Af RIKKE SCHUBART


Fra første færd var Michelle Yeohs star persona “den nye kvinde”: single, stærk, selvstændig og intelligent, fuld af intens energi og viljestyrke. Men hun har været vidt omkring såvel genremæssigt som tematisk, inden hun slog igennem hos et vestligt publikum i selskab med James Bond i filmen Tomorrow Never Dies. Her leverede hun sit personlige bud på den klassiske Bond-babe.


Kun én skuespillerinde har formået at tage sin action persona fra Hongkong til resten af verden og samtidig uddybe den. Denne person er Michelle Yeoh.

Mens de store mandlige kampsports-actionstjerner er eksperter inden for deres område – Bruce Lee, Chuck Norris, Jean-Claude Van Damme og Steven Seagal (der som den første udlænding åbnede en dojo, en karateskole, i Japan) – gælder det samme ikke de kvindelige kampsports-actionstjerner. De er smukke, yndefulde og dygtige (i den rækkefølge) og Michelle Yeoh er ingen undtagelse – skønt hun senere blev berømt for at udføre egne stunts.

Den 165 cm. høje skuespillerinde blev født som barn af kinesiske forældre i Malaysia i 1962, og studerede ballet fra hun var fire år. Som femtenårig tog hun til England for at læse videre, men en alvorlig rygskade satte en stopper for balletambitionerne, hvorefter hun vendte sig mod jazz og moderne dans. Hun fik en bachelorgrad fra Londons Royal Academy of Dance og vendte i 1983 tilbage til Malaysia, hvor hun vandt Miss Malaysia, som hendes mor havde meldt hende til. Yeoh (udtales ‘Yoh’) overvejede at åbne en balletskole i Malaysia, men valgte at skrinlægge sine dansestudier, da Jackie Chan i 1984 inviterede hende til Hongkong for at indspillle en reklamefilm med ham. Her arbejdede hun hos D & B Films Co. og debuterede i Owl and Dumbo (1984) under navnet Michelle Khan.

Fra første færd var Yeohs star persona “den nye kvinde”: single, stærk, selvstændig og intelligent, fuld af intens energi og viljestyrke. Hun var ingen sød  komedienne som Maggie Cheung og ingen sexet femme fatale som den afdøde Anita Mui, hendes to medskuespillere i The Heroic Trio (1993). Hendes karriere kan deles i tre faser: I den første, fra 1984 to 1988, lavede hun seks film, heriblandt actionfilmene Yes, Madam (1985), Royal Warriors (1986) og den Indiana Jones-inspirede adventure film Magnificent Warriors (1987). I 1988 giftede hun sig med D & B’s ejer og producent Dickson Poon og trak sig tilbage på højdepunktet af en karriere som den mest populære action skuespillerinde i Hongkong. Den anden fase begynder, da hun efter at være blevet skilt i 1992 vender tilbage til filmen. Hendes star persona er stadig den stærke single-kvinde, nu ofte med frustrationer over romantiske forhold eller manglen på samme. I Wing Chun (1994) spiller hun en gammeljomfru, i The Heroic Trio dør hendes elsker, og i Butterfly and Sword (1993) bliver hendes kærlighed ikke gengældt. Flere af hendes film fra denne anden fase er såkaldte wuxia film, en ridderlig kampsport-tradition der er Hongkongs svar på de japanske chanbara (’fægte’) film, som har temaer som heltemod, ære og kriger-kompetence. Med dramaerne The Stunt Woman (1996) og The Soong Sisters (1997) begyndte en tredje fase, hvor Yeoh prøver at få en action-star persona og et image som moden og seriøs skuespiller til at gå op i en højere enhed, og hvor hun veksler mellem dramaer og populære underholdningsfilm. Den internationale anerkendelse kommer omsider, da hun i en alder af 35 får rollen som James Bonds sidekick Wai Lin i Tomorrow Never Dies (1997) - den ældste Bond-pige nogensinde - og spiller den kvindelige kriger Yu Shu Lien i Ang Lees kampsportsdrama Crouching Tiger, Hidden Dragon (2000).

Nosser som en mand
“Dette er en ny type Bond-kvinde, en kvinde af 1990erne, stærk, intelligent og på højde med Bond både mentalt og fysisk,” udtalte Yeoh i interviews da Tomorrow Never Dies fik premiere i 1997 (Hellman). Men Yeoh havde spillet netop denne kvindetype fra allerførste hovedrolle i krimi-action filmen Yes, Madam (1985).

