En vigtig scene i Ari Asters Midsommar viser både på et konkret og overført plan, hvordan forholdet mellem de to hovedpersoner Dani og Christian er ved at gå i opløsning samtidig med, at de bliver manipuleret af den skumle, hedenske kult i Hårga, de besøger. Men scenen er også en god indførsel til væsentlige elementer i Asters samlede cinematografiske og tematiske univers.
Ari Asters Midsommar er en visuelt flot film, der præsenterer tilskueren for et cinematografisk bombardement af indtryk, som kan være svære at sortere imellem. Centralt i plottet står historien om, hvordan det haltende forhold mellem den traumatiserede Dani (Florence Pugh) og hendes egoistiske kæreste Christian (Jack Reynor) langsomt går i opløsning under deres ophold hos det skumle kultsamfund Hårga i Nordsverige. Specielt én scene viser dette tydeligt, både på et konkret og overført plan. En analyse af scenen kan både vise, hvor mange lag, den indeholder og samtidig give et indblik i nogle væsentlige virkemidler, som er gennemgående ikke bare i Midsommar, men også i Asters andre film. Derfor vil artiklen afslutningsvis trække tråde til Hereditary (2018), Beau is Afraid (2023) og Eddington (2025).
Det er svært at holde flammen ved lige
På førstedagen af deres skæbnesvangre besøg i Hårga trækker Christian Dani til side. Han vil vise, at han trods alt stadig kerer sig om hende og ikke har glemt hendes fødselsdag (spoiler: det har han!). Derfor synger han ”happy birthday” og præsenterer hende for et ynkeligt stykke skærekage med et enkelt lys, som han febrilsk forsøger at tænde.
Scenen er bygget op således, at kameraet følger Christian, mens han beder Dani om at komme med. Derefter fokuseres på de to hovedpersoner, som vises stående overfor hinanden i profil, vist fra brystet opefter. Dybdefokus gør, at baggrunden også står skarpt og derfor påkalder sig opmærksomhed. Christian trækker kagestykket frem og begynder at synge fødselsdagssang for Dani, mens han forsøger at tænde lyset med en lighter. Hun er mildt sagt ikke imponeret, og forløbet, der varer lidt over et minut, er et mesterstykke i akavethed. Det, at Aster holder indstillingen – i stedet for at bygge scenen op med eksempelvis shot-reverse-shots afbrudt af klip til tættere beskæringer af gruppen i mellemgrunden, gør den ekstra tåkrummende pinlig at udholde for os som tilskuere: I starten smiler hun anstrengt, men stirrer så på ham, tydeligt utilpas, mens han febrilsk forsøger at tænde lyset og beder ham flere gange om at stoppe. Samtidig forsøger de begge at bevare opmærksomheden på hinanden, men afledes af gruppen af Hårga-kvinder, der omsorgsfuldt og højlydt vugger et spædbarn, og de slipper øjenkontakten og drejer hovedet adskillige gange.
Som tilskuere er vores fokus dels på Dani og Christian i forgrunden, mens midteraksen med det flakkende lys fører vores opmærksomhed længere ind i indstillingen mod gruppen af kvinder i mellemgrunden og længere tilbage til den mærkelige skæve bygning bagerst, som vi lærer at kende som Templet, hvor flere vigtige begivenheder senere udspiller sig.
Et forholds afslutning
At vise et par stående overfor hinanden i halvnær, profil anvendes ofte til at vise stigende intimitet og kærlighed mellem hovedpersonerne, fx i romantiske komedier, hvor indstillingen ofte markerer et vendepunkt, hvor deres gensidige modvilje skifter til de ømme følelser, som de har undertrykt. Her sker præcis det modsatte. Vi ser, hvor lidt, der er tilbage mellem Dani og Christian, og hvordan de begge, i både konkret og overført forstand, er på vej væk fra hinanden (fig. 1).
