Richard Linklater har med Den nye bølge rekonstrueret den grænsesprængende produktion af Jean-Luc Godards ikoniske debutfilm Åndeløs. Med sin betagende detaljerigdom er filmen en sjælden tidskapsel af miljøet omkring Cahiers du Cinema og mysteriet Godard. Det er en mulighed for at træde direkte ind i filmhistorien for alle cineaster, som aldrig selv nåede at opleve Paris i slutningen af 1950’erne.
Den franske forfatter og filosof Albert Camus har engang skrevet, at den bedste måde at tale om det, man elsker, er at tale om det med lethed. Og lethed er netop en af de store kvaliteter ved Richard Linklaters nye film Den nye bølge, som beskriver tilblivelsen af Jean-Luc Godards ikoniske debutfilm Åndeløs (1960) – en film, som i eftertidens historieskrivning er blevet ophøjet til et filmhistorisk jordskælv og indvarslede en af filmhistoriens mest skelsættende auteur-karrierer.
Åndeløs er med andre ord en film med et eftermæle, der ville få de fleste instruktører til at gå andægtigt til værks. Men Linklaters Den nye bølge tangerer en komedie, hvor enhver form for højtsvævende prætentiøsitet fra hovedpersonen Godard konstant bliver gjort jordbunden gennem en vidunderlig sans for underspillet situationskomik.
Den bedste form for filmkritik er selv at lave film
Som filmens titel antyder er Den nye bølge ikke kun et portræt af en film og dens instruktør, men også af en tid, hvor filmhistorien blev rykket op med dets rødder af en ung generation, som op gennem 1950’erne havde bedrevet en sylespids filmkritik ved filmmagasinet Cahiers du Cinema og indvarslet auteurens tid i europæisk film. Som Godard siger i begyndelsen af filmen ”Den bedste form for filmkritik er selv at lave film” og ved slutningen af 1950’erne har en lang række af inderkredsen fra Cahiers du Cinema taget springet til spillefilm fx Claude Chabrol med Vennerne (1958) og Fætrene (1959) og Francois Truffaut med Ung flugt (1959).
Den nye bølge tager netop sin begyndelse omkring premieren på Ung flugt ved Filmfestivalen i Cannes, hvor Godard med skjult misundelse må se vennen Truffaut hyldet af såvel publikum som filmiske forbilleder som Jean Cocteau. Godard har på det tidspunkt kun lavet kortfilm – et format han selv afviser som ”anti-cinema”. Han er stadig ”kun” filmkritiker og føler sig overhalet af kollegerne fra Cahiers du Cinema. Men han skjuler sin skuffelse bag mørke solbriller og et hårdtslående, intellektuel arsenal af filmfilosofiske one-liners og sarkasme.
Det lykkedes ham at overtale producenten Georges de Beauregard til at smide penge i et filmprojekt og tilmed få den populære amerikanske stjerne Jean Seberg til at spille overfor vennen Jean-Paul Belmondo (fig. 1). Filmens historie, som var baseret på en autentisk historie fra en avisnotits, er som hentet ud af en amerikansk B-film eller pulp-litteratur om en rebelsk småsvindler, der flygter til Paris efter han har stjålet en bil og skudt en politibetjent.
Under filmens tyve optagedage insisterer Godard på at lade filmoptagelserne være styret af en uhørt grad af impulsivitet og bryder praktisk talt alle filmproduktionens foreskrevne regler. Til stor frustration for både producenten og den amerikanske it-girl, som er vant til Otto Premingers strenge Hollywood-regime. Men langsomt forføres Seberg og resten af holdet af den frihed og glæde, som Godards kamikaze-metoder medfører.
Den hellige treenighed
Den nye bølge var både et opgør med fortidens formelagtige filmskabelse, men det var også en filmbevægelse, som med sjælden iver hyldede de auteurs, der insisterede på den personlige filmkunst. Man kunne have frygtet, at med en amerikaner i instruktørstolen ville Den nye bølge svælge i den amerikanske indflydelse, men Linklater vælger i stedet at fokusere på den europæiske filmkunst. Særligt tre hovedskikkelser bliver i Den nye bølge iscenesat som faderfigurer for Godard og Åndeløs.