I Yes, Madams komiske åbningsscene ser vi en kvinde, som viser sig at være politiinspektøren Ng (Yeoh), blive antastet af en blotter i en boghandel. Hun besvarer hans obskøne gestus ved at smække en tyk bog sammen om hans kønsdele, hvilket resulterer i et brøl af smerte. Straks derefter finder et bankrøveri sted ved siden af boghandlen, og Ng går i aktion. Hun dræber en af røverne, og da hendes pistol er tom, snupper hun en riffel fra en død vagt og standser en armeret pengetransport. “Jeg er ikke sikker på, at der er flere kugler,” siger hun med reference til Dirty Harry, da hun sigter på en blødende bankrøver, “har du lyst til at tage chancen?” På blot tre minutter introduceres inspector Ng (vi hører aldrig hendes fornavn) som Harry Callahans ligemand. Som Harry er hun parat til at dræbe, ikke blot arrestere, forbrydere. Sej, nådesløs, smidig og helt bogstaveligt kastende sig selv ind i kampen. Ingen træge bevægelser her, hendes kropssprog er hurtigt og frit, hvilket – sammen med hendes sporty tøj og sko – leder tanken hen på firsernes fitness-kultur. Hertil kommer at hun er 23 og ikke, som Clint Eastwood i Dirty Harry, 41. Yes, Madam signalerer ungdom, energi og entusiasme, ikke bitterhed og sarkasme.

I den næste actionsekvens griber Ng til kampsport, da en mistænkt i lufthavnen modsætter sig anholdelse. Uheldigvis viser den mistænktes kvindelige gidsel sig at være kriminalinspektør Carrie Morris (Cynthia Rothrock) fra Scotland Yard, som også er ekspert i kampsport, og er i Hongkong for at hjælpe med at opklare mordet på Mr. Dick, en engelsk revisor. Det tyndbenede plot omhandler Ng og Morris’ forsøg på at få fat i en mikrofilm, hvor Mr. Dick havde beviser på en mafiaboss’ dokumentfalsk. Mikrofilmen ender i hænderne på tre tyve, i de engelske undertitler kaldt Aspirin, Panadol og Strepsil, som forsøger at afpresse gangsteren, Mr. Tin. (Panadol spilles af Tsui Hark, kendt som instruktør af A Better Tomorrow III og Once Upon a Time in China). I det endelige opgør bryder Morris og Ng ind i Mr. Tins hus for at få fat i mikrofilmen, redde Panadol og Aspirin samt give skurkene tæsk.

Ifølge action-koreograf Craig Reid benytter Hongkongs kampsportsfilm tre grundlæggende kategorier: “MAMs (’Many Against Many’), OHMs (’One Hits Many’) og triple Os (’One on One’).”(Se Craig Reid: Fighting Without Fighting: Film Action Fight Choreography) Den ti minutter lange kampsekvens er en variation over OHM, hvor Ng og Morris går i kødet på hele banden bevæbnet med sabler og knive. Cynthia Rothrock er verdensmester i flere kampsportsdiscipliner og hendes evne til udføre de krævende stunts dokumenteres ved at vise hende i fuld figur og ved brug af slow motion. Det gælder også hendes klassiske ’skorpionens stik’, hvor hun med strakt ben sparker over hovedet enten forfra eller bagfra og rammer modstanderens hoved med sin fod, såvel som baglæns kolbøtter og løben op ad vægge som optakt til saltomortaler. Yeoh, som på dette tidspunkt “blot” var uddannet danser, begyndte at aflure kampsportens bevægelser og udførte så mange af sine egne stunts som muligt.

I Yeohs anden actionfilm, Royal Warriors (1986), vred en modstanders spark hendes skulder af led, hvilket skulle blive den første af mange arbejdsskader. Ligesom Jackie Chan insisterede Yeoh på så vidt muligt at udføre stunts. I The Stunt Woman landede hun på hovedet efter at have hoppet ud fra en bro, brækkede hoften og ødelagde væv og muskler, og i Crouching Tiger, Hidden Dragon holdt omfattende operationer i forbindelse med en knæskade hende fra optagelser i tre måneder, hvilket nær havde tvunget Ang Lee til at finde en afløser. Brækkede ribben, overrevne blodårer, smadrede håndled. Ildhu og dedikation betød, at Michelle Yeoh overskyggede andre Hongkong-skuespillerinder og vandt publikums gunst.

