I en tid, hvor trivsel og sårbarhed sætter dagsordenen, undersøger to P3-dokumentarserier de udfordringer, unge bands står over for i deres kreative rejse. Elendig Software følger Zar Paulo på deres vej mod det første album, mens Blæst og hende den nye skildrer presset ved at finde en ny forsanger og forny bandets udtryk. Begge serier fanger de emotionelle svingninger i øvelokalerne, hvor tvivlen råder – både som en skadelig kraft, der kan føre til depression, og som en kreativ stimulus, der åbner op for nye muligheder.
Tvivl, stress og sårbarhed
Engang var rockmusikere forbundet med triaden sex, drugs and rock’n’roll. I dag er unge bands indfanget af treklangen tvivl, stress og sårbarhed. Det træder frem som en del af selvtematiseringen i de to aktuelle dokumentarer om Zar Paulo og Blæst. Førstnævnte kæmper for at få det første album ud og slå igennem. Sidstnævnte har nået de to milepæle, men står uden forsanger. Både Elendig software (Rørkær & Langballe, DR 2025) og Blæst og hende den nye (Mainz & Sønderby, DR 2025) udforsker tvivlens anatomi (fig.1).
Kameraerne indfanger, hvordan emotionelle svingninger forplanter sig i øvelokalerne. Her er tvivlen tvetydig. Den dårlige tvivl skaber depression og handlingslammelse. Den gode tvivl kalibrerer mulighederne, skaber resonans og afklaring. Enhver tvivl forudsætter vished, noget man står på, sådan formulerede filosoffen Ludwig Wittgenstein sin grundtese.
Tvivlen er med hans ord et hængsel, der forbinder det, vi ved, med det, vi søger, og giver os mulighed for at bevæge os mellem forskellige tilstande af fortvivlelse og afklaring. Dramaturgisk hænger begge serier deres afsnit op på tvivlens hængsel.
Elendig software
I computersprog er hardware den materielle side af en computer med kredsløb, processorer og hukommelse, mens software er de programmer, der omsætter input til et elaboreret output, fx fra indlæste data til den færdige lyd af en sang. Mellem software og hardware er det fælles tredje, der muliggør, at programmerne kan køre, nemlig firmware, som betegner de baggrundsprogrammer og styresystemer, der får grejet til at virke.
Det er ikke mindst gruppens firmware, der udforskes i dokumentaren Elendig software fra 2025: Det, der forbinder instrumenter med mennesker. Her følger vi bandet Zar Paulo gennem to år med base på det nedlagte amtssygehus i Aarhus. Vi er inde i maskinrummet, hvor bandet får omsat ideer til sange. Outputtet kan udkomme i flere formater fra øvesessioner til indspilninger, fra plade til koncert.
Instruktøren Freja Rørkær og fotograf-medinstruktøren Oscar Langballe Dahl er fluer på væggen i en sårbar proces, hvor en drengedrøm får strøm, alt imens sammenholdet sættes på prøve, og imposter-fænomenet rammer de aarhusianske underdogs. I pressematerialet til CPH:DOX præsenterede de to instruktører projektet sådan:
I serien ’Elendig Software’ følger vi Zar Paulo gennem to turbulente år omkring udgivelsen af deres første album. Men selvom de er blevet et band, der spiller for tusindvis af mennesker, kæmper de stadig med følelsen af at være underdogs og imposters. Gennem intense indspilninger på et nedlagt amtssygehus til en pladekontrakt, opvarmningsband for The Minds of 99 på deres arenaturné og en P3 Guld nominering kommer vi helt tæt på Zar Paulo. Og så kommer vi også helt om bag facaden, når presset stiger, tvivlen nager, og fællesskabet for alvor sættes på prøve.
Denne præmis bliver omsat i en dramaturgi, der hviler på tvivlens hængsel: Det faste, som holder tingene sammen er et ni år gammelt drengefællesskab om at spille musik. Hængslet anden side er tvivlen, der nager. Fornemmelsen af ikke at være gode nok, at kunne blive stemt hjem, glemt og ædt af andre bands, der vil frem, som en af scenerne viser. På dette hængsel svinger handlingen frem og tilbage, ligesom det svinger mellem den trygge base i Aarhus og de store scener med uforudsigelige feedbackmekanismer.
