Lindsay Anderson: If….

Af PETER SCHEPELERN

If.... er en af de film, der bedst har bevaret ånden fra ’68. Lindsay Andersons nyklassiske film, der vandt Guldplamen i Cannes, fremstiller den britiske kostskole som et totalitært mikrokosmos og giver en skarp analyse af stivnede samfundsnormer og ung revolte.

Kostskolen er en hjørnesten i det klassiske engelske samfund. Her bliver autoritetstro, lydighed, hakkeorden og en egen pervers accept af underkastelse og afstraffelse indprentet hos imperiets sønner. Det foreskriver traditionerne i hvert fald. Den rituelle kostskoleverden, der indtil nyere tid var forbeholdt drengene, var en veloverlagt forberedelse til hæren, kirken og samfundslivet.

Engelsk film har jævnligt behandlet emnet, ofte ud fra en forholdsvis hyggeligt-nostalgisk tilgang, med filmatiseringer af klassisk kostskolelitteratur som Tom Hughes’ Tom Brown’s School Days fra 1857, James Hiltons sødladne Goodbye, Mr. Chips fra 1934 og Terence Rattigans skuespil The Browning Version fra 1948. Og i moderne tid er genren – hvis man kan kalde kostskolefilmen en genre – blevet eftertrykkeligt genoplivet med Harry Potter-bøgerne og –filmene.

Hævn over tyrannerne

Lindsay Andersons If.... går imidlertid til emnet på en mere kritisk måde. For der er også tradition for at skildre opdragelsesinstitutionerne ud fra en mere eller mindre bitter erindring om mishandling og tyranni, sådan som vi kender det fra Scherfigs skoleroman Det forsømte forår og fra film som den svenske Hets (1944, med manuskript af den debuterende Ingmar Bergman) og den nye danske De unge år, Jacob Thuesens film om Den Danske Filmskole omkring 1980 (med manuskript af pseudonymet Erik Nietzsche, hvis sande identitet synes at være klarlagt). I disse tilfælde er skoleskildringen lidt af et hævntogt, et velformuleret tak-for-sidst til opdragerne. Det samme gælder til en vis grad If...., der går tilbage til manuskriptet The Crusaders, skrevet i 1960 af David Sherwin, der havde masser af traumatiske kostskoleerfaringer at trække på.

Lindsay Anderson selv havde imidlertid haft en uproblematisk skoletid, så det var ikke der, skoen trykkede for hans vedkommende. For ham var stoffets allegoriske muligheder det afgørende: kostskolen set som model på et undertrykkende politisk system, en slags totalitær stat med lunefulde magthavere og vilkårlige afstraffelser, et parallelsamfund med sine egne forkvaklede love, men samtidig introduktionen til den virkelige verden. If.... tog afsæt i en realistisk samfundsskildring og skabte et overbevisende og præcist tegnet miljø. Men hovedærindet var af allegorisk karakter.

Filmen blev første (og bedste) del af Andersons hovedværk og centrale bidrag til filmkunsten, trilogien om det engelske samfund, fortsat med O Lucky Man! (1973) og Britannia Hospital (1982), hvor en satirisk fabulerende Anderson tager os gennem samfundsinstitutionerne. Extremely British – men også almengyldigt.

Nul i opførsel

Drengekostskolen er et univers, der egner sig godt som mikrokosmos, hvor det autoritære samfund og dets sammenbrud kan skildres effektivt. Den store klassiker på dette felt, som Anderson var fuldt bevidst om, er Jean Vigos franske Nul i opførsel (1933). Her tager en flok kostskoledrenge magten, binder læreren i sovesalen og hejser piratflaget over skolens tag, mens de i slutscenen under en højtidelig fest bombarderer den bizarre rektor og de indbudte autoritetspersoner med skidt og skrald, en scene der åbenlyst står fadder til If....s berømte afslutning, hvor kostskolens revolutionære flok – de såkaldte Crusaders – griber til våben under den årlige festgudstjeneste.

