Tag: Efterår 2019
-
Den dobbelte darling: Bong Joon-hos The Host
ET BILLEDES ANATOMI. Bong Joon-hos tredje film, The Host (2006), blev en kæmpe salgssucces i sit hjemland og solgte godt 13 millioner biografbilletter til en befolkning på 48 millioner. I denne billedanatomi giver Mathias Bonde Korsgaard et bud på hvorfor filmen lykkedes med at blive både en publikumsmagnet og en kritikerdarling.
-
“So-Bad-It’s-Good”: The Room and the Paradoxical Appeal of Bad Films
IN ENGLISH. What makes some bad films “so-bad-they’re-good”? In our latest article, Marc Hye-Knudsen and Mathias Clasen shed light on the paradoxical appeal of bad films by bringing contemporary humor research and cognitive film theory to bear on Tommy Wiseau’s cult classic The Room, often heralded as “the best worst movie ever made.”
-
Monsterets forlængede arm – Lyd og stilhed som fortælleredskaber i A Quiet Place
EN SCENES ANATOMI. Hvordan former man stilhed med lyd og kan den i sig selv fungere som antagonist? I denne udgave af En scenes anatomi dykker vi helt ned i filmlyden i gyser-thrilleren A Quiet Place for at undersøge, hvordan lydsiden med konventionelle og radikale greb fungerer som et helt afgørende fortælleredskab.
-
Dokumentarspil – gimmicks eller genistreger?
FEATURE. Hvad får man, hvis man krydser computerspillet med dokumentarfilmen? En I-doc, naturligvis. Disse dokumentarspil udgør en voksende kategori af dokumentarer, men hvad skal vi egentlig med dem? Kan man overhovedet spille sig igennem virkeligheden, og gør det værkernes budskaber nogen tjenester? Troels Jensen udforsker I-doc’ens eksistensberettigelse.
-
En litterær filmatisering – Analyse af Joe Wrights adaptasjon av Ian McEwans roman, Atonement
FEATURE. Adaptationer bliver ikke altid taget alvorligt og betragtes ofte som parasitter på litterære klassikere. Det råder Elisabeth Gripsrud bod på i denne analyse af Joe Wrights filmatisering af Ian McEwans Atonement, en roman, der af mange blev betragtet som som umulig at filmatisere. Såvel kritikere som publikum var dog enige om, at Joe Wright og holdet bag filmen lykkedes med deres projekt, og Elisabeth Gripsrud viser gennem sin analyse af filmen, hvordan de knækkede den hårde nød.
-
Slørede sandheder: Om åbningsindstillingen i Sauls søn
ET BILLEDES ANATOMI. Den første indstilling i László Nemes’ Oscar-vindende debutfilm Sauls søn (2015) er, med sin slørede billedkvalitet, mildt sagt desorienterende. I denne billedeanatomi stiller Jakob Langkjær skarpt på indstillingens kamerastil og udforsker, hvordan den gemmer på en krads kritik af den traditionelle stil i historiske film.
-
No Voiding Time: A Deformative Videoessay
VIDEO-ESSAY. Deformative criticism is a playful approach to film analysis that creates a new aesthetic object from the film being analysed. In ‘No Voiding Time’, Alan O’Leary divides Paul Thomas Anderson’s Inherent Vice into its individual component shots on four screens and treats the sound for musicality rather than sense. The result is an absurdist artefact that celebrates an already perplexing film.
-
Den falske happy end i Eternal Sunshine of the Spotless Mind
EN SCENES ANATOMI. Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004) er blevet kaldt den mest emblematiske post-klassiske film nogensinde. I denne sceneanatomi udforsker Mathias Bonde Korsgaard hvad der ligger i dette med særligt øje for filmens kringlede narration. Især slutindstillingen tages op til revurdering idet den i virkeligheden er det stik modsatte af den happy end den ved første øjekast forekommer at være.
-
Water Turtles / Tortugas aquáticas
VIDEO-ESSAY. Water Turtles / Tortugas Aquáticas is a video essay by Deborah Martin and Catherine Grant exploring similar scenes from two films in Lucrecia Martel’s Salta trilogy: La ciénaga / The Swamp (2001) and La mujer sin cabeza / The Headless Woman (2008). The video centres on the ways in which the playful presence of child characters is key in shaping both the forms and narratives of Martel’s films.
-
The Florida Project og pop verité – virkeligheden gennem kulørt fiktion
FEATURE. Kan man både underholde og samtidigt ændre på virkeligheden gennem fiktion? Sean Baker gør forsøget med spillefilmen The Florida Project (2017), der skildrer en barndom i fattigdom. De filmiske virkemidler og locations skaber et kontrastfyldt univers, der er visuelt spændende, og parallelt hermed understreger de et kritisk budskab om, at visse former for hjemløshed i det amerikanske samfund overses.
-
Sharp Objects: Det dystre dukkehus
ET BILLEDES ANATOMI. I Sharp Objects gotiske dukkehjem er det ikke patriarkatets men moderens jerngreb, som hovedpersonen flygter fra. Et dystert dukkehus spiller meget passende en afgørende rolle i HBO’s miniserie (2018), hvor djævlen, som altid, ligger gemt i detaljen.
-
Tænk på Fincher – Mindhunters titelsekvens
FEATURE. Den 16. august får 2. sæson af Mindhunter premiere. I den anledning rettes blikket her mod seriens titelsekvens og særligt dens brug af semi-subliminale indstillinger. Disse har ifølge Søren Rørdam Bastholm det dobbelte sigte at henlede opmærksomheden på seriens auteur, David Fincher, og at få Netflixbrugerne til at undlade at benytte sig af streamingtjenestens “skip intro” funktion.