Alt om Ang Lee

Af HEIDI PHILIPSEN

Wallflower Press’ Directors’ Cut-serie tæller efterhånden en snes bøger om store instruktører som f.eks. Roman Polanski og David Lynch. Senest er bogen om Lars von Trier kommet til. Men allerede i sommer blev æren taiwanesiske Ang Lee til del. Bogen er skrevet af lektor i engelsk Whitney Crothers Dilley fra Shin Hsin Universitetet i Taipei, Taiwan, og i bogen deler hun generøst ud af sin store viden om en bemærkelsesværdig instruktør, som mange først bemærkede, da han instruerede succes-filmen Brokeback Mountain (2005, fig. 2 og 3).

Perfect timing

Brokeback Mountain gjorde Lee til bedste instruktør med en fortjent Academy Award i 2006. Dilley griber, med udgivelsen af denne bog, chancen for på et velvalgt tidspunkt i kølvandet af Brokeback-succesen at udbrede kendskabet til Lees tidligere værker.

Disse andre film har før været beskrevet, men her får du bogen, der omhandler samtlige af hans film til dato. Siden filmen The Wedding Banquet i 1993 (på dansk: Tre der elsker hinanden) har jeg selv med stor interesse fulgt Lees karriere og den forholdsvis sparsomme litteratur, der er fulgt i kølvandet på den. Dilleys bog The Cinema of Ang Lee – the Other Side of the Screen er et kærkomment, velskrevet og seriøst bidrag til denne litteratur. Forfatterens indsigt i kinesisk kultur præger bogen positivt og giver værdifulde indsigter og dermed også tematiske analyse-strategier til Lees film.

Dilley præsenterer løbende de ytringer og konflikter, både fra filmbranchen, Lees far og Lee selv, som har været forhindringer eller i hvert fald omstændigheder på hans bumpede karriere-vej. Dette, at Dilley introducerer læseren for Lees både personlige og faglige problematikker, er en optik, der er anvendt gennem hele bogen. Ynder man ikke at læse ud fra denne optik, må man hellere lade bogen blive på boghylden.

Bogens skelet

The Cinema of Ang Lee er logisk opbygget med et indledende kapitel, der primært omhandler de forhindringer - f.eks. Lees fars modstand mod sønnens valg af erhverv - der nær havde betydet, at Lee ikke var blevet filminstruktør. Derefter er hvert kapitel dedikeret til en film. For de læsere, der ikke måtte have kendskab til hans farverige værk-palet, er Lee instruktøren bag så forskellige film som: Pushing Hands (1992), The Wedding Banquet (1993), Eat Drink Man Woman (1994), Sense and Sensibility (1995, fig. 4) , The Ice Storm (1997), Ride With the Devil (1999), Crouching Tiger, Hidden Dragon (2000, fig. 5) , Hulk (2003, fig. 6) og Brokeback Mountain (2005). Som der gøres opmærksom på i Dilleys bog, har disse films afsæt i forskellige genrer, budgetstørrelser og øvrige produktionsomstændigheder influeret på deres udformning og modtagelse. Men som en rød tråd, vævet gennem dem alle, er kærligheden.

Styrken er også svagheden

Netop Dilleys fokus på det produktionsmæssige og tillige det personlige må anses for at være såvel bogens styrke som svaghed. Hun ’læser’ hans film bl.a. med fokus på, hvilke personlige forhold, der har influeret dem. Eksempelvis interesserer hun sig for Lees til tider problematiske forhold til sin far. En sådan biografisk læsning synes ikke ubegrundet. Alligevel kunne jeg som læser have ønsket at vide endnu mere om de fiktive fædre i værkerne og lidt mindre om den faktiske far. Nok får jeg også af de alenlange citater, hvor Lee kommenterer sine egne film og deres tilblivelse. Som eksempel kan man slå ned på siderne 105 og 106 i Dilleys bog, der nærmest er en slags dagbog fra instruktørens arbejde med The Ice Storm.

Er man en anden slags læser end undertegnede. Er man f.eks. typen, der holder af den biografiske læsning - og biografismen har unægtelig fået en renæssance de senere år - samtidig med, at man er filminteresseret, så er The Cinema of Ang Lee – the Other Side of the Screen absolut værd at læse fra ende til anden. Hører man derimod til den del af målgruppen, som er filmentusiast, filmstuderende, filmunderviser eller noget lignende, vil jeg snarere anbefale bogen som et grundigt opslagsværk, når man skal bruge viden om et specifikt værk. Til dette formål er bogen anbefalelsesværdig. Den byder på mange gode forslag til tematiske læsninger med fokus på Ang Lee’s foretrukne emner, nemlig kriser forårsaget af familieforhold, mangel på kommunikation, kulturkløfter, traditionsbundethed samt identitet, køn og sex på tværs af generationer og grænser.