Royal Warriors – som sammen med Yes, Madam blev distribueret på det europæiske videomarked (i visse lande under titlerne Ultra Force 1 og 2) – opnåede større succes end Yes, Madam. Plottet handler om fire venner, der under krigen sværger at hævne hinandens død. Da en af dem, en kriminel i politiets varetægt, som følge af en fejlslagen redningsaktion møder sin skæbne på et fly, starter det en kædereaktion af drab og hævn: En ny morder melder sig, så såre politiet har uskadeliggjort, hvad de troede var morderen. Igen spiller Yeoh en kriminalbetjent fra Hongkong, Michelle Yip, som tilfældigvis er på det fly, hvor den første af de fire mister livet. Med hjælp fra en japansk politimand, Peter Yamamoto (Hiroyuki Sanada), og en sikkerhedsvagt fra flyselskabet, Michael Wong (Michael Wong), slår Michelle skurkene på flyet ihjel.

Som hævn bliver Yamamotos kone og datter dræbt af en bilbombe, og morderen forsøger også at gøre det af med Michael og Michelle. Michelles chef beder hende holde øje med Yamamoto, da han er “en hårdkogt strømer i Japan.” Yamamoto indleder et personligt hævntogt, og da Michelle dækker over ham, bliver hun suspenderet. Sikkerhedsvagten Michael er en komisk figur, som ikke er meget værd i kamp, men kurtiserer Michelle med breve og blomster. Hun – single og ikke just den romantiske type – siger, “you’re so childish . . . do you think this is all a big joke? Under better circumstances I don’t mind playing along with you. But right now I’m not in the mood.” Hjemme gentager den forelskede Michael ordene til sin guldfisk. Men just da han beslutter at skride til handling, bliver han kidnappet af den sidste af de fire venner, den sidste morder, som bruger ham til at komme på skudhold af Michelle. Michael ofrer heroisk sit liv, og mens han falder i døden, råber han, “have a nice life, Michelle.”

Hvad der begynder som en let actionkomedie udvikler sig til et mordmysterie og – med Michaels død – en dyster historie om hævn i “heroisk blodsudgydelse”-traditionen, som Tsui Hark og John Woo med film som A Better Tomorrow (1986) og The Killer (1989) bragte til et højdepunkt.

Yes, Madam og Royal Warriors gjorde Yeoh til den mest synlige og populære kvindelige kampsportsstjerne i Hongkong. “Michelle Khan’s [Yeoh blev krediteret som Khan i de to film] second outing . . . inspired countless Hong Kong production companies to cash in with a wave of femme fatale flicks,” skrev Rick Baker og Toby Russell i The Essential Guide to Hong Kong Movies (1994), “although few could compete with her gutsy performance - she also did many of her own stunts . . . her first two pictures are still regarded as the cream of battling babe movies.”(Baker og Russel:181) Filmene blev omdøbt In the Line of Duty og In the Line of Duty 2, og blev starten på en serie af i alt syv film, de sidste fem med den tidligere danser Cynthia Khan (hvis navn opstod som en kombination af navnene på de to stjerner i Yes, Madam, Cynthia Rothrock og Michelle Khan).

Police Story 3 uddyber Yeohs “nye kvinde”-persona ved at fremstille hende som yderst professionel og selvstændig. Denne gang er der ingen romance i sigte, for hendes figur gør intet forsøg på at charmere eller behage mænd, og kun da hun skal give sig ud for at være Chia-chu’s søster, er hun piget og feminin.
Men hvad for alvor blæste publikum omkuld var en scene, hvor Yeoh sprang fra en  motorcykel over på et tog i fuld fart. Jackie Chan er berømt for at koreografere komplicerede og spektakulære action-scener, hvor han selv udfører egne stunts. Yeoh fulgte hans eksempel, og fraklip under filmens rulletekster viser hende udføre motorcykel-stuntet tre gange uden brug af en stunt double eller wires. Man finder ikke lignende kvindeligt vovemod i nogen Hollywood-produktion.

I det følgende år, 1993, genindtog Yeoh tronen som actiondronning med ikke færre end seks (!) film: Project S, et spin-off fra Police Story 3 uden Jackie Chan, men med  Yeoh som politiinspektør Jessica Yang; The Heroic Trio og The Heroic Trio 2: Executioners, to adventure-superhelte film optaget umiddelbart efter hinanden, og tre historisk-kung-fu-film, The Tai-Chi Master, Butterfly and Sword og Seven Maidens. I 1994 fulgte to film, Wing Chun, endnu en historisk-kung-fu-film, og actionfilmen Wonder Seven. Samme år havde Yeoh tredive sekunder på skærmen i Shaolin Popey 2: Messy Temple, en kung fu-film for børn.
De elementer, der var en mangel i Police Story 3, blev til en stadig frustration for Yeohs fremtidige filmiske figurer og til en del af hendes star persona: Hun spiller nu en single-kvinde så opslugt af sin kampsport og uafhængighed, at kærligheden har trange kår i en mandsdomineret verden.