I symbolsk forstand forsøger Christian ”at holde flammen ved lige” – mellem dem, men det er næsten umuligt – og Dani ender da også scenen med at puste lyset ud – i øvrigt med Hårgaboernes ”ha-hu” -åndedrætsteknik. Spilles scenen i slowmotion, ses det i øvrigt, at lyset allerede er blevet blæst ud af vinden. På denne måde vises den udvikling, hun er ved at gennemgå, fra afhængighed til selvstændighed, godt hjulpet på vej af Hårgakulten – og især kultmedlemmet Pelles omsorg. Den konstante forstyrrelse, som gruppen af Hårga-kvinder bringer ind mellem Dani og Christian, antyder den stigende indflydelse, som kulten er ved at få på dem, og som de ikke selv er klar over. Kigger vi nærmere på gruppen, ser vi desuden, at en af dem er Hårgapigen Maja (Isabelle Grill), der allerede har fanget Christians opmærksomhed, og som han senere udvælges til at bedække i en sexscene, der er mindst lige så akavet og fører til både hans eget fald og Danis endelige brud med ham. Templet er bygningen, hvor dette kommer til at finde sted.
Der er altså tale om en nøglescene, som illustrerer, hvordan Dani og Christian glider fra hinanden. At det er Danis fødselsdag, kan desuden forstås som hendes genfødsel: Hun bliver “født påny” i Hårga (Brkljacic, 2024, s.64) Ved at puste lyset ud med den åndedrætsteknik, som Hårga-kvinderne bruger til at få ny energi (Kratzenstein, 2023, s. 38), revitaliserer hun sig selv og tager de første skridt til at begynde et nyt liv og opgive deres fælles selvbedrag, som han på sin side insisterer på at fortsætte til den bitre ende. Vores empati for hende forstærkes, ligesom antipatien mod Christian.
”Djævelen er i detaljen” – det negative rum, skumle planer og manipulation
Hvis vi fokuserer på, hvad der sker i baggrunden, oplever vi også noget interessant. I sin bog om Aster og Eggers, noterer Adrian Gmelch horrorfilmens udbredte forkærlighed for at anvende det såkaldt negative rum, altså den del af billedet, som ligger uden for vores og karakterernes hovedfokus. (Gmelch, 2022, s.66-67). Både i Hereditary og Midsommar gør Aster udpræget brug af dybdefokus, hvormed mange detaljer og en stor del af de begivenheder, som har betydning for plottet vises i andre dele af billedet end der, hvor filmens tilskuer har sin primære opmærksomhed. På samme måde hæfter filmens hovedkarakterer sig heller ikke ved disse begivenheder, selv om de bogstaveligt talt sker for næsen af dem.
De fem kvinder, som vugger spædbarnet, er en indikation på, hvordan parret uden deres egen vidende langsomt er ved at blive manipuleret af Hårga-kulten. Der er skrevet meget om farvernes betydning hos Aster. Således markererer rødlige farver i Hereditary fx Paimon-kultens indflydelse (Gmelch, 2022, s.98). I Midsommar ses hvid først i det vinterlandskab, som vises i prologen, hvorfra der klippes videre til Dani, som får besked om sin families død midt i en snestorm. I Hårga ser vi senere to ældre Hårgaboer springe i døden fra en hvid kalkklippe, og de seks figurer bærer hvide dragter som resten af Hårga-kulten. Hvid er derfor associeret med traume, døden og Hårgakulten.
Selve opstillingen med de fem figurer ser tilsyneladende idyllisk ud, men med den store omhu for detaljer, som Aster lægger for dagen, kan det næppe være tilfældigt, at gruppen minder slående om motivet på en nazistisk propagandaplakat med en ideel arisk familie. Hvad mere er, indeholder Midsommar en række andre mere eller mindre direkte henvisninger til nazismen: Under amerikanernes biltur til Hårga vises fx en bog med titlen ”The Secret Nazi Language of The Futhark” liggende i skødet på Christians ven, Josh (William Jackson Harper). Næsten samtidig vises et banner med ordene ”Stoppa Massinvandringen till Hälsingland”, hvorefter billedet tiltes på hovedet som tegn på, at karaktererne er på vej ind i et område, hvor helt andre regler gælder. En af kultlederne udtaler senere, at kulten gør alt for at holde ”blodlinjerne rene” (fig. 2).
