An Affair to Remember – Oscar og den biografiske film

Af ANDREAS HALSKOV

Oscar har gennem tiderne haft mange bejlere, men en gennemgående romance i Oscarfilmens historie er den imellem Oscar og biopic-genren. Mange har gisnet om, teoretiseret og lavet statistikker over Oscar-akademiets såkaldte ”genrepræferencer” (jf. bl.a. Grodal 2007), men billedet, der tegner sig er ikke entydigt og indiskutabelt. De faste genreskabeloner er generelt kendetegnende for Oscar-historien, som de er det for Hollywoodsystemet i almindelighed, men én af de genrer, som særligt er blevet foretrukket – også i 2013 – er altså biopicen. Nærværende artikel handler således om netop denne kobling.

Det starter med en kort prolog, så et fade to black. Derpå toner ordene frem: ”Based on a true story.” Nøgternt, lakonisk, konstaterende. Således starter filmen Argo (2012), en historisk thriller, branchefilm og biopic instrueret af den grønne men velkendte Ben Affleck (der forud for Argo har instrueret spillefilmene Gone Baby Gone [2007] og The Town [2010]). Denne film, Argo, var frem mod det 85. Oscar-show i 2013 én af de mest prominente og omtalte produktioner – ikke mindst efter dens hæder ved Golden Globes, DGA og BAFTA – og dens kandidatur til hovedprisen ved førnævnte uddeling var næppe overraskende.

Som Afflecks film omhandler Hollywoodindustrien, således kunne den også siges at fortælle os noget om Oscar-showet og dets udvalgte kandidater. Filmen, som omhandler den tidligere CIA-agent Tony Mendez (Affleck), der i 1979 drog til Iran for at befri nogle til-gidsel-tagne amerikanere fra Teherans gader, er produceret af independentselskabet GK Films men distribueret af mastodonten Warner Bros. Som en tidstypisk indiewood-film blander Argo således Hollywoodfilmens fortælleteknik med indiefilmens udtryk (gennem et levende kameraarbejde og et score bestående af tidtypiske 70’er-sange) samt dens aura af ’seriøs kunst’ (Fig. 2).

Brugen af diverse autenticitetsmarkører (bl.a. arkivbilleder, håndholdt kamera og captions med historiske og geografiske informationer) tilføjer filmen et skær af seriøsitet og væsentlighed, og filmens ramme – storpolitiske spændinger imellem USA og forskellige dele af Mellemøsten – er aktuel på en subtil og relativt harmløs vis. Genremæssigt er Argo en blanding af en historisk biopic (idet den omhandler Tony Mendez, som faktisk var en væsentlig CIA-agent i datidens USA), en politisk thriller (med effektiv brug af krydsklipning) og en lettere satirisk branchefilm (idet den på flere måder omhandler og satiriserer Hollywoodindustriens fabrikstænkning) (Fig. 3).

Herved blander den også forskellige koder og registrer – det alvorlige, det nervepirrende og det komiske – hvortil der kommer et universelt, hverdagslignende biplot omhandlende hovedpersonens kamp for at forene karriere og familieliv.

I sidste ende er filmen, trods dens satiriske branchekommentarer, en hyldest til Hollywood og filmmediets muligheder, idet Mendez for at få de amerikanske gidsler ud af Teheran etablerer en fupproduktion under titlen Argo, som angiveligt skulle filmes i Irans eksotiske locations. Med filmindustriens og filmmediets hjælp lykkes det Mendez at befri de amerikanske ambassadefolk, og herved understreges det – og dette gennem en autentisk historie (!) – at film er andet og mere end underholdning. Film betyder noget for os, film bevæger os, og, ja, film kan sågar påvirke og forandre storpolitiske begivenheder.

