Serierygning og rygepauser: Rygning og nikotinprodukter i danske serier

Diskussionen om rygning på skærmen blusser jævnligt op: Skal serier undgå at vise tobak eller frit vise den frem trods eventuelle folkesundhedskonsekvenser? Denne artikel undersøger, hvordan rygning og nikotinprodukter fremstilles og diskuteres i nyere danske tv-serier. Med eksempler fra bl.a. Rita og Bag enhver mand samt ungdomsserier som Doggystyle og Grænser vises det, hvordan cigaretten fungerer som æstetisk og narrativt greb, social markør og troværdighedsparameter, men også udfordres af stigende regulering og ansvarsidealer.

“Vi vil jo have det menneskelige fordærv. Og det er altså røg, tobak, knalden udenom, køre for hurtigt i biler, skyde med skydevåben, svindle og bedrage.” Sådan formulerede Peter Aalbæk sig i Aftenshowet i 2022 i en debat med Kræftens Bekæmpelse om tobakkens rolle i dansk film. Udsagnet rammer en central konflikt i diskussionen om rygning i audiovisuelle medier: Skal populærkulturen være fri til at afbilde og potentielt præge sine omgivelser negativt, eller bør den tage et aktivt medansvar for at reducere tobakkens synlighed?

For tobak har til alle tider haft en rolle i filmhistorien. Cigaretter bærer en række betydninger, og dette kan anvendes aktivt i film og tv som et middel til eksempelvis at markere karakterens identitet, moral eller klasseforhold. Et cigaretsug kan udtrykke alt fra ro, overlegenhed og sensualitet til nervøsitet, dekadence og desperation, og tobakken bliver dermed ikke blot en rekvisit, men et æstetisk og dramatisk virkemiddel, der kan kondensere karaktertræk og stemninger.

Om det er James Dean, der gjorde rygning til et symbol på ungdommelig trods i Rebel Without a Cause (1955), Humphrey Bogarts hårdkogte detektiver eller Lauren Bacalls forførende cigarettænding i To Have and Have Not (Howard Hawks 1944) (fig. 1), så viser det, hvordan cigaretten gennem filmhistorien har været tæt forbundet med særlige karaktertræk, og hvordan genrer som film noir gjorde tobaksrøg til et legendarisk visuelt og narrativt bærende greb.

Rygning i danske serier

Men det er ikke kun i Hollywood, at tobakken har haft en fremtrædende rolle. Tag eksempelvis de folkekære Olsen Banden-film: Egon med sin evige cigar i mundvigen (der ganske vist kun er tændt ved særlige lejligheder), der deler sin last med de forretningsfolk, han forsøger at snyde – og samtidig ønsker at være – og gadedrengen Benny, der lejlighedsvist ryger cigaretter på gadehjørner eller for at tænde sprængstof, mens den nervøse, underkuede Kjeld naturligvis ikke ryger (fig. 2).

Men i nyere tid er tobakkens og andre nikotinprodukters tilstedeværelse på skærmen i stigende grad blevet genstand for regulering og kritik på globalt plan. Både Netflix (Spangler 2019) og Disney (Child 2015) har indført retningslinjer, der begrænser tobaksforekomster i deres produktioner, særligt i indhold rettet mod børn og unge. I Danmark er dette fokus mindre udtalt, men organisationer som Kræftens Bekæmpelse repræsenterer en folkesundhedsdiskurs, der fra tid til anden blusser op i kølvandet på internationale initiativer og i takt med nye statistikker. Disse viser, at antallet af rygere ganske vist er faldet over de seneste årtier, men at udviklingen er stagneret blandt unge, mens e-cigaretter og nikotinposer i stigende grad overtager tobakkens rolle som både vane og identitetsmarkør (Sundhedsstyrelsen 2025; Munksgaard 2025).

Herhjemme har fremkomsten af nikotinprodukter fået betydelig medieopmærksomhed, men der mangler fortsat medievidenskabelige analyser af, hvordan de faktisk fremstilles i dansk fiktion. Denne artikel adresserer denne mangel ved at spørge: Hvordan anvendes nikotinprodukter i nyere danske tv-serier, og hvordan omtales disse afbildninger i den offentlige debat? Som uddybet i næste afsnit er analysen afgrænset til populære danske serier og bygger på nærlæsninger af udvalgte scener for at undersøge, hvordan nikotinprodukter – særligt cigaretter – fungerer narrativt og æstetisk, samt hvordan disse forekomster indgår i de løbende offentlige debatter. Formålet er ikke at kortlægge alle tobaksforekomster, men at nuancere den danske diskussion ved at vise, hvordan nikotinbrug på skærmen både fungerer som æstetisk greb og værdiladet symbol i et i stigende grad reguleret produktionsmiljø.

I det følgende skitserer jeg først den eksisterende forskning i tobaks- og nikotinforekomster på film og tv, positionerer mig i det filmvidenskabelige spor og introducerer artiklens tilgang gennem en kort præsentation af den analytiske tilgang og valg af værker. Herefter følger analyser af udvalgte danske produktioner med fokus på, hvordan nikotinprodukter anvendes og iscenesættes. Afslutningsvis sammenfatter jeg de overordnede tendenser og diskuterer fremtiden for nikotinprodukter i dansk serieproduktion.

Rygeforskning

Den internationale forskning i tobaksforekomster på film og i tv kan groft opdeles i tre spor: et folkesundhedsvidenskabeligt, et industrikritisk og et filmvidenskabeligt. Det folkesundhedsvidenskabelige spor er det absolut mest dominerende, særligt i USA, hvor der årligt udgives rapporter og forskning, der systematisk registrerer antallet af tobaksforekomster i populære film og serier og/eller undersøger, hvorvidt disse forekomster faktisk påvirker seeren (se eksempelvis Worth et al. 2006). Den nyeste rapport fra organisationen Truth Initiative (2025) viser eksempelvis, at tobaksbrug i film igen er stigende: 51% af de mest sete film i 2024 havde tobaksforekomster, hvilket er en markant stigning fra året før, og i mere end hver tredje film tilladt for unge indgik tobaksbrug.