Seriens software – dramaturgi
Der findes ifølge den tyske filosof Walter Benjamin to urfortællinger. Den ene er den rejsendes beretninger ved hjemkomsten, den anden er de fastboendes anekdoter om stedet og stammen. I Elendig software er rejsen den form, der binder de fire episoder sammen, men som også viser stederne og stammen til hverdag (fig. 2).
Indlagt i rejsen fra ukendt Brabrand-band over Mellerup Efterskole til Roskilde er der en masse historier fra stammens bosteder, dvs. fra lokaliteter i Aarhus som øvelokale, lejligheder, konservatoriet og kolonihavehuset. Rejsen binder forskelligartede klip sammen og forankrer gruppens hardware i headquarter, øvelokalet på det nedlagte amtssygehus. De fire afsnit har hver sin dramaturgi, der samler sig til seriens masterplot.
- Skyggebandet – Opbygning af verden, fiasko (Nemoland, Christiania) og succes (Opvarmning for Minds of 99 Arena-turne foråret 2022). Varighed: 30 min
- Hvem er modtageren? – P3-Guld nominering og koncert. Skuffelse over ikke at modtage talentprisen. Pladeindspilning i Feedbackstudiet. Varighed: 27 min
- Alle dem, der bløder – Pladeudgivelse. Roskilde-booking. Forsangeren Emil stress-sygemeldt. Varighed: 27 min
- Verdens bedste band – begyndelsen på Mellerup Efterskole. Langå Boxen-debut. Roskilde-eufori. Epilog om at blive voksne. Varighed: 32 min
Ser man seriens afsnit som en grafik, er der tale om kurver op og ned, helt som i den dramaturgiske bølgemodel. Seriens mise en abyme (den repræsentation, der afspejler repræsentationen) formuleres af keyboardspilleren Martin med en metafor fra Tivoli. Her fører turen op i det gyldne tårn passagererne op til udsigten over byen, men med en viden om, at nedturen bliver voldsom. Et sådant styrt viser seriens afsnit 3, hvor Emil trækker stikket med depressionslignende symptomer.
Tv-dokumentaren viser denne dynamik, gruppens drive efter at komme op – sulten, som guitaristen Johan begrebsliggør det, efter at bandet ikke vandt P3-guld – og nedturen, hvor skuffelser, impostersyndrom og tvivl nager, i takt med at presset udefra vokser. Det er seriens motor og brændstof, der skubber handlingen fremad mod klimaks, hvor vi slutter på toppen, nemlig koncerten på Roskilde Festival 2023, hvor bandet brænder banen af (fig. 3).
Seriens hardware – locations og æstetik
I Lars von Triers fiktionsserie Riget (1994-2022) udnyttes Rigshospitalets sterile gange og dunkle kældre til at skabe en fiktion om rationalitetens nedbrydning, hvor videnskaben ikke længere kan holde det obskure borte, og hvor det fortrængte går igen i burleske skikkelser.
I Elendig software er vi ikke i fiktionens verden, men i den fænomenologisk fastholdte virkelighed, set gennem et kamera (fig. 4). Vi er på Amtssygehuset i Aarhus, hvor Zar Paulo har midlertidigt øvelokale i det rum, som tidligere udgjorde mødestedet for kræftramte og pårørende, navngivet ”Hellen”.
Under indspilningerne af deres debutalbum rives dele af hospitalet ned, og mens gravemaskinerne arbejder, prøver bandet at samle sig om koncerter, pladeudgivelse, sangskrivning og livet ved siden af som unge med parforhold og studier.
Der er mange indstillinger, der skildrer forfaldet i det nedlagte hospital, hvor fugten driver fra loftet, og gangene ligger dunkle og dystre. I seriens tredje afsnit, hvor vi følger forsanger Emils depression, visualiseres hans indre tilstand med hans vandring i gange og baderum, hvor vandet pibler ud af rationalitetens vægge (fig. 5). Emil befinder sig bogstaveligt på kanten (til det store badekar, fig. 6), mens hans sind balancerer på depressionens rand. Karret er bogstaveligt tømt (for mening), tanken er tom, og tvivlen vokser.
