Leder: Alfonso Cuarón

Af HENRIK HØJER

Da vi på 16:9–redaktionen besluttede, at temanummeret i februar 2014 skulle handle om den mexicanske instruktør Alfonso Cuarón, var det med udgangspunkt i en begejstring for det, der på det tidspunkt var instruktørens seneste film, nemlig dommedagsfortællingen Children of Men fra 2006. Siden da har meget ændret sig. Med Gravity fra 2013 har Cuarón cementeret sin rolle som en instruktør, der er parat til at gå meget lang for at forløse sine visioner. Men han har også indtaget en plads blandt de instruktører, der befinder sig i den absolutte superliga, når det gælder gennemslagskraft ved billetlugerne. Gravity har i skrivende stund indspillet næsten 700 millioner dollars på verdensplan, og det er et tal i en størrelsesorden, der normalt er forbeholdt film om hobitter, transformers eller superhelte. Cuarón har altså, med det Scott Foundas i Variety har kaldt den måske største og dyreste avantgarde-film nogensinde, formået at blande sig i det førnævnte farverige selskab. Inden det nåede så vidt, havde Cuarón faktisk kun instrueret seks film inklusiv debuten i 1991 med sædekomedien Sólo con tu pareja. Den fulde filmografi med spillefilm ser således ud:

Gravity (2013)
Children of Men (2006)
Harry Potter and the Prisoner of Azkaban (2004)
Y tu mamá también (2001)
Great Expectations (1998)
A Little Princess (1995)
Sólo con tu pareja (1991)

I dette temanummer koncentrerer vi os om instruktørens seneste fire film. Cuarón lægger heller ikke skjul på, at de to Hollywood-produktioner i kølvandet på den lokale succes, Sólo con tu pareja, var frustrerende oplevelser for en instruktør, der forsøgte at finde sin egen stemme. Det rette stemmeleje blev i høj grad fundet med Y tu mamá también (2001), der også introducerede Cuarón som long take-instruktøren par excellence.

Cuarón er ikke kun interessant, fordi den gennemsnitlige indstillingslængde i de seneste film langt overstiger det vanlige. For på en række områder, i øvrigt ligesom vennerne Alejandro Gonzáles Iñárritu og Guillermo del Toro, befinder Cuarón sig i et grænseland mellem det lokale og det internationale, mellem kunst og kommers og mellem auteur- og genrefilm. Alle tre mexicanske instruktører gør meget ud af deres auteur-aspirationer. Men ikke mindst i tilfældet Cuarón er der blevet sat spørgsmålstegn ved mandens reelle, kunstneriske tyngde. Midt i al den positive omtale af Gravity lød der nemlig også kritiske røster. I forbindelse med filmens premiere ved Toronto International Filmfestival skrev Jack Cole bl.a. følgende:

To break up this forward motion, Cuarón and his son Jonás chuck in thick monologues filled with such awkwardly tacked-on backstory that each dialogue-rich scene plays like a parody of bad exposition. Kowalsky loves to tell stories of lost love that he has badgered everyone with time and again, and when Stone’s air starts to run low, he contradicts his own instructions for her to conserve her breath by making her talk about her own past, which bluntly segues into talk of a lost child.

Jack Coles kritik af Gravity er ikke grebet ud af den blå luft. Filmens kvaliteter er der ingen tvivl om. Men enkelte passager i filmen tangerer klichefyldt pop-psykologi og klassisk Hollywood-opbyggelighed. Men spørgsmålet er, om det ikke er en urimelig kritik, når man samtidig tænker på, at vi ifølge førnævnte Foundas har at gøre med filmhistoriens måske dyreste avantgarde-film? Som J. Hoberman også siger det i The New York Review of Books:

No previous 3-D feature has ever given a more physical sense of the void. The characters hover on the edge of eternity… The movie is a virtual reality predicated on the plenitude of absence, the being of nothingness. In an act of technological prestidigitation, Cuarón has created a sense of unlimited space where the mind knows that none actually exists.

Hoberman er i sin kommentar ikke uenig i, at filmen i passager taber højde, men vælger altså at rette fokus på det, der for ham er Gravitys uomtvistelige, og langt mere centrale kvaliteter. Denne diskussion omkring filmens reelle, kunstnerisk værdi har altså været en fast følgesvend, når talen er faldet på instruktøren af det sidste årtis mest omtalte spillefilm.

Denne tvist er bare ét af de mange emner, der vil blive omtalt i dette 16:9-temanummer om Alfonso Cuarón, hvor du blandt meget andet også kan læse om, hvordan Cuarón meget konkret har ladet sig inspirere af Pink Floyd!

Som mange vil have bemærket, har vi netop lagt den 86. Oscaruddeling bag os. Her var Gravity også det store omdrejningspunkt. Sammen med David O. Russels American Hustlevar filmen nomineret til ti Oscars i et uhyre stærkt Oscar-felt. Det kan du IKKE læse om i 16:9 Bøgers anden bogudgivelse Guldfeber – på sporet af Oscarfilmen. Men du kan læse om meget af det, der har bragt The Oscars til der, hvor den verdensberømte institution står i dag. Køb bogen her eller hos din lokale boghandler, og god fornøjelse i selskab med Alfonso Cuarón og 16:9’s veloplagte skribenter.