Hovedskikkelsen er Mick Travis, en figur, som Anderson (stadig med Sherwin som forfatter) fortsatte med i trilogiens andre film, spillet af Malcolm McDowell, der blev periodens ikoniske fremstilling af følsom/brutal ungdommelighed – også og ikke mindst i Kubricks A Clockwork Orange (1972). Han er oppe mod systemet, står bestemt til nul i opførsel, men det er en pointe, at det ikke egentlig er staben af hykleriske, groteske lærere, der er de egentlige undertrykkere, men den lille magtelite af ældre elever (ligesom vi kender det fra en moderne kostskolefilm som Ondskan efter Jan Guillous roman). Det munder ud i væbnet kamp mod de falske autoriteter - men det drejer sig også om seksualiteten som frihedens på én gang konkrete og symbolske tumleplads.
                     
Pigen, som Travis møder på et cafeteria, tilhører både virkeligheden og fantasien, og det er hende, der markerer seksualiteten som revolutionær drivkraft. I den henseende fangede Anderson tidsånden ret præcist, for når 68’er-generationen gør krav på en fremtrædende plads i verdenshistorien, skyldes det jo ikke mindst, at den opfandt sammenkoblingen af den politiske og den seksuelle frigørelse.

Og overhovedet kom filmen på det rette tidspunkt med en mildest talt heldig timing. Optagelserne til filmen, der fik premiere i december 1968, var netop blevet færdige (på det ærværdige Cheltenham College, hvor Anderson selv havde gået), da studenteroprøret i Paris brød ud i maj 1968.

Lærestykke a la Brecht

Filmen er ikke fuld af politiske diskussioner (sådan som man ser de i samtidige Godard-film), men af signifikante scener, der gennem illustrative analyser af mini-samfundets mekanismer viser vejen frem til den uundgåelige revolte. Der er tale om et såkaldt Lehrstück a la Bertolt Brecht, som også er inspirationen til Verfremdungs-effekter som kapiteloverskrifterne, de pludselige – og umotiverede – skift mellem farve og sort/hvid samt de illusionsbrydende indslag af absurditet i handlingsgangen: som når rektor opbevarer den fornærmede præst i en skuffe i sit kontor, eller når den pæne hvidhårede dame til slut rasende retter maskingeværet mod oprørerne, mens hun råber ”Bastards! Bastards!”

Anderson startede sin karriere i dokumentarismen (hans fine Oscar-vindende kortfilm Thursday’s Children fra 1954 er p dvd’ens ekstramateriale) og kom ad den vej til spillefilmen. Det ungdommelige nybrud, der markerede sig som nybølge i Frankrig, arriverede som kitchen sink realism i den nye engelske film. Her blev den nye sociale bevidsthed taget op i film, der udsprang af de nye tendenser i britisk teater og litteratur, som Tony Richardsons Look Back in Anger (1958), Karel Reisz' Saturday Night and Sunday Morning (1960) og Lindsay Andersons debutspillefilm This Sporting Life (1963).

Det er film, der på en konkret og hverdagsagtig måde kredser om realiteterne i det britiske samfundsliv. Andersons debutfilm var en besk historie om en hård fyr fra arbejderklassen; via sit rugby-talent smager han på middelklassens søde liv, inden han bliver sendt retur til elendigheden. I Saturday Night, Sunday Morning møder vi også den unge, handlekraftige mand fra arbejderklassen, spillet af Albert Finney, der sætter sig op mod stivnede konventioner og sværger på, at han ikke vil gå i den småborgerlige fælde, som forældrene er havnet i. Hans projekt er ikke politisk, men personligt. Men typisk nok slutter det med, at han får løbet hornene af sig og til sidst er på vej ind i folden. Tæmmet og borgerliggjort stævner han sammen med den nydelige unge pige frem mod parcelidyl og middelklassevelfærd.

Det er interessant at konstatere, at det faktisk var Reisz’ Saturday Night and Sunday Morning og ikke Andersons If...., der kom med den korrekte analyse. Der kom ikke revolution, men velfærdssamfund. Men tænk, hvis .... Ja, men sådan gik det bare ikke.