Af flere grunde faktisk. Først og fremmest fordi actionfilm er fremragende underholdning. Vi er mange som i firserne sad neglebiddende og fulgte Chuck Norris i Missing in Action-serien, Sylvester Stallone som den udstødte dræbermaskine i Rambo-filmene og selvfølgelig Michael Dudikoff som kampsportseksperten og enmandshæren i American Ninja-filmene. Men også fra en økonomisk og produktionsmæssig vinkel er actionfilm svære at komme uden om, for siden midten af 1980erne har actiongenren leveret de dyreste og mest profitable film. Så noget må de gøre rigtigt.

Givet actionfilms enorme gennemslagskraft, kan det undre, at genren stadig er een af de mest underbelyste og oversete i akademisk henseende. Måske fordi actionfilmen, som Varsted Kirkegaard påpeger andetsteds i dette nummer, traditionelt placerer sig til højre i det politiske spektrum – ofte i en sådan grad at, det tangerer det fascistoide: Filmene bekræfter ofte det egenrådige og handlekraftige individs evne til at gøre en forskel og er derfor en amerikansk genre par excellence. Men actionfilm er mere end blot det. Med sit oftest let gennemskuelige plot, sine flade karakterer, entydige helt og one-liner-dialog er actionfilm afhængig af een ting: En nyskabende og dynamisk billedside. Actiongenren er med andre ord en meget filmisk filmgenre og derfor en oplagt genre for et blad som 16:9 at gå i kødet på. 

Med rødder i både gangsterfilm, westerns, film noir og politifilm er actionfilmen blevet arvtager til rollen som mytologisk formidler samtidig med den til stadighed skubber grænserne for, hvad der er muligt at gøre inden for filmmediet. I dette temanummer kredser bidragene om forskellige aspekter af fænomenet action: actionhelte, stunts, vold og biljagter.

Rigtig go’ fornøjelse.