Tag: Anatomi
-
Cracking the Code: Elia Kazan og antydningens kunst
EN SCENES ANATOMI. Instruktøren Elia Kazan har på snedig vis omgået den strikse produktionskode i sit mesterværk, On the Waterfront (1954), der har Marlon Brando i den altoverskyggende hovedrolle. Hvordan det kommer til udtryk, kan man læse i Andreas Halskovs analyse af Kazans klassiker, der udmærker sig ved at antyde – snarere end faktisk at sige eller eksplicitere visse forhold.
-
Banegårds-Vals
ET BILLEDES ANATOMI. Terry Gilliam, der er biografaktuel med The Imaginarium of Dr. Parnassus, har en billedgenererende bevidsthed, der tangerer Tim Burtons. Han deler også Burtons drift mod det poetisk naive – en sensibilitet, der ind i mellem er næsten pinlig for mangen en senmoderne ironiker. Dorte Schmidt Granild ser tilbage på et af Gilliams poetisk naive øjeblikke fra The Fisher King (1991).
-
Lynchs kaffekopper
EN SCENES ANATOMI. I sine ’10 clues to unlocking this thriller’ anmoder David Lynch bl.a. seeren om at bemærke kaffekoppen i Mulholland Drive. I denne udgave af ’En scenes anatomi’ tager Mathias Bonde Korsgaard udfordringen op og forfølger denne genstand i Mulholland Drive for derved at afdække forholdet mellem filmiske rekvisitter og Kristin Thompsons exces-begreb.
-
Fanget i et spil
ET BILLEDES ANATOMI. Den usynlige rekvisit kan spille lige så stor en rolle som de mange synlige. Juliane Kvitsau Mølgaard ser nærmere på et sådant eksempel i en frame fra Billy Wilders mesterlige Sunset Boulevard (1950).
-
Tiden er ikke hvad den har været
EN SCENES ANATOMI. Hovedpersonen i Terry Gilliams Twelve Monkeys (1995), James Cole (Bruce Willis), sidder ubehjælpelig fast som fange i en cirkulær tidslomme. I denne forvanskede virkelighed danser numeriske tal og tidspunkter rundt som forunderligt forvirrende fikspunkter. Michael Højer ser nærmere på filmens åbning.
-
Sammenbruddets æstetik
ET BILLEDES ANATOMI. Fejlen er i den moderne film blevet et æstetisk potentiale. Andreas Halskov kigger nærmere på et påfaldende eksempel i dogmefilmen julien donkey-boy (1991), skrevet og instrueret af det amerikanske ”problembarn” Harmony Korine.
-
Legen med seeren
EN SCENES ANATOMI. Michael Hanekes Funny Games bryder gysergenren på mystisk og dragende vis. Haneke undlader den traditionelle søgen efter indlevelse og arbejder tværtimod med distance i sit formsprog. Alligevel formår filmen at få seeren til at gyse. Jens Amdi Nielsen undersøger hvorfor.
-
New York på afgrundens rand
ET BILLEDES ANATOMI. ”New York, like a scene from all those movies”, synger Simon & Garfunkel i A Heart in New York. Og sandt nok har fllmenes New York et utal af skikkelser fra den romantiserede storbyidyl til det dæmoniserede inferno. Særligt når civilisationers endeligt står for døren, har filminstruktører anvendt byen som et referencepunkt. Fort Apache the Bronx (1981) er et glimrende – men alt for ukendt – eksempel.
-
Skrig som en gris
EN SCENES ANATOMI. Thomas Alfredsons vampyrfilm Lad Den Rette Komme Ind er en særegen blanding af genrefilm og art cinema. Især dens stil kalder på en nærmere gransking. Søren Rørdam Bastholm kigger i denne udgave af En Scenes Anatomi blandt andet på filmens brug af klipning, kamerabevægelser og genrebrud.
-
På sporet af (u)sandheden
ET BILLEDES ANATOMI. Billedet er ikke længere et bevis, men nu blot endnu en påstand. Vores iboende tiltro til mediet, de ’levende billeder og den ’levende lyd’, rummer et potentiale for manipulation og vildledning. Men også for en drilsk leg med billedets og lydens anslåede sandhedsværdig. Én indstilling fra Abbas Kiarostamis Nema-ye Nazdik (1990) er en legende refleksion over netop dette tema.
-
Splat og spekulation
EN SCENES ANATOMI. Filmiske anslag er en studie i sig selv. De ligger ikke kun tråde ud til resten af filmen, men giver også et blik ind i filmens selvforståelse – og det kan være en positiv overraskelse. Det vidner Martin Skovhus’ analyse af Friday the 13 th, part 2 (1981) om.
-
Fravær og nærvær
ET BILLEDES ANATOMI. Et mentalt blackout i Paul Thomas Andersons Boogie Nights (1997) appellerer på én og samme tid til nærvær og fravær. Jakob Isak Nielsen forsøger at forstå indstillingens paradoksale virkning.