 |
|
 |
 |  | |||||
| Genopstandelse og frelse Af HENRIK HØJER Anmeldelse af Rikke Schubarts bog Med vold og magt om actionfilmens historie, manden og landet fra Dirty Harry til cyberkroppene i Wachowski-brødrenes The Matrix. "Jeg beskæftiger mig med film-film, hvor realisme er fuldstændig fraværende, men lystfantasier af aggressiv karakter særdeles tilstedeværende. Da jeg så den første Rambo-film med Sylvester Stallone fil jeg lyst til at arbejde med actionfilm. På et ideologisk, politisk plan er jeg ikke enig med ham og filmen, men hvad er det, den besidder, der kan få selv mig til at sidde og heppe på en halvgal neofascistisk Vietnam veteran." Sådan sagde Rikke Schubart i et interview i Weekendavisen den 8. november 2002 i forbindelse med udgivelsen af sit omfangsrige værk om actionfilmens udvikling fra 1971 til i dag. Hun svarer selv på citatets retoriske spørgsmål i artiklen, men langt mere udførligt i sin grundige og anbefalelsesværdige bog Med vold og magt. Ifølge Schubart fortæller actionfilmen nemlig to helt grundlæggende og dybt fascinerende historier: historien om manden og historien om Amerika, det mytologiske vel at mærke og dermed bliver actionfilmen også en arvtager til den westernfilm, der i nogen grad sagde farvel og tak med Peckinpahs The Wild Bunch fra 1969 og Leones mesterlige metawestern Once Upon a Time in the West fra 1968. De to fortællinger, mandens og landets, læser Schubart frem i analyser af en lang række film fra Dirty Harry over Sylvester Stallone til Keanu Reeves androgyne matrix-helt. Sideløbende hermed foretages en række afstikkere til de afvigere actionfilmhistorien selvfølgelig også er rig på; her inddrages bl.a. 1970'ernes Blaxploitation og 1990'ernes 'femme-fatale-action'. Manden og landet Den mest givende af Schubarts egne fortællinger er dog analysen af manden og landet. Hun tegner et ikke overraskende men overbevisende portræt af Clint Eastwood og den figur, Dirty Harry, han former og modellerer i lyset af et amerikansk samfund på afgrundens rand. Et samfund, der i Eastwoods øjne langsomt men sikkert falder sammen under byrden af den altfavnende blødsødenhed, der fulgte i kølvandet på ungdomsoprøret. I Don Siegels film bliver Harry Callahan en repræsentant for og et levn fra et mytologisk Amerika; et opråb og en påkaldelse af gamle dyder. Det koster liv og bitter kamp, for skidtet flyder overalt i konkret og overført betydning. Derfor må der ryddes op med den grove kost og her kommer Harry og hans følgesvend, den potente .44 Magnum ind i billedet. Med ham etablerer den første actionhelt sig som skraldemand og oprydder og han får sine naturlige og endnu mere rabiate arvtagere i de figurer Charles Bronson og Chuck Norris skaber op gennem 1970'erne. Med Sylvester Stallone fødes en helt ny actionhelt. I Rocky og Rambo filmene revurderes heltens rolle, efter skraldemanden ".får genren en naiv og bodybuildet Kristus, der ofrer sig, genopstår og frelser Amerika fra depressionen."(Schubart p. 147). Med Schwarzenegger bliver kristushelten ifølge Schubart til stålhelten; Den tidligere bodybuilder inkarnerer på lærredet såvel som i virkeligheden evangeliet om en ny tids overmenneske. Et individ, der har kroppen som sin nye og eneste helligdom og som i forlængelse heraf er højt hævet over begreber som smerte og skyld, der var uløseligt forbundet til Stallones figurer. Herefter er intet helligt, og i takt med de større og større brag, en stadig heftigere buldren, afslører tønderne deres tomme indre og med 1980'ernes postmoderne strømninger sniger ironien og referencelegen sig også ind på den klassiske actionhelt; med Bruce Willis og de blodige undertrøjer gør 'den hvide joker' sin entre. Familien optræder her som den sidste fæstning, men spørgsmålet er om man skal tage det budskab helt alvorligt, når det titter frem i manierede brag som Con-air og The Last Boyscout. Med midthalvfemsernes 'chauffør', degenererer actionfilmen til en rutschebane for evigt accelererende blockbusters, filmene bliver brølende adrenalinridt uden mål og uden anden undertekst end glemslens. Ifølge Schubart altså. Den blinde vinkel Schubart skriver sig bevidst op mod en forskningstradition, der i sin beskæftigelse med actionfilmen har koncentreret sig om genrens mere visuelle sider. I modsætning hertil er Schubarts analyse i langt højere grad kulturanalyse end egentlig filmanalyse. Spørgsmålet er blot, om ikke det ikke er valget af denne tematiske optik, der