Det er således ikke bare et stort spektakel, når Oscar-showet den 24. februar fejrer filmindustrien. Det er storstilet storytelling. En historie om den industri, de folk og det medium, som optager store dele af ikke bare den amerikanske men hele verdens befolkning. Måske er det også mestendels en ’god historie’ – et slør som dækker over en industri, der i virkeligheden drives af tvivlsomme remakes og endeløse sequels, snarere endseriøse kvalitetsfilm. I 2011 var de ti bedst sælgende film således Harry Potter and the Deathly Hallows – Part 2, Transformers: Dark of the Moon, Pirates of the Caribbean: On Stranger Tides, The Twilight Saga: Breaking Dawn – Part 1, Mission Impossible: Ghost Protocol, Kung Fu Panda 2, Fast Five, The Hangover Part II, The Smurfs og Cars 2. Ingen af disse film havde en kinamands chance i Oscar-kapløbet, og dette kunne måske understrege Oscar-akademiets selvforståelse og industriens selvfremstilling. Hvis Oscar, således at forstå, fortæller en historie om Hollywood, så er det en historie om Hollywood som en skaber af store og seriøse værker – film som The Life of Emile Zola (1937), Gandhi (1982), Schindler’s List (1993) og førnævnte Lincoln (2012) – ikke en historie om Oscar-industriens systematiske fabrikering af franchises og platte biografbaskere (jf. Edward Jay Epsteins artikel i dette nummer af 16:9).

På sporet af en genre

Fælles for de førnævnte film, The Life of Emile Zola, Gandhi og Schindler’s List, er ikke blot, at de alle er Oscar-vindende klassikere, alle med en dobbelt historie, men også at de alle kan rubriceres som biografiske film.

Denne genre, biopicen, der som sagt har fostret adskillige Oscar-vindere (foruden de ovennævnte kunne man fx nævne Braveheart [1995], Gladiator [2000], A Beautiful Mind [2001] og The King’s Speech [2010]), har dog ikke været genstand for omfattende akademisk behandling, og i filmkritikken er den ofte blevet opfattet som en populær, hvis ikke sågar en populistisk, filmtype. I et indlæg til Slate.com fra 2004 skrev David Edelstein således:

Reading through the hundreds of e-mails in response to my biopic challenge (’Name one good one, I dare you’), I was struck by my rashness in declaring the genre the most vacuous in cinema. The explanation, I think, is that when I see a clumsy, superficial biographical movie, I think, ’Ick ... biopic.’ But when I see a biographical film that has depth and compression of fiction, I think, ’Hey, good movie! (citeret i Bingham 2010: 14).

Edelsteins kritik synes særligt at gå på genrens ofte storladne, patetiske side (”the ick factor”), og netop dette kunne faktisk være med til at forklare, hvorfor genren ofte har været blandt Oscar-akademiets foretrukne. Den biografiske film er ofte rundet af et stort, episk drama, den omhandler ofte et stort individ – den stærke ener, som amerikansk historie- og filmfortælling er gjort af –, den fortæller ofte med stor patos om vigtige begivenheder, og den henter sin prestige og autenticitet i verdenshistoriens skattekammer.

Peter Schepelern beskriver overordnet biopicen som en ”filmgenre, der fremstiller oftest en berømt persons liv i dramatiseret form” (Schepelern 2010: 81), og særligt trækker genren på to kriterier: karaktertype og virkelighedsstatus. Dens væsentligste appel, siger Jakob Isak Nielsen således, er ”at den kan postulere, at den bringer os ind under huden på en kendt person.” Og således

giver genren helt naturligt anledning til repræsentationelle spørgsmål. Alt afhængig af hvilken person, der er omdrejningspunkt for spillefilmen, knytter der sig en række overvejelser og implikationer til, hvordan filmen narrativiserer (dele af) en berømt persons liv og levned. (Nielsen 2011).

Den biografiske film omhandler i sagens natur centrale eller bemærkelsesværdige personligheder, og derfor centreres filmene altså ofte om karaktertype og skuespil og filmenes forhold til den virkelighed som repræsenteres (dens virkeligheds- eller repræsentationsstatus). Den typiske biopic anvender mindst to fortællespor, der indbyrdes fungerer som centrale suspense- og kontrastfigurer (fx succes i arbejdslivet vs. kaos i privatlivet).
Hvor man således ofte taler om comic relief i et drama, der gør at dramaet ikke bliver ubærligt, så kan man her tale om en form for tragic suspense, hvor filmen bibeholder sin spænding og fascinationskraft ved at veksle imellem den ofte opadsigende berømmelsesfortælling og den mere tragiske eller dystre ditto.
På det stilistiske plan har genren ikke mange traditionelle markører – foruden brugen af captions, arkivmateriale, håndholdt kamera, en naturalistisk spillestil og en foregrounding af skuespil og mise en scène – men den vil ofte låne træk fra genrer som thrilleren (jf. suspenseopbygningen i Argo), melodramaet (jf. fx Schindler’s List, Out of Africa og Lincoln) og komedien (jf. de komiske ekskurser i Argo eller den konstante vekslen imellem patos og forløsningshumor i Erin Brockovich) (Fig. 4).