Omsider en international stjerne
Hvornår slutter én fase, og hvornår begynder en ny i udviklingen af en skuespillers star persona? Når nye lag eller karakteristika bevidst tilføjes og dermed fører til nye karriereskridt? Når hidtil skjulte kvaliteter kommer op til overfladen som konsekvens af en skuespillers skift til mere risikable rollevalg, der bidrager til hendes star personas udvikling? Pam Griers star persona kunne i halvfjerdserne ikke ændres, og publikum godtog heller ikke eksperimenter med Stallones og Schwarzeneggers star persona’er. Men i Yeohs tilfælde sker ændringer, da hun beslutter at nå et internationalt publikum ved at medvirke i Tomorrow Never Dies (1997) og udvikle sin star persona ved at spille hovedrollen i dramaet The Stunt Woman (1996).

Hendes internationale gennembrud i Tomorrow Never Dies (1997) er nok hendes mindst karakteristiske film, da hun her er glamouriseret som Bond-babe. Hun kommer ind i handlingen en halv time inde i filmen, hvor skurken, mediebaronen Elliot Carver, er vært ved en fest. “I like a woman who takes the initiative,” siger Carver (Jonathan Pryce), da han hører, at hun sneg sig ind uden en invitation. Da Carver senere opdager, at Wai Lin (Yeoh) er oberst i The Chinese People’s External Security Force, lænker han hende til Bond (Pierce Brosnan). En sammensmedning, som varer, mens hun hopper ned fra en skyskraber og senere i høj hast kører gennem Saigon på motorcykel. Endnu engang udfører hun mange af sine egne stunts, hvilket gjorde indtryk på det amerikanske filmhold. Hun overbeviser i rollen som Bonds ligemand på trods af scener, der udskifter hendes hårdkogte Hongkong-image med en klichépræget fremstilling af asiatisk skønhed, såsom et umotiveret styrtebad i det fri, samt en scene hvor Bond med et kys under vandet giver hende luft og redder hende fra at drukne. Yeohs makeup trækker hendes brede kinesiske ansigtstræk i retning af mere konventionel skønhed, og hun ender selvfølgelig i Bonds arme. Selv da hun var gift, i Wing Chun, besteg hendes figur en hest i ét hop, og i en sprælsk soveværelsesscene måtte hendes mand kæmpe indædt for at sprede hendes ben. Ingen hurtig overgivelse her!

Yeoh leverede ikke desto mindre sit eget bud på en Bond-ledsager. Hvor den “slemme” Bond-babe førhen var professionel kæmper og den “gode” Bond-babe en feminin skønhed, der forlod sig på Bonds talenter, er Wai Lin en kampsports-ekspert, der udforsker skibsvrag på egen hånd og mestrer avanceret computerteknologi – som Bond. “Hvem er det, der kører?” spørger Bond, da de kæmper om kontrollen over motorcyklen, og Yeoh kravler over Pierce Brosnan og rundt om køretøjet. I fuld fart naturligvis. “Prøver du at beskytte mig?” spørger hun. Senere leverer plottet en MHO (‘Many-Hits-One’), da Wai Lin bliver angrebet af en gruppe mænd. Hun uskadeliggør dem med undtagelse af én, som Bond fælder. “Ham kunne jeg have taget mig af,” siger hun køligt. “Men det gjorde du ikke,” svarer Bond, ivrig efter at genvinde overtaget. Denne scene blev indspillet efter alle Hongkong-stilens regler med kinesiske stuntmænd og optaget i et take uden stuntkvinde, som Yeoh havde for vane. Lyden af spark og slag var autentisk, da Hongkongs stuntfolk arbejder uden sikkerhedsmargin, og faktisk rammer hinanden (om end selvfølgelig på en kontrolleret og koreograferet facon). Ifølge filmens pressemateriale dukkede Pierce Brosnan op på settet blot for at se indspilningen af denne scene og kommenterede efterfølgende: “Det var bare så sexet!” (Hellmann)
Efter Tomorrow Never Dies gik Yeoh ned i arbejdstempo. Hun havde en lille rolle i thrilleren Moonlight Express (1999) før den til dato største rolle som krigeren Yu Shu Lien i den Taiwanesisk-fødte amerikanske instruktør Ang Lees Oscar-belønnede kampsportsdrama Crouching Tiger, Hidden Dragon (2000).

