Leder: Bestillingsarbejde

Af STEFFEN MOESTRUP

For nylig faldt jeg tilfældigt over noget på nettet. Sådan er det jo så ofte. Nettet er en tidssluger af rang - især fordi man ofte begynder at famle rundt på må og få. Ofte til ingen verdens nytte men indimellem falder man over det tilfældige, som viser sig at have en særlig værdi. Og værdien får det blandt andet, fordi det netop var et tilfælde, at man fandt det, og det derved føles desto mere specielt.

Det tilfældige, jeg fandt, var en 35 minutter lang film med titlen From One Second to the Next. Jeg fandt den på hjemmesiden for det amerikanske tidsskrift The Atlantic, og det som ledte mig til at klikke på artiklen, der rummede et link til filmen var en overskrift, der hed noget i retning af "Werner Herzog makes film about texting while driving". Det lød som lidt af en aprilsnar. Som et aparte mediestunt. For hvorfor i alverden skulle den famøse dokumentarist og filmskaber, som jeg parentes bemærket er meget begejstret for, lave en film om dette emne?

Da jeg klikkede ind på artiklen, viste det sig minsandten, at den var god nok. Herzog havde lavet en film om det at skrive tekstbeskeder, mens man kører. Eller rettere om det farlige ved at skrive tekstbeskeder, mens man kører. Og ikke nok med det. Filmen viste sig tilmed at være sponsoreret af teleselskaberne AT&T, T-Mobile med flere. Altså intet mindre end et bestillingsarbejde fra de store telekoncerner, som dermed kunne købe lidt goodwill. Stor var skuffelsen. Det vil sige lige indtil, at jeg modvilligt startede filmklippet, og straks blevet revet med ind i Herzogs dragende og sindrige univers, hvor han i dette tilfælde møder en række skæbner, der på forskellig vis har været involveret i ulykker, der skyldes SMS-beskeder under kørslen.

From One Second to the Next er tydeligvis en Herzog-film. Den er glimrende castet og rummer kun folk, der kan fortælle deres historie med hjerte og et ordvalg, der rammer seeren. Vidnesbyrd kommer i usædvanlig detaljeret form og rammer lige i hjertekulen. At lade efterladte og de skyldige vende tilbage til ulykkesstederne giver endvidere en stærkere fornemmelse af det skete, end hvis Herzog havde givet sig i kast med rekonstruktioner af ulykkerne. Vi ser næsten intet – men vi forestiller os så meget.

Filmen er samtidig optaget med/ gør brug af et formsprog, der af en eller anden grund bare føles som meget Herzogsk. Det har noget med kompositionen i billederne at gøre, som bakkes op af en glimrende lyssætning, men måske skyldes det også en særlig langsommelighed, der hviler over mange scener.

Herzog bruger ikke beretningerne om tragiske trafikulykker som følge af SMS-skriverier under kørsel på en sensationel facon. Tværtimod lader han ofrene og de skyldige berette deres fortælling med følelse, intensitet og nærvær. Det resulterer i en voldsomt dramatisk film på en mærkbar neddæmpet måde. Filmen lykkes med at balancere det filmiske og det oplysende, som forhåbentlig kan være med til at nedbringe de 100.000 trafikulykker, som sker årligt i USA som følge af SMS-beskeder under kørsel.

Filmen er (endnu) et vidnesbyrd om, at det faktisk lader sig gøre at lave dragende dokumentarisme ud af sponsoreret bestillingsarbejde. Jeg fik det næsten helt skidt over min fordomsfulde indgang til filmen. Se den på YouTube.