16:9 - April 2003 - En scenes anatomi: When the action’s long and the talk’s short


	April 2003 1. årgang nummer 1 gratis
forsiden \| indholdsfortegnelsen	forrige side \| næste side

En scenes anatomi: When the action's long and the talk's short
Analyse af en scene fra John Fords The Searchers (1956).

Af THOMAS LIND LAURSEN

Selv en tilsyneladende ubetydelig scene kan stilistisk være ladet med betydning - ikke alene om den aktuelle handling, men ligeledes om det ideologiske fundament, som hele filmens udtryk hviler på.

En vejrbidt cowboy kommer ridende hurtigt ned ad en klippeside, for bunden af hvilken han støder til en gruppe mænd, der står i en halvcirkel og afventer hans komme. Han har nyt at fortælle om den gruppe indianere, som de sammen forfølger. Vi er ca. 26 minutter inde i John Fords western The Searchers (på dansk kaldet Forfølgeren), og dramaet er i fuld gang. Den centrale figur er Ethan Edwards (spillet af John Wayne). Han leder jagten på den comanchestamme, der har dræbt hans bror, svigerinde og to af disses børn samt kidnappet deres yngste. Gruppen tæller desuden bl.a. kaptajnen skråstreg præsten Sam Clayton (Ward Bond), der selvsagt deltager aktivt i forfølgelsen, men dog også har en anden opfattelse af hvordan den bør foregå, end den Edwards lægger for dagen.

Scenen forekommer umiddelbart ubetydelig, og der sker da heller ikke meget i løbet af dens 76 sekunder. En dramaturgisk pause, en afbrydelse, er alt, hvad den synes at være. Scenens narrative berettigelse består imidlertid i, at den bidrager til forståelsen af den magtkamp, der udspiller sig mellem Edwards og Clayton. Det er denne analyses mål ikke alene at vise, hvordan den gør netop det, men også at påpege at selv en scene som denne gør meget mere: Den udtrykker på sin vis hele den amerikanske ideologi, der ligger til grund for denne og den amerikanske film mere generelt. Og det gør den, som det følgende vil vise, primært i og med stilistiske virkemidler.

Scenen (der kan findes i kapitel 16 på Warner Brothers dvd-udgave) udgøres af de 14 nedenfor omtalte indstillinger:

