No, Mr. Bond. I expect you to die

Af PALLE SCHANTZ LAURIDSEN


Premieren på den 21. James Bond-film, Casino Royale, er sat til 17. november 2006. Filmen er baseret på den første af Ian Flemings romaner om agent 007; en roman, der udkom i 1953. Siden dengang er Bond blevet et mediefænomen af de allerstørste.


”Do you expect me to talk?” spørger Bond skurken Goldfinger. ”No, Mr. Bond,” svarer Goldfinger lakonisk: ”I expect you to die”. Dét er nu over 40 år siden, og selvom Bond både i og uden for fiktionen er blevet erklæret død adskillige gange, lever han endnu, og skuespilleren Daniel Craig blev i efteråret 2005 præsenteret som den sjette, der skal være inden i - eller måske rettere: uden på - Bond. Craig debuterer i en filmversion af Ian Flemings første bog om den britiske agent. ”Casino Royale” hedder den. Den er fra 1953, og selvom den både har været lavet som direkte tv-drama på amerikansk tv (1954) og som en storstilet og totalt kikset Bond-parodi dengang i 1967, hvor gud og hvermand forsøgte at vride enhver blodsdråbe ud af tidens ubestridt største populærkulturelle filmfænomen, bliver det altså første gang, vi inden for den officielle filmserie får historien om Bonds første eventyr. I bogen er det her, han første gang møder sin amerikanske hjælper Felix Leiter. Og det er også i Casino Royale vi får historien om, hvordan han fik sine to nuller, der giver ham ret til at dræbe i embeds medfør - og om, hvordan han vil have sin tørre Martini: ”Tre mål Gordon’s, et mål vodka og et halvt mål Kina Lillet. Ryst den grundigt, til den er iskold, så kommer De en stor, tynd strimmel citronskal i”: Gin, vodka og vermouth! ”Du almægtige, det kalder jeg en drink”, siger Felix Leiter og foreslår i øvrigt at kalde den en Molotov cocktail i stedet!

Men Bond er ikke, hvad han har været. Det har han i og for sig aldrig været, for hvis der er noget, der kendetegner Bond-fænomenet, er det en formidabel tæft fra producenternes side til at justere på faste formler, så enhver ny Bond-film med større eller mindre succes kan opleves som aktuel og enestående på den ene side og som fyldt med gammelkendt stof på den anden. Kontinuitet og forandring - gentagelse og variation er kodeordene, hvis man vil forstå dette mediefænomen, der i over 50 år og i adskillige medier (romaner, noveller, film, tegneseriestriber og -albums, computerspil) har stået distancen. Men de kulturelle sammenhænge, Bond har indgået i, har ændret sig igennem årene - og det samme har den plads, han har indtaget i dem. I 60’erne var det Bond, der satte dagsorden. Det har det ikke været siden, men han er der endnu, og det vil han blive ved med at være, så længe der er økonomisk fornuft i at holde ham i live.

Det skal altså handle om Bonds udvikling - mest af alt i filmserien.

1960’erne - Bonds årti
1960’erne var James Bonds årti. Dengang var det ganske enkelt filmene om agenten i hendes majestæts hemmelige tjeneste, der satte dagsordenen inden for den populære del af filmkulturen. Efter de første par film var der spioner overalt - i bøger, på film, i tv - og Bond var populærfilmens konge, på samme måde som to andre britiske B’er, fodboldspilleren George Best og musikgruppen The Beatles, var konger på deres respektive områder. Den verdensomspændende fankultur, der opstod omkring The Beatles var uden fortilfælde, ligesom det var uset, at en fodboldspiller modtog bunker af fanmails og, at hans meritter i fodbold- og ikke mindst natklubber blev fulgt nøje af de trykte medier og af hans fans.

Beatles blev opløst i 1970. Siden er to af medlemmerne døde. Best forsvandt også fra rampelyset og døde sidste efterår af druk. Ligtoget ved Bests begravelse i Belfast var meget stort og både minderne om Bests bedrifter på og uden for fodboldbanen og om Beatles lever videre i visse dominerende ældrekulturer. Men både Best og Beatles er og bliver fortid. Bond imidlertid synes at være evig nutid.