Nazireferencerne understreger de mørke sider af Hårga-kultens trossystem, og de skræmmende aktiviteter, der foregår off screen, men fortsat holdes skjult for hovedpersonerne på dette tidspunkt i filmen. Flere fortolkere har peget på den racistiske ideologi, som hersker i Hårga og ser, som Stacy Baran, Midsommar som en blanding af pervers Askepot-eventyr (Baran beskriver filmen som en “rags to riches”-historie og peger på at Dani som en anden Askepot ender med blive kørt rundt i karet, da hun er blevet kronet som maj-dronning) eller fortælling om at miste sin identitet til en totalitær ideologi og satire over forestillingen om et racerent, hvidt utopia (se Baran, 2023 & Yao, 2019).
Pelle – Midsommars empatiske superskurk
Endelig er det også vigtigt at forstå, at Christian ikke selv har taget initiativ til sin patetiske fødselsdagshilsen. Hele filmens plot er bundet op på én persons beslutninger, nemlig det tilsyneladende blide og indfølende kultmedlem Pelle (Vilhelm Blomgren), som har lokket amerikanerne med til Hårga ud for at tjene sit fællesskab ved at skaffe menneskeofre til højtideligheden i form af mændene og rekruttere Dani som nyt medlem til kulten (Kratzenstein, s. 46) (fig. 3).
Ligeledes er det Pelle, som i den forrige scene diskret minder Christian om Danis fødselsdag og i bunden af framen peger mod kagestykket, som er off screen. Her ledes tilskuerens opmærksomhed væk fra de to, der begge ude af fokus, og hen på Dani, der afbryder og spørger til de fotos af tidligere majdronninger, som hænger på væggen og udgør et nik til Midsommars hovedinspirationskilde: The Wicker Man (1973). Mens Christian gør sig klar til at overraske Dani, med kagestykket skjult bag rygggen, afledes vores opmærksomhed yderligere af den pludselige ankomst af en Hårga-pige, der flirter med den sexfikserede Mark (Will Poulter) (fig. 4).
Christian har tidligere tydeliggjort, at han vil ud af forholdet og viser kun Dani opmærksomhed af ren og skær pligtfølelse. Den eneste, som lykønsker Dani og tilsyneladende viser hende ægte omsorg, er Pelle, der dog i virkeligheden udnytter hendes traume og omsorgsbehov i Hårga-kultens favør – her med det formål at så yderligere splittelse mellem dem.
Med denne baggrund bliver det lettere at forstå scenen som del af en større helhed: Hovedpersonerne indser ikke, at de langsomt er ved at blive del af Hårgakultens skæbnesvangre plan, som Pelle har en central rolle i at sætte i værk. Da vi som tilskuere er bundet til deres synsvinkel, er vi lige så uvidende om det, som de er, og de brutale konsekvenser åbenbares først hen ad vejen.
Totalteater?
Som før nævnt er Midsommar proppet med tegn og symboler. Det kan være derfor være svært at vælge, hvad man skal lægge vægt på i en fortolkning. Produktionsdesigneren Henrik Svensson har i interviews som fx dette afsløret den betydning, som ligger i filmens særlige runealfabet og brug af svensk folkekunst, såkaldt ”kurbitsmålning”. Nogle af dem har så afgjort betydning og tjener som forvarsler, men udelukkende at fokusere på at spore sådanne detaljer kan dog hurtigt blive til en jagt på easter eggs, som ikke fører nogen vegne hen.
Et mere frugtbart udgangspunkt ligger i en genremæssig diskussion af Midsommar. Gmelch placerer filmen inden for ”Art Horror”. Han definerer Art Horror som film, der placerer sig i horrorgenren, men undgår klichéer som jump scares eller vold og blod alene for chokkets skyld m.m. Art Horror er derimod båret af instruktørens kunstneriske auteur-vision om at formidle eksistentielle temaer, stemninger og følelser til publikum. Dette sker via en individuel cinematografisk stil, symbolbrug og karaktertegning (Gmelch, s.84-92) (fig. 5).
