Alternativ Country på filmstrimlen

Af HENRIK HØJER


Alternativ country eller americana er termer, der ofte benyttes til at beskrive den fremadstormende og eksperimenterende countrymusik, der pt. fejrer store triumfer. Måske er det ligeledes de betegnelser, der allerbedst beskriver filminstruktøren David Gordon Greens slentrende stemningsrapporter fra det amerikanske heartland.

Den første indstilling i den første spillefilm, George Washington (2000), af den unge amerikansk filminstruktør David Gordon Green brænder sig fast på nethinden. Ikke fordi den er decideret påtrængende og slet ikke fordi den er ubehagelig men snarere fordi den sætter sig som en stilfærdig og behagelig overraskelse ikke ulig den fornemmelse den Louisiana-aktuelle fotograf William Eggleston kan bibringe den uforberedte betragter. Med sin afstemte komposition, ekstremt indtagende farver og med sine knivskarpe billeder skurrer filmen nemlig noget mod de forventninger, man traditionelt har til film produceret udenom de største produktionsselskaber. De indledende billeder forplanter sig i hvert fald som lidt af et chok, hvis man forbinder den amerikanske lowbudget æstetik med et råt og skrabet udseende, der afspejler de sølle økonomisk forhold, filmene oftest indspilles under.
Og David Gordon Green, der introduceres her, må uden tvivl betragtes som netop det: en ’independent filmmaker’ eller ’a Maverick filmmaker’, Geoff Andrews betegnelse fra hans bog om den uafhængige filmkultur i USA Stranger Than Paradise. Helt på linje med Jarmusch, Solondz og Hartley . Green inkarnerer således den klassiske historie om den unge man med den store vision. Denne gang en ung mand der på baggrund af et par studenter-produktioner får samlet et produktionshold af medstuderende og børneskuespillere og med hjælp fra denne uegale flok forløser sin højst personlig vision.

Arven fra Malick
Greens debutfilm, med den ambitiøse titel George Washington, var endda så uafhængig, at den ikke fandt nåde for Sundancefestivalens nådeløse blik. Filmen måtte først gå sin sejrsgang verden over på mindre hypede festivaler, inden hjemlandet fik øjnene op for dens kvaliteter. Den fejltagelse taler de vist nok stadig om i Utah og i de independentkredse, hvor George Washington er blevet lidt af et fænomen og hyldet af en lang række toneangivende kritikere. Adskillige af dem øjnede en mulig arvtager til den herostratisk berømte og temmelig uproduktive Terrence Malick, der i 1970’erne lavede mesterværkerne Badlands og Days of Heaven. Derefter holdte Malick orlov fra filmverdenen, til han i 1998 returnerede med den grublende krigsfilm The Thin Red Line med bl.a. Jim Caviezel og Sean Penn i  hovedrollerne.  Fælles for Malick og Green er en næsten skødesløs holdning til filmens narrative aspekter og en udstrakt evne til at spotte de lyriske muligheder, filmens motiver måtte tilbyde. Hvor den traditionelt fortællende film, kontrolleres stramt af fortællingens glidende forløb, foretager såvel Malick som Green ofte afstikkere til billeder, der snarere end at bringr fortællingen videre antyder stemninger, kommenterer hovedsporet eller blot tilbyder end anderledes og ofte taktil tilgang til de rum og motiver, han introducerer. Det er blandt Greens blik for det lyriske, der vil blive kigget nærmere på i det følgende.

George Washington, 2000
Titlen på Greens debutfilm indikerer umiddelbart storslået historisk drama, men filmen fremstår snarere tværtimod som den klassisk storfilms absolutte modsætning. Og så alligevel. For godt nok er her tale om en lille fortælling om at være barn og snart ikke barn længere, og godt nok befinder vi os i et forfaldent og rustent North Carolina, men Green og fotografen Tim Orrs æstetiske præferencer tilføjer historien om Georg og hans venner en tyngde og storslåethed, der egentlig stemmer ganske godt overens med den alvor og sympati, hvormed filmen betragter sine personer. Ikke mindst valget af det brede billedformat 2.35:1 tilføjer filmens figurer en aura, der ikke lader nogen i tvivl om, at det for disse mennesker er drama af episke dimensioner, vi bevidner. I den henseende minder Greens tilgang til og sympati med børnenes historie om vores egen Niels Malmros i film som Lars Ole 5.c, Drenge og Kundskabens Træ, de mange forskelle ufortalte. Ligesom Francois Truffaut iøvrigt. Hans debutfilm Ung Flugt, ligeledes om en barndom på hæld, benyttede også formatet 2.35:1 og tilføjede dermed sin sørgeligt realistiske historie et skær af noget større.

