Kategori: En scenes anatomi
-
Sunnyside Up
EN SCENES ANATOMI. Det er en udbredt opfattelse, at den tidlige tonefilm var ensbetydende med statiske kameraopsætninger. Dialogen var den nye stjerne og lydisolerende foranstaltninger gjorde det vanskeligt at orkestrere kamerakørsler. Der er flere grunde til at trodse den udlægning, heriblandt åbningsindstillingen til Sunnyside Up (1929), der er en nøjsomt koreograferet krankørsel optaget med synkron lyd.
-
Lyden og Præsidenten
EN SCENES ANATOMI. I denne udgave af En Scenes anatomi går Mikkel Randløv anslaget til dokumentarfilmen Præsidenten efter i sømmene. Filmen er instrueret af Christoffer Guldbrandsen, der helt konsekvent bruger de filmiske virkemidler, og ikke mindst lydsiden, meget kreativt i sine dokumentarproduktioner, og Præsidenten er ingen undtagelse.
-
Overture på øjemål
EN SCENES ANATOMI. Den visuelle vildskab er fast bestanddel i de bedste af Dario Argentos italienske gyserfilm – også i Opera (1987), hvor Argentos stil og temaer går op i en højere enhed, der rækker langt ud over det klichéfyldte freudianske kriminalplot. Martin Houlind dissekerer filmens anslag og viser, at der er mening med galskaben.
-
Forbrydelse og straf
EN SCENES ANATOMI. Den fremragende dramaserie Breaking Bad rummer en perlerække af uforglemmelige scener, hvor antihelten Walter White vandrer rundt i grænselandet mellem godt og ondt. Jan Oxholm kaster et blik på dødsscenen fra slutningen af anden sæson, hvor den kræftramte kemilærer er fanget i et uløseligt dilemma.
-
Mean Beats: Scorsese og det moderne rock score
EN SCENES ANATOMI. Scorsese har ikke blot en karakteristisk tematik, et sæt af karakteristiske, tilbagevendende skuespillere og en karakteristisk fortællestil – men også, ifølge Andreas Halskov, en helt karakteristisk anvendelse af lyd og musik. Med udgangspunkt i en scene fra Mean Streets (1973) gives her et indblik i Scorseses ikonografiske lydunivers og brug af populærmusikalske referencer.
-
En musikaliseret lykkerus
EN SCENES ANATOMI. I ’En scenes anatomi’ er musikken i centrum. Vores skribent, Steen Kaargaard Nielsen, tager afsæt i Peter Jacksons halvglemte perle Heavenly Creatures (1994). Særligt filmens hovedtema samt den specifikke anvendelse af Mario Lanzas ’The Donkey Serenade’ tages under hørerøret. ’The Donkey Serenade’ har ikke kun en særlig betydning for filmens to teenagepiger (spillet af Kate Winslet og Melanie Lynskey), men rejser også på tværs af filmens udsigelsesniveauer.
-
Om at filme det ufattelige
EN SCENES ANATOMI. Film skabes ikke kun foran kameraet, men i høj grad også – og nogle gange måske udelukkende – bag kameraet. Det er den lære, Henrik Juel uddrager ved at analysere en bemærkelsesværdig præriescene fra Danser med ulve (1990). Hvad er det egentlig, der sker i John Dunbars (Kevin Costner) møde med naturens storslåethed, og hvordan artikuleres denne betydning?
-
Cracking the Code: Elia Kazan og antydningens kunst
EN SCENES ANATOMI. Instruktøren Elia Kazan har på snedig vis omgået den strikse produktionskode i sit mesterværk, On the Waterfront (1954), der har Marlon Brando i den altoverskyggende hovedrolle. Hvordan det kommer til udtryk, kan man læse i Andreas Halskovs analyse af Kazans klassiker, der udmærker sig ved at antyde – snarere end faktisk at sige eller eksplicitere visse forhold.
-
Lynchs kaffekopper
EN SCENES ANATOMI. I sine ’10 clues to unlocking this thriller’ anmoder David Lynch bl.a. seeren om at bemærke kaffekoppen i Mulholland Drive. I denne udgave af ’En scenes anatomi’ tager Mathias Bonde Korsgaard udfordringen op og forfølger denne genstand i Mulholland Drive for derved at afdække forholdet mellem filmiske rekvisitter og Kristin Thompsons exces-begreb.
-
Tiden er ikke hvad den har været
EN SCENES ANATOMI. Hovedpersonen i Terry Gilliams Twelve Monkeys (1995), James Cole (Bruce Willis), sidder ubehjælpelig fast som fange i en cirkulær tidslomme. I denne forvanskede virkelighed danser numeriske tal og tidspunkter rundt som forunderligt forvirrende fikspunkter. Michael Højer ser nærmere på filmens åbning.
-
Legen med seeren
EN SCENES ANATOMI. Michael Hanekes Funny Games bryder gysergenren på mystisk og dragende vis. Haneke undlader den traditionelle søgen efter indlevelse og arbejder tværtimod med distance i sit formsprog. Alligevel formår filmen at få seeren til at gyse. Jens Amdi Nielsen undersøger hvorfor.
-
Skrig som en gris
EN SCENES ANATOMI. Thomas Alfredsons vampyrfilm Lad Den Rette Komme Ind er en særegen blanding af genrefilm og art cinema. Især dens stil kalder på en nærmere gransking. Søren Rørdam Bastholm kigger i denne udgave af En Scenes Anatomi blandt andet på filmens brug af klipning, kamerabevægelser og genrebrud.