Bond, Best og Beatles var fælles om at repræsentere den sorgløshedens ånd, der var ny i en tid, hvor forbrugersamfundet var ved at melde sin ankomst, og hvor efterdønningerne af 2. verdenskrigs smalhans først lige var ved at lægge sig. Der var fest og farver, hvor de tre B’er førte sig frem. ”Jeg brugte 90 % af mine penge på sprut, kvinder og hurtige biler. Resten ødslede jeg bort,” sagde George Best engang, og John Lennon beskrev, da det hele var forbi, i et berømt 1970-interview med ”Rolling Stone” Beatles-turneerne som orgier i stil med Fellini’s ”Satyricon”. At Bond har smag for det gode liv med mærkevarer, ædle spiser og drikke og smukke kvinder ved enhver. Men, som det især er tydeligt i bøgerne: Bond var og blev en yngre, offentligt ansat med skrivebord og et som regel kedeligt kontorarbejde - en repræsentant for de mellemlag, der for alvor voksede frem og kom til muffen i løbet af tresserne og som fik penge til overflodsforbrug. Det var Swinging London, det var fattigfolk, der kom til penge, mange penge. Og folk elskede det.

Fig.1: Goldfinger nærede falske forhåbninger. Bond døde ikke for laserkanonen i 1964.

Fig.2: Publicitybillede af den 6. James Bond: Daniel Craig.

Fig.3: Bond skal have ½ mål af den sydfranske vermouth Kina Lillet i sin rystede, tørre Martini. Vodkaen skal helst være lavet på korn og ikke på kartofler.

Fig.3a: Bonds multimedieliv begyndte tidligt: ”Casino Royale” udkom som roman i 1953, blev vist som live drama på amerikansk tv i 1954 og blev til tegneserie i 1958, hvor den blev trykt med en enkelt stribe om dagen i den britiske avis Daily Express.

Det var det miljø, Bond trådte ind i og var med til at forme, da han i 1962 i Sean Connerys skikkelse med en smøg i flaben og øjenbryn så kraftige som Saddam Husseins overskæg præsenterede sig hen over spillebordet i ”Dr No”: ”Bond, James Bond”.

Bonds gentagelser
Enhver, der har set bare et par Bond-film eller som måske blot har hørt om sådan nogle, ved, at der er visse ingredienser - personer, handlingselementer, ordvekslinger, genstande - der bare skal være med hver gang. De er faktisk ikke alle sammen med hver gang, det er netop en af finesserne, men alligevel.

Det starter altid med den lille sekvens med Bond, der set gennem et riffelløb kommer gående ind fra højre, vender sig mod publikum og skyder, hvorefter lærredet farves rødt af blod - alt sammen til akkompagnement af Bond-temaet. Herfra åbnes altid en aktionmættet ofte meget spektakulær sekvens, som følges op af den animerede titelsekvens, der typisk viser stiliserede, blødt vuggende kvindekroppe og pistoler og som har et nykomponeret hitnummer som underlægning. I selve filmen får Bond til opgave at forhindre udførelsen af en sammensværgelse, der - alt efter filmens niveau af realisme - har til formål at udslette eller i mindre omfang at svække England eller større dele af den vestlige verden. Bond giver sig på et tidligt tidspunkt - ofte i forbindelse med et spil eller en sportskamp - gerne til kende over for skurken og betyder ham, at han har færten af de hemmelige planer. Skurken kvitterer med - senere i forløbet - at fange Bond og i sikker forvisning om egen succes at fortælle ham, hvad hans ofte vanvittige plan egentlig går ud på. Med snilde - og hjælp fra dels teknologisk isenkram, han har med hjemmefra og dels de stadig mere selvhjulpne kvindelige medspillere, han møder undervejs - lykkes det til slut Bond at forhindre skurkens plan i at komme til udførelse, hvorefter han kan nyde sejrens sødme i intimt selskab med den kvindelige hovedperson, Bondpigen, som hun kaldes.

Til at hjælpe sig har Bond hele sin organisation hjemmefra, med chefen M, sekretæren Miss Moneypenny og våbenmesteren Q som gennemgående personer. I genkommende situationer imponerer Bond på den ene side chefen med sin viden, men må på den anden ofte se sig kritiseret for sine metoder; Moneypenny på sin side er altid ved at dåne, når hun møder ham, og når Bond lægger vejen forbi Q’s værksted, kan han aldrig lade være med at pille, hvilket irriterer den meget ærekære Q, som finder på at sige ”I never joke about my work” eller ”Do grow up, 007”!

