Tag: Anatomi
-
Electra Glide In Blue
ET BILLEDES ANATOMI. Et billedes anatomi er et nyt indslag i 16:9. Vi har i tre år præsenteret læserne for betragtninger og reflektioner over udvalgte scener i det faste indslag En scenes anatomi. Fremover hæver vi detaljeringsgraden et nøk. Henrik Højer skriver i dette nummer for første gang om en udvalgt frame – denne gang fra filmen Electra Glide In Blue.
-
Vinden i egetræerne
EN SCENES ANATOMI. Billederne i Michelangelo Antonionis Blow-Up fra 1966 er behandlet til hudløshed. Filmens brug af lyd er derimod alt for sporadisk undersøgt. Steffen Moestrup kaster derfor alle ører ind på at udlægge lyden i Blow-Up.
-
Manden som ikon
EN SCENES ANATOMI. Den japanske enfant terrible Takashi Miike lægger denne gang billeder til En scenes anatomi. Henrik Højer har Miikes ’folkelige’ gennembrud, Audition, under luppen, og finder i filmen en enkel, men meget påfaldende kamerabevægelse, der i den grad vender det, man har betragtet som det klassiske forhold mellem kønnene på film, på hovedet.
-
Actionrum
EN SCENES ANATOMI. Denne udgave af en scenes anatomi handler naturligvis om actionscenen par excellence: biljagten. En biljagt er udvalgt fra hhv Strømer (1976) og tv-serien Een gang strømer (1987). De dissekeres hver for sig, hvorefter de sættes i forhold til klippetekniske og actionæstetiske udviklinger i dansk og international film- og tv-fiktion.
-
Paranoia i hønsegården
EN SCENES ANATOMI. Villa Paranoia (2004) er vel nok Erik Clausens mest alvorlige film til dato. I hvert flad rammer den lige ned i velfærdsstatens allerdybeste, tabubalagte problemstillinger omkring det moderne menneskes ensomhed og samfundets behandling af de gamle og de ‘fremmede’. Pia Strandbygaard Frandsen har kigget hønsegården efter i sømmene og lokaliserer tristessen til en række emblematiske scener på Jørgens Kyllingefarm.
-
Mellem den negative zone og det perfekte rum
EN SCENES ANATOMI. Ang Lees The Ice Storm (1997) er en fremragende film, hvis raffinerede betydningsvæv og komplekse iscenesættelse ingen kritikere endnu er kommet til bunds i. Maja Sonne Damkjær tager udgangspunkt i filmens hovedscene og anskueliggør, hvorledes elementet ‘is’ anvendes som både tematisk, stilistisk og kompositorisk motiv.
-
Frihed og fangenskab
EN SCENES ANATOMI. Bonnie and Clyde har ofte fået æren for på perfekt vis at indfange tressernes oprørske ånd. Men filmen er langt mere ambivalent i sit syn på ungdommelig frigørelse end den har fået kredit for. Med udgangspunkt i filmens åbningsscene ser Michael Højer nærmere på hvorledes Arthur Penn’s film opstiller en klar forbindelse mellem bevægelse og frihed, men alligevel forholder sig yderst kritisk til denne kobling.
-
At fange lyset
EN SCENES ANATOMI. Bo Widerberg er én af efterkrigstidens mest prominente skandinaviske filminstruktører. Hans karriere strækker sig fra gennembrudsfilmen Kvarteret Korpen (1963) til Lærerinden (1995). Ådalen 31 indlejrer på nuanceret vis det poetiske i det politisk-historiske og fremstår if. Otto Pretzmann som Widerbergs hovedværk. Pretzmann kaster et skarpt blik på filmens åbningsscene og belyser Widerbergs æstetiske strategi: hans filmiske impressionisme.
-
Melankolien i bevægelse
EN SCENES ANATOMI. Hvordan kan det lykkes en film bogstavelig talt at fortælle en stemning? Med en scene fra Paul Thomas Andersons Magnolia (2000) som eksempel giver Edvin V. Kau et bud på, hvordan instruktøren klarer det ved at orkestrere en hel række filmiske virkemidler til en helhed med klare mønstre.
-
På den anden side af klippet
EN SCENES ANATOMI. Skal den sublime detalje springe i øjnene, eller er den forbeholdt det stædigt observerende blik? Jakob Isak Nielsen slår et slag for den upåagtede iscenesættelse i denne udgave af En scenes anatomi. Scenen er fra Clint Eastwoods Mystic River (2003).
-
Øjet i det høje
EN SCENES ANATOMI. Martin Scorsese blev af mange forventningsfulde fans beskyldt for at have givet køb på sin kunstneriske integritet under indspilningen af drømmeprojektet Gangs of New York. I denne udgave af En scenes anatomi viser Henrik Højer, hvordan filmen trods alt besidder i hvert fald et meget personligt og ofte tilbagevendende Scorsese-karakteristika.
-
Billedrus
EN SCENES ANATOMI. Både foran og bag kameraet er filmkunsten og rusmidler af enhver art uløseligt forbundet. I denne udgave af En scenes anatomi kigger Henrik Højer på, hvordan rusens og afhængighedens billeder udfoldes meget forskelligt i henholdsvis Otto Premingers The Man With the Golden Arm (1955) og Darren Aranofskys Requiem for a Dream fra 2000.