Men siden 1927 er der i Hollywood alene blevet produceret mere end 300 biopics, og genren har derfor forandret sig mærkbart over tid og udviklet sig i mange forskellige forgreninger og afarter (Custen 1992: 4-5). Genren kan således, ifølge Dennis Bingham (2010: 17-18), opdeles i fem forskellige grundtyper, der samtidig markerer forskellige faser i genrens historie (jf. fig. 5).

Den biografiske film er altså en sammensat og potentielt diffus filmgenre, og man kan groft skelne imellem følgende grundtyper: kunstnerportrættet (hvor den biograferede person, som i Out of Africa, er en kunstner), politikerportrættet (hvor hovedpersonen, som i Gandhi og Lincoln, er en central politiker eller meningsdanner), entreprenørbiografien (hvor vi følger en stor entreprenør, som i The Social Network), sportsbiografien (hvor vi følger en central eller interessant sportspersonlighed, som i Ali og The Fighter), særportrættet (hvor vi, som i The Elephant Man, følger en excentrisk eller særegen personlighed), majestætportrættet (hvori vi følger en nuværende eller tidligere majestæt, som i The King’s Speech) og skurkebiografien (hvori vi følger en herostratisk berømt person, såsom seriemorderen i filmen Monster). Den sidstnævnte kategori, om herostratisk berømte personer, skal her forstås i henhold til udtrykkets oprindelige betydning – som en person der er blevet kendt på baggrund af noget negativt.

Hverken undertyperne eller de førnævnte historiske faser er dog nagelfaste størrelser. Nej, enhver kategorisering må rettelig forstås som en forenkling af nogle forhold, hvorigennem man forsøger at forklare disse forhold. Man bør derfor bemærke, at der ikke er sat tidsperioder ved de respektive faser, hvilket understreger, at film principielt kan tilhøre flere forskellige undertyper på samme tid og knytte sig til flere af de ovennævnte faser.

Hvordan skal vi eksempelvis placere den netop Oscar-nominerede En kongelig affære (2012)? Filmens titel peger umiddelbart i retning af majestætportrættet, hvilket understreges af Mikkel Boe Følsgaards overraskende Sølvbjørn i rollen som Christian VII. Men filmens hovedrolleindehaver er unægtelig Mads Mikkelsen i rollen som Struensee, og filmens portrættering af ham som central politisk reformator peger omvendt i retning af politikerportrættet. I relation til de historiske faser er filmen heller ikke let at placere, skønt den nok, uden større polemik, kan betegnes som en nyklassisk biografi (der ligner den klassiske form men som hylder en hidtil omdiskuteret skikkelse). Samtidig rummer filmen dog nogle få men ikke uvæsentlige træk af den anti-autoritære biografi, idet Caroline Mathilde (Alicia Vikander) skildres som en moderne ’handlingens kvinde’ der selv, i højere grad end Struensee, tager initiativ til den famøse affære (jf. note) (Fig. 6).

Biopicens (Oscar)historie

Den biografiske film er altså ikke let at få hold på, men der er tale om en lang historie – en historie, som i meget konkret og håndgribelig forstand knytter sig til Oscarfilmen og dennes tilsvarende brogede historie.

Biopicen er ikke en amerikansk genre som sådan, selvom vi naturligt tænker på amerikanske Hollywoodproduktioner og Oscar-vindere i forbindelse med netop denne type film. Også denne genre opstod i slutningen af 1800-tallet, og den dateres ofte til 1899 med udgivelsen af Georges Méliès’ Jeanne d’Arc – den første af flere Jeanne D’Arc-film. En anden af disse kom allerede i 1916 med Cecil B. DeMilles lidet kendte Joan the Woman, mens selskabet Film d’Art i Frankrig producerede en længere række af historiske dramaer og kvalitetsfilm der rimeligvis kunne beskrives som forløbere til biopic-genren. Væsentligst af disse var L’assassinat de duc de Guise (1908) som over 15 minutter – med et originalt score lavet af Camille Saint Säens – fortæller om den franske konge Henri III (Charles Le Bargy) og mordet på hertugen af Guise i 1500-tallets Frankrig.

