstykke, der ligesom filmen hed Sherlock Holmes. Stykket var skrevet af William Gillette, der også spillede titelrollen og gjorde det over 1300 gange i perioden 1899-1923 (Schuttler 1982). Det kom i en ’planket’ version også til Danmark, hvor det i allerhøjeste grad var med til at gøre Holmes populær. Det foregik omkring 1891, spillede knap 200 gange på Folketeatret i København fra 1901 til 1909 (fig. 15) og blev også spillet af omrejsende teatertrupper i århundredets begyndelse (Lauridsen 2011a, Lauridsen 2011b).

Holmes og kvinden

Det er formentlig umuligt og nok også uinteressant at gennemgå samtlige de Holmes-adaptioner, spoofs, spin-offs osv., der er lavet i tidens løb. Men man kan vælge noget ud og undersøge nogle af de transformationer fx en bestemt fortælling har undergået i tidens løb.
A Scandal in Bohemia var Doyles første korte fortælling om Holmes. Den udkom i det britiske magasin The Strand i 1891. Doyle havde forinden offentliggjort to Holmes-romaner – A Study in Scarlet og The Sign of Four – men det var først, da han kom på ideen med at skrive kortere, afsluttede fortællinger med genkommende personer og handlingsforløb, at Doyle blev populær.

A Scandal in Bohemia er den eneste af Holmes-fortællingerne, hvor hovedpersonen forholder sig til en kvinde, the woman, Irene Adler – ”of dubious reputation”, som Watson, der jo er fortællingernes fortæller, formulerer det. Selvom relationen mellem Holmes og Adler efter Watsons opfattelse udelukkende er af professionel art, eftersom Holmes i Adler mener at have fundet en lige- eller endog over’mand’, har den trukket lange spor op gennem populærkulturen: fortælleren Watson kan jo tage fejl, og måske Holmes’ angiveligt professionelle respekt for Irene Adler dækker over, at han er forelsket i hende. Her ligger kimen til læsningen af Holmes ikke som bøsse, men som heteroseksuel. Begge læsninger har først og fremmest deres tekstlige grundlag i det forhold, at historierne fortælles af Watson, der ikke har adgang til Holmes’ indre tanker og ofte kommer til kort over sin geniale ven, selvom han selv er en både dannet og uddannet mand.

Heteroseksualiteten spiller en central rolle i Gillettes amerikanske skuespil og i senere adaptioner af det som den danske version fra 1901 og i filmen Sherlock Holmes med John Barrymore fra 1922. Gillette har dog ændret Adlers karakter dramatisk. Stykket er groft sagt en selvstændig bearbejdning af A Scandal in Bohemia og The Final Problem, så vi får både historien om Irene Adler og om Holmes’ møde med Moriarty. Adler hedder noget andet og er et udpræget offer og ikke den selvstændige kvinde, hun er hos Doyle, og hun har slet ikke noget tvivlsomt ry. Gillette og Christmas var hverken Ibsen eller Strindberg, og ”Sherlock Holmes” var hverken Ibsens ”Et dukkehjem” (1879) eller Strindbergs ”Et drømmespil” (1902), og i Sherlock Holms så han ikke ægteskabet som et problem, men som en løsning: ”og arnen skal stå i læ af korsets tegn/så hviler jert hjem bag det tryggeste hegn”, som der står i teksten til den salme, ”Jert hus skal I bygge”, der ifølge Christmas’ manuskript skal spilles over slutscenen. Da Holmes i det danske stykke siger, at han længes efter hvile og ikke mener at kunne vente anden hvile end døden, foreslår Watson ham at søge ”Ægteskabets, det rolige, lykkelige familielivs” hvile. Lige før tæppefald accepterer Holmes noget pludseligt at lade heltindens kærlighed blive den hvile, han søger. Det var det, en anmelder kaldte en ”Marcipanslutning” (fig. 16).

Både hos Guy Ritchie og BBC spiller Irene Adler en central rolle, men nu som en forfører, der muligvis vækker Holmes’ begær. I tv-seriens tilfælde i første episode i 2. sæson, der med en typisk intertekstuel vits som nævnt hedder A Scandal in Belgravia. Holmes bliver nærmest bortført til Buckingham Palace, hvor han bliver bedt om at skaffe nogle billeder af luksusescortpigen Irene Adler og et kvindeligt medlem af kongefamilien. Adlers professionelle navn er Dominatrix – intet mindre (fig. 17).

I believe in Sherlock Holmes

Holmes og Watson, Sherlock og John, er blevet populære igen. 125 år efter publiceringen af Doyles første Holmes-roman er de i opdaterede versioner af (elementer fra) de gamle historier blevet kastet ud i et internationalt mediemiljø, hvor de møder vidende og ikke-vidende seere, som har kastet deres kærlighed på de to gamle, men tilsyneladende evigt unge, mænd. Og det i så høj grad, at der har udviklet sig en kultisk leg omkring historierne: ”I believe in Sherlock Holmes”.