Handlingens omdrejningspunkt er tre stolte krigere, to tragiske kærlighedshistorier, et stjålet sværd og de dyder, som knytter sig til wuxia (”chivalric honor” eller ridder-ære), hævn og kampsport. Historien begynder, da den berømte kriger Li Mu Bai (Chow Yun Fat) trækker sig tilbage og beder Yu Shu Lien (Yeoh) om at bringe hans sværd ”The Green Destiny” til Peking for at give det til Sir Te, der er protektor for deres munkeorden. I Peking bliver det 400 år gamle sværd stjålet. Tyven er Jen (Zhang Ziyi), datter af en guvernør og på vej til at blive gift. I al hemmelighed er hun blevet oplært i kampsport af sin guvernante, hvis hemmelige identitet er Jade Fox. Jade Fox har for år tilbage myrdet Li Mu Bai’s læremester. Dramaets emotionelle kerne er den uudtalte kærlighed mellem de aldrende krigere Li Mu Bai og Shu Lien. Li Mu Bai skal netop til at erklære sin kærlighed til Shu Lien, da de bliver afbrudt, og ordene må vente til slutningen, hvor han døende ligger i Shu Liens arme, skudt med en forgiftet pil af Jade Fox:

LI MU BAI: Shu Lien . . .
YU SHU LIEN: Save your strength.
LI MU BAI: My life is departing. I have only one breath left.
YU SHU LIEN: Use it to meditate. Free yourself from this world as you have been taught. Let your soul rise to eternity with your last breath. Do not waste it for me.
LI MU BAI: I’ve already wasted my whole life. I want to tell you with my last breath I have always loved you. [Shu Lien cries and kisses him] I would rather be a ghost drifting by your side as a condemned soul than enter heaven without you. Because of your love I will never be a lonely spirit.

Kampsport og ægteskab er uforenelige størrelser. En kriger må ofre kærligheden for at være uafhængig. Og bedst som Li Mu Bai havde afsværget sit krigerliv for at få kærligheden, stjal Jen sværdet.
“You are not married, are you?” spørger Jen Shu Lien, da de mødes første gang. “What do you think?” “You couldn’t roam around freely if you were,” fastslår Jen. Hun tror fejlagtigt, at hun kan bruge sine kampsportskundskaber til at undslippe sin sociale rolle som hustru og fraskrive sig krigerens ansvar. Da hun blev angrebet af banditter i ørkenen, havde hun forelsket sig i en ung bandit-helt, Lo (Chang Chen). Men da hun først får fat i sværdet, nægter hun at tage af sted selv med ham. Jen nægter at aflevere sværdet, og Li Mu Bai kan ikke få sig til at dræbe hende. Men da han forsøger at overtale hende til at blive hans elev, bliver han dræbt. Jen angrer, og Shu Lien siger til hende:  “Promise me, whatever path you take in life, be true to yourself.” Jen drager til det  berømte Wudan-bjerg, hvor hun kan blive oplært, og hvor hendes bandit-elsker Lo venter. “Make a wish, Lo,” siger hun. Lo lukker øjnene: “To be back in the desert, together again.”
Derefter springer Jen ud fra bjergets tinde. Eller rettere; hun svæver yndefuldt ind i disen, idet Crouching Tiger, Hidden Dragon ophæver tyngdekraften og forvandler følelse til bevægelse. Første gang dette sker, kommer det som et chok. Da Jen stjæler sværdet, forsøger Shu Lien at holde den flyvende tyv ved jorden. Hongkong swordplay benyttede wires og trampoliner, men her er kampsport en magisk sindstilstand. Scenen, hvor Jen og Li Mu Bai kæmper i toppene af tredive meter høje bambustræer, hoppende og balancerende på de skrøbelige grene så ubesværet, som var de fugle, imponerede publikum. I Kung Fu-mytologi, sagde fotograf Peter Pau, “enlightenment is all about lifting, flying . . . so we tried to fly with the action . . . at human eye-level . . . poetic and drama-driven, not action-driven . . . not about doing high-flying kicks . . . but about high-flying romance.”(Greenhalgh:6)

I Planet Hong Kong: Popular Cinema and the Art of Entertainment (2000) beskriver David Bordwell fascinationen af Hongkong action via en formalistisk analyse af bevægelse. “In the best Hong Kong sequences, we rejoice in cinema’s power over the physical world,” siger han, og kalder den fysiske action “a strategy of expressive amplifications” (Bordwell: 245,232). Hongkong-film bruger bevægelse til at fange publikums opmærksomhed og overføre dramaets følelser til vores sanser.