I Midsommar ser vi flere gange Danis traume blive projiceret ud på landskabet i Hårga. Natten efter den første konfrontation med den vold, som er del af Hårgakultens trossystem, det såkaldte “ättestup”, ser den chokerede Dani i en drømmevision sin døde familie ligge for foden af klippen, som de to ældre sprang ud fra. Deres lyseblå kjortler og søsterens gule t-shirt går igen i den blå plastik, der er lagt ud på markerne omkring den gule pyramide, hvor Christian i filmens afsluttende scene brændes inde. Alt dette kan ses som tegn på, at hun afslutningsvis har lagt sit traume bag sig, kommet sig over Christian og fundet et fællesskab, men mere ildevarslende tegn viser samtidig, at alt bestemt ikke er, som det skal være. I en supertotal ser tilskueren ansigtet på søsteren, som begik selvmord og tog forældrene med sig, dukke op i bladhanget på træerne bag Dani, mens hun bæres i procession som majdronning. Det indikerer, at Dani er ved at overtage den samme rolle; en morder, der ofrer sine nærmeste (fig. 6 og 7).
Benjamin Franz ser Midsommar som et middelalderligt passionsspil: Dani gennemgår en række prøvelser, men formår at holde sig på dydens smalle sti og belønnes, mens de andre amerikanere træder ved siden af og straffes (Franz, 2023, s.166-74). Gmelch er inde på det samme og sammenligner Asters filmkunst med Antonin Artauds begreb om ”grusomhedens teater”, hvor chokerende indtryk åbner op for erkendelse og katharsis hos publikum (Gmelch, s.114-16). Med Art Horror-begrebet og teatermetaforen in mente bliver Midsommar dermed til en art totalteater. Hårga er en scene hvorpå et drama om en traumatiseret ung kvinde gradvise psykiske heling, men samtidige tab af individualitet og empati udspilles, hvilket fører os videre til Asters øvrige film (fig. 8).
Fra Midsommar til Eddington – mestermanipulatoren Aster
Ud fra det ovenstående er det muligt at identificere en række tilbagevendende elementer på tværs af Asters film: hovedkarakterernes begrænsede udsyn, detaljer uden for fokus og settingens symbolske status.
Hereditary, Midsommar og Beau is Afraid kan alle anskues som psykodramaer om henholdsvis en families opløsning, et parforholds endeligt og en tøffelhelts forsøg på at undslippe sin dominerende mor. Cinematografien i alle tre film er kompleks, men de har det til fælles, at de så at sige udspiller sig på en art symbolsk scene: I Hereditary danner Graham-familiens hjem rammen om dens sammenbrud. Annies (Toni Colettes) miniaturer af familiens hjem understreger, hvordan de alle er brikker i Paimon-kultens spil: I filmens indledning panoreres, der over hendes værksted, hvorefter der zoomes ind på miniaturehuset. Herfra klippes der til sønnen Peters(Alex Wolff) virkelige værelse (fig. 9).
Det samme er tilfældet med Danis oplevelser i Hårga: Der er tale om et afgrænset rum med specifikke lokationer, hvor hver af filmens forskellige plotpoints udspiller sig. Beau (Joaquin Phoenix) visualiserer ligeledes sin drøm om at bryde fri og skabe sit eget selvstændige liv til at udspille sig på en teaterscene i skoven.
I Asters fjerde film, Eddington udgør den titulære lilleby på samme måde en scene, der bliver til et totalteater: Her gennemspilles en miniudgave af den paranoia og de konspirationsteorier, der gennemsyrede USA omkring COVID-pandemien og Black Lives Matter-bevægelsen(fig. 10).
Alle filmenes hovedpersoner har det til fælles, at de ikke kan bryde fri, og at deres forsøg på at nå deres mål faktisk gør denne ufrihed endnu værre: Den desperate Annie manipuleres til at sætte Paimon fri af den tilsyneladende medfølende Joan (Ann Dowd), og alle aspekter af Beaus liv, fra de færdigretter han spiser til de psykofarmaka han tager for sine neuroser, er i virkeligheden styret af den internationale Wasserman Corporation, som ledes af hans dæmoniske mor, Mona. I Eddington prøver Sheriffen Joe Cross (Phoenix) ligeledes at gøre sig fri ved at nægte at følge myndighedernes påbud, men ender som en hjerneskadet grønsag, mere ufri end nogensinde.