Centrale replikker

I bogen gengives desuden centrale replikker fra filmene, som er enten sjove eller tankevækkende. Den indeholder også en stor rigdom af viden om især kinesisk kultur, som hjælper til at forstå Lees optagethed af kulturkonflikter mellem kinesisk og amerikansk kultur (i f.eks. The Wedding Banquet (1993) og Eat Drink Man Woman (1994)). Endelig giver den et unikt indblik i kinesisk film, og dikotomierne mellem kinesisk og amerikansk film, hvilket fungerer som en af Dilleys forklaringer på, at Lee er blevet en så vigtig instruktør også i vesten. Eksempelvis skriver hun:

Lee’s dramas do not aim for a standard Hollywood ’happy ending’. On the whole, Chinese dramas do not reach such a state of ’closure’ – there is a much greater tolerance of unresolved sadness and pain. This is why his films, with this Chinese Aesthetic, have such an appeal to the Hollywood-saturated English-speaking world (Dilley 2007: 173)

Ingen af Lees film kan betragtes som dét, man med filmforskeren David Bordwells betegnelse kunne kalde for rene udgaver af ‘klassisk narration’. Netop deres oftest uforløste slutninger, deres tillid til, at tilskueren selv kan udfylde huller i fortællingen mv., er karakteristika, der fjerner hans film fra den amerikanske mainstreamfilm. Selvom Lee har boet i USA siden 1978, er hans film ikke blevet typisk amerikanske, men repræsenterer netop et kærkomment alternativ til mainstreamfilm -industrien. Som Dilley anfører, er det måske netop Lees ‘fremmede’ blik på den amerikanske kultur, der medvirker til, at han tegner så tankevækkende og præcise billeder af især den amerikanske familie, som han har gjort siden The Ice Storm (fig. 7).

Auteuroptikken

Man kan også vælge at springe lidt let over oplysningerne om Lee som person og læse hele bogen med dét for øje at betragte Lee som auteur. Med denne optik får man nemlig muligheden for at følge hans foretrukne temaer over tid, gennem adskillige genreskabeloner og på tværs af arbejdet med forskellige producere i skiftende lande - og få øje på det tydelige mønster i Lees film, som Dilley er med til at tegne.

Frem toner linjer, der alle dybest set peger på noget så enkelt som universel kærlighed, og dennes skiftende betingelser igennem historiske begivenheder og på tværs af kulturer og landegrænser. I The Ice Storm er det fx Watergatekrisen og i Ride with the Devil Den Amerikanske Borgerkrig. De respektive historiske perioder er i Lees film ’blot’ brugt som kulisser til en iscenesættelse af endnu et forrygende drama om kærlighed. Dilley får trukket denne og andre store linjer op - på tværs af Lees værker - ikke mindst i bogens sidste kapitel ”Conclusion – the Dream of Cinema”.

Stilhed og kommunikationsbrud som udtryk for fortrængninger følger hun også på tværs af Lees film. Disse temaer knytter hun især til filmene The Ice Storm og Brokeback Mountain, idet hun f.eks. skriver:

Like Brokeback Mountain, The Ice Storm is a masterpiece of silence. The screenplay reflects how the characters do not listen to each other; instead they talk at each other without resolution. This technique, the use of silence, is similarly emplyoed in Brokeback Mountain (Dilley 2007: 168)

De udvalgte replikker, der som nævnt er en gevinst ved Dilleys bog, er med til at underbygge f.eks. pointen omkring stilhed og mangelfuld kommunikation. Som illustration af dette – hentet fra kapitlet om The Ice Storm - kan nævnes det signifikante replik-skifte mellem den udearbejdende far, Jim, der omsider kommer hjem til sine børn og glad siger: ”Hey guys, I’m back”, og hans ældste søn, Mikey, der ganske upåvirket responderer: ”You were gone?”.

Kommunikation som tema har Dilley utrolig mange gode og tekstnære eksempler på. Desværre er et andet centralt motiv ret fraværende. At mad ofte bruges som et ledemotiv i Ang Lees film, må betragtes som et væsentligt auteur-træk hos Lee (fig. 7 og 8). Dette har Dilley fat i, hvad angår de første af hans film, såsom Tre der elsker hinanden. Mens det desværre nærmest overses i de senere film, såsom Brokeback Mountain. 

Tiltrængt bogbidrag

Dilleys bog er en stor del af vejen skrevet med en klædelig akademisk sikkerhed, som når f.eks. hun nævner Roland Barthes’ begreb ’the writerly text’ i en hurtig, men velbegrundet vending, til at forklare, hvor meget af fortolkningen i en Lee film, der er lagt ud til tilskuerne (Dilley 2007: 173)

Hendes akademiske værk er unægtelig et tiltrængt bidrag til den samlede litteratur om Lee. Men det har som antydet sin begrænsning dels i den store vægt på biografiske og produktionsmæssige forhold; dels i den mangelfulde udfoldelse af Lees brug af audiovisuelle virkemidler. Hvor er refleksionerne over disse virkemidler som f.eks. lyd, musik, klipning, framing og farver? Som medieforsker eller mediestuderende får man hurtigt øje på, at det ikke er inden for filmanalyse, Dilleys kompetencer ligger.

Selvom Lees værker ikke er udtryk for et avantgarde filmsprog, så spiller hans anderledes nænsomme brug af dette sprog en ikke uvæsentlig rolle i hans film. Dette forhold anerkendes også af Dilley. Hun gør således særligt i sin konklusion, men også pletvis i de resterende kapitler, opmærksom på den særlige, nænsomme æstetik (inspireret af kinesisk film), som er væsentlig i Lees film - ikke mindst i de sidste af hans værker. Men brugen af audiovisuelle virkemidler bliver desværre ikke for alvor udfoldet i bogen The Cinema of Ang Lee – the Other Side of the Screen.

Når den nu omhandler stort set alt om Ang Lee (måske også lige lovligt meget om hans person og hans egne filmovervejelser), kunne denne vinkel også med fordel være dækket. Med dette forbehold in mente vil jeg gerne - både som akademiker og Lee-film-entusiast – give bogen mine anbefalinger.