Kategori: En scenes anatomi
-
Splat og spekulation
EN SCENES ANATOMI. Filmiske anslag er en studie i sig selv. De ligger ikke kun tråde ud til resten af filmen, men giver også et blik ind i filmens selvforståelse – og det kan være en positiv overraskelse. Det vidner Martin Skovhus’ analyse af Friday the 13 th, part 2 (1981) om.
-
Manden med solbrillerne
EN SCENES ANATOMI. Det uigennemtrængelige blik fra en mandlig betjent med solbriller. Dette er det visuelle tema, Henrik Højer undersøger i filmene Psycho (1960), Thelma and Louise (1991) og Psycho (1998). Så længe mændene har solbriller på, er de urørlige, overlegne herskere, men hvad sker der, hvis solbrillerne falder?
-
Til fødselsdag
EN SCENES ANATOMI. Tidligere på året fik Jakob Isak Nielsen i et 16:9-program på DK4 lejlighed til – sammen med lektor Edvin Kau – at diskutere en fængslende fødselsdagsscene fra Christian Mungius Cannes-vindende film 4 måneder, 3 uger og 2 dage (2007). I denne artikel udvider, samler og organiserer han sine betragtninger.
-
At vende rigtigt
EN SCENES ANATOMI. Otto Pretzmann kaster sig over noget så forhadt og udskældt i vor tid som cigaretten. Ved at nærstudere en scene fra Veronikas To Liv klargør Pretzmann, hvordan Kiewslovski med enkelte men velgennemtænkte virkemidler formår at iscenesætte de små hverdagsting, som ligger ved siden af den egentlige handling.
-
Den lyriske hjemkomst
EN SCENES ANATOMI. I denne udgave af En scenes anatomi gennemgår Maja Sonne Damkjær to centrale scener i Andrey Zvyagintsevs smukke debutfilm The Return fra 2003. En film der både udmærker sig ved brede horisontale vider og dyb vertikal mørke.
-
Poetisk sansebedrag
EN SCENES ANATOMI. Esben Kjær Ravn har udvalgt en magisk scene fra Andrei Tarkovskys Solaris (1972), hvor såvel rummet som genstandene heri ikke opfører sig, som man kan forvente. Scenen er optaget i én lang cirkulerende kamerabevægelse og fører tilskueren ind til hjertet af filmoplevelsen Solaris.
-
80’erne set fra den anden side
EN SCENES ANATOMI. Hos Krzysztof Kieslowski er alvor og patos helt selvfølgelige følelser. Dermed står han i en klar kontrast til 80’ernes vestlige dyrkelse af det postmoderne og den rene overfladeæstetik. Kieslowskis hovedværk, Dekalog, vandt dog uden videre universel genklang, fordi han især er optaget af det fundamentalt menneskelige.
-
Tyvens blik
EN SCENES ANATOMI. Filmkunsten rummer flere instruktører, der har søgt en renselse og genfødelse af filmsproget ved at opspore dets rødder og starte forfra. Ingen har dog i radikalitet overgået Pier Paolo Pasolini, hverken i kunst eller liv. Med ham blev filmhistorien velsignet med en permanent skandale, der tog sin begyndelse med debutfilmen Accattone i 1961, og som ingen kan se en ende på. Filmens tilblivelse fulgtes af Bernardo Bertolucci, der følte han overværede selve filmkunstens fødselstime. Af Otto Pretzmann.
-
Skjult kamera – uden dåselatter
EN SCENES ANATOMI. Denne udgave af En scenes anatomi retter optikken mod østriske Michael Hanekes dystopiske univers. Sidste lussing fra Hanekes hånd hedder Caché, og den brænder uhjælpeligt fast på ethvert sind, der har fået et glimt af verden gennem denne instruktørs optik. Laust Ejstrup kigger nærmere på Hanekes kyniske kamera.
-
Having Fun With the Long Take
EN SCENES ANATOMI. Denne udgave af En scenes anatomi følger op på sidste nummers komedietema og præsenterer en vifte af forskellige måder, hvorpå lange uklippede indstillinger har været anvendt som komisk henvendelsesform.
-
Sort kaffe, sort humor
EN SCENES ANATOMI. Parodien kan beskrives som en form for komik, der fremavles ved tilstrækkeligt talentfuldt at genbruge traditionelle genrekonventioner på utraditionelle måder. Med udgangspunkt i denne optik kaster Jesper Moldaschl sig i den tyvende udgave af En scenes anatomi over tre scener fra Lars von Triers The Element of Crime.
-
Sandhedens diktatur
EN SCENES ANATOMI. Den gjorde stort indtryk på filmfestivalen i Venedig i 1966 og vandt Guldløven foran bl.a Truffauts Fahrenheit 451. La Battaglia di Algeri beskrives oftest som et afgørende nybrud i filmhistorien, men i denne udgave af En scenes anatomi påpeger Henrik Højer, hvordan filmen langt fra var konsekvent i sit opgør med den klassiske filmretorik.