Sammenstillingen af sinistre forfaldsbilleder og bandets arbejde med debutpladen muliggør inferenser, dvs. slutninger mellem seriens modaliteter. I denne sammenstilling fornemmes en tynd hinde mellem opbygning og nedbrydning, mellem succes og fiasko, mellem tro på egne evner og tvivl. Det genkommende ledemotiv med bandets impostersyndrom understøttes og ekspanderes af billedsiden.
Ligesom i Riget opbygges der i Elendig software en parallelverden, der fungerer som tvilling til virkelighedens rationalitet. Guitaristen Anton bygger en Minecraft-model af Zar Paulo Headquarters, mens trommeslageren Tobias laver et videospil, der simulerer hospitalets sterile gange, som gruppen bevæger sig rundt i. Oven i det nørdede digitale parallelunivers færdes gruppen hjemmevant i Emils kringlede indre verden med militær-retorik, romerske kejsere, russiske zarfamilier og antik gastronomi. Selv gruppens peptalk før koncerterne er hentet udefra, nemlig keyboardspilleren Martins parodi på daværende AGF-træner David Nielsen.
Serien viser, at den nørdede parallelverden fungerer som lim mellem gruppens medlemmer og skaber et fælles rum, hvor de føler sig trygge og accepterede. Det ses tydeligt efter Emils depression, hvor bandet tager en hyggeaften med Mario Kart. I computerspillet giver de sig selv lov til at være børn uden tyngende forventninger. Karakteristisk er det derfor, at seriens epilog handler om at blive voksne – både som band og drengegruppe.
Seriens firmware – impostersyndrom og depression
Elendig software når sit dramaturgiske nulpunkt (krisen i aristotelisk forstand) i beskrivelsen af Emils depression. Her understøtter nedrivningen af amtssygehuset, fugten og forfaldet de stresssymptomer, der blotlægges. Emil har bingo på symptompladen for depression: nedtrykthed, tab af interesse, nedsat energi og øget træthed, samt koncentrationsbesvær, søvnproblemer og fravær af mening.
I denne del af serien filmes Emil i blå rum, der visualiserer hans indre. Han må trække stikket og konstatere, at softwaren ikke virker, og hardwaren ikke svarer tilbage. Både hjemme i lejligheden, hvor skråvæggen trykker ham sammen over keyboardet og ude i kolonihavehuset, hvor han intet føler ved at spille på sit instrument.
Både i afsnit I og IV bruges der spejlindstillinger, hvor Emil iagttager sig selv, mens han synger, omgivet af de billeder, som brændes i finalen i afsnit IV, hvor bandet renser ud i de slagger, der endnu gløder efter Roskilde og nedrivningen af øvelokalet på Amtssygehuset. Det, der først var en helle (som stedet blev kaldt), og siden for Emil blev et helvede (Hels straf i nordisk mytologi), kan til sidst forlades (fig. 7).
Emil har det teatralske talent, der gør, at han kan spille roller i bandets parallelliv og performe sangenes inderside på scenen. Da bandet afventer anmeldelser på debutpladen, parodierer han med en Guy Fawkes-maske det berømte citat med ’pennen og sværdet’ i relation til den anmeldelse i Soundvenue, der venter. Den viser sig at være god (fig. 8).
Styrken i det gentagne ledemotiv om impostersyndromet er, at bandet gennem dokumentaren når de milepæle, de har sat sig, selv om det sker uden glamour. Bandet får lov til at svæve på euforiens vinger efter en vellykket Roskildedebut, men de har lært så meget af opture og nedture, at de ved udtoningen kan tilslutte sig en ’omvendt klub 27’. De er i den grad i live og voksne i en alder af 27, hvor ni års drengedrømme er indfriet og en ny normal indtruffet. De kan roligt brænde fortidens monstre af i de afsluttende indstillinger og komme rensede fra ritualet.
