Tag: Anatomi
-
Tyvens blik
EN SCENES ANATOMI. Filmkunsten rummer flere instruktører, der har søgt en renselse og genfødelse af filmsproget ved at opspore dets rødder og starte forfra. Ingen har dog i radikalitet overgået Pier Paolo Pasolini, hverken i kunst eller liv. Med ham blev filmhistorien velsignet med en permanent skandale, der tog sin begyndelse med debutfilmen Accattone i 1961, og som ingen kan se en ende på. Filmens tilblivelse fulgtes af Bernardo Bertolucci, der følte han overværede selve filmkunstens fødselstime. Af Otto Pretzmann.
-
Malicks natur
ET BILLEDES ANATOMI. Terrence Malick er, måske, på vej med en film om Che Guevara. Mens vi venter, er der al mulig grund til at dvæle lidt ved hans tidligere film, fire i alt, der alle udnytter filmsprogets lyriske kvaliteter intensivt. Det gælder også hans debutfilm Badlands fra 1973, der lægger billede til dette nummers udgave af Et billedes anatomi.
-
Overblikkets afmagt
ET BILLEDES ANATOMI. Vi sidder trygt og godt foran skærmen her i vesten. I andre dele af verden er udsigten som bekendt en anden. Selv et enkelt billede kan udtrykke den fremmende og triste virkelighed. Og give os et blik for, at de dæmoniserede selvmordsterrorister i Mellemøsten måske ikke er så forskellige fra os selv. Dorte Schmidt Granild har set på et still fra Vestbredden.
-
Skjult kamera – uden dåselatter
EN SCENES ANATOMI. Denne udgave af En scenes anatomi retter optikken mod østriske Michael Hanekes dystopiske univers. Sidste lussing fra Hanekes hånd hedder Caché, og den brænder uhjælpeligt fast på ethvert sind, der har fået et glimt af verden gennem denne instruktørs optik. Laust Ejstrup kigger nærmere på Hanekes kyniske kamera.
-
Nærmere, Gud, til dig
ET BILLEDES ANATOMI. Per Kirkebys kapitelbilleder til Breaking the Waves fascinerer stadig. Pia Strandbygaard Frandsen har set nærmere på et af disse i lyset af den romantiske malerkunsts landskabstradition.
-
Having Fun With the Long Take
EN SCENES ANATOMI. Denne udgave af En scenes anatomi følger op på sidste nummers komedietema og præsenterer en vifte af forskellige måder, hvorpå lange uklippede indstillinger har været anvendt som komisk henvendelsesform.
-
Vivre sa vie
ET BILLEDES ANATOMI. Den dansk-franske skuespillerinde Anna Karina var op gennem 1960’erne Jean-Luc Godards personlige muse og filmiske femme fatale. Kirstine Dollerup har set nærmere på Anna Karinas sødmefulde ansigt og spejlende skæbne i Godards Vivre sa Vie (1962).
-
Sort kaffe, sort humor
EN SCENES ANATOMI. Parodien kan beskrives som en form for komik, der fremavles ved tilstrækkeligt talentfuldt at genbruge traditionelle genrekonventioner på utraditionelle måder. Med udgangspunkt i denne optik kaster Jesper Moldaschl sig i den tyvende udgave af En scenes anatomi over tre scener fra Lars von Triers The Element of Crime.
-
Goodfellas
ET BILLEDES ANATOMI. Selvom det måske ikke er det, han vil blive husket for, når boet efter Martin Scorsese skal gøres op, så er oscarvinderen faktisk en ganske morsom mand. Men humoren står aldrig alene og lige under overfladen lurer galskaben. Henrik Højer har fundet et eksempel fra Goodfellas fra 1990, hvor Joe Pesci giver den som morsom galning.
-
Sandhedens diktatur
EN SCENES ANATOMI. Den gjorde stort indtryk på filmfestivalen i Venedig i 1966 og vandt Guldløven foran bl.a Truffauts Fahrenheit 451. La Battaglia di Algeri beskrives oftest som et afgørende nybrud i filmhistorien, men i denne udgave af En scenes anatomi påpeger Henrik Højer, hvordan filmen langt fra var konsekvent i sit opgør med den klassiske filmretorik.
-
All the President’s Men
ET BILLEDES ANATOMI. Det er sjældent, at en enkeltindstilling rummer en hel films stil og tematik. Men det ses i et enestående øjeblik fra den politiske thriller, All the President’s Men (1976), som Jan Oxholm har fundet frem fra klassikerskuffen.
-
Oldboys mønstre
EN SCENES ANATOMI. Det er ikke længere en nyhed, at sydkoreansk film i disse år oplever en renæssance. Instruktøren Chan-Wook Park er en central figur i denne opblomstring, og Dorte Schmidt-Jørgensen ser nærmere på hans Cannes-vindende Oldboy fra 2003. Mere præcist på en af de labyrintiske nøglescener, hvor mise-en-scene, blik- og bevægelsesretninger går op i en højere – men også desorienterende – enhed.