Der findes kun få danske undersøgelser på området med undtagelse af enkelte rapporter som Statens Institut for Folkesundheds Tobaksprodukter i kulturlivet (Schjørring og Bast 2020). Rapporten bygger på et internationalt litteraturreview og peger på et centralt mønster: Film viser rygning langt hyppigere end den faktiske rygeprævalens og bruger den som et æstetisk og karakterdefinerende greb til at udtrykke rebelskhed, selvstændighed, afslappethed, romantik og socialisering, og samtidig udelades næsten altid de negative sundhedskonsekvenser (Schjørring and Bast 2020, s. 12–13). Dette er dog baseret på udenlandsk forskning, og indeholder altså ikke analyser i dansk kontekst, hvor det nærmeste bliver kvalitative undersøgelser fra eksempelvis Norge (Sæbø et al. 2017).

Det industrikritiske spor undersøger tobaksindustriens aktive påvirkning af filmbranchen. Her undersøges det bl.a., hvordan product placement og partnerskaber med Hollywood normaliserede cigaretter som glamourøst filmisk rekvisit (Lum et al. 2008) eller gennem partnerskaber og kampagner med filmstjerne som James Coburn, Pierce Brosnan, Roger Moore eller Charlie Sheen (Lambert et al. 2004).

Det filmvidenskabelige spor er langt mindre udbredt, men rummer analyser af cigaretten som æstetisk og kulturelt symbol i både historiske og nutidige studier. Disse har oftest fokus på karakter og æstetik og understreger, at cigaretter i filmhistorien traditionelt har fungeret som stærkt stiliserede symboler snarere end hverdagslige objekter (Bordwell 2011). Eksempelvis undersøger Donald Sutton (1999), hvordan cigaretter i klassisk Hollywood ikke blot fungerer som rekvisitter, men som visuelle og narrative markører, der fremstår som ritualiserede handlinger. Med afsæt i Catherine Bells ritualbegreb forstår Sutton (1999: 71) disse handlinger som små, gentagne praksisser, der via gestik, timing og variation producerer og synliggør sociale strukturer: hvem der inkluderes og ekskluderes, hvordan magt og underordning fordeles, og hvordan seksuel tilnærmelse, afstand eller afvisning formidles gennem rygning. Han beskriver derfor sin tilgang som en visuel etnografisk filmhistorie, hvor cigarettens brug viser dynamikker i grupper, maskulinitet, feminitet, hierarki og intimitet. Med en beslægtet tilgang viser Francesca Iucci (2022), hvordan selv små cigaretgestusser bliver ladede og æstetisk betydningsbærende – særligt i film noir – og synliggør relationelle spændinger mellem karaktererne. Disse analyser kan samtidig suppleres af studier, der peger på, hvilken betydning tobak har haft for kvindelige karakterer i markeringen af identitet og agens (Pugsley 2013; Pugsley & McCann 2016), og er generelt domineret af feministiske læsninger af tobakkens rolle som overgang fra primært maskulin adfærd til, gennem visuelle repræsentationer, at blive seksualiseret, feminiseret og knyttet til idéer om modernitet, frigørelse og (feminin) elegance (Cook 2012; Tinkler 2006).

Den fokuserede forskning i tobaksrepræsentation er dog påfaldende begrænset, hvilket sandsynligvis hænger sammen med dens nære kobling til moraliserende debatter på linje med vold og sex. Det kan gøre feltet mindre attraktivt at arbejde i, fordi det let forbindes med etisk regulering (og stillingstagen) og derigennem risikerer at kollidere med idealer om kunstnerisk autonomi. Forskere som Helen Keane (2014) argumenterer for, at denne dominerende sundhedsramme har overskygget cigarettens æstetiske, kulturelle og relationelle betydningslag og dermed gjort centrale dimensioner af tobakkens funktion usynlige. Netop derfor bliver det relevant at undersøge, hvordan cigaretten (fortsat) skaber betydning i audiovisuelle fortællinger udover det rent folkesundhedsrelaterede.

Et analytisk blik på danske serier

I denne artikel tager jeg fat på et emne, der hidtil har været ubehandlet i en dansk kontekst, og placerer mig i det filmvidenskabelige spor med fokus på æstetik, narrativ og karakterfremstilling i relation til brugen af nikotinprodukter. I modsætning til de primært historiske analyser retter jeg blikket mod nutidige repræsentationer, skabt i en medievirkelighed præget af stigende regulering, tilbagevendende debatter og sundhedspolitisk opmærksomhed.

Metodisk kombinerer jeg tekstanalyse af udvalgte scener med inddragelse af para- og epitekster som interviews, debatindlæg og andet offentligt materiale, der knytter sig til nutidens danske diskussioner. Det empiriske udsnit består af nyere, populære danske tv-serier med bred distribution og popularitet, med særligt fokus på public service-produktioner, der eksplicit har været italesat i de offentlige debatter. Disse fungerer som analytiske hovedcases, idet de både optræder hyppigt i samtidens diskussioner og har gennemslagskraft hos publikum. Samtidig inddrages andre nutidige samt ældre, populære serier som perspektiverende nedslag for at identificere bredere mønstre i brugen af nikotinprodukter på tværs af tid og genrer.

Artiklen søger derved at nuancere forståelsen af tobakkens æstetiske og narrative funktioner i et aktuelt dansk medielandskab og vise, hvordan skildringer af rygning og andre nikotinprodukter i dag indgår i komplekse samspil mellem æstetik, fortællestruktur, karakterdannelse og (selv)regulering, og samtidig er del af en stadig aktiv og foranderlig offentlig diskurs.

Cigaretkritik og Marlboro-rebeller

I nyere tid er der særligt én serie, der har pådraget sig stor national opmærksomhed, når spørgsmålet har cirkuleret om rygning: Rita (TV 2 2012-2020). Den rebelske skolelærerinde Rita (Mille Dinesen) har gennem alle fire sæsoner et tæt forhold til nikotinen, der ved flere lejligheder har mødt kritik for nikotinen rolle og positioneringen af den; fra Ritas løbende rygning, tobakkens rolle i seriens markedsføringen (Hjort 2013) til en generel diskussion af rygningens plads i public service-produktioner (Tidemand 2019). Kritikken af Rita udløste endda en lobbyrespons i form af et debatindlæg fra brancheforeningen Tobaksproducenternes daværende direktør, Louise Feilberg (2015), med overskriften “Rita fra TV2-serien ryger – men derfor kan hun godt være rollemodel”. Her argumenteres der for, at Ritas rygning er en integreret del af seriens realistiske skildring af et dansk hverdagsliv og fremstilles dermed ikke blot som en dårlig vane, men som et udtryk for hendes fejlbarlige, komplekse og dermed menneskelige karakter; en kvinde, der trods uperfekte valg forsøger at få livet til at hænge sammen som mor, lærer og menneske.