The clarity and rhythmic regularity of the Hong Kong style fulfill one goal of popular cinema - arousing and channeling emotion. Instead of an impassive, restrained realism, filmmakers present a caricature version of the action that aims to carry away the spectator. A fight or chase is given a distinct, vivid emotional profile - ferocity, panic, evasiveness, meticulousness ... (Bordwell: 231-232).

I Crouching Tiger, Hidden Dragon er de formidlede følelser på én gang wuxian og freudianske, idet de begge repræsenterer en persons indre styrke eller sandhed, og samtidig repræsenterer personens undertrykte følelser, skjulte talenter og indestængte frustration. Et eksempel er kampen mellem Jen og Shu Lien i klosterets gårdhave, en klassisk triple-O (’One On One’). Jen nægter stadig at aflevere sværdet og tage til Wudan Mountain. Den efterfølgende tvekamp er lige dele Hongkong og Western: Som i Hongkongs actionscener anvendes stålkabler og special effects, der sender de kæmpende flyvende gennem luften, op og ned af vægge og gennem gårdhavens møblement, alt imens de anvender allehånde våben (gården indeholder ganske belejligt en righoldig våbensamling på væggen). Men rummet er samtidig afgrænset til klosterets gårdhave, der repræsenterer Shu Liens begrænsede (d.v.s. undertrykte) indre rum (følelserne). Hun er både indelukket og indespærret. Shu Lien vinder kampen, men ligesom Mu Bai kan hun ikke dræbe Jen, der svæver ud af gårdhaven. Jen repræsenterer ungdommens desperate frihedstrang, ekstase og umulige blanding af talent, styrke og iver. Hun mangler den ansvarsfølelse, wuxia indeholder; med store evner følger store forpligtelser - et dilemma og en tragedie, den asiatiske kriger må acceptere.

En stjernes kamp
Ligesom vestens skuespillerinder ønsker Michelle Yeoh at kontrollere sin star persona og sine roller, og hun har derfor etableret produktionsselskabet Mythic Films. Desværre har selskabets første to produktioner - adventure-filmen The Touch (2002) af Peter Pau og science fiction-action filmen Silverhawk (2004) af Jingle Ma - hverken Hongkong-filmenes autenticitet eller den internationale films kvalitet. Det er ikke altid klogt at overlade en skuespiller kontrollen over hans eller hendes star persona. De færreste formår at styrke deres star persona – som Clint Eastwood – og fejlbedømmer fatalt relationen mellem film, publikum og skuespiller. Dét, publikum kan lide hos en skuespiller, er ikke nødvendigvis det samme, som skuespilleren ønsker at give publikum.

Michelle Yeoh er enestående i et Hongkong film-univers, der indtil videre har forsynet Hollywood med ny action-koreografi, skuespillere og instruktører. Som de fleste af hendes kvindelige kolleger gav en skønhedskonkurrence adgangsbillet til filmbranchen. Men i modsætning til dem udviklede Yeoh en stærk star persona baseret på uafhængighed, styrke og evnen til at udføre fysisk action. Hun blev kult ved at forene Jackie Changs og Chow Yun Fats kvaliteter: fysisk action og en cool spillestil. I Hongkong er ét af hendes kælenavne Gang Tai Hua Ping, “vakker vase af jern og stål.” (se Baker og Russell). Indtil videre har hun levet op til sit navn. Hendes intense dedikation til action og skuespil har bragt hende fra øst til vest og sikret hende en plads i den moderne fusions-actionfilm.

Yu Shu Lien (Yeoh) og Jen (Ziyi) i kamp i Ang Lees Crouching Tiger, Hidden Dragon fra 2000. I Planet Hong Kong: Popular Cinema and the Art of Entertainment (2000) beskriver David Bordwell vores fascination af Hongkong action og understreger bl.a: “In the best Hong Kong sequences, we rejoice in cinema’s power over the physical world,” siger han, og kalder den fysiske action “a strategy of expressive amplifications” (Bordwell: 245,232).