Tidligt i filmen holder den italienske instruktør Roberto Rossellini en brandtale for den samlede Cahiers du Cinema-redaktion, hvor han blandt andet proklamerer “Ægte frihed er logisk og bekymrer sig ikke om regler” (fig. 2). Med sin fortid i den italienske neorealisme afspejler Rossellini Godards ønske om en ny realisme i filmen – en realisme som altid må være hævet over filmmediets tekniske fordringer. Realiteterne er desværre også, at ægte filmkunst ikke betales i guld, og Rossellini skjuler et par ekstra stykker sandwiches fra den efterfølgende reception under jakken og må bede om at låne penge, efter at Godard har kørt ham hjem.
Senere under optagelserne af Åndeløs møder Godard den franske instruktør Robert Bresson, som er i gang med at optage Pickpocket (1959) i Paris’ undergrund. Bresson introducerer en af sine skuespillere som ”verdens bedste lommetyv” – en slet skjult reference til, at Godard selv yndede at stjæle fra filmhistorien. Med sit uhørt stringente og personlige filmsprog, hvor hver scene splintres i en række nærbilleder af hænder og gestusser, spejler Bresson den formalistiske side af Godard.
Den mere flamboyante Jean-Pierre Melville udgør det tredje møde. Melville var en af de første uafhængige franske filmskabere og ligesom Godard dybt inspireret af den amerikanske film noir, som han skabte sin egen højt stiliserede franske udgave af. Melville er den eneste af de tre filmskabere, som faktisk fandt vej til selve Åndeløs, hvor han i en cameo bliver interviewet i lufthavnen. Jean Seberg forstår ikke, hvorfor hendes karakter skal interviewe Melville i filmen, hvorefter Godard retter hende og gør det klart, at det selvfølgelig er ham og ikke hende, som interviewer forbilledet.
Møderne med realisten Rossellini, formalisten Bresson og film noir-connaisseuren Melville udgør i Den nye bølge en smuk treenighed af gudfædre for Godards filmkunst og er samtidig en påmindelse om, hvor forskelligartede inspirationskilderne til Åndeløs var.
Manden bag solbrillerne
Linklater har samlet et imponerende cast af skuespillere, hvor nærmest alle er ukendte ansigter på det hvide lærred. Især Guillaume Marbeck er fremragende som Godard. På intet tidspunkt får vi som publikum lov til at se Godard uden de ikoniske solbriller og bliver således gennem hele filmen holdt i armslængde fra den karismatiske, men også arrogante, Godard.
Han forbliver et mysterium – en mand hvis inderste følelser og intentioner er umulige at aflæse. Marbeck formidler denne distance kongentialt, men lader os også ane mennesket bag solbrillerne, som når panseren bliver brudt af et forlegent grin, da Seberg og Belmondo under filmoptagelserne imiterer hans evindelige intellektuelle citater og one-liners.
Det er i det hele taget bemærkelsesværdigt, hvor befriet Den nye bølge er for borende karakterpsykologi og letkøbt dramaturgisk fremdrift. Godards indre dæmoner og konflikter – heriblandt forholdet til vennen Truffaut, som et årti senere skulle blive slået itu – bliver kun antydet. I stedet indgyder Linklater i hver enkelt scene en detaljerigdom i tidsbilledet og underfundighed i ordvekslingen, således at hver situation er så stærk i sig selv, at man aldrig savner en stærkere narrativ fremdrift end den kronologiske præsentation af Åndeløses tyve optagedage.
Følelsen af Paris
Filmens tidsbillede er mageløst. En af den fiktionsfilmens forbandelser er, at den modsat dokumentariske optagelser altid vil være bundet til den samtid, som den er optaget i. Enhver rekonstruktion af den svundne tid – trods ihærdige forsøg fra alverdens talentfulde art-departments – vil altid bevare en bismag af den samtid, den er produceret i. Jeg vil vove den påstand – med fare for at snuble over min egen forestilling om en tid, jeg selv ikke var født i – at Den nye bølge er en af de mest perfekt realiserede tidsbilleder i nyere film. Alt fra skuespillernes frisurer og skuespillerstil til Paris’ gader og røgfyldte bistroer lugter og føles af slut 1950’erne.