Tager vi et kig på Rita, så møder vi allerede Ritas vane på skolens toilet (fig. 3) i første episode – i både åbningen og løbende. En langsom panorering afslører først hendes stiletter, dernæst hendes sorte læderjakke og til slut cigaretten, som dermed fungerer som en visuel og semantisk kulmination: Hvor sko og jakke etablerer hendes stil og kropslige fremtoning, samler cigaretten disse tegn og intensiverer hendes udstråling som feminin, rå, anti-autoritær og ikke mindst atypisk lærerinde.

Følger vi alle sæsonerne, så spiller netop nikotinen en vigtig rolle i forhold til Ritas karakterudvikling. Det sker blandt andet gennem selve mærket, Rita ryger, nemlig Marlboro (fig. 4-5), at hendes figur får en ekstra symbolsk dimension: Marlboro-brandet, der siden 1950’erne har repræsenteret den amerikanske (maskuline) drøm om frihed, individualisme og kontrol legemliggjort i cowboy-myten (Blair 1985); en fortælling og identitetsmarkør, Rita dermed indskriver sig i og anvender.

I sæson 2 forsøger Rita kortvarigt at kvitte smøgerne og skifter til e-cigaret (fig. 6) – et skifte, der falder sammen med hendes forsøg på at stabilisere sit liv og nærme sig et mere konventionelt parforhold. Da hun senere afslår en cigaret fra sin søster, afsløres samtidig hendes uplanlagte graviditet: ”Det er første gang, du har sagt nej tak til en smøg nogensinde… Du er gravid!” (S2E1). Episoden markerer et sjældent øjeblik af kontroltab og sårbarhed, men Rita tager i samme episode kontrollen over sin krop tilbage ved at tage en fortrydelsespille og er i næste episode tilbage til Marlboro. At hun således fortsætter med at bruge nikotinprodukter under graviditeten, og at rygestoppet kun varer ét afsnit, understreger Ritas karakter, samt hvor stærkt rygningen er forankret i den.

Humor, rygning og politisk (u)korrekthed

Gennem alle sæsoner bliver rygningen et gennemgående tegn på hendes modstand mod  normer. Et tydeligt eksempel ses i sæson 3, hvor Rita på en skoleudflugt til Sverige ryger foran en stenformation og bliver irettesat af en svensk guide:

Svensk guide: ”Undskyld. Sagde jeg ikke, at du ikke må ryge her? […] Det tager fem år at nedbryde et cigaretskod. Stenene har stået her i 1.500 år. De fortjener bedre end at stå og lugte til din cigaret.”

Rita: ”Jeg skal nok slukke den. Men jeg tænker, at stenene er ligeglade.”

Scenen understreger, hvordan rygningen fungerer som et mikro-oprør mod politisk korrekthed. På samme måde sker det i mødet med en ung svensk mand i en pølsebod, som Rita anklages for at objektivisere, hvor hun igen udfordrer tidens køns- og magtdiskurser med kommentaren: ”Det eneste, der er værre end at blive objektiviseret, er aldrig at blive objektiviseret.”

Rygningen fungerer således som et centralt visuelt og symbolsk greb i Rita: et udtryk for hendes vedvarende kamp for selvstændighed og frihed, men også for hendes position som enspænder og outsider. Cigaretten bliver et tegn på den anti-autoritære og politisk ukorrekte natur, der driver seriens humoristiske konfrontationer. Det hænger dermed tæt sammen med seriens brug af greb fra komediegenren. Rygningen bliver en del af den humoristiske timing og karakterens måde at bryde normer på: en visuel punchline, der gentagne gange iscenesætter hendes modstand mod institutionelle og sociale forventninger. Set i et genreperspektiv peger dette på, hvordan cigaretten kunne have fået en markant anderledes betydning i en anden kontekst: I en gyser eller et socialrealistisk drama ville cigaretten kunne aktivere andre registre af betydninger fra spænding til social positionering.

Iscenesættelsen i Rita trækker altså på den etablerede symbolik omkring rygning – særligt Marlboro-brandets mytologi om frihed, individualisme og kontrol – men anvender den i en ny, kønnet og humoristisk ramme, hvor Ritas rygning både kommenterer på og udfordrer de maskuline idealer, den oprindeligt udsprang af. Set i lyset af Suttons (1999) forståelse af cigaretten som ritualiseret handling bliver Ritas rygepraksis en kontinuerlig iscenesættelse af hendes grænseoverskridende karakter. Hun overtager et klassisk maskulint rygeritual og omkoder det til en feminin autonomi; netop den type omskrivning, Sutton fremhæver som ritualets evne til at forhandle magt og positioner. Derudover understøtter scenens visuelle arbejde Iuccis (2022) pointe om, at cigaretten fungerer som medfortæller, der bidrager aktivt til seriens karakteropbygning og sociale relationer. Dermed bliver rygningen hos Rita ikke blot et karaktertræk, men et stilistisk og narrativt lag, hvor rygekoder overtages, forskydes og genfortolkes gennem en feminin, humoristisk og anti-autoritær prisme.