Det, som er påfaldende, er, hvordan tilskuerens opmærksomhed ledes bort fra dette faktum. Som vist med Pelle og Joan holder filmenes skurke sig diskret i baggrunden, hvorfra de trækker i trådene. Djævelen ligger derfor bogstavelig talt i detaljen, når man skal opdage de manipulationer, der foregår. I Hereditary ses Annie fx fjerne et stjerneformet blad fra sin mund, mens hun drikker te med Joan (manuskript, s. 67). Vi tror, ligesom hende, at det bare er et teblad og tillægger det i første omgang ikke den store betydning. Kigger man nærmere på et familiefoto, som er blevet vist tidligere, ses Annies afdøde mor, Ellen, hjernen bag hele sammensværgelsen, give den spæde Charlie sutteflaske, og vi ser et lignende blad ligger i bunden af sutteflasken, som holdes op mod lyset. Der er altså, akkurat som i Rosemary’s Baby (1968), som er filmens primære inspirationskilde, tale om en form for trolddomsurt, som skal hjælpe kulten med at kontrollere familien.På denne måde bliver et af grundtemaerne i Asters filmografi den frie vilje -eller illusionen herom versus bundethed. Alle hovedpersonerne tror, at de handler efter egen vilje, men i virkeligheden er de styret af andre og kan kun sprælle i nettet. Dette skaber den dystre følelse af uafvendelighed, der gennemsyrer især Hereditary og Midsommar – der er intet, hverken vi eller hovedpersonerne kan gøre for at ændre på deres skæbne.
Fakta
Film
- Midsommar (2019). Instr. Ari Aster. A24.
Litteratur
- Ballas, Aspen Taylor: The Myth of The Natural Woman: Horror and Grief in Ari Aster’s Midsommar (2019). In: Grief in Contemporary Horror Cinema, s. 87-104. Red. Erica, Joan Dymond, Lexington Books, 2023.
- Brkljacic, Marta: The Culture that” Can’t anymore”: Ari Aster’s Midsommar (2019) as Pilgrimage of a Traumatized Society. In: Culture Wars and Horror Movies – Gender Debates in Post-2010`s US Horror Cinema, s. 55-75. Red. Noelia Gregorio-Fernandez & Carmen M. Méndez-Garcia. Palgrave Macmillan, 2024.
- Franz, Benjamin: Midsommar’s Journey of Moral Terror. In: Journeys into Terror – Essays from the Cinematic Intersection of Travel and Horror, s. 165-74. Red. Cynthia J. Miller & A. Bowdoin Van Riper. Mcfarland & Company, Inc.,2023.
- Gmelch, Adrian: Art-horror: Die Filme von Ari Aster und Robert Eggers. Marburg, Büchner Verlag, 2022.
- Robnik, Drehli: Das Loch in Volk: Horrorfilm heute – Demonic demos bei Ari Aster, Jordan Peele und anderen. In Ansichten und Absichten – Texte über populäres Kino und Politik, s. 235-49. FilmmuseumSynemaPublikationen, 2022.
Filmmanuskripter
- Hereditary. Written and directed by Ari Aster. Filmmanuskript. A24 Films LLC, 2020.
- Midsommar. Written by Ari Aster. 2018. Downloadet fra: thescriptsavant.com/movies/Midsommar.pdf
Tidsskriftsartikler
- Baran, Stacy Anh: “Once upon a Midsommar…”: Nature, nationalism and the Swedish folkloresque. In: Horror Studies, Vol. XIV, nr. 2, 2023.
- Furstenberg, Ben & Isaacson, Johanna (2019): “On Death Cults and Bordered Utopias – Ari Asters Midsommar”. In: Blindfield, a journal of cultural inquiry, 6/11, 2019.
- Fälton, Emelie & Strömstedt, Isabelle: A Carthartic Journey through Horrific Swedish Nature. In: Film International, vol. XVIII, nr. 94, 2020, s. 63-69.
- Kratzenstein, Leonie M.J.: Community Building through Bodily Affect in Ari Aster’s Midsommar. In: -aspeers – emerging voices in american studies, nr. 16, 2023, s. 35-49.
- Lewis, Sophie (2019): “The Satanic Death-Cult is Real”. In: Commune, 28/8, 2019.
- Newman, Kim: Demons by Daylight. In: Sight and Sound, vol. XXIV, nr. 8, aug. 2019, s. 46-49.
- Yao, Xine: Midsommar: The Horrors of White Sympathy. In: Avidly, a Channel of The Los Angeles Review of Book, 2019.