Blæst – og hende den nye
Blæst og hende den nye (2025) spiller forbavsende godt sammen med Elendig software. Det kunne nærmest være en 2’er. Modsat Zar Paulo har Blæst meget hurtigt nået alle mål: fået et internationalt pladeselskab, udgivet tre plader, vundet P3 guld og spillet på Orange scene. Men i lighed med drengene fra Aarhus har succesen gnavet og stress-symptomer ramt gruppens medlemmer. Endda i en sådan grad, at bandet måtte aflyse en turne i 2022, og at forsangeren Fernanda Rosa i 2024 valgte at forlade bandet.
Tvivlens hængsel har et fastgørelsessted, nemlig Næstved, hvor trommeslageren Lauge og bassisten Valentin er barndomsvenner og har spillet sammen siden 9-års-alderen. Senere kom Valentins gymnasieven Anders med på guitar, mens Fernanda fra København blev fundet på SoundCloud. Hængslets udadgående del hænger på det forventningspres, som gruppens medvind skabte: mere ville have mere, og så knækkede filmen (fig. 9).
Blæst og den nye quest
Præmissen for dokumentarserien er, at Blæst skal have en ny forsanger, skrive et singlehit og spille de tyve koncerter, der allerede er programsat. Den har dermed fået foræret et plot med tre tydelige aktantmodeller: 1) Find en forsanger. 2) Skriv et hit og 3) få et nyt band til at fungere live. For at styrke modstanden i plottet er tiden begrænset, tvivlen stor og fremtiden usikker. Ligesom Zar Paulo har Blæst sagt ja til at lade fotografer være fluer på væggen i den sårbare proces. Selv om, at Bandet ikke poserer og opfører sig naturligt, må kameraets tilstedeværelse have øget det pres, som orkestret er under.
Serien starter med at ridse succesen op. Det tager tre minutter at rekapitulere forhistorien om Blæst og deres sejre. Herfra kører plotmotoren: Find en ny forsanger. Denne quest udfoldes i eventyrets struktur. Pladeselskabet vil have en hitsingle, samtidig med at den nye sanger lanceres, turmanageren har booket næste sommers koncerter, og bandet fremstår med egne ord som en ’kylling uden hoved’, der løber forvildet rundt.
Dramaturgisk er serien bygget op i fire afsnit a 30 minutter. De bringer alle plottet en etape videre:
- Forsanger auditions. Her sættes hele seriens quest op: Blæst skal have ny forsanger, skrive et hit og levere 20 koncerter på en allerede booket sommerturne. Varighed: 30 min
- Siger hun ja? Gruppen er nu klar til at spørge Saso, om hun vil være deres nye forsanger, men pladeselskabet er ikke overbevist, og Sarah er usikker på, om hun vil opgive sin solokarriere. Varighed: 30 min
- Tre mod en. Dette afsnits motor er udfordringen i det at skrive et hit på tid. Men lynhurtigt opstår der uenighed om lyd og retning. Konflikten udløser en tre mod en krig, der truer bandet med at skulle starte forfra. Varighed: 31 min
- Velkommen til den nye pige. Her følger vi release af den første single og træning til turneen. Klimaks forløser spændingerne, da bandet fungerer live, og Saso viser sig kapabel. Varighed: 29 min
Den nye sanger skal findes inden december 2024, og det betyder, at bandet har en måned til at finde og afprøve kandidater. Som i eventyret møder tre bejlere op: Agnes, Alberte og Vigga. De synger alle godt, er søde og prøver hårdt, men af samme grund bliver de valgt fra. Og som i et eventyr dukker der en sidste mulighed op i form af Saso, kunstnernavnet for Sarah Sophie Malmros. Her er kemien i orden, kærligheden gengældt, men vil prinsessen opgive sin egen karriere og kandidatgraden på KU? Hun er i tvivl og holder drengene på pinebænken. Da hun endelig siger ja, filmes reaktionsindstillingerne med kælkede linjer, der indikerer, at nye problemer venter. Fx er pladeselskabet ikke umiddelbart begejstret for ’hende den nye pige’ (fig. 10).