Fra skolelæreren til vicekriminalkommissæren

Samme tilknytninger til stærke kvindelige hovedroller ses i andre af TV 2’s produktioner som Dicte Svendsen (Iben Hjejle) i Dicte (2013-2016) eller Sille Larsen (Tessa) i Løgnen (2025), hvor rygningen i sidstnævnte samtidig understreger den sociale ulighed og de klasseforhold, der til stadighed knytter sig til brugen af nikotinprodukter. Selv i serier, hvor rygningen ikke er særligt fremherskende, bruges det til at understrege rebelskhed, eksempelvis når spindoktoren Kasper Juul (Pilou Asbæk) og den kyniske politiker Michael Laugesen (Peter Mygind) ryger cigarer i Borgen (DR 2010-2013) eller når det afsløres, at rigmanden Mike har en gammel voldtægtsdom og dermed mistænkes for mord i Reservatet (Netflix 2025) (fig. 7-8). Her fungerer tobakken som det ritualiserede greb, der markerer magt, status og moral: korte, kodede handlinger, der straks placerer karaktererne i bestemte sociale og narrative positioner.

Dermed tegner der sig et billede af nikotinprodukter som gennemgående symboler i dansk tv-drama. Hvor Ritas cigaret bliver et symbol på frihed og oprør, er alternativerne – som e-cigaretter, nikotinposer eller nikotintyggegummi – mindre udbredte og i højere grad forbundet med kontrol og (selv)begrænsning. Dette ses tydeligt i Forbrydelsen (DR, 2007–2012), hvor vi i første scene møder Sarah Lund (Sofie Gråbøl) tygge på et nikotintyggegummi (fig. 9). Det er koblet til hendes forsøg på en livsændring væk fra rollen som vicekriminalkommissær og mod et etableret liv med sin søn og svenske kæreste i Sverige, og som alt sammen – rygestop og parforhold – trues af den eskalerende opklaring. Rygestoppet bliver dermed et symbol på hendes ønske om stabilitet og forudsigelighed, men også på en mere grundlæggende stræben efter at gøre det rigtige. Denne dobbelte orientering spejler hendes professionelle virke, hvor jagten på retfærdighed netop forudsætter disciplin, kontrol og vedholdenhed. Nikotintyggegummi fungerer således ikke blot som en praktisk erstatning, men som en konkretisering af den etiske og eksistentielle retning, der knytter sig til karakteren.

Allerede i første episode konfronteres Lund med sin nye kaotiske, rebelske og humoristiske makker, Jan Meyer (Søren Malling), der vælter ind på kontoret med en cigaret i munden (fig. 10). I scenen, hvor han spørger: “Har du noget imod, at jeg ryger?”, og Lund (ikke helt sandfærdigt) svarer “nej, det er helt fint”, markerer deres kropslige gestik og brug af nikotin et magtspil: Lund forsøger at kontrollere sig selv og holde fast i den rationelle professionalisme, mens Meyer repræsenterer den klassiske maskuline noir-figur: rebelsk, rodet, fysisk og emotionelt udisciplineret – et forhold, der ligner den kaotiske, humoristiske og rygende Martin Rohde og den disciplinerede, firkantede og ikke-rygende Saga Norén i Broen (DR 2011-2018).

Meyers rygning kulminerer ironisk, da Meyer senere i serien bliver skudt og udelukkende reddes af sin lighter, som standser kuglens vej mod hans hjerte. Lægens kommentar – “sig til ham, at han skal holde op med at ryge alligevel” – understreger det bevidste spil på rygningen som det normalvis farlige: Cigaretten peger dermed mod den risikovillighed og selvdestruktive drift, der ofte tegner noir-genrens detektiver balancerende mellem livsdrift og undergang. Dermed bliver nikotinen i Forbrydelsen symbolik for kontrol og tab af kontrol og forhandling mellem køn, mellem arbejde og privatliv, mellem det moderne og det arketypiske.

Kønsdiskussioner og baggårdssmøger

Netop spillet på kønsforhold og sociale hierarkier bliver tydeligt i den nyere DR-serie Bag enhver mand (2023), hvor rygning igen fungerer som et visuelt og socialt kodesystem for magt, køn og position. I seriens første afsnit møder vi den arketypiske mandlige chefkok Michael, der må ud i baggården for at falde ned med en cigaret efter en ydmygende episode i køkkenet: et smæk bagi fra ejeren Vibeke (fig. 11). Scenen etablerer straks rygningen som et symbol på det maskuline og gammeldags, et ritual for kontrol og selvberoligelse i en virkelighed, hvor maskulin autoritet og hierarkier er til forhandling.

I baggården finder vi desuden seriens sidste mandefællesskab i form af et uformelt frirum, hvor Michael og hans mandlige kolleger kan tale uden filter og lufte frustrationer væk fra det stadig mere regulerede og diverse arbejdsmiljø i restauranten (fig. 12). Scenerne her fungerer igen som en form for ventil for et (maskulint) temperament, hvor cigaretten bliver et redskab til at genvinde kontrol og ro. Samtidig viser serien, hvordan dette “manderum” gradvist undergraves og omkodes. I afsnit 2 træder souschefen Naja (Julie Rahbæk) ud i baggården og bryder rummets implicit kønnede og hierarkiske grænser. Hun beder en af de udenlandske opvaskere om en cigaret som indgang til at etablere dialog og invitere dem til medarbejdersamtaler og bruger dermed rygningen som en social bro på tværs af hierarkiske og kulturelle skel.

Rent narrativt fungerer rygepauserne desuden som et effektivt fortællegreb, der skaber både ro og fremdrift: et rum, hvor konflikter kan udspilles i miniformat, og hvor magtbalancer forhandles. Dette motiv gentages i senere afsnit, hvor cigaretten igen markerer sociale overgange og midlertidige fællesskaber. Til julefrokosten i afsnit 4 er det karakteristisk, at alle bliver festrygere (fig. 13), og dette bliver dermed et billede på, hvordan cigaretten i Bag enhver mand fungerer som håndtering af (maskulin) vrede, symbol på det traditionelle hierarki og som et (naturligt) socialt smøremiddel snarere end et symbol på rebelskhed som i Rita.

Sammenfattende viser Bag enhver mand, hvordan nikotin fortsat fungerer som et visuelt og socialt kodesystem, der markerer position, magt og kønnede fællesskaber i dansk tv-drama. Rygepauserne bliver narrative knudepunkter, hvor hierarkier forhandles, temperamenter dæmpes, og sociale relationer omkodes. Serien trækker her på lange historiske mønstre i den visuelle kultur, hvor cigaretten både kan understøtte og udfordre etablerede forestillinger om køn, frihed og social placering (Tinkler 2006). Hvor cigaretten tidligere blev anvendt til at understrege kvindelig agens, ses i Bag enhver mand en tilsvarende – men omvendt – proces, hvor maskulinitetens visuelle koder er i opbrud, og hvor rummet omkring cigaretten bliver kampplads for identiteter i forandring.