1. indstilling	Ethan Edwards ses centralt i total, som han kommer ned ad klippesiden mod kameraet, der følger hans bevægelse, indtil han når de øvrige forfølgere. Indstillingen munder således ud i et master shot, der etablerer scenens rumlige sammenhæng og således muliggør, at de efterfølgende udsnit af samme sceneri ikke forekommer fragmenterede eller uoverskuelige. Vi ved nu, hvordan de forskellige personer står i forhold til hinanden. øverst midt i billedet mellem Edwards (der står yderst til venstre) og de øvrige (der danner en linie fra yderst til højre til midt i billedet) strækker en mørk skygge på den røde klippeside sig som en kile ned i billedet. Denne figur ses kompositionelt spejlet i det tomme stykke klippejord, der i lærredets nederste del ligeledes adskiller billedets to sider fra hinanden. Magtforholdene gruppen imellem er således allerede antydet. Edwards står alene. Direkte over for ham står Clayton. At Ethan grundet sin position i forhold til kameraet såvel udgør den største og den højest stående figur understreger imidlertid hans overlegenhed. Da han standser og stiger af sin hest, gøres et hold i Max Steiners soundtrack. Lydligt gøres der altså klar til, at Ethan skal tale. Alt imens han efterfølgende beretter om indianernes lejr, signalerer Edwards med en tavs gestus, at han ønsker noget at drikke. En dunk bliver kastet til ham, og i det øjeblik, han griber den, bliver der klippet til
2. indstilling	Bag Ethan, højt oppe på klipperyggen som en silhuet mod den blå himmel, ses en spejdende rytter. Ethan har som bekendt selv netop været ude at sondere terrænet, og mellem ham og denne skikkelse synes da også at være et særligt forhold: Baggrunden udgør et sindbillede, hvorigennem Ethans natur underbygges. At der gennem hele scenen er luft (i form af den Technicolor-blå himmel) bag Edwards, men solid klippe bag Clayton siger ligeledes noget om de to naturer. Førstnævnte er den omstrejfende outsider (i dobbelt forstand), mens den anden ville være mere hjemmevant i mere trygge omgivelser end disse udsatte egne. Af de to er Ethan med andre ord den mest bevægelige.
3. indstilling	En dialog tager form. Clayton protesterer mod Edwards plan. Klippet fra Ethan til Clayton lader så at sige luft omkring de mundtlige udsagn. Der klippes i tavshed mellem tale. Således vil dialogen fortsætte indtil indstilling 7, hvor et markant brud med denne systematik forekommer. At Clayton (og Nesby, cowboyen ved hans side) ses i halvnær er, om man så kan sige, fremprovokeret af 2. indstilling, der skiftede totalen af Ethan ud med et halvnært billede af samme. Han trænger med andre ord frem i billedet. Og Clayton følger op.
4. indstilling	Ethan sænker dunken, som han løftede til munden i 2. indstilling. Han har, kan vi heraf udlede, drukket under Claytons opstød. Ud over at vise at manden selvsagt er tørstig, synes denne fortsatte handling også at signalere en vis arrogant attitude - hvilken må siges at understreges, da Ethan bøjer sig forover og spytter en slurk vand ud i netop den retning, hvor Clayton står. Den bevægelse, han hermed foretager, fortsætter i en sætten sig på hug, hvilket kameraet følger. Herfra diskuterer han videre med præsten,
5. indstilling	der i en indstilling akkurat lig den tidligere følger op på sine indvendinger mod Edwards plan.
6. indstilling	Nu blander også de andre sig i diskusionen. Man behøver i øvrigt ikke at kende filmen for at se, at Ethan Edwards ikke er den eneste, der står uden for det fællesskab, som gruppen af forfølgere repræsenterer. Mellem kvartblods-indianeren Martin Pawley (Jeffrey Hunter), der ses yderst til højre i billedet, og de andre unge mænd ses et markant visuelt skel i form af en klippestruktur. En beslægtet opdeling af kompositionen ses i 14. indstillling. Men Pawley og hans ligheder med (samt forskelle i forhold til) Edwards er imidlertid uvæsentlige set i forhold til denne analyse, hvorfor jeg ikke vil beskæftige mig videre med ham.
7. indstilling	I denne indstilling kommer det omtalte brud med den billedbundne taleorden. Det er Ethan, vi ser, men Claytons stemme vi hører. Det ureglementerede pointeres ved, at det var mod Ethan, at den unge cowboys sidste spørgsmål var rettet. Men mens han blot sidder fjern i blikket, påbegynder altså Clayton den sætning, som han fortsætter i ...
8. indstilling	hvor han endvidere også ses i billedet.
9. indstilling	Nu blander Martin sig også i samtalen. Og det er hans bemærkning om, at han mener, at præsten har ret, der provokerer Ethan til i ...
10. indstilling	at rejse sig og tage genmæle. I sin tredje og sidste bevægelse i løbet af scenen følger kameraet ham på sin vej mod Martin. Halvvejs foretages et klip i bevægelse til ...
11. indstilling	hvor Edwards nærmer sig Pawley, ved siden af hvem han ender i en halvnær, der kompositionelt præges af en klippeformation i baggrunden, der adskiller de to i hver sin side af billedet. Over klippet bærer Ethan såvel sin bevægelse som sin tale, men han afbrydes abrupt af Clayton, der i og med ...
12. indstilling	samtidig så at sige tilkæmper sig kameraets opmærksomhed. Magtkampen tilspidses. Dette understeges endvidere kompositorisk, idet Clayton og Nesby i denne indstilling tilsammen udgør en mere konsekvent figur end tidligere: en trekant med en markant bredside rettet mod Ethan.
13. indstilling	Denne står noget umælende og lytter, mens Claytons ordre får lov at lyde hen over billedet. Det er således anden gang, at præstens stemme bryder med billedets demokratiske hakkeorden. Ethan tager imidlertid til genmæle. Og hans modsvar understreges tilmed fysisk, da han i pausen efter at have sagt: "Yes, sir. But if you're wrong" med et hårdt kast returnerer vanddunken med ordene: "don't ever give me another".
14. indstilling	Det betydelige ved handlingen understreges ved, at der klippes i den bevægelse, som kastet udgør - på samme måde som i overgangen mellem 1. og 2. indstilling, dog i en langt mere dynamisk komposition. Denne sidste indstilling spejler desuden scenens første, idet den ligesom denne udgøres af en total, der giver os et master shot af hele gruppen.

