|
Der verserer i øjeblikket en
regulær fløjkrig i filmpartiet Zootropa. Spillet
om magten står mellem næstformanden Lars der Tier og
kronprinsessen Susanne Gnier, der grundet den lempede navnelov netop
begge har skiftet navn (de rimer dog stadigvæk en smule).
Sagen er ifølge Lars den, at Susanne og visse andre laver
lort, mens hans selv laver lagkage. Det udtalte han i hvert fald
for nylig i et interview med Peter Schlaperduberdelle l et konkurrerende
filmmagasin, og det gav i den grad genlyd (ikke ekko) i medierne.
Susanne har imidlertid ikke meget til overs for Lars, og hun henviser
blandt andet til, at hun allerede har solgt dobbelt så meget
lort som ham i USA.
Problemet er nemlig, at Susannes påståede lort sælger
meget bedre end Lars' lagkage, og det er et stort dilemma for formanden
Peter, som gerne vil sælge begge dele. Han har derfor givet
Lars en mundkurv på og forbudt ham at udtale sig om både
skidt og kanel.
Lars har så spurgt Peter, om han må kalde Susannes
og de andres film for Fupz og fidus i stedet for lort, men det må
han ikke. "Susanne er min million dollar baby, og hvis ikke
du Trier stille, så kan du godt skyde en hvid Morten Piil
efter ham Washington", siger Peter (dog uden at afsløre
slutningen).
Hvad Susanne Gnier mener om George Bush melder sagen ikke det mindste
om. |
|
Om
Præterea censeo
Præterea censeo er et fast indslag i 16:9. Her
får skiftende skribenter spalteplads til - under pseudonym -
at komme med mere eller mindre seriøse ud- og indfald mod alle
sider af filmens verden. En skønsom blanding af ucensurerede
krigs- og kærlighedserklæringer. Ordet er frit ... |
|