Oscar på krogen – The Butler som Oscar bait

Af ANDREAS HALSKOV

I 1940, hvor det opulente melodrama Gone With the Wind (1939) høstede en stribe af Oscars, blev en af priserne tildelt den afroamerikanske skuespillerinde Hattie McDaniel. McDaniel blev således den første sorte skuespiller til at modtage en Oscar, og siden er afroamerikanernes position ift. Oscarakademiet og -uddelingen blevet et selvstændigt og rigt debatteret kapitel i Oscarhistorien.
Med prisen for bedste mandlige hovedrolle (for filmen Lillies of the Field [1963]), præsenteret af Anne Bancroft, indskrev Sidney Poitier sig senere i samme del af Oscarhistorien, og blev således den første sorte skuespiller til nogensinde at modtage en pris for bedste (mandlige) hovedrolle – en af de såkaldte ”Big Five” (hovedpriserne, som inkluderer bedste film, bedste manuskript, bedste instruktør og bedste mandlige samt kvindelige hovedrolle).

”Because it is a long journey to this moment”, sagde Poitier, da han modtog prisen, ”I am naturally indebted to countless numbers of people”. Med denne udtalelse henviste han eksplicit til den “lange rejse”, som en filmproduktion per definition er, men også implicit til det positionsskifte i repræsentationen af sorte, som netop denne pris og 1960’ernes film kunne siges at repræsentere.

Lillies of the Field, som blev produceret i 1963, sammenfaldt på næsten mytologisk vis med den tale, der populært menes at have haft størst og mest revolutionerende betydning for den afroamerikanske borgerrettighedsbevægelse: Martin Luther Kings ”I Have a Dream”.
Da Poiter-filmen In the Heat of the Night (1967) blot fem år senere tog prisen for bedste film, sammenfaldt dette nok engang med nogle virkelige samfundsmæssige begivenheder, idet den førnævnte borgerrettighedsforkæmper blev dræbt i 1968, hvilket forårsagede en sjælden udsættelse af Oscarceremonien.

Sociale problemfilm som Lillies of the Field, In the Heat of the Night (1967) og Guess Who’s Coming to Dinner (1967) kunne måske næppe i udstrakt grad siges at have tænkt i borgerrettighedsmotivet som en ”krog”, hvormed man kunne friste Oscarakademiet.

Da Lee Daniels, den afroamerikanske instruktør bag filmene Precious (2009) og The Paperboy (2012), i efteråret 2013 gav premiere på den biografiske problemfilm The Butler, som også eksplicit henviser til førnævnte Poitier og In the Heat of the Night, lignede dette imidlertid en bevidst omgang ”Oscar bait”. The Butler er således en filmatisering af en biografisk fortælling om Eugene Allen (i filmen kaldt Cecil Gaines), som var butler under en serie af amerikanske præsidenter og i denne sammenhæng oplevede den afroamerikanske borgerrettighedskamp på første parket.

En opgørelse af samtlige Oscarvindere i kategorien for bedste film viser, at ca. 75 % af alle Oscarvindere (i denne kategori) er enten biografisk-historiske film og/eller adaptationer. Daniels’ film kobler på strategisk vis disse to kategorier og iblander samtidig i kraft af sin borgerrettighedstematik en tredje yndet kategori: den sociale problemfilm. At denne film tilmed skulle hænde at udkomme i efteråret 2013, på 50-året for Martin Luther Kings førnævnte ”I Have a Dream”-tale, ligner en tanke.

Konglomoratisering og konceptualisering

Daniels’ film kunne naturligt ses i forlængelse af den borgerrettighedstematik, som også udfoldes i instruktørens forrige film, The Paperboy (hvor spillet imellem den sorte og hvide efterforsker ligner en moderne spejling af førnævnte In the Heat of the Night), og hans tungsindige problemfilm Precious om den HIV-smittede, dyslektiske pige fra Harlem, der kæmper mod tilsyneladende umulige odds. Daniels’ film kunne dog også, i en mere kynisk læsning, opfattes som et strategisk produkt, der specifikt er konceptualiseret mhp. at komme ind i Oscar-kredsløbet.

