|
|
|
|
|
|
Nye danske 'don't
feel good-film' - Et interview med Annette K. Olesen Af
HEIDI JØRGENSEN
Annette K. Olesens dogmefilm Forbrydelser (2004) gav
det danske biografpublikum noget at tænke over midt i en tid, hvor
dansk film ellers kritiseres for at sprøjte 'feel good komedier'
ud på samlebånd. Ingen kommer ud fra denne film og føler sig godt
tilpas. Mens Små ulykker (2001) på finurlig vis småsludrede
med sin tilskuer om hverdagens små og store problemer: familiehemmeligheder,
stresssymptomer og madlavning, så bliver der talt med anderledes
store bogstaver om abort, handicap og mord i Forbrydelser.
I forbindelse med mit forskningsprojekt om nye danske film har jeg
lavet et interview med Annette K. Olesen (1965), som er uddannet
instruktør fra Den Danske Filmskole i 1991. Interviewet er foretaget
i perioden, hvor hun arbejdede med Forbrydelser. Fokus
er, hvordan undervisningen på Filmskolen influerer på de arbejdsmetoder,
som hun har valgt at anvende efter endt uddannelse? Hvilken betydning
det har haft for Olesen, at hun har gået på Filmskolen i en brydningstid,
hvor lovmæssighed blev en stadig vigtigere ingrediens i undervisningen?
Hvordan hun oplever den lovmæssighed i relation til dogme-principperne,
som Forbrydelser er skabt efter? Og hvordan hun oplever dansk films
udvikling? Disse og flere spørgsmål giver nedenstående uddrag af
interviewet svar på. Ud fra to optikker, min position som filmforsker
i nye danske film og min position som almindelig tilskuer, vil jeg
i artiklen argumentere for, at det - ud fra et kig på Forbrydelser
og en samtale med Olesen - er muligt at skitsere en udvikling mod
den retoriske strategi ethos i dansk film.
|
|
Fra en instruktør, der har lavet så
karakteristiske og absurde film som afgangsfilmen 10:32 Tirsdag
- en kærligheds historie (1991), novellefilmen Tifanfaya
(1997) og debutspillefilmen Små ulykker (2001), kunne man
måske netop forvente, at et kvalificeret bud på fornyelse for dansk
film ville komme. Tifanfaya (1997) er en eventyrlig novellefilm,
som er finansieret via Novellefilm. |
|
|
|
|
|
|
|
Præstationsangst og metoder på Filmskolen
Vi sidder i Annette K. Olesens hyggelige køkken i en lejlighed på
Frederiksberg med en kop kaffe, mens hun nærværende og engageret
beretter om sine fire år som elev på Den Danske Filmskole. Hun beskriver
tiden på Filmskolen som meget lærerig, men også hård: "Der var meget
præstationsangst, og det tror jeg havde noget at gøre med den meget
hårde måde, vi blev kritiseret på." Jeg vil gerne vide mere om hendes
oplevelse af undervisnings-metoderne på Filmskolen. I mit interview
med manuskriptforfatteruddannelsens leder, Mogens Rukov, fremhævede
han vigtigheden i, at man giver eleverne nogle faste rammer og derved
en lovmæssighed i undervisningen netop for at afhjælpe deres præstationsangst.
Lovmæssigheden eksisterede ikke på Den Danske Filmskole i 60'erne
og 70'erne. Men op gennem 80'erne udviklede Rukov sammen med daværende
rektor Henning Camre nogle regelsæt. Således skulle alle eleverne
deltage i fællesundervisning i filmhistorie og dramaturgi. Og de
skulle løse nogle såkaldte penneprøver, som består af mindre praktiske
produktioner lavet efter bestemte konditioner. Da Olesen har gået
på Filmskolen fra 87-91, er det interessant at høre, hvordan hun
har oplevet denne lovmæssighed. Jeg siger: "Mogens Rukov taler om,
at der er sket en udvikling fra dét, han kalder "dengang subjektivitet
rådede" til, at der er indført sådan en form for lovmæssighed, nogen
metoder. Lovmæssighed i det kunstneriske taler han om positivt.
