 |
|
 |
 |  | |||||
| Monomaniens svære enegang Filmanmeldelse. Fear X (2003). Instruktion: Nicolas Winding Refn. Af CLAUS TOFT-NIELSEN Fear X er instruktøren Nicolas Winding Refns internationale debut, en intens og gådefuld thriller om en mands søgen efter en morder - og en mening med tilfældet og sorgen - efter hans gravide kones tragiske og uforståelige død. Fear X - en atypisk thriller Filmens hovedperson Harry Caine (John Turturro) arbejder som en sikkerhedsvagt i et butikscenter i en lille Winconsin-provinsby, hvor hans gravide kone Clair (Jacquelin Ramel) i et tilsyneladende meningsløst skyderi er blevet dræbt sammen med en ukendt mand i parkeringskælderen under centeret. Politiets undersøgelser har ikke afdækket nye spor i sagen og da Harry ikke kan forene sig med det tilfældige i denne frygtelige forbrydelse, har han påbegyndt sin egen efterforskning af dobbeltmordet. Detektivarbejdet består i, at Harry nærstuderer timevis af overvågningsvideoer fra centeret, i håbet om at kunne finde genkommende ansigter og bevægelsesmønstre, der vil afdække en underliggende meningsstruktur under tilfældigheden. Undervejs i filmen forskydes hans drivkraft i efterforskningen fra et hævnmotiv til en søgen efter én eller anden form for mening: "Maybe I don't have to know who if I can find out why?" - som Harry bekender til en kollega. Er morderens ansigt måske et eller andet sted på de mange optagelser? Og hvis han bare kunne finde ham og spørge ham hvorfor. Fear X er i sin grundpræmis og sin genfortælling en thriller med et minimalistisk plot; det er en desillusioneret mands forsøg på at opklare mordet på sin kone. Men lad det være sagt med det samme: Filmen er ikke en traditionel thriller. Og Harry er ikke den traditionelle detektiv. Han er et plaget menneske, der prøver at finde en mening i den ene tilfældige hændelse, der har ændret hans liv så radikalt. Filmens plot udfolder sig næsten provokerende langsomt, fortalt i rolige indstillinger og en påfaldende langsom klipperytme, at tilskueren (som Harry) desperat forsøger griber fat i de informationsmæssige fortætningspunkter der er i filmen - spor vi forventer kan bruges; Rygter fortæller at det andet offer i parkeringskælderen var en politiagent. Blev Clair myrdet fordi hun var vidne til et politimord? Kendte hun agenten - eller måske gerningsmanden? Politiet antyder begge dele. Tilfældige og mystiske spor fører Harry til en lille by i Montana, hvor en flig af en mulig forklaring tilbydes; Her antydes en hemmelige politikonspiration i form af en skyldbetynget mønsterpolitimand, der måske eller måske ikke rummer gådens løsning. Symptomatisk for filmens plotmæssige (s)tilstand er arten af Harrys efterforskningsarbejde: Nærstudierne af de kornede og knitrende overvågningsvideoer. Han pauser båndet, affotograferer billedskærmen og skaber et sindrigt system af indekskort over de mulige mistænkte på væggen - et forsøg på at samle alle brikkerne i det uoverskuelige puslespil som hans liv filmen igennem er reduceret til. Billederne afslører ingenting, andet end slørede og udviskede konturer, plamager af sort og hvidt, men Harry fortsætter sit monomane projekt - og hans replik: "Who knows what you may find if you keep looking?" kommer til at stå som et mantra for filmen som sådan. Det man som tilskuer finder, er en tematisk reference til andre desillusionerede thrillers som bl.a. Francis Ford Coppolas The Conversation (1974) og Michelangelo Antonionis Blowup (1966). Selv om Harry til slut i filmen faktisk får mulighed for at stå ansigt til ansigt med sin kones morder, leverer filmen alligevel ikke hverken endegyldig sandhed eller plotmæssig forløsning - hverken for ham eller for tilskueren. Nicolas Winding Refn - en passioneret tilhænger af genrefilmen - bruger i Fear X thrilleren som påskud for at skabe en film, der er mere end blot en thriller. Genreformen bliver et udgangspunkt, der hurtigt fraviges som filmen forløber. Tilskueren udsættes for et fortælletempo der er så sneglelangsomt og et plot der ikke går matematisk op til slut, at filmen bliver et opgør med den efterhånden velkendte genreskabelon. Sorgen, stemningen og irrationaliteten Filmen insisterer på ikke at levere nogen entydig forklaring på Harrys søgen - og godt det samme! For spørgsmålet er netop, om der gives et rationelt og entydig svar på en sorg så dyb og tilfældig som den Harry oplever. Mere end en rationel søgen er filmen en fortælling om en eksistentiel søgen - findes der en mening med tilfældet? At rationaliteten ikke er Fear Xs anliggende ses allerede i første indstilling, der stilsikkert sætter tonen for resten af filmen: Et mørkt værelse. En hånd rækker ud og trækker langsomt et gardin til side, hvorved udsigten til et snedækket forstadskvarter toner frem. Håndens afsluttende bevægelse afslører ryggen af en kvinde i højre billerammes periferi. Hun vender sig om, ser os direkte i øjnene