Bond arbejder i mange tilfælde sammen med agenter fra andre lande, ofte fra USA, men også sovjetiske og kinesiske agenter har været partnere. Modstanderne har ofte haft forbindelser til kommunistiske lande (Kina, Sovjet, Nordkorea), ofte dog sådan, at de har været i modstrid med deres lands officielle politik over for Vesten; andre modstandere har været sluttet sammen i et internationalt forbrydersyndikat, SPECTRE, og andre igen har ’bare’ kæmpet for deres sygelige egeninteresse. Det gælder fx narkobaronen Sanchez fra ”License to Kill” (1989) og mediemogulen Elliot Carver fra ”Tomorrow Never Dies” (1997).

Fig.4: Sådan så amerikanerne først Jimmy Bond (Barry Nelson) i tv-versionen af Casino Royale fra 1954.

Fig.5: Og sådan så Sean Connery ud i den første scene i Dr. No, 8 år senere.

Fig.6: Bond poserer blandt venner og fjender.

Ligesom Bond har skurken også sine hjælpere, som regel nogle meget ubehagelige slagsbrødre, måske nogle fysisk deforme typer (som Oddjob i ”Goldfinger”, Nick Nack i ”The Man With the Golden Gun” og Jaws i ”The Spy Who Loved Me” og ”Moonraker”) og gerne også en eller to smukke kvinder, som Bond ser det som sin moralske pligt enten (i sjældne tilfælde) at slå ihjel eller at vinde over på sin side - gerne vha. sin tilsyneladende uimodståelige tiltrækningskraft.

Der er også nogle særlige replikker, der skal være med hver gang. Q har sine, Miss Moneypenny har ofte sukket ”Oh, James!”, og skurkene har varieret over typen: ”I’ve been expecting you, Mr. Bond.” Bonds egne klassikere er dels introduktionen, hvor han siger sit efternavn først og derefter sit fulde navn. Og det er dels benævnelsen af hans favoritdrik, ”Vodka Martini, shaken not stirred.”

Og så skal der vises frem: eksotiske rejsemål og ekstravagante forbrugsgoder. Bond-film udspiller sig i modsætning til de fleste andre actionfilm, mange forskellige steder, eksotiske steder: udover London er Caribien en foretrukken location, og bortset fra Australien har Bond udfoldet sig på alle kontinenter, dog fortrinsvis på den nordlige halvkugle. Forbrugsgoderne er champagne (af forskellige mærker tilsyneladende alt efter, hvilket firma, der betales bedst for product placement), luksusarmbåndsure, og sidste men ikke mindst biler: Aston Martin (DB5, V8, V12), Lotus Esprit, BMW’er …  Dem kan man se en hel kavalkade af i ”Die Another Day” (2002), hvor skurken (oberst Moon/Gustav Graves) ejer et større udvalg og transporterer dem med rundt i sin jumbojet, da han er ved at udløse dommedag over den demilitariserede zone mellem Nord- og Sydkorea. Det gør han selvfølgelig, dels fordi han er lidt til en side, dels fordi filmens producenter har fyldt jubilæumsfilmen ”Die Another Day” - den  20. i rækken i løbet af 40 år, med henvisninger til alle de tidligere film.

Bond i forandring
Der er dem, der ser udviklingen i Bond-filmene som en forfaldshistorie. Efter to forholdsvis gammeldags film, ”Dr. No” (1962) og ”From Russia With Love” (1963), der ikke kun stod i gæld til Ian Flemings romaner, men også til samtidige actionfilm som Hitchcocks ”North by Northwest” (1959), toppede Bond efter disses mening i 1964 med ”Goldfinger” (1964) og måske også med efterfølgeren ”Thunderball” (1965), hvorefter det i grove træk er gået nedad lige siden: fra enkle thrillere til overlæssede action-adventure film.