Den næste quest, at skrive et hit på en måned, viser sig at være langt vanskeligere end antaget. Dramaturgisk tælles dagene op med tekstskilte, og vi skal helt hen til dag 40, før den er der. Undervejs er der krise, fordi kemien, der før var så god, slår over i dårlig stemning og tre mod en-diskussioner om retningen.
Det viser sig, at Saso med hjælp fra hendes gamle sangskriverteam skriver hittet, ”Vi ku’ gå hele vejen”, men resten af bandet kan i første omgang ikke lide sangen og stoler mere på egne kompositioner. Stemningen bliver ikke bedre af, at pladeselskabet bakker Saso op. Det er en pyrrhussejr, at hun kan lave high fives med agenterne fra pladeselskabet, mens drengene surmuler. Så det gør hun ikke. Hun vælger bandet. Kompromisset bliver, at drengene bakker op, og sammen gør de sangen til deres egen. Konflikten er løst, sangen bliver et hit, men det er en stakket glæde, for nu begynder den sidste quest. Gruppen skal forberede liveshow, og Saso skal lære at bevæge sig på scenen.
Her får hun hjælp af performance coach Christian Koch, som træner hende på teatret i Gladsaxe. Forestillingen om, hvor fedt det ville være at komme ud at spille, ændrer sig til endnu et pres, hvor tvivlen nager. Saso formulerer det, at den første livekoncert for hende er som at gå til eksamen. Bandet formulerer før premieren flere skrækscenarier for fiasko, men på tærsklen til ny krise går de ud og gør det.
Filmens store klimaks er scene, hvor bandet fremfører ”Den nye pige” akustisk, og alle brikker falder på plads. Herefter er det korte klip fra sommerens koncerter og en feel good-fornemmelse af en lykkelig slutning på eventyret om Blæst og den nye quest (fig. 11).
Blæstetik
Efter Blæst måtte aflyse en turne i 2022, har bandet entreret med en psykolog, der fast er tilknyttet gruppen. Sessionerne mellem ham og bandet følges intensivt i dokumentaren, forstået på den måde, at der efter hver krise skal mærkes efter, sættes sprog på og tales til rette. Æstetisk mimer disse scener den klassiske terapiform, der kendes fra utallige amerikanske film, hvor samtalerne med en personlig ’shrink’ udgør en del af fortællingen. Læg mærke positur og blikretninger på fig. 12 nedenfor.
Hvor psykologsamtalerne er til for at forebygge kriser, virker det som om, at en del af Blæsts problemer består i, at bandet hele tiden skal mærke efter og kommer til at overtænke problemerne. Det er karakteristisk, at Lauge siger til Valentin, at han nu igen har lagt sig i fosterstilling. Og der er bemærkelsesværdigt, at guitaristen Anders på et kritisk tidspunkt siger, at ”jeg bliver påvirket af, at de andre bliver påvirkede, og jeg har det skidt!”. Udsagnet vidner om, at bandet hele tiden tager temperaturen på, om alle har det godt. Dette fintmærkende fokus på de mindste emotionelle udsving i netværket er generationstypisk og spejler en virkelighed, der er genkendelig for de fleste unge (fig. 13).
For den nye pige Saso er situationen heller ikke let, fordi hun både skal udtrykke sig selv, levere det bandet og pladeselskabet vil have og finde sin rolle i en fasttømret gruppe. Det er ikke tilfældigt, at hun bruger ord som ’nøjeren’ om det pres, der hviler på hende. Hun er grådlabil, da man ser hende poste sin udmeldelse af KU. Det er en fin indstilling, hvor hun sletter begrundelsen for udmeldelsen (”Sipper juice”) og nøjes med at angive nyt arbejde som grund. En anden fin indstilling viser Saso på vej ned i dybet på Nørreport Station. Her er hun bogstaveligt talt alene i verden og på vej ned (fig. 14).
Dokumentarserien om Blæst anvender droneskud for at markere spring i tid og rum. Ellers fylder de nære og halvnære indstillinger, og det fungerer. Man fornemmer ikke, at kameraet er til stede på slagmarken, og bandmedlemmerne poserer ikke. I spejlscenen, hvor Saso tager make-up på før debutkoncerten, indfanges hendes nervøsitet fint i den nære indstilling (fig. 15).