Opsummerende kan man sige, at scenen i primært statiske indstillinger separerer elementer, der i virkeligheden i fysisk forstand er ret tæt på hinanden, og tilmed fremviser disse i kontrasterende kompositioner, som så monteres rytmisk (afhængigt af visuelle mønstre de enkelte skud imellem) og metrisk (afhængigt af deres indbyrdes længde). Afgørende er imidlertid, at to strategier bryder med dette mønster:

Den ene repræsenteres af Sam Clayton, hvis stemme lyder ind over to billeder af Ethan Edwards. Lyden synes altså at være monteret på samme måde som billederne, som den almindeligvis følger. Men nogle gange lapper den så at sige ind over indstillinger, hvor den ret beset ikke hører hjemme.

Den anden undtagelse får krop i og med Edwards bevægelser i scenen. Ikke alene er han den eneste, der bevæger sig; kameraet følger ham sågar. Desuden motiveres klipningen primært af hans handlinger. Selve filmens udformning dikteres m.a.o. i høj grad af hans bevægelser. Og det er ikke tilfældigt, at det forholder sig netop sådan og ikke omvendt. Clayton er i og med sit virke som såvel prædikant og befalingsmand en talens mand. I Edwards finder man derimod snarere den tavse, men handlestærke, omstrejfende cowboy. Som sagt er sidstnævnte den centrale person i filmen.

Det omtalte uddrag optræder som bekendt tidligt i filmen. Konflikten mellem de to mænd er da heller ikke ovre ved scenes afslutning. Men Ethan får faktisk det sidste ord, og hans returnering af vanddunken forårsager scenens sidste markante formmæssige udsagn.

Sammen med Howard Hawks er John Ford som bekendt en mester inden for Hollywoods 'invisible direction'. Der er her ikke kun tale om den såkaldte 'continuity editing', men også bl.a. om en upåfaldende kameraføring. Kameraet bevæges kun meget lidt og meget sjældent, og når det sker, gøres det stort set aldrig med mindre, det er motiveret ud fra en persons handling. Gennem hele den behandlede sekvens udgøres denne person vel at mærke suverænt af Ethan.

Et sted har John Ford udtalt, at film er bedst, "when the action's long and the talk's short". Og med denne præference gør han sig til talsmand for den amerikanske ideologi, der netop hylder handlingens mand. Troen på at man som enkeltstående individ faktisk kan ændre sin verden er fundamental i den amerikanske drøm. Og det kommer netop til filmisk udtryk i det omtalte filmsprog, hvor det er bevægelsen, der strukturerer filmens udformning: klipning og kamerabevægelse (i dette tilfælde udført af henholdsvis Jack Murray og Winton C. Hoch). Virkninger forårsages af menneskelige viljer. Nogen gør noget, og (den filmiske) virkelighed former sig derefter. Mennesket kan ændre sin verden.

At Ethan så ikke formår at lade sig indlemme i det stabilt sociale (og at den amerikanske drøm er rastløs) det er en helt anden historie (der for tiden dagligt kan ses udspillet i nyhedsudsendelsernes krigsdækning).

Faktaboks

John Fords western The Searchers (1956) er flere gange blevet udnævnt til at være blandt verdens bedste film. Litteraturen om den er derfor omfangsrig, og nævnes her skal blot Edwards Buscombes bog The Searchers (2000) fra det britiske filminstituts serie BFI FILM CLASSICS. Filmen er tilgængelig på såvel vhs som dvd. Warner Brothers har selv udgivet en fin og billig udgave på sidstnævnte medie.