Jens Amdi Nielsen
Artikler af
-
Smuk uhygge
DVD-ANMELDELSE. Humoren er næsten fraværende i Pedro Almodóvars seneste film, Huden jeg bor i (2011), der med sin smukke uhygge nærmer sig gysergenren. Jens Amdi Nielsen har genset Almodóvars mørke og bizarre værk, der selv på en skrabet dvd fremstår som en visuel triumf.
-
Ansigtets kraft
ET BILLEDES ANATOMI. Ingmar Bergmans Sommeren med Monika (1953) er måske ikke et af instruktørens hovedværker, men den indeholder en friskhed og poesi, som man ikke forbinder med hans oftest eksistentielt tunge film. Jens Amdi Nielsen fæstner sig ved et berømt, uudgrundeligt og dragende kamerablik mod slutningen af filmen.
-
En vaskemaskinedør ind til filmen
ET BILLEDES ANATOMI. Jens Amdi Nielsen gransker et enkelte billede af en vaskemaskinedør i Steven Spielbergs Duellen. I indstillingen bliver filmens omfangsrige biljagt sat i relief, da hovedpersonens maskulinitet drages i tvivl ved brug af en række kompositoriske raffinementer.
-
Filmens ledsagere
FEATURE. Trailere, plakater, interview, merchandise, dvd´er med mere levnes sjældent den store opmærksomhed. Det råder Jens Amdi Nielsen bod på i denne artikel, hvor han med udgangspunkt i begrebet ’paratekster’ argumenterer for, at de har andre funktioner end blot at øge filmens indtjeningen.
-
Som i et spejl: Spejlmotiver i film
FEATURE. Film er ofte et spejl, hvorigennem vi ser og reflekterer over os selv og vores respektive tilværelser. Men mange film rummer også en række afgørende og iøjnefaldende spejlmotiver. Ikke bare vi, men også filmens karakterer står overfor et spejl. Spørgsmålet, som Jens Amdi Nielsen da søger at besvare er, hvordan og med hvilket formål film anvender sådanne spejlscener og -motiver. Med andre ord: hvad vi ser i det famøse spejl.
-
Legen med seeren
EN SCENES ANATOMI. Michael Hanekes Funny Games bryder gysergenren på mystisk og dragende vis. Haneke undlader den traditionelle søgen efter indlevelse og arbejder tværtimod med distance i sit formsprog. Alligevel formår filmen at få seeren til at gyse. Jens Amdi Nielsen undersøger hvorfor.
-
Gensyn med Cape Fear
FEATURE. Genindspilninger bliver ofte udskældt for ikke at leve op til forgængeren, men også værdsat for deres evne til at udstille, hvad der har ændret sig i mellemtiden – både i kulturhistorisk, filmæstetisk og fortælleteknisk henseende. Jens Amdi Nielsen tager disse spørgsmål op i denne artikel om, hvorledes Martin Scorseses Cape Fear (1991) overgår sin forgænger af samme navn (1962, instr., J. Lee Thompson).
-
Boys don’t cry
FEATURE. Det er nok de færreste, der umiddelbart ville beskrive filmene i Per Flys trilogi (Bænken, Arven og Drabet) som melodramaer. Det er ikke desto mindre ambitionen i Jens Amdis artikel, hvor han overbevisende argumenterer for, at Per Fly gør brug af en række klassiske melodramatiske motiver i filmene i sit forsøg på at portrættere den moderne mand.
-
Lost in Translation
ET BILLEDES ANATOMI. Film handler i forbavsende grad om menneskelige skikkelser, men de handler også om rum – eller rettere artikuleret rum. Det artikulerede rum kan have en selvstændig fascinationskraft, men det kan også tale til os om de menneskelige skikkelser, som det huser. Jens Amdi Nielsen beskriver relationen mellem rum og karakter i et udvalgt stillbillede fra Lost in Translation.
-
Fortællingens mellemrum
FEATURE. Jim Jarmusch var én af de mest særegne og interessante instruktører, som fik sit gennembrud i 1980’erne. Jens Amdi Nielsen fokuserer på Stranger Than Paradise (1984), Down by Law (1986) og Mystery Train (1989). Højdramatisk fortællemæssig fremdrift er der ikke meget af i filmene, men hvad er det så, de tilbyder os? Hvad er det der sker, når der ingenting sker?