Denne sidstnævnte læsning bygger på en forståelse af Hollywoodfilmen som et kommercielt produkt, og Hollywood som en stadigt mere kommercialiseret og standardiseret industri. Efterhånden er det således velkendt, at Hollywoodstudierne, i kølvandet på studiesystemets krise i 1960’erne, begyndte at blive opkøbt af store globale koncerner. Denne såkaldte konglomoratiserng af Hollywood (hvor store koncerner som AOL Time Warner eksempelvis ejer både New Line og Fine Line Cinema samt tv-stationer som HBO, TNT og CNN, skrevne magasiner som Entertainment Weekly mv.) menes da at forudsætte en stadigt mere strategisk produktion af film, hvor forskellige film produceres til forskellige kredsløb (nogle som action-blockbustere, der kan udkomme i sommerperioden og som ikke gør sig nogle forhåbninger om at vinde priser, og egentlige ”Oscarfilm” som udkommer i efteråret og forsøger at indynde sig hos Oscarakadamiet ved at tilpasse sig en række af de foretrukne temaer, motiver og troper). Nok har Hollywood altid været en industri (Hollywood har således altid været bygget op om en serie af systemer, fx kontinuitetssystemet, genresystemet og stjernesystemet), men i takt med industriens konglomoratisering er behovet for genkendelige stjerner, fortællemønstre og muligheden for sequels angiveligt blevet nøglen til den sikre eller stabile ”satsning” (jf. Lewis 2003: 66-67, Cassidy 1997: 36 og Halskov 2013).

Det er svært at sige, om Daniels’ The Butler bliver en egentlig contender var Oscarshowet i 2014, men den ligner et strategisk forsøg på at komme i betragtning ved denne uddeling. Et forsøg på at komme ind i netop dette kredsløb.

Filmens kobling til problemfilmen ses allerede af dens snedige plakat, hvor hovedpersonen (Cecil Gaines spillet af Forest Whitaker) ses som en silhuet med højre hånd selvsikkert hævet (i det der ligner en reference til De sorte pantere, men med en hvid tjenerhandske) og venstre hånd, der roligt og graciøst balancerer Det Hvide Hus på et sølvfad. Han er tjener – hvad traditionelt har været den sorte mands lod i USA – men holder USA’s fremtid i hånden (kunne det ligne en allusion til Obama?) og han rummer både den konsensuelle tjener og den aggressive oprører i én og samme person (jf. den hævede men hvidhandskede højre hånd) (jf. fig. 1).

At man ikke blot opererer med nogle faste genretræk og tematikker fra problemfilmen, men også bevidst kobler disse temaer til en Oscarkontekst, ses da i følgende, rigt citerede ordveksling (fig. 2):

Gloria (Oprah Winfrey): ”Me and daddy saw a wonderful movie the other night, reminded me so much of you.” [henvendt til sønnen Louis]

Louis (David Oyelowo): “Oh, yeah?”

Gloria: “What was the name of that movie, honey?” [henvendt til manden/faderen]

Cecil (Forest Whitaker): “In the Heat of the Night.”

Gloria: “In the Heat of the Night with Sidney Poiter…”

Louis [afbryder moderen]: “Sidney Poitier is a white man’s fantasy of what he wants us to be.”

Cecil: “What are you talking about? He just won The Academy Award. He’s breaking down barriers for all of us.”

Louis: “By being white, by acting white. Sidney Poitier is nothing but a rich Uncle Tom.”

Den eksplicitte diskussion af de raceproblematikker, som knytter sig til Daniels’ film, kobles gennem denne dialog til førnævnte Sidney Poitier og In the Heat of the Night. Og Oscarakademiet, ikke mindst. 

Om Lee Daniels’ The Butler kommer i betragtning ved den 86. Oscaruddeling i 2014 er således ikke til at vide, men den ligner et strategisk forsøg på netop dét. Daniels’ film synes om nogen konceptualiseret mhp. at få en Oscar(nominering). Eksempelvis kunne nævnes:

• dens strategiske udsendelsestidspunkt (i efteråret 2013, der dels er begyndelsen af Oscarsæsonen, dels 50-året for Kings ”I Have a Dream”-tale);
• dens genremæssige sammenkobling af den sociale problemfilm, prestigefilmen og biopicen (der traditionelt har været populære i en Oscarkontekst);
• dens ensemble cast, som rummer flere af tidens store afroamerikanske stjerner, fx Forest Whitaker og Oprah Winfrey;
• dens bevidste og (delvis) glorificerende allusioner til Hollywoodindustrien, Oscarakademiet og tidligere Oscarvindere som In the Heat of the Night.

Det kan næppe overraske, at den succesfulde Hollywoodproducer Harvey Weinstein har haft en finger med i spillet i forbindelse med Daniels’ film, og måske er det symbolsk i mere en én forstand, at Whitakers højre hånd er hævet på den førnævnte plakat. The Butler har i al til sinds at blive hyldet ved Den røde løber, og den ligner et strategisk – hvis ikke godt – forsøg på dette.

* * *

Denne artikel er en del af det virtuelle appendiks til bogen Guldfeber - på sporet af Oscarfilmen.