I næste sektion viser jeg, hvordan denne symbolik forskydes markant i nyere ungdomsserier. Her bliver cigaretten et performativt redskab i unges søgen efter identitet, tilhørsforhold og selvpositionering i sociale fællesskaber.

Rygende ungdomsserier

Ser man på forskningslitteraturen er det ikke overraskende, at langt størstedelen beskæftiger sig med film og tv, der henvender sig til børn og unge. Det er her, identitet formes og samtidig her, langt de flestes nikotinforbrug etableres. I dansk kontekst er rygerne i børneindhold stærkt begrænset til ikoniske eksempler som rygende børn i Min søsters børn på bryllupsrejse (Annelise Reenberg 1967) eller den kæderygende bølle Orla (Allan Olsen) i Lille Virgil og Orla Frøsnapper (Gert Fredholm 1980) (fig. 14). Her er den igen koblet til det humoristiske (seeren ved godt, at børn ikke må ryge) og den kiksede bølle, der vil være rå, men sætter ild til sin egen sko, når han vil slukke smøgen. 

Netop Orlas forsøg på at fremstå rå og voksen understreger cigarettens rolle i ungdomslivet, hvor den ofte fungerer som symbol på risikovillighed, coolness og modenhed. I nyere danske ungdomsserier ser vi da også flere karakterer, der ryger – unge, som befinder sig midt i de formative år, hvor identitet, fællesskab og grænseafprøvning forhandles.

I de offentlige debatter har det særligt været DR-serien Doggystyle (2018-2022), der har fået opmærksomhed for sine rygende hovedroller, ikke mindst hovedpersonen Asta (Rosemarie Mosbæk) og veninden Jose (Josephine Park). Da Asta må opgive sine storbydrømme og flytte tilbage til forældrene på Sjællands Odde, bliver rygningen omdrejningspunktet for hendes gensyn med Jose på havnen, hvor deres overfladiske smalltalk først overgår til dybere snakke, da Asta spørger den rygende Jose: ”Gi’r du en smøg?” (fig. 15). Rygningen som socialiseringsværktøj og narrativ fremdrift – ikke mindst i at skabe det uformelle rum – fortsætter altså, men er ikke entydigt koblet til det positive. Selvom det optræder løbende, fx også i form af festrygning, er det igen koblet til den kaotiske natur og eksistentielle usikkerhed, der præger dem begge. Samtidig nævnes de negative følger af rygning bl.a. eksplicit i serien, idet Joses mor er død af lungekræft. Med andre ord er fremstillingen af rygning kompleks.

Rygelegitimering og -alternativer

Et centralt forhold omkring Doggystyle udspringer fra netop den offentlige opmærksomhed omkring rygningen. For selvom rygevanerne, som venskabet, klarer sig gennem alle tre sæsoner, så udtaler instruktør og manuskriptforfatter Anna Emma Haudal (i Brandt 2019), at der ”er en grund til det, når mine karakterer ryger.” Med andre ord fremstilles rygningen som en narrativ nødvendighed, der uddybes:

Det er jo en del af måden, hvor jeg fortæller karakterernes historie. Måden de ryger på siger noget om dem. For Joses vedkommende […] er det et karaktertræk, at hun hele tiden har brug for at have en cigaret mellem fingrene eller i munden – også selvom hendes mor er død af lungekræft. Og på samme måde fortæller det noget om, hvem Asta er, at hun er så dårlig til at ryge […]. Jeg ville helst have, at de ikke røg. Men hvis man gerne vil lave nogle helstøbte karakterer og et miljø, der er troværdigt, så er det at ryge også en del af det. Jeg har faktisk fjernet mange rygescener og ladet dem spise pommes frites i stedet. (ibid.)

Citatet peger på flere interessante aspekter af tobakkens funktion og overvejelserne bag: For det første understreger Haudal rygningen som effektivt karakterfortællende greb til at visualisere (skrøbelig) personlighed, socialklasse og følelsesmæssige mønstre. For det andet tydeliggør citatet den tilbagevendende balance mellem realisme og ansvar, som præger især ungdomsserier, der knytter sig til en troværdighedsdiskurs i tobaksrepræsentationsdebatterne: Bør rygning afbildes, hvis der ryges i de faktiske miljøer, også selvom afbildningen potentielt skaber eller fastholder rygere? 

Endelig vidner beslutningen om at erstatte rygescener med mad modsat om en form for selvregulering og alternative greb til at omgå tobakken. For med rygningen som etableret æstetisk og narrativt greb, hvordan skabes så noget lignende? Haudals løsning med madpauser frem for rygepauser giver eksempelvis lignende uformelle åndehuller, der giver små, hurtige afbræk til at drive narrativet. Og med valget af usunde snacks som pomfritter og is (fig. 16) gives samtidig en form for “usundt erstatningssymbolik” – for hvad havde det betydet, hvis de havde spist æbler? Så ville scenen givetvis have signaleret (et komisk forsøg på) selvkontrol, sundhed og normtilpasning snarere end det uformelle fællesskab, som isene muliggør. Modscenariet tydeliggør dermed, at det ikke blot er pausen som sådan, der erstattes, men også de værdier og stemninger, som rygningen tidligere bar.

Risvigs (ikke)rygere

Netop det selvregulerende er et tema omkring en af de mest omtalte og produktive ungdomsserieskabere, Jonas Risvig, hvis serier har fået opmærksomhed for deres opfattede realisme, samskabelsesprocesser og nære portræt af unges sociale liv på godt og ondt (se fx Christensen 2024; Philipsen 2023). Risvig slog igennem med webserier som Centrum (2020) og Grænser (2021), der med små budgetter og store følelser skildrede venskab, grænseafprøvning og identitet i ungdomsårene. Siden har han bevæget sig fra den uafhængige YouTube-distribution til mere etablerede platforme og samarbejder, herunder Viaplay-serien Drenge (2022), DR-serien Salsa (2022-2025) og spillefilmen Kontra (2024). 