Superhelten George
Historien i Georg Washington er kort fortalt følgende: Pigen Nasia slår op med sin ti-årige kæreste Buddy til fordel for dennes tænksomme og tavse ven Georg Richardson, der egentlig er allermest interesseret i den hjemløse hund, han har taget til sig, og som han nu forsøger at holde skjult for sin onkel. En dag tager Buddy, George, vennen Vernon og den hvide pige Sonya ned til den lokale swimming-pool, hvor Buddy under lidt tumlen slår hovedet så kraftigt, at han dør. I panik skjuler de tre andre børn liget af Buddy og forsøger nu at holde tæt med den forfærdelige hemmelighed. Filmen igennem bærer George styrthjelm. Det viser sig nemlig, at han har en meget blød hovedbund og derfor må beskytte hovedet mod slag og fugtighed. På trods af sit handikap redder han en dag en dreng, der er ved at drukne i swimmingpoolen, og da George ser sig selv ophøjet til helt i det lokale aviser, trækker han i sit helt personlige og superhelteoutfit, der blandt andet inkluderer den afdøde Buddys brydetrikot. Den indadvendte George skifter simpelthen karakter og agerer nu pludseligt omkringfarende superhelt. George vil nemlig frelse verden i et tilsyneladende desperat forsøg på at følge i fodsporene på navnefællen, den første amerikanske præsident, George Washington. Projektet tager sig selvsagt besynderligt ud, og fremstår da også mest af alt som et desperat forsøg på at sone den skyldfølelse, vennens død har afstedkommet. De tre venner holder dog stædigt fast i deres uvidenhed, også da liget bliver fundet, og i filmens afsluttende kvarter, følger vi i en række lyrisk stemte sekvenser George, Vernon og Sonyas videre skæbne den pågældende sommer. Nasia, der leverer filmens voice-over, er til det sidste og til trods for Georges fuldmodne storhedsvanvid overbevist om hans uudtømmelige potentiale. Hun er uden tvivl helt enig, når George i det afsluttende interview med filmens instruktør begrunder sin heltestatus.

I’m a hero because I like to save people’s lives…Stuff like that.

En fortryllet verden
Virker referatet herover lidt ufokuseret, hænger det måske sammen med filmens struktur og form. Lange passager udgøres på lydsiden af Nasias voice-over og af en enkelt stemningsfuld orgeltone og på billedsiden af billeder, der dvæler ved de faldefærdige omgivelser uden at forfalde til en mere rendyrket og rå realisme. Tværtimod indgydes motiverne næsten legendariske undertoner, der stemmer ganske godt overens med barnets blik for de muligheder, sådanne omgivelser tilbyder fo fantasien. Det er i den forbindelse, Greens fornemmelse for landskabets visuelle kvaliteter kommer til sin ret. Her betragtes alt tilsyneladende med det store barns blik detaljen og med øje for den fortryllelse verden stadig besidder, når man er ti år gammel.

Som i mangen en børnefilm før denne, er Georg Washington en film om uskyldstab, men det er også historien om, ansigt til ansigt med virkeligheden, at træde i karakter. Det er symptomatisk for børnene i filmen, at de låner deres ordforråd og reaktionsmønstre hos de voksne, og at George med vennens død langsomt kravler i skjul i sin brydertrikot og i samme bevægelse med sin heltegerning og efterfølgende storhedsvanvid træder i karakter som den ultimative voksne: Superman eller navnebror George.

All the real Girls, 2002
Titlen til Greens anden film er ikke så umiddelbart mystificerende, som det er tilfældet med debutfilmens ligesom den første indstilling syner mindre påfaldende end forgængerens: en pige og en dreng overfor hinanden. All the Real  Girls fortæller da også en gammelkendt historie  om en pige, hun er sytten år gammel og en unge mand, han er midt i tyverne; Vi er landet midt i et af hverdagens små dramaer om to mennesker, der gerne vil men ikke kan få hinanden. Indledningsscenen fungerer fremragende, og det lidt kejtede spil mellem Paul (Paul Schneider) og Noel (Zooey Deschanel) understreger endnu en gang Greens evne til at hive unikke men upåfaldende præstationer ud af sine skuespillere. Herfra springer filmen  tilbage i tid, og langsomt oprulles historien om Paul og Noels møde og ikke mindst det drama, det udløser, at Noel er lillesøster til Pauls bedste ven. Det drama overskygges dog snart af, at den uerfarne Noel i ungdommelig kådhed er den langt mere rutinerede Paul utro. For det er selvsagt mere end lillebyens berømte og ikke mindst berygtede Don Juan vil stå model til, og filmens sidste tredjedel udspiller sig omkring hans rastløse figur og de tos gentagne, næsten tragikomiske, forsøg på igen at finde melodien og hinanden. Omkring de to elskende bevæger sig desuden en række fint udskårne birollekarakterer, hovedsageligt mænd, der alle spiller op mod ét tilbagevendende tema: Deres håbløse afhængighed af All the Real Girls. Det være sig afdøde koner, lyslevende døtre og søstre eller som i Pauls tilfælde en meget ung mor, der stadig forsøger at opdrage på ham imellem sine optrædener i nabolaget, hvor hun giver den som udklædt klovn til børnefødselsdage.

