Kategori: En scenes anatomi
-
Opkast på film: Triangle of Sadness, kroppen og det abjekte
EN SCENES ANATOMI. Hvordan passer en 15-minutters opkastscene ind i en Palme d’Or-vindende kontekst? Ruben Östlunds Triangle of Sadness er et ærkeeksempel på en opkastscene, der udfordrer grænser for væmmelse og humor. Jonathan Torp Henschel undersøger med udgangspunkt i analysen af filmens cinematografi og affektive påvirkning af tilskueren, hvilken funktion opkastscener egentlig spiller i filmmediet.
-
Slutt på Gubbeveldet: Om NRK’s anarkistiske Makta
EN SCENES ANATOMI. Nordisk public service-fiktion lever stadig. Og måske i særlig grad den norske? Dorte Granild går tæt på kvindemagt, anarki, blikke og fuckfingre i NRK’s Makta, der vandt prisen for bedste serie ved CANNESERIES 2024.
-
Petit format – stort drama: Når det korte bevæger
EN SCENES ANATOMI. Kvalitet over kvantitet – kortfilmsformatet lever ofte i skyggen af den traditionelle spillefilm, men samtidig har kortfilmen en masse unikke kvaliteter som kun kan opstå på grund af selve formatet. Læs med når Dorte Schmidt Granild med kirurgisk præcision stiller skarpt på genrens særtræk via en analyse af kortfilmen Papa? i denne anatomi.
-
Wien på vrangen: Om The Third Man og virkelighedens medgørlighed
EN SCENES ANATOMI. The Third Man har affødt et meget konkret eftermæle i form af diverse turistattraktioner hvor man kan genopleve filmens ikoniske kulisser, og noget kunne derfor tyde på at filmen primært er et historisk drama i en genkendelig by. Værket er dog i lige så høj grad en forvrængning af Wien, og er i denne artikel afsæt for Alexander Kjems Christensens undersøgelse af filmkameraets påvirkning af vores verdensopfattelse.
-
Monsterets forlængede arm – Lyd og stilhed som fortælleredskaber i A Quiet Place
EN SCENES ANATOMI. Hvordan former man stilhed med lyd og kan den i sig selv fungere som antagonist? I denne udgave af En scenes anatomi dykker vi helt ned i filmlyden i gyser-thrilleren A Quiet Place for at undersøge, hvordan lydsiden med konventionelle og radikale greb fungerer som et helt afgørende fortælleredskab.
-
Den falske happy end i Eternal Sunshine of the Spotless Mind
EN SCENES ANATOMI. Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004) er blevet kaldt den mest emblematiske post-klassiske film nogensinde. I denne sceneanatomi udforsker Mathias Bonde Korsgaard hvad der ligger i dette med særligt øje for filmens kringlede narration. Især slutindstillingen tages op til revurdering idet den i virkeligheden er det stik modsatte af den happy end den ved første øjekast forekommer at være.
-
The Sense of an Ending: En kardinalscene i Halt and Catch Fire
EN SCENES ANATOMI. Tricia Brock har skabt en af de mest rørende og kunstnerisk interessante scener i nyere amerikansk tv-historie. Scenen er taget fra den ofte oversete, men kritikerroste tv-serie Halt and Catch Fire (AMC, 2014-2017). I denne artikel går Andreas Halskov dybere ned i denne kardinalscene. Spoiler Alert.
-
Spring ikke introen over: The Jinx’ titelsekvens
EN SCENES ANATOMI. Hvor tit trykker du på “SPRING INTRO OVER”, når du streamer? Dorte Granild prøver i denne uges sceneanatomi af titelsekvensen til The Jinx at vise, hvorfor du IKKE skal gøre det. Artiklen udspringer af arbejdet med en længere artikel om true crime-genren til den kommende 16:9-bog Streaming for viderekomne.
-
Den meningsfyldte bagatel: Psykologisk klarhed i Punch-Drunk Love
EN SCENES ANATOMI. Er verden da ikke ufremkommelig og absurd kunne man fristes til at spørge retorisk i disse tider. Den amerikanske auteur Paul Thomas Andersons svar er et rungende nej. I hvert fald i den tilsyneladende bagatelagtige Punch-Drunk Love, der ikke umiddelbart har en prominent plads i Anderson-kanonen, men som bliver en stor lille film fordi den insisterer på den totale meningsfuldhed.
-
Sexede vampyrbøller og svære overgange: The Lost Boys
EN SCENES ANATOMI. Vampyrfilmen går tilbage i slutningen af 1800-tallet, og genren videreudviklede sig i 10’erne, inden den fik en reel opblomstring i 20’erne og 30’erne. I 80’erne begyndte genren dog at forandre sig. Med værker som The Lost Boys så man nogle moderne koblinger af teenage- og vampyrfilm. I denne artikel skal vi se nærmere på netop denne tendens.
-
Øje for øje og den anden kind
EN SCENES ANATOMI. Ved premieren i 2008 skilte Gå med fred Jamil vandene: Gav den et ensidigt negativt billede af sit muslimske miljø? Gennem en analyse af en af filmens mindst dramatiske, men mest velkomponerede scener, hvor hovedkarakteren Jamils valgmuligheder dissekeres, demonstrerer Jesper Borchmann, at filmen er langt mere nuanceret end som så.
-
Whiplash: Beyond what’s expected
EN SCENES ANATOMI. Slutscenen i Damien Chazelles Whiplash får os til at nyde noget, vi egentlig ikke kan stå inde for. Æstetikken går op, mens etikken går under. Jens Haaning kaster et næranalytisk blik på scenen, hvis musikalske trommesolo matches af filmisk ekvilibrisme og tilfredsstillende ambivalens.