1. Oscar og biopicens fødsel
Når man betegner disse som forløbere til biopic-genren (proto-biopics), skyldes det at genren først reelt blev defineret og navngivet i forbindelse med genresystemets fremvækst i Hollywood. Hollywoodsystemet dækker som samlebetegnelse over flere forskellige systemer, herunder et stjernesystem (hvor store stjerner bruges til at profilere den enkelte film og vice versa), et genresystem (hvor faste genreskabeloner bruges til at skabe genkendelighed og således systematisere filmproduktionen og forbruget) og et studiesystem (hvor store selskaber kontrollerer produktionen, fremvisningen og distributionen af film) (jf. Halskov 2012 og Schatz 1980: 5).

I relation til disse systemer er biopicenen oplagt genre, idet store personligheder som skal imiteres naturligt lægger op til store skuespilpræstationer, og eftersom filmene allerede i kraft af de virkelige personers fascinationskraft har en medfølgende forhåndsinteresse. Dette sammenholdt med den store interesse for individualisme og individorienteret historiefortælling i USA gør biopicentil en oplagt Hollywood- og Oscar-genre.

Hertil kommer princippet om individualiseret kausalitet (hvor plottets udvikling styres af og udgår fra én stærk og handlekraftig person), der ligeledes kendes fra Hollywood.

Det er således ingen overraskelse, at genren blev døbt i netop USA i slutningen af 1920’erne med udgivelsen af filmen Disraeli (1929), som skildrer den tidligere engelske forfatter og premierminister (jf. Altman 2002: 39). Disraeli var nomineret til hovedprisen ved det blot tredje Oscar-show i 1930, og skuespilleren George Arliss tog prisen for bedste mandlige hovedrolle (en pris som mange gange siden er tilfaldet biografiske film) (Fig. 7).
 
2. Standardisering og stor dramatik
Den efterfølgende periode fra 1937 til 1952 kunne da betegnes som en dramaets og standardiseringens tid. Foruden standardiseringen af nomineringsprocessen i 1937 og senere i 1945 (hvor man reducerede antallet til fem hovedkandidater) oplevede man også i denne periode en række af de film og genrer, der siden er blevet betegnet som ”klassiske” Oscar-film. Med et spænd på næsten femten år dækkede denne periode dog i realiteten over en serie af forskelligartede film, og selvom man tydeligt kunne se nogle genremæssige præferencer og nogle faste fortællemæssige mønstre, så var også denne fase altså præget af en vis heterogenitet.

Foruden de gængse principper om narrativitet (at der skal være en fortælling og et plot) og individualiseret kausalitet (at handlingen udspringer af en stærk og handlekraftig hovedperson) kunne de fleste af tidens film dog siges at falde i én eller flere af følgende kategorier: den sociale problemfilm, den biografiske film, det historiske (melo)drama og det storladne epos.

De to første af disse kategorier, den sociale problemfilm og biopicen, er måske de genrebetegnelser, som kan siges at passe på det største udsnit af Oscar-historiens vinderfilm (Levy 1987: 122-124). Kendetegnende for den sociale problemfilm – en betegnelse, som man allerede brugte i 1940’erne, men som i dag er blevet indfanget af det mere diffuse begreb kvalitetsfilmen – er en type film, som fra et humanistisk udgangspunkt fortæller en indigneret og alvorlig historie om et aktuelt og væsentligt problem. Biografifilmen The Life of Emile Zola (1937) omhandlede således en fransk forfatter men centreredes omkring et grundlæggende og aktuelt problem: antisemitisme (Fig. 8).

Mange film fra denne periode kunne naturligt passe på flere af de førnævnte kategorier, og succesen for The Life of Emile Zola kunne i den forstand både tilskrives dens karakter af problemfilm og dens status af biopic – en genre, som altså naturligt profilerer stjerneskuespilleren og som gennem henvisning til virkelige begivenheder får en naturlig aura af ægthed og prestige. Det historiske vingesus, de autentiske personer og de tidstypiske men universelle problemer kunne naturligt give skuespillet og filmen et anstrøg af seriøsitet og kunne vidne om en kunstnerisk ambition hos både instruktøren, manuskriptforfatteren og de medvirkende. Det er således ingen overraskelse, at mange film i denne periode kunne beskrives som ”skuespilfilm”, dvs. film der netop havde ’den store skuespilpræstation’ i centrum (Levy 1987: 8).