Den brutale natur
Greens anden film er mere traditionel i sin opbygning end debuten. Denne gang guides vi som tilskuer mere bastant gennem filmens fortælling, selvom Green og hans faste samarbejdspartner Orr også denne gang lader kameraet dvæle og adstadigt betragte en række motiver og tableauer. Stedet er fremdeles North Carolina og rammen en lille by, der næsten som en tidslomme minder os om en anden tid, hvor en tung og bastant industri havde sin storhedstid. Som i George Washington står mange af kranerne nu rustent tilbage ligesom jernbanesvellerne er mosbegroede og de store fabrikshaller står tomme og bringer mindelser om en tid, hvor alt var knapt så stillestående og udsigtsløst. Det er denne verden Noel vender tilbage til fra et ophold på en pigeskole, og her er det ikke svært at lyse op mellem desperate knægte og illusionsløse piger.
Det øgede narrative drive får som nævnt ikke Green og Orr til at opgive filmmediets lyriske sider og de kommer ikke mindst til udfoldelse i en række sekvenser omkring bruddet mellem Paul og Noel. Scenen med de to forvirrede, vrede og lamslåede hovedpersoner ledsages nemlig af en længere sekvens bestående af en række motiver, der alle peger tilbage på en meget Malick’sk pointe, nemlig den, at mens vi græder, dør og sørger, så fortsætter verden ubønhørligt sin gang. På bomuldsfabrikken ,hvor Noel arbejder, men endnu mere smuk, storslået og kynisk i den natur, der langsomt og ubønhørligt æder sig ind på filmens verden. Som Paul Schneider diskuterer sig frem til  dvd-udgivelsens kommentarspor:

Schneider: Watch the world not give a shit about you…It doesn’t stop for a heartbreak…
Green: But it’s there for meditation…It’s letting you breathe.

Dawson Creek møder Malick
Indflydelsen fra fra Terrence Malick er altså ingenlunde borte med blæsten, men ligesom Green efter George Washington blev rost for at tage tråden op efter forbilledet, så  er det også omkring denne forbindelse, en række kritikere har grebet fat. All the Real Girls er af filmens velyndere blevet beskrevet som Dawson Creek møder Terrence Malick, men det, der oprindeligt var tænkt som en ros og en påpegning af Greens evne til at give det banale eller hverdagslige tyngde, er siden blevet vendt mod ham i en kritik der oversætter ord som ’tyngde’ og ’stemningsfuld’   til ’prætension’ og ’æstetisk tomgang’. David Gordon Green fortæller helt indiskutabelt
banale historier, men det er netop heri Greens unikke talent består: i  sammensmeltningen af det banale og det hverdagslige, billedligt såvel som tematisk, med elementer, der traditionelt  tilhører en anden og mere storslået filmtradition.

Dette episke element, har jeg tidligere været inde på og også til All the Real Girls har Green sammen med Tim Orr, valgt det brede 2.35:1 format til sin lille undselige fortælling. Og var man ikke opmærksom på det tidligere, så bliver man det under gennemsynet af All the Real Girls: Green og Orr formår i den grad at bruge hele lærredets bredde. Se eksempelvis indstillingen til højre, hvor kameraet langsom bevæger sig ud fra et nærbillede af Paul til også at inkludere hans mor. I denne scene billedgør hun selvfølgelig helt bogstaveligt ideen om den tragiske klovn og afstanden mellem hende og ham ’speaks volumes’. Men inden da, i det øjeblik hun entrer ’hans’ billede, bliver hun også en kommentar til hans situation; en påmindelse der på sin egen stille måde kommenterer hans situation på dette tidspunkt i fortællingen. Green er da også netop blevet rost for sin stædige holden fat i et format, der ellers har trange kår i disse ’pan and scan’ tider  En lang række storfilm tyer godt nok også til brede formater, men da oftest uden at bruge hele bredden i billedet, så filmene nogenlunde uproblematisk kan overføres til den næsten kvadratiske tv-skærm.

Alternativ country
Et aspekt, jeg stort set ikke har behandlet hidtil er filmenes fremragende soundtracks. For dem begge gælder det at de originale scores er komponeret af Greens studiekammerat David Wingo i tæt samarbejde med dennes vennen Michael Linnen fra bandet Pilot Ships. Deres musik udgør en  stemningsfuld men også minimalistisk klangbund for Tim Orrs billeder og rammer perfekt den tone, filmene i øvrigt anslår. Ikke mindst i All the Real Girls suppleres det fremragende score med mere etablerede navne som Sparklehorse, Mogwai og Labradford, og måske skal man netop søge hjælp i  musikterminologien for at finde en betegnelse, der beskriver Greens univers. Alternativ country eller Americana har man døbt den musikgenre, der med rod i den klassiske amerikanske folkmusik, blues og country og tilsat et stænk alternativ rock og en lille del ambient, har oplevet lidt af en optur gennem de sidste fem år. Og måske er det faktisk det David Gordon Greens film fremstår som: Med sin klassiske setting i det amerikanske heartland og tilføjet lige dele æstetisk opfindsomhed og intellektuel undren er George Washington og All the Real Girls vaskeægte americana i ny aftapning eller slet og ret alternativ country på filmstrimlen.