AI åbner nye filmiske muligheder. AI er også en trussel, der vækker modstand. I denne billedanatomi dykker vi ned i et enkelt af de eksempler på tekst til video-teknologien, som er gået viralt i 2024. Velvidende, at der er mere på vej.
“They say everyone has something unique about them. Something that sets them apart.”
Med dette eksistentielle meta-statement indleder voiceoveren den 1:21 minutter lange video – eller kortfilm – Air Head (2024). Anslaget taler ind i en diskurs om mennesker og kunst som enestående og værdifulde. Man nikker – trods kliché/bullshit-faktoren – bifaldende. På billedsiden ses i forskudt normalperspektiv og relativt tætte beskæringer en mandekrop, der foretager en helt almindelig handling: Han går ud af en dør, over en plæne og hen mod en cykel, som han kører af sted på. Billederne har et plastisk, lidt uncanny udtryk, og den sparsomme reallyd understreger sidstnævnte. Man hører godt nok en dør smække, fuglekvidder i baggrunden og cykelhjulet, der snurrer, men der mangler detaljer i lydbilledet. Et diskret, animeret logo i nederste højre hjørne af billedet afslører også, at videoen er genereret af OpenAI’s ‘video fra tekst’-program Sora – men kun hvis man er ‘in the know’. En let underlægningsmusik antyder en underfundig metabevidsthed. Der er tale om en AI-genereret film, der italesætter menneskets unikhed med et skævt smil.
Så følger en lidt længere indstilling. Kameraet traveller i en drone/gimbal-lignende bevægelse med ham og tilter opad i en reveal, der viser, at manden i stedet for et hoved har en gul ballon (fig. 1). Imens fortsætter voiceoveren: “In my case it’s quite obvious what that thing is. I am literally filled with hot air”. Der klippes til en hurtig elliptisk montage af ham fra barn til voksen, hvilket lynhurtigt kommunikerer, at det har været et vilkår for ham altid.
Tilstedeværelsen af den gule ballon cementerer den humoristiske dobbelthed. Dels opleves et tomhjernet ballonhoved, der udtrykker eksistentielle refleksioner, humoristisk, dels stikkes der til diskursen om AI som hjernedød teknologi, der aldrig vil matche den menneskelige kreativitet og uniqueness.
Derefter følger en total fra en togvogn. Hovedpersonen står symmetrisk placeret i billedets midte i et mørkt jakkesæt, der får hans upraktiske, store gule ballonhoved til at stå ud fra de ellers afdæmpede omgivelser. “Yeah, living like this has its challenges” afslører voiceoveren og mimer genkendelige fraser fra ‘rigtige’ mennesker, der lever med handicap (fig. 2).
Denne indstilling er interessant, fordi den er fyldt med ‘rigtige’ mennesker, og den kritiske betragter vil hurtigt bemærke, at den lider af flere typiske AI-problemer. Hænderne på de andre passagerer er gengivet med småfejl – særligt dem, der holder om stængerne fx den skaldede mand i grågrøn dynejakke til venstre, men også dem, der holder om deres mobiltelefoner. Nogle ansigter, hår, fødder og ben er udflydende og uskarpe. Skriften på togvognens skilte er sløret, og baggrunden er mudret og mere ‘ufærdig’ end forgrunden.
Men det gør (næsten) ikke noget. For den magiske realisme, som ballonmanden repræsenterer, drager. Han er stadig et fantastisk motiv. Med sit skøre hoved og sin ukuelige optimisme er han interessant, mens han står der omgivet af de genkendelige mennesker på vej hjem fra arbejde, mere døde end levende. De værdsætter ikke livet som ham. Air Head sætter pris på sit unikke perspektiv, som den efterfølgende montage bevidner, mens hans ballonhoved svæver højt på himlen over antikke ruiner, arktiske landskaber, festivalpladser, spækhuggere på havet, racerbaner og i det ydre rum. Han er hævet over almindeligheder, fordi hans ‘air head’ giver ham et andet perspektiv på tilværelsen både bogstaveligt og i overført betydning. Han er akut bevidst om livets forgængelighed, prøver “to live life with a lightness” og “joie de vivre”, som han håber at kunne dele med andre. Og når patosen bliver for tyk, slår den platte humor til, fx er han kun en skarp katteklo væk fra døden, da en snu kat lægger an til angreb (fig. 3).
I den afsluttende indstilling bliver dobbeltheden igen fremtrædende: “I got a lot of ideas to keep this thing full, and with any luck, I’ll find a way to share them with everyone else”. Det er oplagt, at replikken er en metakommentar: Tilsyneladende hjernedød AI rummer idéer og muligheder, som fortjener at blive delt – få luft under vingerne…
Muligheder og begrænsninger
Air Head bevidner, at den legesyge filmiske fantasi har fået helt nye muligheder med AI. Brugt rigtigt er mulighederne legio – og dertil meget billigere at realisere end tidligere. Nogle stemmer siger da også, at AI’s indtog er et paradigmeskift på linje med tonefilmens fødsel. At ingenting bliver, som det har været, fordi de nye muligheder vil skabe en helt ny filmkunst. Kreative hoveder kan skabe filmiske historier og universer på helt nye måder.
Andre stemmer lufter bekymringer. AI vil ødelægge filmmediet, gøre kreative menneskesjæle – manuskriptforfattere, skuespillere, production designere, fotografer, instruktører… – arbejdsløse. Og de har absolut også en pointe.
Er optikken æstetisk, påpeges den uncannyness, som AI-filmene p.t. besidder. Den plastiske overflade, overdrevne lyssætning og mangel på taktilitet og tekstur gør dem uhyggelige og kunstige. Også den pointe rummer sandhed. Og Juan Solanas’ Cannes-vindende kortfilm L’homme sans tête fra 2003 er her en oplagt parallel. Historien om en mand uden hoved, der gerne vil have sit hjertes udkårne med til bal, men skal samle mod til at møde hende, som han er, blander CGI og live action med en langt mere taktil effekt. Den er på alle måder en ‘rigtig film’ i sammenligning med Air Head. I det lys fremstår Air Head som en vits. Og menneskehænderne i Solanas kortfilm bærer tydeligt vidne derom (fig. 4 og 5). Det billede får lov til at stå – i hvert fald indtil videre.
* * *
Fakta
- Air Head (instr. Walter Woodman, Shy Kids, 2024), tilgængelig bl.a. her
- L’homme sans tête (Juan Solanas, 2003), tilgængelig på juansolanas.com/homme-sans-tete
- Flere Sora-videoer kan ses på openai.com/index/sora