Det er et synspunkt, et puristisk synspunkt naturligvis; andre og yngre generationer vil se film som ”Dr. No” og ”From Russia With Love” som pudsige lavbudgetfilm med dårlige bagprojektioner og gammeldags action- og slagsmålsscener. ”Goldfinger” kan som moderne Bond-film måske stadig gå an, bl.a. fordi den som den første for alvor bringer scenografien og de store kulisser på banen; for alvor lader publikum fornemme, at der er brugt rigtig mange penge på filmen. Men ser man i dag sin første Bond-film, har man typisk nogle andre forventninger til, hvordan action skal se ud. En mand i jakkesæt med blød hat og slips, med en lille pistol og en kuffert med lidt giftampuller kan ikke imponere den, der kan sit aktuelle actionrepertoire, hvilket også er baggrunden for en af vitserne i ”Die Another Day”: Bond er på besøg i Q’s værksted, og da han ser flere gammelkendte remedier, udbryder han: ”So this is where they keep the old relicts then, eh?”, hvorefter han først giver sig til at fingere ved Rosa Klebbs sko med et knivblad i snuden (”From Russia With Love”) og lave jokes om ”Cutting edge technology”. Filmene lever i høj grad af at henvise til sig selv til glæde for kendere og formentlig til forvirring få nybegyndere i Bond-universet.

60’er-filmene skabte de nye tendenser, som andre efterlignede og efterhånden begyndte at turde gøre grin med - herhjemme bragte lysten til at lave sjov med de tidlige Bond-film den senere Olsen-bande sammen i to Bond-parodier (”Slå først, Frede” (1965) og ”Slap af, Frede” (1966)). I 70’erne var Bond-filmene blevet vane. Det blev et ritual, at nu skulle man igen ind og se en Bond-film. Sikkert forankret i sin egen formelfortælling og med visheden om, at filmene nok skulle blive set, fordi de altid leverede varen i form af spektakulær visuel film i klare farver og med masser af action, lagde producenterne Bond i slipstrømmen af andre populære film. I 60’erne var Bond-filmene fx tidligt ude med at bruge karate, judo og ikke mindst med at introducere japanske Ninja’er. Men med martial arts-bølgen i begyndelsen af 70’erne kom det til at virke som en efterligning, når der var kampsportsscener i ”The Man With the Golden Gun” (1974). På samme måde kunne man se ”Live and Let Die” (1973) som et forsøg på at ride med på blaxploitationbølgen. Med introduktionen af figuren Jaws i ”The Spy Who Loved Me” (1977) kan man sige, at filmene for alvor lagde sig op ad samtidens endnu mere populære film og - med økonomisk held i øvrigt - forsøgte at gøre lidt grin med dem. For 70’erne var Spielbergs og Lucas’ årti med ”Jaws” og ”Starwars”, og Bond måtte ikke helt uforståeligt også en tur ud i rummet i ”Moonraker” (1979). Selvom enhver jo ved, at James Bond er et fantasifoster, insisterede producenterne i øvrigt på, at filmen ikke var science fiction, men science fact, og man havde da også arbejdet tæt sammen med NASA.

Roger Moore spillede, som man kunne forvente oven på hans roller som ”The Saint” (1962-1969, 118 episoder) og som Lord Bret Sinclair i ”The Persuaders” (1971-72, 24 episoder), rollen med et større touch af komedie end Sean Connery havde gjort. Det bidrog alt sammen til, at Moores film - selvom de solgte masser af billetter - blev lettere og mere familieorienterede end 60’er-filmene.

Fig.8: Omslaget til originaludgaven af den første Bondroman fra 1953.

Fig.9: Omslaget til den første danske udgave af Casino Royale fra 1959. Forfatteren hedder Jan med J!

Fig.10: Omslag til den danske billigbogsudgave af Casino Royale - nu ”Banko for døden”, 1966.

Der var meget fjolleri i Roger Moores film. Hvor Connerys humor mestendels havde bestået af de tørre one liners, der blev leveret som en slags comic relief oven på voldsomme hændelser, blev der i Moores tid som Bond også præsenteret hele karakterer og hændelsesforløb, der skulle give publikum noget at grine af: det kunne være den meget populære, koleriske og højtråbende sydstatssherif J.W. Pepper, som Bond møder dels på hans hjemmebane i ”Live and Let Die” og dels i Thailand, hvor Pepper ferierer (så han kan være med i filmen!); det kunne være, da Bond til alles forundring kører i land på Markuspladsen i sin Lotus Esprit, der lige har været forvandlet til en undervandsbåd; det kunne være store dele af ”Octopussy” (1983), hvor alene den Fleming’ske titel nok er mere fjollet end godt eller afslutningssekvenserne, hvor vitsniveauet har bevæget sig langt ned under bæltestedet, som i slutningen af ”The Spy Who Loved Me” (1977), hvor Bond og den sovjetiske spion Anya Amasova oven på veludført gerning bliver taget med bukserne nede. ”What do you think you're doing?” spørger den britiske forsvarsminister bestyrtet. ”Keeping the British end up, sir”, svarer Bond.