Netop populariteten har været omdrejningspunktet for løbende kritik, ikke mindst omkring portrætteringen af eksempelvis alkohol og rygning. I første sæson af Grænser ser vi eksempelvis rygningen som socialt omdrejningspunkt i venskabet mellem Johan (Salvador Selaya Steensig) og Theo (Rumle Hueg Kærså), der samtidig positionerer dem socialt, bl.a. når de går rygende gennem et rigmandskvarter og ser drømmende på huse (fig. 17).

I et interview omkring udgivelsen af sæson 2 reagerede Risvig så på kritikken:

Nogle gange bliver jeg også spurgt til, hvad jeg kommunikerer til de unge, når nu de ryger smøger og drikker alkohol i hver anden scene. Jeg må bare sige, at jeg giver virkelig ikke en fuck for, om de unge i Danmark drikker for meget. […] Hvis jeg også skulle til at lave kampagner, om at de skulle drikke en øl mindre til fredagsbar, så ville de ikke lytte til mig mere (Risvig i Bjørklund 2021).

Selvom udtalelsen primært fokuserer på alkohol, peger den på samme troværdighedsdiskurs som Haudal og peger desuden på kontrakten mellem skaber og publikum i ungdomsregi, hvor netop det belærende og regulerende (særligt i eksplicitte samarbejder) kan være skadeligt. For når mange unge bruger nikotinprodukter, og disse dermed udgør en fast bestanddel af dansk ungdomskultur, opstår det centrale problem igen: hvordan skaber man et autentisk ungdomsmiljø, de unge kan spejle sig i, uden samtidig at reproducere de praksisser, man ønsker at begrænse? Udfordringen bliver således at balancere mellem autenticitet og ansvar ved at skildre genkendelige sociale dynamikker uden at give indtryk af, at nikotin er en forudsætning for social succes, afslapning eller tilhørsforhold.

Risvigs standpunkt er interessant i lyset af, at han netop omkring rygning senere har været ganske kritisk og indgået i direkte samarbejder med eksempelvis Kræftens Bekæmpelse allerede i 2020, der resulterede af tre særafsnit af Centrum med titlen Centrum X. Indtil da havde tobakken ikke den store rolle, med undtagelse af særligt nikotinposer (eller snus), der med ungdomsslang omtales som ”daus”, der også er titlen på episode 10 af første sæson. Omkring samarbejdet med Centrum X beskriver Kræftens Bekæmpelse selv, hvordan serieformatet giver et alternativ til traditionelle kampagner, der i stedet satser på længere formater for de unge, der sker på ”deres præmisser” og ”som ikke kun løfter vores budskab ud til målgruppen, men også er en god fortælling, der rører seeren” (Ritzau 2020). Til det understreger Risvig, at han ikke vil:

vise rygning som noget sejt. Når jeg i de her tre afsnit lader personerne ryge, så er det, fordi jeg sammen med Kræftens Bekæmpelse kan gøre det nuanceret og vise forskellige holdninger til rygning og på den måde sætte gang i dialogen (Risvig i Ritzau 2020).

Dette viser imidlertid, hvordan troværdighedsdiskursen krydser klinger med en stigende ansvarlighedsdiskurs. Hvor autenticitet tidligere betød at vise verden, som den er (også med røg) indebærer ansvarlighed i dag en bevidst regulering af, hvordan og hvorfor den vises. Risvigs samarbejde med Kræftens Bekæmpelse illustrerer denne spænding tydeligt: selv for en skaber, der insisterer på realisme og ungdommens præmisser, bliver repræsentationen af tobak et etisk spørgsmål.

Mellem realisme og regulering

Denne problematik er imidlertid ikke begrænset til ungdomsdrama. Som de globale diskussioner af nikotinprodukter og audiovisuel underholdning viser, bliver netop repræsentationen af tobak i stigende grad forhandlet i et felt mellem æstetik, karakteropbygning og etiske hensyn. Forskellen ligger snarere i, hvordan denne forhandling artikuleres: hvor ungdomsserier ofte eksplicit adresserer deres ansvar i relation til et ungt publikum, opererer ”voksenserier” i højere grad med implicitte normer og forventninger. Dermed synliggør disse eksempler samlet, hvordan autenticitet ikke længere står i modsætning til ansvar, men må forhandles på tværs af genrer og målgrupper i et felt, hvor begge værdier ofte vurderes som centrale for samtidens tv-serier.

Risvig viderefører samarbejdet med Kræftens Bekæmpelse i senere produktioner, blandt andet med serien Zusa (2022), som delvist er finansieret af organisationen og reklamerer for deres rygestop-app XHALE (fig. 18). I en video på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside uddyber han, at der stadig er “alt for mange, der ryger”, og at temaet om afhængighed og rygestop derfor har været centralt at behandle. Han forklarer, at det meget hurtigt kan “blive belærende og helligt, og det er ikke en særlig fed historie at fortælle,” men at han ønsker “at skabe nuancer og belyse det her kæmpe store tema, som så mange har berøring med.” Risvig tilføjer desuden, at Zusa bliver den sidste serie, hvor der ryges: “Derfor er alle mine serier – undtagen Zusa – røgfri fra nu af. […] Jeg tager meget ejerskab og ansvar for, at det i hvert fald ikke skal være ovre ved mig, at de unge pludselig synes, det ser cool ud, at der er en cigaret i hånden” (Risvig i Røgfri Fremtid 2022).

Sandsynligvis har seriernes popularitet og opmærksomhed været med til at korrigere Risvigs syn på det regulerende, hvor han i et senere interview understreger, at han “fandme har været dårlig til at se” sine serier udefra, særligt efter at flere unge havde sagt til ham, at de begyndte at ryge, fordi det så sejt ud, når karaktererne røg i hans serier: “jeg har altid været mega meget imod rygning […] men det har bare været med, fordi det virkede realistisk, og jeg har ikke tænkt nærmere over det. Men nu har jeg indgået et samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, så der kommer den rette balance” (Risvig i Ludvigsen 2023). Udtalelsen peger på et markant skifte, hvor autenticitet ikke længere står alene som ideal, men må forhandles i lyset af den sociale og adfærdspåvirkende gennemslagskraft, hans serier synes at have blandt unge.

