Af MORTEN SCHOLZ


Actionfilmen er ved at drukne i computergenererede effekter, og de umulige stunts er efterhånden en saga blot. Men det var netop umuligheden i de mange stunts, koreograferet som en voldsballet, der gav genren sin eksistensberettigelse.


På den først side i Rikke Schubarts ganske glimrende og aldeles underholdende bog Med vold og magt – Actionfilm fra Dirty Harry til The Matrix står denne karakteristik: ”Actionfilmen er barnlig og larmende. Den er spækket med umulige stunts, der i hånden på en instruktør som John Woo bliver til graciøs ballet med piruetter og pistolsonater, men som i genrens uambitiøse film bliver til – ja, primitiv vold.” Schubarts ærinde i selve citatet er at skelne mellem god og dårlig æstetik i actionfilm. Det overordnede ærinde i bogen er ellers ikke i udpræget grad æstetisk. Hun sætter sig derimod for at påvise, hvorledes actionfilmen, forstået som de sidste 30 års amerikanske film par excellence, ligefrem kan siges at mytologisere USA som samfund. Det er en modig påstand og giver både en forståelse af actionfilmen og det land, den komme ud af. 

Fig.1+2: King Kong dengang og nu.

John Woo selv er et glimrende eksempel på udviklingen. Hardboiled fra 1992 er i mine øjne en smuk film – fuldendt i sin voldsæstetik. Indledningsscenen med alle fugleburene er noget af det ypperligste, der skete for filmen i 90’erne. Netop umuligheden i de mange stunts, der er koreograferet som en voldsballet, gjorde filmen nærmest æterisk. Der er naturligvis tale om ballet for drengerøve. Men det er samtidig også en hel del mere ballet end den målgruppe normalt kan kapere.
 
Fra Hardboiled til Paycheck
11 år senere laver John Woo Philip K. Dick filmatiseringen Paycheck, der er så gumpetung i både dramaturgi, skuespil og koreografi, at det er uforståeligt, at den nogensinde har forladt hylden. På et tidspunkt i filmen flyver John Woos trademark hvide due ind i kameraet. Den er computeranimeret. Desværre er den også computeranimeret på den dårlige måde, hvor man skal være mere end almindelig nærsynet for ikke at opdage bedrageriet. Men den dårlige kvalitet er ikke det væsentligste punkt. Det væsentlige er, at duen nu ikke basker med vingerne som effekt af håndværksmæssig snilde bag kameraet og professionel brug af dresserede duer. Den basker, fordi den er blevet sat til at baske i en computer. Det helt grundlæggende er, at når det kommer til computere, er intet længere umuligt. Tyngdekraften ophæves, fysikken negligeres, og tilbage står de naturlovsstridige reelle stunts som den store taber. Æstetikken i actionfilm i dag udgøres netop ikke af umulige stunts. Den udgøres af CGI, der, fordi de skabes i en computer, transcenderer skellet mellem det mulige og det umulige. Alt er muligt. Spørgsmålet er så bare, om dette faktum er det samme, som at erklære actionfilmen for afgået ved døden; ikke som mytologi eller genre eller eksempel på den arketypiske amerikanske film, men som æstetisk disciplin.

En ting er sikker: Den umiddelbare fascination af stuntet er ikke længere en selvfølgelighed. Eller det er blevet til noget, som feinschmeckere opsøger i produktioner, der er så billige, at computeranimationer ikke er indlagt i budgettet. I den slags b-produktioner kan man stadigvæk finde oldschool stuntmen udføre halsbrækkende gerninger. På den anden side skal man være pænt afhængig af det ugentlige stuntfix for at opsøge de billige produktioner (og udholde historier og skuespil på det niveau) bare for at sikre sig autencitet. Det er naturligvis også muligt at hoppe i den modsatte grøft og ukritisk hylde computeranimationen som filmens fremtid. Tilbage i 1992 var der sikkert ikke mange, der ville have løst billet til Jurassic Park, hvis de prægtige fortidsøgler var blevet vakt til live ved hjælp af stopmotion eller en lignende for længst dateret teknik. Et fornuftigt bud er, at de to lejre er trukket sådan cirka lige op. En dugfrisk undersøgelse i det engelske filmblad Empire afslører, at 53% af de adspurgte syntes, at der er for meget CGI i nutidens film.

Fig.3: Tony Leung i John Woos voldsballet Hard-Boiled fra 1992, denne gang uden duer.