Er det en udvikling, som du har mærket, mens du gik der?" Olesen
tænker og svarer: "Jeg synes ikke pr. definition, at det er dårligt,
at man måske er begyndt at undervise mere systematisk og mere metodisk,
eller at der er en mere metodisk ånd på skolen, end der har været
tidligere. [..] Jeg elskede penneprøverne, jeg elskede at få stillet
nogen regler op. Altså ligesom jeg elsker at gå ind i det dogme,
jeg er i gang med nu. Jeg synes, det er skide sjovt at lave nogen
forhindringer for sig selv." Samtidig nævner hun, at Mogens Rukovs
dramaturgi-undervisning godt kunne opleves som rigid: "Dengang jeg
startede på Filmskolen, da snakkede man om, at Syd Field var den
nye guru. Og alternativet var den cirkulære fortælling. [..] Der
fandtes ikke rigtig noget ind i mellem." |
|
Jeg er ved at færdiggøre
en afhandling om Filmskolens rolle i dansk films opblomstring, der
kommer til at hedde: Dansk films nye bølge - Afsæt og
aftryk fra Den Danske Filmskole. Læs mere om dette i artiklen
"Begrænsningens kunst
på Den Danske Filmskole" i 16:9s novembernummer.
Amerikanske Syd Field er en guru inden for screenwriting traditionen.
Læs om ham på www.sydfield.com.
Eller opsøg hans bøger på: Screenplay, The Screenwriter's Workbook, and The
Screenwriter's Problem Solver. |
|
|
|
|
|
|
|
Vi taler videre om penneprøverne, og jeg spørger
hende: "Hvad er det, der sker, når man ligesom får stillet en ret
konkret opgave?" Hun svarer: "Jeg har altid haft det sådan, og sådan
har jeg det også med dogme nu, at jeg synes det sjove ved at lave
film er, at give mig selv nogen udfordringer hele tiden, fagligt.
For mig er det ikke sjovt at lave film, hvis jeg gentager mig selv,
eller hvis jeg er fuldstændig sikker på, hvordan det skal se ud,
og hvordan det skal være. Det sjove for mig ved at lave film er
hele tiden at redefinere, også i arbejdet med det, hele tiden at
vende mønten og se, hvordan vil det være, hvis man gjorde det på
en anden måde." Olesen beskriver, hvordan dogmerne i arbejdet med
Forbrydelser gav en masse konkrete problemer f.eks. i forhold
til locations. De skulle eksempelvis bruge et sted, der så bureaukratisk
ud. Da en dogmeregel foreskriver, at man ikke må tilføre rekvisitter,
havde de imidlertid et problem, da den konkrete location ikke havde
noget skrivebord, nogen hylder eller lignende. Hun fortæller: "Og
det interessante er jo at gå ind i sådan noget og tænke: okay, hvordan
gør jeg det så? Hvordan får jeg det til at blive til et realistisk
sted uden en skid?" Olesen beskriver det således som sjovt og inspirerende
at få nogle begrænsninger at arbejde ud fra. Hun fremhæver desuden,
at det "stiller historien i centrum, fordi hvis man laver en masse
regler om, hvordan historien må løses, så bliver man også nødt til
hele tiden at fokusere på historien. Og det er jo det, jeg synes
er sjovt ved at lave film. Jeg synes, det er sjovt at lave historier,
jeg synes ikke nødvendigvis, det er sjovt at lave kæmpe natlyssætninger."
Metoderne i Små ulykker og Forbrydelser
Olesen har siden Filmskolen arbejdet med bestemte metoder
både i forbindelse med debutspillefilmen Små ulykker og siden
Forbrydelser, der er en dogmefilm. Bag begge film står produceren
Ib Tardini fra Zentropa, som gav Olesen og filmholdet nogle konditioner
at arbejde inden for. I opstartsfasen til Små ulykker fik
de at vide, at Tardini ønskede en film med realisme og nutid. Olesen
fortsætter: "Og det måtte ikke koste for meget, så det skulle være
i en radius i forhold til Zentropa, som var til at overskue geografisk.