En af hovedkilderne til denne rekonstruktion af nybølgens Paris har været Raymond Cauchetiers berømte behind-the-scenes fotografier fra filmoptagelserne, som giver et sjældent indblik i periodens detaljer. Som en kærlig påmindelse om Cauchetiers betydning iscenesætter filmen en række af de ikoniske fotosessioner.
Ønsket om at fange perioden så ægte som muligt er present selv i filmbilledets tekstur. Den nye bølge er filmet i den klassiske academy ratio med anvendelsen af gamle filmlinser og analog film som inkluderede Kodak 5222, som netop blev introduceret i 1959. Godard krævede til Åndeløs, at alt filmudstyr skulle være så let, at det kunne være i en bil, og den samme enkelthed har Linklater og hans hold forsøgt at imitere.
Man kunne indvende, at Den nye bølge filmsprogligt mangler Godards vildskab – hans jumpcuts der serveres som en maskingeværsalve og det fortællemæssige anarki. Linklaters film er en mere konservativ og pæn film og mangler troldsplinten i øjet for at være et fuldtonet mesterværk. Men netop ved selv at træde i baggrunden – og ikke selv forsøge at konkurrere med Godard – giver den plads til fordybelse i dens eminente tidsbillede.
En tidsmaskine
Indfangelsen af tid har været en hjørnesten gennem store dele af Linklaters karriere. Som han selv siger i Koganadas video-essay Linklater // On Time and Cinema: ”It’s the big element of our medium. The manipulation of time, the perception of time, the control of time. It’s kind of the building block of cinema.”
”Think of this as a time travel” siger en ung Ethan Hawkes til Julie Delpy i Before Sunset – en film Linklater lavede i 1995, 30 år før Den nye bølge. Hawks spiller den unge texaner Jesse, som i et tog fra Østeuropa møder den jævnaldrende pariserinde Celine og overtaler hende til at tilbringe en nat med ham, vandrende rundt i Wiens gader.
Linklater har næppe på det tidspunkt vidst, at en tidsrejse var netop det, han var i gang med, og at han senere skulle efterfølge dette romantiske rendezvous med Before Sunset (2004) og Before Midnight (2013), hvor han fulgte de samme karakterer og skuespillere i henholdsvis deres 20’ere, 30’ere og 40’ere. Tilsammen blev trilogien en af moderne films smukkeste refleksioner over, hvordan vi ændres mentalt og fysisk over tid, hvordan fortidens drømme, forhåbninger og bekymringer konfronteres med nutidens realiteter. I 2014 fulgte han så op med Boyhood, som var optaget fra 2002 til 2013, og fulgte den fiktive dreng Mason fra han var 6 år og frem – men vel og mærke med den samme skuespiller, der fysisk og mentalt ændrede sig for hvert år, filmen blev optaget.
Disse film står alle i gæld til Francois Truffauts film om hovedkarakteren fra Ung flugt, Antonie Doinel, som Truffaut fulgte gennem fem film fra 1959 til 1979. Måske er det derfor, Linklater starter Den nye bølge med premieren på netop Ung flugt. Som et kærligt vink til en instruktør, som han på mange måder står nærmere end Godard. Set i det lys kan det undre, at det ikke blev Truffauts Ung flugt, men Godards Åndeløs, som Linklater valgte som omdrejningspunkt for sin film om den franske nybølge. I Truffauts tilfælde var der masser af råstof til en klassisk bio-pic om en instruktør, der med sin kunst bearbejder sin barndoms indre dæmoner.
Men valget af Godard var en klog beslutning, idet Linklater omgår den klassiske bio-pics værste faldgruber. I stedet for psykologisk indlevelse så forbliver Godard et mysterium – selv for Linklater. I scene efter scene iscenesætter han Godards uortodokse filmmetoder, og man fornemmer, at han selv undrer sig. Hvordan kan dette føre til stor kunst? Og det er netop en af filmens store kvaliteter. At den i stedet for at forsøge at forklare og forstå storheden bag Godards debutfilm, i stedet undres og forundres over en instruktør og skabelsen af et filmværk, som alle, der medvirkede under optagelserne, troede ville blive en parentes i filmhistorien, men endte med at blive et stort, fedt udråbstegn.
Fakta
Film
- Den nye bølge (instr. Richard Linklater) havde dansk premiere d. 22. januar 2026.
Litteratur
Kogonada (2013): Linklater // On Cinema & Time, Created for Sight & Sound / BFI.