udløser det lidt nostalgiske syn på genrens historie. Bogen igennem fornemmes en tøven, en trækken følehornene til sig, når filmenes sanselige udtryk skal specificeres. Det er uhyre sjældent, der diskuteres mise en scené, kameraføring, farver, rytme osv. i Med vold og magt og i forhold til de nyere film, der tages under behandling, bliver det uden tvivl en blind vinkel af betydning. Problemerne bliver tydelige under beskæftigelsen med Mad Max og øges derefter langsomt under arbejdet med Blade, John Woo og Luc Besson. I forbindelse med sidstnævnte ville man uden tvivl støde på interessante detaljer, hvis man kastede et blik på den europæiske instruktørs brug af og leg med meget brede og meget amerikanske filmformater og i sit afsnit om John Woo skriver Schubart ligefrem: " Det er svært med ord at beskrive Woos poetiske actionscener."(Schubart p. 393) Her bakker Schubart, hvor vi er andre, der først for alvor synes, manden bliver interessant; den billedlyst, som actionfilmen i så høj grad lever af og med, får aldrig for alvor agt, som den har magt hos Schubart. Hun holder sig til bløde og abstrakte formuleringer som 'poetisk', 'voldsom', 'ekvilibristisk', 'intens' og lignende når billederne for alvor river opmærksomheden ud af hænderne på et dovent og i Woos tilfælde klichefyldt plot. Der er dog ansatser og bl.a. afsnittet om Independence Day vidner om at Schubart sagtens magter at skifte optik, men den manglende fokus på form er og bliver bogens problem. I det øjeblik actionfilmen holder op med at mene og udtrykke i traditionel og meget tematisk forstand, nedskrives de af Schubart og hun gør sig dermed til repræsentant for den akademisering og det håndfaste meningsherredømme hun, i interviewet i Weekendavisen, anklager den klassiske kunst og den klassisk videnskabelige analyse for at lægge under for. Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at besvare spørgsmålet fra det indledende citat uden at dykke ind i billederne. Schubart mener ja, men det er i høj grad diskutabelt. Store linjer og interessante detaljer Dette forbehold skal dog ikke skygge for at Schubarts bog er helt uomgængelig læsning for de særligt interesserede og derud over udgør et forbilledligt stykke formidlingsarbejde. Sproget er klart, ofte meget kontant og selvom bogen har en slagside mod det freudianske og forfatteren ser homo-erotiske forbindelser her, der og alle vegne, så får (den nødvendige) fagterminologi aldrig for alvor lov til at skærme for et engagement, der smitter. Ud over at trække de store linjer, formår Schubart desuden at have øje for detaljen, og ikke mindst for de utallige sammenhænge filmene kan og bør ses i. Hun bedriver forbilledlig kulturanalyse og tøver ikke med at inddrage actionskuespillernes 'real-life-persona' ligesom filmenes reklamekampagner nærlæses med interessante pointer til følge. Interessant er ligeledes historierne om Hollywoods behandling af det sorte Amerika, ikke mindst historien om Blaxploitation-filmene, der dukkede op som et lyn fra en klar himmel med Melvin van Peebles' Sweet Sweetbacks Baadassss Song fra 1971 for at forsvinde ligeså hurtigt igen omkring 1975. Her påpeger Schubart, hvordan aktuelle sorte action-helte i Wesley Snipes og Will Smiths skikkelse fremstår som tæmmede og kastrerede udgaver af den elegante og ekstremt virile tyr, der hærgede de amerikanske lærreder fra 1971-1975 og hun fortæller den triste historie om Pam Griers fald fra tinderne, da Grier begyndte at sætte sin lid til andet og mere end sin bare overkrop. Man kan være uenig med Schubart om detaljer; Bl.a. får en noget firkantet tilgang til auteur-begrebet Schubart til afskrive Michael Mann som en af slagsen, men vi er i småtingsafdelingen. Bogen mangler derimod i den grad et indeks med sidetal. Med vold og magt er uden tvivl en bog, der vil blive pletlæst og konsulteret mange gange ovenpå en første læsning og derfor burde bogen indeholde førnævnte indeks. Det følger forhåbentligt i den reviderede og opdaterede udgave som Schubart meget gerne må skrive om nogle år, når historien om kristus og overmennesket, jokeren og chaufføren igen har taget en ny vending i sit forsøg på at spejle og genskrive myten om manden og landet. |  Rikke Schubart: Med vold og magt (Rosinante, 2002). | |||||
| ||||||
|  forrige side | næste side  | |||||
| |
 |
|
 |
 |
til
toppen | forsiden
| tidligere numre
| om 16:9 | kontakt
| copyright
© 2002-2003,16:9. Alle rettigheder forbeholdes.