[..] Det var jo en slags konditioner, som jeg var nødt til at overholde,
og jeg synes det er sjovt." Endnu et sæt spilleregler, som kom til
at præge Små ulykker, blev til i samarbejdet med englænderen
Paul Clements. Han er især kendt for sit teamwork med instruktøren
Mike Leigh, hvorfor man kalder en særlig improvisationsmetode for
'Mike Leighs metode'. Clements hjalp Olesen og manuskriptforfatter
Kim Fupz Aakeson med at udvikle historien og karaktererne ved hjælp
af denne metode, hvor skuespillerne improviserede karaktererne frem
ud fra autentiske personer. |
|
Paul Clements er mest kendt
for bogen: The Improvised Play (1983). |
|
|
|
|
|
|
|
Jeg er interesseret i at høre mere om samarbejdet
med Fupz Aakeson, hvorfor jeg spørger: "Hvordan var det så, at komme
til at arbejde sammen med en manuskriptforfatter." Svaret lyder:
"Jamen, det har været vidunderligt. Og det har noget at gøre med,
at jeg altid går i kramper.. Jeg synes selv, at jeg er enormt god
til at få ideer. Jeg synes selv, at jeg sagtens kan læse og kritisere
eller komme med god feed-back, når jeg læser ting. Og jeg synes
også, jeg er god til at skrive. Men jeg har det virkelig virkelig
svært med at strukturere materiale. Og det er jo så dét, jeg er
faldet på hver gang. Jeg har selv været i gang med et spilleprojekt,
som jeg har siddet og skrevet på. Det er gået i ged for mig, så
jeg skulle nok have hørt efter, når Mogens Rukov underviste i sit
fag." Olesen griner. Jeg indvender: "Men det ser også ud som om,
det er en tendens, at der er flere og flere instruktører, der arbejder
sammen med manuskriptforfattere nu?" Hvortil Olesen svarer: "Altså
noget af dét, som bærer stemningen ude i miljøet lige nu er, at
der i høj grad er en stor sådan åbenhed og en meget stor nysgerrighed
på, dels hvad laver vi, hvad laver hinanden? Man vil gerne tale
med hinanden om, hvad man laver. Hvor der måske tidligere har været
sådan 'protektionisme'. Og det er måske dét, Mogens Rukov kalder
subjektivitet? Hvis 'protektionisme' er angst for at dele ud af
dét, man går rundt og foretager sig, og dele det med andre, få feed-back
på det. Den stemning, der meget råder nu, er, at det er sjovt at
udveksle. Det er sjovt at have en åbenhed omkring dét, man laver,
fordi man får gode ideer af det. Og det samme gælder jo så skriveprocessen,
kan man sige. [..] Altså det er sjovt at sidde sammen med én og
skrive, fordi man hele tiden kan se tingene fra forskellige vinkler."
Jeg spørger, om den teamtanke, som hun beskriver, har at gøre med
en udvikling i auteur-synet, hvilket hun bekræfter ved at sige,
at der tidligere på Filmskolen herskede en auteurtradition, hvor
film primært blev betragtet som instruktørens værk. Nu prioriteres
det højt, at alle filmfolk i et produktionsteam kan spille ind med
gode ideer til instruktøren, som selvfølgelig i sidste ende har
det kunstneriske ansvar.