Styrken i Blæst-dokumentaren er det affektive udtryk. Serien afspejler en tidsalder og en ungdom, der hele tiden tager temperaturen på sig selv og netværket. De mærker efter, overtænker og er sensible. Det er en del af sårbarheden. Når bandet så lykkes, og det gør de, fejrer de det med drinks og smøger. Det er her, de sænker skuldrene og tager presset af skuldrene. Serien udtrykker dermed en generationsproblematik, set gennem et bands optik.
Afslutning
Ordet tvivl er afledt af det tyske twivel, hvis rod er stammen ’tve’. Det kender vi fra ordene ’tvetydig’ og et ’tveægget sværd’. Tvivl betød oprindeligt ‘tvesind’, dvs. at personen ikke er i syv sind, men to, spændt ud mellem usikkerhed og vished. Fænomenet er enten bundet til en situation eller af mere fundamental karakter i form af ontologisk usikkerhed.
Hos Kierkegaard et tvivlen udtryk for en eksistentiel krise, hvor individet bliver konfronteret med det grundlæggende spørgsmål om mening. Her er tro og tvivl forbundne som tvillingebegreber. Uden tvivl, ingen tro. Uden tvivl, ingen tænkning. Kierkegaard argumenterede for, at tvivl er en integreret del af den menneskelige erfaring og kan ses som en gave, fordi den giver individet mulighed for at reflektere, træffe valg og skabe mening.
På den anden side er tvivlen også den perfekte hadegave. Den er en gave, fordi den fjerner os tilstrækkeligt meget fra verden, til at vi kan se den klart. Den er forhadt, fordi den eksistentielle uro blotter sårbarhed og skaber handlingslammelse. Tvivlen vokser med presset udefra og kan, hvis den ikke finder sit hængsel, ende i fortvivlelse, Kierkegaards begreb for depression.
Tvivlen er i de to dokumentarserier forbundet med de valg, der involverer ansvar. Det handler om anerkendelse og økosystemet, der er afhængig af, om man leverer. Når man er i tvivl, bliver man labil, sårbar og usikker, mens man overvejer muligheder og følger af ens valg. Det gælder både sangskrivning, pladekontrakter, indspilninger, koncert-kalendere, udgivelse, presse og koncerter, samt ikke mindst økonomi og sammenhæng mellem privat- og bandliv.
I Elendig Software præsenteres bandets indre kampe og det pres, de oplever fra omverdenen, mens Blæst – og hende den nye fremhæver den sårbare overgang, der opstår i lyset af succes og forventninger.
Tilsammen konstruerer de to serier et indsigtsfuldt billede af moderne musikere og den eksistentielle kamp, der driver dem fremad, samtidig med at de kæmper med deres indre dæmoner. I hjertet af disse fortællinger ligger et centralt spørgsmål: Hvordan kan kreative individer navigere i tvivlens komplekse landskab, hvor hver beslutning er indhyllet i både frygt og håb?
Det opløftende ved begge serier er, at grupperne kommer ud på den anden side og lykkes med det, de vil. Det er vejen derhen, der gør ondt, men som giver serierne nerve og udtrykskraft, der rækker ud over særtilfældene til noget generationstypisk.
Fakta
Film
- Elendig Software – En Zar Paulo dokumentar (2025, fire afsnit), instr. Freja Rørkær & Oskar Langballe Dahl, DR P3.
- Blæst – og hende den nye (2025, fire afsnit), instr. Marie Mainz og Sally Sønderby, DR P3.
Litteratur
- Benjamin, Walter (1996): Fortælleren og andre essays. Gyldendal.
- Descartes, René (1994): Om metoden. Samlerens bogklub.
- Hecht, Jennifer (2004): Doubt – a History. Harper.
- Kierkegaard, Søren (1963): Frygt og bæven. SV bd. 5. Gyldendal.
- Kierkegaard, Søren (1963b): Sygdommen til Døden. SV bd. 15. Gyldendal.
- Wittgenstein, Ludwig (1989): Om vished. Philosophia.
