Artikler af

PRESSEMEDDELELSE. Hver dag er dit nyhedsfeed og dine sociale medier fyldt med sjovt indhold. Dine venner deler videoklip med honest trailers, komiske reklamer, fake news og politisk satire. Du ser komedieserier og romantiske komedier, og dine børn ser humoristisk børne-tv og sjove YouTube-klip. Men hvad er det egentlig, der foregår? Hvorfor griner vi af de ting? Filmtidsskriftet 16:9 og VIA Film & Transmedia har skrevet en antologi, som giver dig svaret.


Den 25. november 2013 udkom filmtidsskriftet 16:9’s anden bog. Den bærer titlen Guldfeber – på sporet af Oscarfilmen. Bogen suppleres af dette virtuelle appendiks, hvor man kan finde kortere omtaler af udvalgte Oscarfilm, der ikke er inkluderet i bogen.

LEDER. Oscar-showet har ændret sig meget, og af flere omgange, siden det blev konceptueret omkring et middagsbord i 1927. Det, der startede som et eksklusivt og lukket fagfællesskab er i dag en verdensomspændende og tværmedial begivenhed – stadig med et anstrøg af eksklusivitet og ”kammerateri”, men nu også med et folkeligt, underholdningsorienteret udtryk. Dette nummer af 16:9 omhandler Oscar – såvel showet og prisen som selve filmene – og det fungerer som en teaser til 16:9’s anden bogudgivelse om netop The Academy Awards.

Presseomtalerne af Fjernsyn for viderekomne er en del af bogens virtuelle appendiks.

FAST INDSLAG. Søndag den 25. november løb sidste afsnit af Forbrydelsen III over de danske tv-skærme. Vi introducerer til temanummeret og forklarer, hvad der gør netop Forbrydelsen til én af DRs mest markante tv-serier i nyere tid.

LEDER. Det britiske filmmagasin, Sight & Sound, har for nylig bestemt, at Alfred Hitchcocks gådefulde Vertigo (1958) er verdens bedste film. Det er svært at være helt uenig med de internationale filmkritikere, der siden 1952 har sammensat en top 10-liste over mesterlige milepæle. Men der er ingen overraskelser på den konservative kritikerliste, som igen ignorerer nye skud og grene på det filmhistoriske stamtræ.

LEDER. Den nationale filmhistorie opstår gennem kreative påfund fra diverse instruktører, skuespillere, filmfotografer mv., men den fremstår først som en egentlig filmhistorie gennem forskningens og forskellige institutionernes minutiøse og synlige bearbejdning. Den danske filmhistorie er rig på store film og -personligheder – tænk blot på Ole Olsen, Benjamin Christensen, Carl Th. Dreyer, Bjarne og Astrid Henning-Jensen, Lars Von Trier og Susanne Bier – men den danske filmhistorie er ikke synlig i det museale landskab. Den danske filmhistorie skriver nye sider og ekskurser dag for dag, men hvor er de personer og institutioner, som vil synliggøre historien?

LEDER. De levende billeder har altid rummet et ‘magisk’ potentiale. Fra bladene, der blafrede i vinden i Lumière-brødrenes Repas de bébé (1895), over stumfilmens ordløse livagtighed til Chris Markers banebrydende, poetiske La Jetée (1962). Vi skyder film, men laver levende billeder. Alligevel er det som om, vi fra tid til anden glemmer denne enkelhedens og skrøbelighedens æstetik: at man i tilsættelsen af lyd, 3D og andre, stadigt mere prangende effekter er ved at dræbe netop den magi og det liv, som filmen kan frembringe. I modsætning til denne tendens ser vi dog aktuelle film som Hugo (2011) og The Artist (2011) – film der går imod tidens overload-æstetik, men som genopliver den poesi og ‘næsten-magi’, som filmmediet altid har rummet.

LEDER. Den biografiske film har markeret sig stærkt på det seneste med film som Dirch, J. Edgar, My Weekend with Marilyn og Jernladyen. Med dette temanummer sætter vi fokus på genrens problemstillinger, udtryksformer og spændvidde.

Den 24. november 2011 udkom filmtidsskriftet 16:9’s første bog. Den bærer titlen Fjernsyn for viderekomne – de nye amerikanske tv-serier. Bogen suppleres af dette virtuelle appendiks, hvor man kan finde kortere omtaler af udvalgte serier, der ikke er inkluderet i bogen.

LEDER. Martin Zandvliets Dirch (2011) har ansporet redaktionen til at skitsere den biografiske film som genre og knytte nogle kommentarer til dens forskellige udtryksmuligheder. Hovedeksemplerne er Walk the Line (2005) og I’m Not There (2007) om henholdsvis Johnny Cash og Bob Dylan.