og går så langsomt over mod huset overfor. Klip til beskueren - Harry, hvis blik tilskueren delte - der apatisk vender sig bort fra vinduet. Vi erfarer kort tid efter, at kvinden er den allerede afdøde Clair, der gentagende gange manifesterer sig for den sorgtyngede Harry. Grænsen mellem fortvivlelse og fakta, mellem mareridt og mening punkteres oftere og oftere i denne film, der netop har den uforløste og ubærlige sorg som kerne. Det irrationelle, tilfældet, væves ind i det rationelle, meningen, i denne film som er filtreret gennem Harrys sorgtyngede psyke. Således accepterer tilskueren også den irrationelle plotudvikling. I mangel på nye spor i sin efterforskning vender Harry blikket mod selv samme hus han i drømmesynet så Claire bevæge sig hen mod. Her finder han et filmnegativ, der fører ham på sporet af politisammensværgelsen og slutteligt bringer ham til sorgens ophav - Claires morder. Filmen snegler sig frem efter sin egen snirklede logik, fortalt i blåhvide billeder lige så fastfrosne som det vinterlandskab filmen igennem har som baggrundskulisse. Men lige så flad som lillebyen i det amerikanske midtvesten er, lige så dybt stikker filmen under overfladen. Man synker langsomt dybere og dybere ned i en underliggende og skjult virkelighed, jo mere vi delagtiggøres i Harrys sorgarbejde. Vi kommer til at dele hans virkelighedsopfattelse - i filmen illustreret ved hans fordobling i spejlet under et politiforhør og ved kameraets gentagende bevægelse ind i baghovedet på ham, ind i et mere og mere klaustrofobisk billedeunivers. Harrys monomane gentagelser bliver ligeledes tilskuerens vilkår, idet de formmæssigt mimes af filmen gennem en række motiviske og tematiske gentagelser: kameraturene ind i baghovedet på vores paranoide hovedperson, de gentagende skanderinger af overvågningsbåndene, de genkomne billeder af det blåfrosne vinterlandskab og ikke mindst de blodrøde, surrealistiske og larmende billedsekvenser af tiltagende varighed, af et ansigt der træder tydeligere frem jo nærmere Harry er på sit mål. Klaustrofobien bliver allermest trykkende i filmens sidste tredjedel, hvor Harry indlogerer sig på selv samme hotelværelse han og Claire delte på deres bryllupsrejse. Udformningen af hotellets interiør er ren Kubrick: Man kommer uværgeligt til at tænke på The Shining (1980): Fra udformningen af hotellets labyrintiske gange, kamerabevægelserne rundt heri, den suggestive lyssætning og helt ned til farverne på gulvtæpperne står der Kubrick malet over hver eneste indstilling. Hotellet er mere end et konkret hotel et mentalt rum, med mystiske elevatorer, der konstant pendulerer mellem hotellets etager - nogle helt henlagt i mørke. Filmens visuelle stemning understøttes af lydsiden - Brian Enos konstante rumlende musik bliver et væg til væg tæppe af disharmoniske toner, der passer fremragende til denne film. Og ligesom førnævnte Kubrickfilm lever Fear X i den grad af sin suggestive og klaustrofobiske stemning, af delvise allusioner til andre film. Man vil blive mindet om Cohen-brødrenes surrealistiske Barton Fink (1991) - og scenen på Harrys hotelværelse, hvor der dukker en smuk ung kvinde op (i en kjole matchende halinteriørets knaldrøde farve) og vil låne telefonen, er som taget ud af en hvilken-som-helst Lynchfilm. Hvor filmen her har et suggestivt og stemningsmættet overskud - både visuelt og auditivt - så er den i underskud hvad angår meningen: Den er en Lynch-labyrint af mulige forklaringer og sammenhænge, kynisk som Kubrick og fortalt i en stoflig trykkende stemning. Det er med andre ord næsten umuligt at afgøre hvad som er virkeligt og hvad som er illusorisk på dette hotel - og filmens pointe synes at være, at det er lige meget, for det hele er jo virkeligt for Harry. Og kan man acceptere denne præmis, så er der måske en mulig forklaring at hente til slut i filmen. Men forklaringer lader til at være mindre vigtige i denne film, der vil stemningen frem for meningen. Winding Refn har skabt en meget stilsikker, næsten metafysisk thriller om en mands søgen efter en eller anden form for mening i sorgen, hvor der givetvis ikke findes nogen. Den er et monomant projekt, både hvad angår sin hovedperson og sin instruktør. På trods af finansiel modgang, investorers forsøg på at overtage produktionen og en fødselsperiode på over tre år, så har Winding Refn holdt fast i sin oprindelige idé og resultatet er helstøbt - en film der udfolder sig efter sin egen snirklede, men dog stringente logik. Filmens slutning vil givetvis skuffe mange, men den kryber ind under huden på sin tilskuer og bliver siddende - som en kløe der ikke vil forsvinde. Og så vil den helt sikkert vinde ved et gensyn. |  Nicolas Winding Refn: Fear X (2003). | |||||
| ||||||
|  forrige side | næste side  | |||||
| |
 |
|
 |
 |
til
toppen | forsiden
| tidligere numre
| om 16:9 | kontakt
| copyright
© 2002-2003,16:9. Alle rettigheder forbeholdes.