Fig.4: Igen John Woo, denne gang fra Face/Off og inklusive de meget omtalte duer.

Men det er jo kun et problem for indeværende. Teknikken har fuldt fart på, og fagre nye verden vader lige ind i filmen med syvmilestøvler på. Blot kan den endnu ikke snyde det blotte øje. Men udviklingen foregår med lynets hast. Tænk blot på forskellen mellem brontosaurussen i Jurassic Park og Kong i Peter Jacksons nye filmatisering. Sidstnævnte kunne jo uden problemer nomineres til en Oscar for årets bedste hovedrolle, så livagtigt er den animeret. Spørgsmålet om CGI’ens effekt på actionfilmen og særligt på dennes æstetik kan altså ikke besvares ved at henvise til teknikkens mangelfuldhed. Lad os se det i øjnene – denne mangelfuldhed er ikke kommet for at blive. Om fem år kan man formodentlig narre selv en mor til at tro, det er hendes barn, hun ser oppe på lærredet, selv om det ikke er andet end en håndfuld pixels.

Jeg husker stadigvæk et gammelt VHS-bånd med en eller anden James Bond-film med Roger Moore som 007. På et tidspunkt kører en bil over en bro, der er sprængt halvt i luften. Eller rettere: Bilen spinder en omgang om sin egen akse, mens den flyver over resterne af broen og lander på den anden side med hjulene på jorden. Scenen er filmet i ét take. Og for nu at sige det lige ud af posen, så har jeg aldrig, hverken før eller siden, været mere imponeret i mit liv. Jeg har tyndslidt båndet ved at spole tilbage og se stuntet igen og igen. Jeg kunne simpelthen ikke fatte, at det kunne lade sig gøre. Det var netop stuntets umulighed, der gjorde så stort et indtryk på mig. Hvordan kunne det lade sig gøre. Fascinationen var uendelig. Jeg regner aldrig med at komme til at føle på samme måde over for en film i fremtiden.

Jeg tvivler ikke på, at Peter Jackson har haft de bedste intentioner, og fra begyndelsen af King Kong, hvor 30'ernes New York - fuld af neonlys og art deco-bygninger - genskabes med en smittende glæde, vil man gerne kunne lide filmen. Men siden løber begejstringen af med instruktøren, der er så ivrig efter visuelt at forbløffe sit publikum på samme måde, som Cooper og Schoedsack gjorde det med den originale film, at han lader hånt om at fortælle en god historie. Da Willis O'Brien i 1933 skabte sine banebrydende stop motion-effekter til King Kong og fik Kong til at bevæge sig og kravle på Empire State Building, måtte han hele tiden forholde sig til, hvad der kunne lade sig gøre - det var det muliges kunst. I dag er alt muligt, takket være computere, og når Peter Jackson beder om et eller andet, får han det. Men en mangel på begrænsninger er sjældent af det gode.

Naturligvis er der noget om snakken, når Monggaard fremhæver at fanden er løs i Laksegade, hvis det at fortælle en god historie helt tabes på gulvet til fordel for bedre og større computeranimationer. Mod det synspunkt kan man godt nok hævde, at Hollywood, længe før computeren overhovedet blev opfundet, var villig til at ofre god historiefortælling for effekter. I dag ser det bare bedre ud. Derudover påpeger Monggaard også, at vi i dag er trådt helt uden for det muliges kunst. Alt er muligt. Derfor er intet umuligt. For fire år siden var umulige stunts med til at definere actionfilmen som genre. I dag har CGI aflivet det muliges sfære. Det kan man så som Monggaard og jeg begræde. Eller man kan se realiteterne i øjnene som en dreng, der er blevet mand og leve med, at intet er, som det plejede at være.

Umulighedens æra er ikke længere. I stedet har vi fået mulighedernes æra. Den slags skal man vende sig til. Det skal instruktørerne også. En lille smule mådehold har aldrig skadet kunsten. Ellers ville alt film jo bare være hardcore porno. Men mit bud er, at filmen og actionfilmen nok skal klare skærene, og også i fremtiden være i stand til at tryllebinde publikum. Mulighedernes æra lyder da heller ikke så skidt. Så må gamle nostalgiske røvhuller som jeg selv jo bare støve VHS-båndet af og gense alle de gamle umulige stunts. Det ville da ikke være rimeligt, at en så patetisk og bagstræberisk holdning skulle gå ud over nye generationer af filmelskere.

Fig.6: Fra umulighedens æra: Bullit fra 1968.