Jeg samler lidt sammen på de forskellige retninger i vores samtale
ved at sige: "Nu har vi været inde på forskellige ting, man måske
kan se som faktorer i dansk films succes, hvis vi sådan skal se
lidt bredere, med manuskriptforfattere og netværk og sådan nogen
ting. Er der flere ting, som du synes du vil nævne, som jeg måske
ikke er opmærksom på?" Olesen tænker og svarer: "Jeg tror meget,
at dansk films succes, det lyder efterhånden sådan lidt slidt, at
dansk films succes beror på en insisteren på at ryste posen. Og
insistere på at fokusere på historien og karaktererne, og hvad du
vil fortælle. Og det er jo dét, dogme gør med hele sin måde at arbejde
på. Jeg sad faktisk og snakkede med en journalist fra Der Spiegel
her forleden, som troede, at alt i Danmark startede med dogme. Sådan
er det jo ikke. Der var masser af produktioner, faktisk inden dogme
startede, som havde tendenser i retningen. Og jeg kan huske, da
dogme kom frem, synes jeg, det var noget værre pjat, fordi sådan
havde vi jo fan'me lavet film hele tiden, synes jeg. På Filmskolen
og hvis man var fattigrøv, så lavede man film på den måde." |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
En ny socialrealisme
I et tidligere interview i radioprogrammet Koplevs Krydsfeldt
gav Olesen udtryk for, at Per Fly var meget modig, da han lavede
Bænken (2000), fordi han med den film var med til at flytte
socialrealismen i en ny retning. I mit eget interview med Olesen
giver hun åbenlyst udtryk for sin egen optagethed af at bruge det
reelle i fiktion ved bl.a. at udtale: "Jeg interesser mig for realisme,
jeg interesser mig for virkelighed." Jeg vil gerne høre hendes mening
om, hvorfor realismen er kommet frem igen og spørger: "Har det noget
at gøre med, at gøre en dyd ud af nødvendigheden, der hedder: Okay,
vi er dansk film, og vi har ikke så mange penge. Vi kan lave et
stykke hverdagsrealisme, og det er billigere at producere end, at
vi laver hobitter, der fiser rundt i eventyrland. Har det noget
at gøre med produktions-omstændighederne?" Olesen siger efter en
pause: "Jeg tror, det er en kombination. Jeg tror, det falder så
heldigt, at vi i hvert fald er nogle, som har lyst til at 'zoome'
ind på hverdagen for at få øje på den verden, vi lever i eller det
samfund, vi omgiver os med. Og som længes efter 70'ernes politiske
film måske, og længes efter en eller anden form for sådan substantielt
udtryk eller kommenterende udtryk, altså sådan virkelighedskommenterende.
Fordi det har været fuldstændigt væk fra dansk film industri i hvert
fald hele vejen op gennem 80'erne, ikke. Og i begyndelsen af 90'erne,
indtil de her ting begyndte. Og dét i kombination med, at der i
en periode også var færre penge til at producere for. Det er jo
ikke situationen mere. Der er faktisk mange penge at producere for
efterhånden. Det er muligvis så bare nogle, der synes, det er sjovt
og lave film, hvor man ikke har nogen nerver over et budget på 60
millioner eller 100. [..] Og så er det jo meget godt, kan man så
sige, at den type historie, jeg gerne vil fortælle, og den type
historie, som mange har haft lyst til at fortælle i nogle år nu,
er hverdagen. Den måde vi lever på, den måde vi lever sammen på,
den måde vi ikke lever sammen på, altså menneskelige relationsdramaer,
som jo ikke koster en klejne at lave, hvis det kan foregå i virkeligheden.
Jeg tror, at mange mange af os havde den oplevelse, at det der gik
galt i 80'erne og til dels i slutningen af 70'erne og i starten
af 90'erne var, at fokus røg fuldstændigt væk fra historien og hen
i udstyrspakken. Og det man kan sige, der sådan helt konkret er
sket, er, at instruktørerne og producenterne har sagt [til teknikerne]
pak jeres lort sammen, nu laver vi nogen historier, fordi de fyldte.
