Tag: Anatomi
-
Farver, tekstur og melodrama: Det naturalistiske udtryk i Carol
ET BILLEDES ANATOMI. Todd Haynes’ film Carol fra 2015 har en række træk tilfælles med samme instruktørs film fra 2002, Far From Heaven. I forhold til den visuelle stil har man dog denne gang, meget bevidst, valgt et mindre ekspressivt udtryk, end det var tilfældet i forgængeren. Henrik Højer kigger i Et biledes anatomi nærmere på farveholdning og tekstur i Todd Haynes film om lesbisk kærlighed i 1950’ernes USA.
-
Kompromisløst sortsyn? Henrettelsen, der forsvandt fra Double Indemnity
ET BILLEDES ANATOMI. Kan film noir blive mere desillusioneret end dette still fra Double Indemnity (1944) af Neff i gaskammeret? Imidlertid blev hele den afsluttende henrettelsesscene skrottet i klipperummet. Det giver anledning til overvejelser om hvor markant slutningen i den færdige film reelt bryder med Hollywoods krav om happy endings.
-
Hilsen til en Oscarvinder: En 16:9-quiz
ET BILLEDES ANATOMI. I anledning af Oscaruddelingen den 28. februar hopper 16:9 på quiz-vognen. Har du et bud på hvilken Oscarvinder, der refereres til i denne udgave af Et billedes anatomi inden fredag d. 26. februar, er du med i lodtrækningen om tre eksemplarer af 16:9-bogen Guldfeber – På sporet af Oscarfilmen.
-
Natten er blå som… – Teal and Orange er det nye sort i film og tv-serier
ET BILLEDES ANATOMI. Begrebet teal and orange eller the blockbuster look har de seneste år fået en del opmærksomhed i filmkredse, fordi en uforholdsmæssig stor andel af film color grades med udgangspunkt i netop disse to komplimentær-farver. Nu har fænomenet også nået tv-skærmen, og i billedanatomien Natten er blå som… kigger Henrik Højer nærmere på hvorfor netop farvekombinationen blå og orange dominerer i tv-serier som Fear the Walking Dead og The Knick.
-
Øje for øje og den anden kind
EN SCENES ANATOMI. Ved premieren i 2008 skilte Gå med fred Jamil vandene: Gav den et ensidigt negativt billede af sit muslimske miljø? Gennem en analyse af en af filmens mindst dramatiske, men mest velkomponerede scener, hvor hovedkarakteren Jamils valgmuligheder dissekeres, demonstrerer Jesper Borchmann, at filmen er langt mere nuanceret end som så.
-
Whiplash: Beyond what’s expected
EN SCENES ANATOMI. Slutscenen i Damien Chazelles Whiplash får os til at nyde noget, vi egentlig ikke kan stå inde for. Æstetikken går op, mens etikken går under. Jens Haaning kaster et næranalytisk blik på scenen, hvis musikalske trommesolo matches af filmisk ekvilibrisme og tilfredsstillende ambivalens.
-
Family Noir
ET BILLEDES ANATOMI. Det er blevet mindre entydigt, hvilke tv-serier der skal ses og kan ses. I ugens billedanatomi præsenterer Henrik Højer et godt bud på skal. Meet The Americans!
-
Det indifferente kamera
ET BILLEDES ANATOMI. Ruben Östlunds De ufrivillige fra 2008 er en stilistisk stringent film, hvor der aldrig klippes internt i den enkelte scene, og hvor kameraet aldrig bevæger sig. Så meget desto mere overraskende er det ene moment i filmen, hvor vi konfronteres med hvad der ved første øjekast ligner en kamerabevægelse – men viser sig ikke at være det alligevel …
-
Lad os snakke om Kevins mor
EN SCENES ANATOMI. We need to talk about Kevin er en ubehagelig og skræmmende film, som man egentlig ikke har lyst til at se til ende. En eksistentialistisk gyser, hvor seeren står tilbage med et stort ’hvorfor’, og det samme gør Kevins mor. Curran & Schou ser – helt tæt – på filmens fragmentariske og labyrintiske anslag.
-
Nick Cave mellem virkelighed og fiktion
EN SCENES ANATOMI. I den fiktive dokumentar 20.000 Days On Earth oplever vi hvordan en fiktionaliseret virkelighed kan blive andet og mere end den virkelige virkelighed – i hvert fald når emnet er sangeren, sangskriveren og forfatteren Nick Cave. I filmen påstår Cave at han ikke længere er et menneske. Men hvad er han så? Det undersøger Morten Søding Sørensen her.
-
Søde sager
ET BILLEDES ANATOMI. Sergio Leones Once Upon A Time In America er episk, barsk og vemodig. Men indeholder også ømhed og uskyld. F.eks i en kort scene om en drengs første date, hvor en flødeskumskage spiller en afgørende rolle. Jesper Jensen ser nærmere på den lille kagescene i storfilmen.
-
Franquismen og forvrængningsspejlet: El laberinto del fauno
ET BILLEDES ANATOMI. Guillermo del Toro er en af vor tids mest populære mexicanske instruktører, og filmen El laberinto del fauno er blandt hans mest kendte og anerkendte hovedværker. Filmen kendes primært for sine fantasifulde fortælleelementer, men med udgangspunkt i en enkelt frame fra del Toros film viser Andreas Halskov, at dette er andet og mere end ’blot’ et skræmmende og fabel-agtigt værk.