Samtidig peger samarbejdet med Kræftens Bekæmpelse på de institutionelle rammer, der også former denne forhandling. Når produktioner indgår i partnerskaber med sundhedsorganisationer, aktualiseres ikke blot et etisk ansvar, men også en medieindustriel dimension, hvor finansiering, samarbejdsaftaler og målgrupper kan influere de kreative valg. Dermed bliver Risvigs udtalelser ikke kun udtryk for en personlig erkendelse, men må også forstås i relation til de produktionsvilkår, hvori de fremsættes.

Dog viser hans nyere produktioner også en vis ambivalens, idet serien Salsa eksempelvis fremstår røgfri, mens spillefilmen Kontra indeholder en hel del rygning, ikke mindst hos hovedpersonen Lilja (Anna Lehrmann). Hende og veninden Fanny (Andrea Ølbye Hjejle) er outsidere (Fanny som tilflytter fra Lolland, Lilja som tidligere populær pige), der prøver at finde vej i et turbulent og giftigt ungdomsmiljø på et gymnasium i Nordsjælland. Igen knytter rygningen sig altså til outsideren, dem der går kontra, ligesom det ofte indgår i festscener og bruges som social markør for både grænseafprøvning og tilhørsforhold. Cigaretten bliver et visuelt symbol på overgang, ambivalens og identitetsarbejde i form af et lille oprør, der signalerer både selvstændighed, sårbarhed og usikkerhed.

Denne dobbelthed vidner om en fortsat forhandling mellem æstetik og etik hos Risvig og generelt: på den ene side ønsket om at tage socialt ansvar og undgå glorificering af skadelige vaner, på den anden side behovet for at bevare troværdighed på flere niveauer. Resultatet bliver et interessant krydsfelt, hvor realisme, kommerciel succes og pædagogiske hensyn konstant må balanceres som et billede på den bredere tendens i dansk serieproduktion, hvor spørgsmålet ikke kun er om man viser tobak, men hvordan og hvorfor.

På vej mod et rygestop i danske serier?

Der ryges stadig i danske serier, omend frekvensen synes faldende, hvilket bl.a. kan spores på tværs af sæsoner i mangeårige formater, hvor cigaretten gradvist tones ned, flyttes udendørs eller erstattes af e-cigaretter og “madpauser”. Denne udvikling hænger tæt sammen med stigende regulering og problematisering fra både streamingtjenester og antirygeorganisationer. Alligevel spiller nikotinprodukter fortsat en central rolle, ikke blot som rekvisit, men som æstetisk og narrativ markør. Som analyserne viser, fungerer rygningen stadig som et kondenseret udtryk for karakterers udvikling og relationer samt effektivt æstetisk og narrativt virkemiddel: et visuelt og kropsligt tegn på rebelskhed, kontrol(tab), frihed og afhængighed, fællesskab og isolation, ro og uro. Dramaturgisk bruges cigaretten til at skabe rytme og pauser – små rum for eftertanke, magtspil og emotionelle forskydninger – mens den i ungdomsserier i stigende grad fungerer som en social markør for tilhørsforhold, sårbarhed, usikkerhed og identitetssøgning, der dog er faldende i frekvens.

Serierygning handler dermed mindre om realisme som tro gengivelse og mere om en bevidst forhandling mellem værdier og virkemidler. Cigaretten er sjældent neutral og iscenesættes som et medfortællende element i den visuelle udformning, der indskriver værkerne i lange æstetiske traditioner og samtidig spejler samtidens moralske og sociale spændinger.

Fremadrettet synes rygningen at være underlagt et særligt dobbelt forhold. På den ene side er den mere reguleret end nogensinde, og synlig rygning i dansk fiktion synes på retur. På den anden side gør netop denne sjældenhed den endnu mere betydningsmættet, når den faktisk forekommer: Jo mere tobaksbrug kritiseres og marginaliseres, desto stærkere bliver det som symbol på oprør og normbrud. Samtidig afspejler repræsentationen samtidens rygekultur: hvor der eksempelvis i 2000’ernes serier som Forbrydelsen blev røget frit indendørs, ville det i dag fremstå påfaldende og ladet, netop fordi det bryder med nutidens sociale praksis.

Denne udvikling rejser imidlertid også spørgsmål i forhold til historiske værker. Hvis en fortælling er placeret i en periode, hvor rygning var udbredt og socialt accepteret, bliver fraværet af cigaretter i sig selv et brud med den historiske realisme. Omvendt kan en ukritisk eller overdreven gengivelse risikere at reaktualisere ældre, normaliserende forestillinger om tobaksbrug. I fremtiden bliver rygning formodentlig også i historiske fortællinger genstand for en nutidig forhandling, hvor autenticitet ikke længere alene handler om periodens praksisser, men også om, hvordan disse praksisser filtreres gennem samtidens værdimæssige og sundhedspolitiske hensyn. Konsekvensen bliver, at tobaksrepræsentationen i højere grad må balancere mellem historisk troværdighed og nutidig sensibilitet.

Man kan derfor sige, at så længe der ryges i den virkelige verden, vil der også blive røget på skærmen, men i stigende grad som et bevidst, meningsbærende greb snarere end som et ubevidst baggrundselement. Tobakken forsvinder måske gradvist fra danske serier, enten organisk eller regulativt, men det er svært forestille sig et totalt rygestop, så længe danskerne fortsætter med at ryge og dermed bærer betydningerne med sig. Og hvis serier både får danskerne til at ryge og samtidig skal afbilde virkeligheden, befinder vi os i en cirkulær proces af gensidig prægning, hvor et endegyldigt serierygestop virker usandsynligt.