Jeg siger ikke, det er deres skyld, eller sådan noget. De gjorde
det jo med alles velsignelse. Men det fyldte simpelthen så meget,
så fokus røg fuldstændigt væk fra historierne og fra karaktererne
og derfor blev kedelige. Det har jo lært os noget om, at hvis spillet
ikke holder, hvis karaktererne ikke interesserer mig, så kan det
være fuldstændigt hamrende ligegyldigt, om der er sat lys for 60.000
eller for 0 kroner. Og det var de lærepenge, man gik ud af 80'erne
med og gjorde noget ved." Olesen fortæller videre, at i 80'erne
var det, som, hun siger: "totalt fy-ord ikke at være dybt
optaget af det visuelle, altså af billedet, men primært være optaget
af karakteren."
Fra logos til ethos
Hendes beskrivelse af 80'erne og starten af 90'erne som en
periode, hvor filmfolk primært var optaget af det tekniske, giver
anledning til at nævne Lars von Triers Forbrydelsens Element
(1984), der netop vandt den tekniske pris ved årets Cannes Festival.
Uden at det er nogen overraskelse, at det er Trier, der er en af de
væsentligste bannerførere for de retninger, som dansk film gennemlever,
så er det muligt at se hans film som udtryk for en udvikling fra at
bruge effekter til at skabe affekt. Yderligere kan man argumentere
for, at mens Europa-trilogien (Forbrydelsens Element,
Epidemic og Europa) er mulig at betragte i relation
til den retoriske strategi logos (fornuft), hvor tilskueren primært
skal anvende sit intellekt i filmtilegnelsen; så var pathos (lidelse)
den strategi, der blev brugt i Guldhjerte-trilogien (Breaking
the Waves, Idioterne og Dancer in the Dark). Dogville
beder derimod ikke så meget tilskueren om at aflæse de tekniske raffinementer
eller lide med hovedpersonen, i stedet opfordrer denne film til publikums
etiske stillingtagen. Det ligner unægteligt et samlet regelsæt fra
Triers side, at han gennemspiller én retorisk strategi ad gangen,
hvorfor mit bud vil være, at de næste to Trier-film igen anvender
ethos. Imidlertid ligner det også en mere bred tendens, at etiske
spørgsmål præger nye danske film - og måske vil komme til det i endnu
højere grad fremover. Om det er muligt at sætte interessen for ethos
i forbindelse med Filmskolens og filmskabernes anvendelse af metoder,
der får skaberne til at koncentrere sig om fortællingerne og de etiske
problemstillinger mere end den tekniske stormflod; om det er udtryk
for en mere samfundsrelateret tendens til, at f.eks. krig og terror
har fået folk til generelt at udvise større interesse for etiske spørgsmål.
Eller om en film som Forbrydelser i virkeligheden er en modreaktion
på for mange danske 'feel good film', det er ikke til at afgøre.
Men noget - og højst sandsynligt disse faktorer i samspil - har i
hvert fald fået Annette K. Olesen til at sætte fokus på menneskelige
forbrydelser. |
|
Radioprogrammet Koplevs Krydsfelt
på P1 havde d. 14/2-02 Annette K. Olesen som gæst. Det var få dage
før premieren på Små ulykker, og emnet var dansk films udvikling. |
|
|
|
|
|
|
|
Forbrydelser tør, hvor andre danske
film griner
Forbrydelser havde dansk biografpremiere den 23/1-04.
Anmelderne var generelt positive over for filmen. De hæftede
sig ved, som en anmelder skrev, at filmen "Kan mærkes i tankerne
længe efter sidste scene". Historien er den, at to stærke kvinder,
Anna (Ann Eleonora Jørgensen) og Kate (Trine Dyrholm), mødes bag
et kvindefængsels porte. Den ene er en nyuddannet og idealistisk
fængselspræst, den anden har en forbrydelse på samvittigheden. Anna,
der ellers ikke kan få børn, bliver på mirakuløs vis gravid. Men
en fostervandsprøve afslører, at barnet har en kromosomfejl, hvilket
betyder, at der er en lille risiko for at føde et handicappet barn.