3. Nyklassicisme og historiens genkomst
Perioden fra 1958-1980 er i Oscar-historien en lang og særdeles broget overgangstid, hvor både showet, dets transmission og dets vinderfilm pegede i mange forskellige retninger. Efter 1980 kunne man dog med en vis rimelighed tale om en ”Oscar-nyklassicisme”, dette i kølvandet på 70’ernes mere alternative film og kriseramte studiesystem.

Netop i denne periode oplevede man således også – måske tilfældigvis men bemærkelsesværdigt nok – en ny bølge af storladne biopics, som vandt en række af de større priser.

Den britiske film Chariots of Fire (1981), omhandlende olympiske løbere, religion og antisemitisme, vandt således i 1982 foran populære action-eventyr og franchises som Raiders of the Lost Ark – dette ved et Oscar-show, hvor stand-up-komikeren Johnny Carson for fjerde gang i træk optrådte i værtsrollen. Andre biopics i 1980’erne og 90’erne var store klassikere som Gandhi (1982), Amadeus (1984), Out of Africa (1985, Mit Afrika), The Last Emperor (1987), Schindler’s List (1993) og Braveheart (1995).

Flere af disse var, som Chariots of Fire og førnævnte The Life of Emile Zola, en blanding af biografifilm og problemfilm, og kunne låne prestige fra det litterære forlæg, den historiske autenticitet og de centrale humanistiske spørgsmål (eksempelvis antisemitisme og jødeforfølgelse som i Schindler’s List og førnævnte Chariots of Fire) (Fig. 9-12).

Ved indgangen til det nye årtusind har vi da oplevet en egentlig oversvømmelse af biografiske film, og man kunne således med Hal Forster tale om en ’virkelighedens eller historiens genkomst’. Oscar-vindende og -nominerede biopics fra det nye årtusind tæller bl.a. Erin Brockovich (2000), A Beautiful Mind (2001), The Fighter (2010), The Social Network (2010), The King’s Speech (2010), En kongelig affære (2012), Argo (2012) og Lincoln (2012) – en film, som i år har fået ikke færre end 12 nomineringer.

I artiklen ”Historien er en god historie” forsøger journalist Casper Fauerholdt, netop med udgangspunkt i Spielberg-filmen Lincoln, at indkredse og forklare biopicens fascinationskraft. Hvorfor er den biografiske film så populær en genre, og hvad kan vor tids kommercielle dyrkelse af biografier og biopics fortælle os om os selv og vores samtid? Én potentiel forklaring finder vi hos historielektor Henrik Jensen, som bl.a. siger:

Vi har en fornemmelse af, at det engang var mere enkelt. Den fornemmelse havde de, der levede dengang, nok ikke. For dem var fremtiden også usikker. Men for os, når man skærer det ud af den samme historie, får det en enklere karakter. Så behøver man ikke være nervøs eller ængstelig. Vi vil ikke nødvendigvis lære af fortiden, men vi vil huske den. (Citeret i Fauerholdt 2013: 16).

Den historiske og biografiske films fascinationskraft skal altså, ifølge Henrik Jensen, forklares ud fra vores nuværende krise- og recessionstid. I perioder, hvor den aktuelle verden er ængstende eller urovækkende søger vi, således at forstå, mod eskapistisk underholdning, storslåede spektakler og historiske dramaer.

Om denne sympotallæsning reelt holder stik er dog diskutabelt, og spørger man i stedet Nikolaj Arcel – som i år er nomineret for sin historisk-biografiske film En kongelig affære – skal disse films fascinationskraft snarere forklares ud fra deres tidløshed. Som han udtrykker det:

Lige siden Borte med blæsten havde premiere i 1939, har den slags film været populære. […] Hvis vi laver en film, der foregår præcis i 2013, hvor vi også har Sidney Lee med, bliver det lynhurtigt noget, der kan blive populært meget hurtigt på et meget lille sted. Hvis man i stedet laver en film om Anden Verdenskrig eller 1760’erne, kan den blive populær for alle for evigt. (Citeret i Fauerholdt 2013: 17).

Hvilken af de to forklaringsrammer, der bedst forklarer biopicens (stadige) fascinationskraft skal her forblive usagt, men selvom Michael Hanekes Amour (2012)antageligt er den største favorit blandt de ikke-engelsksprogede film, ville det heller ikke overraske om Arcel løb med prisen ved dette års Oscar-show. Nej, det ville ligefrem være i naturlig tråd med Oscar-historien.