Fakta

Film og serier

• Bag enhver mand (DR, 2023)
• Borgen (DR, 2010–2013)
• Broen (DR/SVT, 2011–2018)
• Centrum (Jonas Risvig, 2020) 
• Dicte (TV 2, 2013–2016)
• Doggystyle (DR, 2018–2022)
• Forbrydelsen (DR, 2007–2012)
• Grænser (Jonas Risvig, 2021)
• Kontra (Jonas Risvig, 2024)
• Lille Virgil og Orla Frøsnapper (Gert Fredholm, 1980)
• Løgnen (TV 2, 2025)
• Min søsters børn på bryllupsrejse (Annelise Reenberg, 1967)
• Olsen Banden går i krig (Erik Balling, 1978)
• Rebel Without a Cause (Nicholas Ray, 1955)
• Reservatet (Netflix, 2025)
• Rita (TV 2, 2012–2020)
• Salsa (DR, 2022–2025)
• To Have and Have Not (Howard Hawks, 1944)
• Zusa (Jonas Risvig, 2022)

Litteratur

• Bjørklund, Marisa (2021).”Jonas Risvig: Jeg giver virkelig ikke en fuck for, om de unge i Danmark drikker for meget”. Heartbeats, 28. december. Tilgået 5. september 2025.
• Blair, John G. (1985). ”Cowboys, Europe and Smoke: Marlboro in the Saddle”. Revue Française d’études Américaines 24(1): 195–212. 
• Bordwell, David (2011). “The smoking section”. David Bordwell’s website on cinema. 3. april. Tilgået 1. december 2025.  
• Brandt, Flemming (2019).”Ung succes-instruktør: Der er en grund til det, når mine karakterer ryger”. DR, 3. februar. Tilgået 5. september 2025.
• Child, Ben (2015).”Clearing the Air: Disney to Ban Smoking in All Future Movies”. The Guardian, 13. marts. Tilgået 5. september 2025.
• Christensen, Katrine Bouschinger (2024). ”Fælles fiktionsfortællinger?: En undersøgelse af samskabelse i aktuel dansk seriel fiktion til børn og unge”. P.hd.-afhandling. Københavns Universitet.
• Cooke, Sharon Anne (2006). Sex, Lies, and Cigarettes: Canadian Women, Smoking, and Visual Culture, 1880-2000. McGill-Queen’s University Press.
• Feilberg, Louise (2015).”Rita fra TV2-serien ryger – men derfor kan hun godt være rollemodel”. Politiken, 1. juli. Tilgået 5. september 2025.
• Hjort, Anders (2013).”Kritik af TV 2: Rygende Rita er helt ude i hampen”. Politiken, 16. september. Tilgået 5. september 2025.
• Iucci, Fransesca (2022). “’I’m Learning to Smoke Now’: The Evolution of Cigarettes in Orson Welles’s The Lady from Shanghai”. Film Matters 13(1): 68-82.
• Keane, Helen (2014). “Cigarettes are No Longer Sublime”. Australian Humanities Review 57: 1-20.
• Lambert, A., J. D. Sargent, S. A. Glantz og P. M. Ling (2004). ”How Philip Morris Unlocked the Japanese Cigarette Market: Lessons for Global Tobacco Control”. Tobacco Control 13(4): 379–387.
• Ludvigsen, Jacob (2023).”Jonas Risvig undervejs med karrierens største satsning: »Jeg har aldrig haft det dårligere – og aldrig lavet noget federe«”. Soundvenue, 8. oktober. Tilgået 5. september 2025.
• Lum, K. L., J. R. Polansky, R. K. Jackler og S. A. Glantz (2008). ”Signed, Sealed and Delivered: ‘Big Tobacco’ in Hollywood, 1927–1951”. Tobacco Control 17(5): 313–323.
• Munksgaard, Marie Møller (2025). ”Er kendte ved at gøre det sejt at ryge igen?”. Tv 2. 25. november. Tilgået 1. december 2025.  
• Philipsen, Heidi (2023).”Metoder til at blande fiktion med målgruppens eget liv”. 16:9, december. Tilgået 5. september 2025.
• Pugsley, Peter C. (2013). ”The Female Protagonist and Tobacco Imagery in Spinning Gasing: A New Aesthetic in Asian Cinema”. Continuum 27(6): 799–811.
• Pugsley, Peter C. og Ben Mccann (2016). ”Female Protagonists and the Role of Smoking in Chinese and French Cinema”. Asian Cinema 27(1): 59–83.
• Ritzau (2020).”Kræftens Bekæmpelse og populær ungdomsserie i samarbejde om rygning”. Ritzau. Tilgået 5. oktober 2025.
• Røgfri Fremtid (2022).”Jonas Risvig om Zusa og røgfrie serier”. Facebook. Tilgået 5. oktober 2025.
• Sæbø, Gunnar, Janne Scheffels og Rikke Tokle (2017). ”‘It Looks Kind of Cool When Cool People Smoke, But…’: Norwegian Adolescents’ Decoding of Smoking Scenes in Films”. Nordic Studies on Alcohol and Drugs 34(6): 481–496.
• Schjørring, Maja Kring og Lotus Sofie Bast (2020). Tobaksprodukter i kulturlivet – og betydningen heraf for børn og unges opfattelse af rygning og risiko for rygestart. Statens Institut for Folkesundhed.
• Spangler, Todd (2019).”Netflix Pledges to Cut Back Smoking Depictions in Original Productions After Group Blasts ‘Stranger Things’”. Variety, 3. juli. Tilgået 5. september 2025.
• Sundhedsstyrelsen (2025). Danskernes rygevaner 2024. Statens Institut for Folkesundhed.
• Sutton, Donald (1999). ”Rituals of Smoking in Hollywood’s Golden Age: Hawks, Furthman and the Ethnographic History of Film”. Film & History 29(3–4): 70–85.
• Tidemand, Per (2019).”Kan reklame for rygning være public service?”. Berlingske, 5. januar. Tilgået 5. september 2025.
• Tinkler, Penny (2006). Smoke Signals: Women, Smoking and Visual Culture in Britain. Bloomsbury Publishing.
• Truth Initiative (2025). Tobacco Imagery in Movies Surged in 2024, Exposing Millions of Young People to Smoking and Vaping on Screens. Truth Initiative.
• Worth, Keilah A., Sonya Dal Cin og James D. Sargent (2006). ”Prevalence of Smoking among Major Movie Characters: 1996–2004”. Tobacco Control 15(6): 442–446.