Ud fra dette skal Anna og hendes kæreste, Frank (Lars Ranthe), træffe
afgørelse om, hvorvidt de vil beholde barnet. Annas verden og idealer
bryder sammen. Herved minder historien om Dogville, hvor
Grace (Nicole Kidmann) er humanisten, der starter med alle de rette
idealer, som til sidst står for fald. I Forbrydelser opsøger
Anna Kate, som siges at have overnaturlige evner. Dette kommer i
filmen bl.a. til udtryk ved, at hun er i stand til at gøre en kvinde
i fængslet stoffri. Kate forudsiger, at Anna skal have en pige,
men når ikke at hjælpe yderligere. Annas vrede mod Kate spiller
ind og komplicerer sagen, idet hun ligger inde med viden om, at
Kates forbrydelse er, at hun - i sin tid som narkoman - tørstede
sit spædbarn ihjel. Da Anna afslører denne hemmelighed om Kate,
fryses Kate ude af de andre indsatte, og hun vælger derfor at begå
selvmord. Samtidig beslutter Anna at gå med til abort. Således -
som det også antydes med filmens titel - er hun indirekte årsag
til to 'dødsfald'. Filmen slutter brat og uden forløsning.
Da jeg forlod biografmørket var jeg oprørt over slutningen. Det
var påtrængende at få vendt spørgsmål som: Hvorfor sluttede filmen
sådan? Var det rimeligt at vælge en abort? Hvad er en forbrydelse?
Hvornår har man slået et barn ihjel bevidst? Når man glemmer det,
fordi man er junkie, eller når man vælger en abort? Og kan man som
moderne menneske bruge Gud til noget? Netop fordi Forbrydelser
tvang publikum til at forholde sig til sådanne spørgsmål, tænkte
jeg, at det måtte være en bevidst strategi fra Annette K. Olesen,
at lade filmen slutte brat og uforløst. Senere gennemlæsninger af
interviews med instruktøren (bl.a. i tidsskriftet Mifune)
bekræftede denne formodning. Da jeg efterfølgende gik hjem og gennemlyttede
mit eget interview med hende, formede der sig nogle forklaringer
på, hvordan udviklingen på Den Danske Filmskole og udviklingen i
dansk film generelt er mulig at se i relation til, at vi i nogle
år har oplevet en række danske film, der primært taler til tilskuerens
følelser, og nu ser film, der kombinerer det patetiske med det etiske.
Jeg har hermed videregivet Annette K. Olesens forklaringer til jer.
Lad mig som afrunding gøre opmærksom på, at ethos er også mulig
at se i relation til eksempelvis Paprika Steens Lad de små børn
(2004). Denne film inddrager tilskueren i problemstillingen: hvordan
tackler man som person eller par dét at miste et barn, eller hvordan
er det muligt at være venner med nogen, som står i så stor en eksistentiel
krise? Susanne Biers Elsker dig for evigt (2001) er endnu
et eksempel på en film, der inddrager tilskueren i etiske problemstillinger
vedrørende, om kærligheden varer for evigt, også når ens partner
dør? Begge film undlader at anvende humor eller en decideret forløsende
slutning. Dansk film har ellers - som nævnt indledningsvis - været
kritiseret for, at 90'ernes nye danske bølge har været præget af
for mange 'feel good komedier' om et par i krise, hvis problemer
bliver løst. Tænk f.eks. på Den eneste ene (1999) eller En
kort - en lang (2001). Parproblemer tematiseres også i Forbrydelser,
men samtidig vover filmen sig ind på et helt nyt område: en dansk
'women-in-jail-film' med abort og mord som tema, hvilket er udtryk
for originalitet. Både Filmskolens metoder og Dogme 95 kan ifølge
Annette K. Olesen betragtes som elementer i en udvikling, hvor teknologisk
isenkram og 'auteur-nøkker' ikke længere spænder ben for
empatiske karakterer og fortællinger. Disse formår at engagere publikum
ikke alene følelsesmæssigt, men nu også etisk. Mit bud er, at hvis
producerne ellers tør satse på det, så kommer vi fremover til at
opleve endnu flere innovative, danske 'don't feel good film'
om etiske dilemmaer. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
forrige side | næste
side |
|
|
|
|
|
|
|