Der blev skruet gevaldigt ned for humoren i de desværre kun to film, der havde Timothy Dalton i rollen. Filmene var i det hele taget mere alvorlige og mindre spektakulære end Moore-filmene. Men selvom Dalton uden tvivl er den dygtigste skuespiller, der nogensinde har båret Bonds smoking, var filmene ikke tilstrækkeligt store succeser til, at han kunne fortsætte. Måske også, fordi Bond i Daltons anden film, ”License to Kill” (1989), faktisk fik tilbagekaldt sin tilladelse til at dræbe og derefter var ude i et personligt hævntogt i stilen fra Dirty Harry og Charles Bronson.

Efter ”License to Kill” gik der uhørte 6 år, før Bond vendte tilbage i ”GoldenEye”. Denne gang med serieskuespilleren Pierce Brosnan i hovedrollen. Vitserne var tilbage til der under bæltestedet, hvor dét ungdommelige publikum, man igen havde i tankerne, synes det er sjovt; budgettet var, hvis man korrigerer for inflation, knap og nap fordoblet i forhold til ”License to Kill”. Mængden af product placement var påfaldende, og markedsføringen aggressiv: filmen blev kåret som den, der havde den bedste markedsføring for året 1995. Brosnan spillede rollen uden det store udtryk, men han så godt ud og kunne småbjæffe replikkerne ud samtidig med, at han så såret og sammenbidt ud. Brosnans Bond var mere eftertænksom end sine forgængere og mindede på den måde faktisk en del om bøgernes Bond, der ofte keder sig, tit har tømmermænd og af og til filosoferer over det beskidte i sin metier. Og så var der igen plads til de helt store scener: Bond kaprer en kampvogn i Leningrad og forfølger skurken rundt i byen i den; et vigtigt møde mellem Bond og hans tidligere kampfælle, 006, finder sted på en leninstatuernes gravplads, og det afsluttende shoot out finder sted ved skurkens gigantiske satellitparabol, der ikke lader Blofelds raketaffyringsrampe fra ”You Only Live Twice” noget efter. Sådan var det i alle Brosnan-filmene, der med stadig større budgetter - sluttende på 142 mill $, hvoraf de 120$ mill angiveligt skulle være blevet hentet som betaling for product placement, for ”Die Another Day” - alle rummede grandiose scener – mest imponerende nok i passagerne henlagt på Island.

Et Jan Fleming-mysterium?
På bagsiden af de første danske oversættelser af Jan Fleming - ja, der stod Jan med J på forsiden - fik man at vide, at ”Casino Royale” var et ”Fleming-mysterium”, og at ”Blodig vej til Jamaica” (”Live and Let Die”) var en kriminalroman. Englænderne så romanfiguren som en forlængelse af deres egen tradition for gentlemanspioner. I Danmark kunne en anmelder skrive, at ”Goldfinger” henvendte sig til den ”læderjakke-beslægtede del af biografmenigheden”, og mange danske anmeldere sammenlignede dengang filmene med de franske Lemmy-film, der med Eddie Constantine i hovedrollen havde været populære op igennem 50’erne. Sådan er der næppe nogen, der ser Bond-filmene mere. De har selv ændret sig, den kultur, de spiller med i, har ændret sig. Det er efterhånden det sjoveste ved Bond. Men hvis producenterne formår at forny sig inden for deres egen formel, har vi ikke set det sidste til Bond: No, Mr. Bond. I don’t expect you to die!

Fig.11: Plakat for Casino Royale- filmen fra 1967. Der var flere, der spillede James Bond i dén.

Fig.12: Engelsk billigbogsudgave af Casino Royale, 1988. Fint skal det være med forord af selveste Anthony Burgess.

Fig.13: I 2000 kunne man møde denne opfordring til at give blod på gratis postkort.

Fig.14: Hos Madame Tussauds i London kan man få familien fotograferet sammen med en voksfigur af Pierce Brosnan.