En scenes anatomi: Klap hvis du tror på eventyr!

Af JESPER JENSEN

Bare du af hjertet tror, da er ingen bøn for stor… I Steven Spielbergs E.T. – The Extra-Terrestrial (1982) bliver drengen Elliott venner med et rumvæsen, som er strandet i hans baghave, hvorimod hans fraskilte mor ikke oplever megen spænding i sit liv. En nøglesekvens – den berømte, hvor de på cykel flyver forbi månen – rummer hele filmens tematik om barnesind, eventyr og venskab. Det er denne scene, der her skal handle om.

Det er 31 år siden, E.T. havde premiere, men filmens temaer om et uspoleret barnesind, eventyret i en kedelig voksenverden og venskab på trods af fremmedhed er evigt aktuelle.

Filmen greb børns og deres forældres hjerter verden over i 1982 og blev et kæmpe popkulturelt fænomen, der affødte legetøjsfigurer, historien indtalt på LP af selveste Michael Jackson og ikke mindst rappe BMX-cykler i enhver flække. Og replikken ”E.T. phone home” indskrev sig i den store filmcitatbog sammen med linjer som: ”My name is Bond … James Bond”, ”May the Force be with you” og ”Skidegodt, Egon!”

E.T. blev Spielbergs brede gennembrud og destillerede den stil, vi siden har forbundet med ham i store underholdningsfilm som Jurassic Park (1993), Saving Private Ryan (1998) og Minority Report (2002): Medrivende eventyr og cutting edge filmhåndværk placeret i en genkendelig virkelighed og med masser af følelser. Undertegnede så først som voksen filmen ved repremieren i 2002, men havde da en fest. DR2 Premiere-værten Mikkel Munch-Fals placerede den i Spielbergs all-time top 3 – vel at mærke i konkurrence med anmelder- og publikumsbaskerne Jaws (1975, Dødens gab), Close Encounters Of The Third Kind (1977, Nærkontakt af tredje grad) og Raiders Of The Lost Ark (1981) samt instruktørens mere alvorlige problemfilm såsom The Color Purple (1985) og Schindler’s List (1993).

I tilbageblik virker filmens look påfaldende dateret – filmen er nærmest smurt ind i firsernes tøjmode og popkultur samt blærede intertekstuelle referencer til Spielberg og makkeren George Lucas’ samtidige biografhits Jaws og Star Wars (1977). Ofte betragtes det som lidt kikset, at samtiden er for tydelig, men her er den fede firserstemning en væsentlig del af filmens charme. Den gør os, der var børn og unge i firserne, bløde i knæene af nostalgi og kan dermed minde os om fornemmelsen af at være barn eller ung og gøre det lettere at acceptere filmens præmis.

Elliott og E.T.

Den ensomme skilsmissedreng Elliott (Henry Thomas) går og keder sig i Smallville USA og spejder indimellem drømmende mod himlen. En dag støder han på et strandet rumvæsen, som gemmer sig i hans baghave. Først skræmmer de hinanden væk, men Elliott er eventyrlysten og lokker væsnet til sig. De bliver venner og er begge nysgerrige efter at lære hinandens verdener at kende.

Elliott giver sin nye ven navnet E.T., kort for Extra-Terrestrial, som blot betyder udenjordisk på dansk. Han er et ukendt slags rumvæsen, på mange måder overlegen ift. mennesker og nærmest som en gud fra en verden hinsides vores: Han ligner en mellemting mellem en tudse, der går oprejst og en Buddha med store rare øjne, er venligsindet og interesseret i mennesker, kan indånde Jordens ilt, rummer empati og andre menneskelige følelser, har telekinetiske evner og kan helbrede sår med sin lysende finger.

De to nye venner oplever på kort tid et meget intenst venskab og udvikler en stærk symbiose, hvor de tænker hinandens tanker og føler hinandens følelser.

Efter kort tid hos Elliott vil E.T. tilkalde sine fæller for at hente sig hjem, og han bygger en radiosender af forskellige husholdningsting, som mirakuløst – eller måske rettere eventyrligt – nok virker. I mellemtiden bliver både Elliott og E.T. syge, og E.T. dør på operationsbordet hos de rumforskere, der finder ham hos Elliotts familie, men symbiosen med Elliott genopliver hans livskraft, og han kan til sidst igen gå ombord i sit rumskib i en meget storladen og rørende scene.

Børnenes film

Filmen åbner med et blik mod en enorm nattehimmel til lyden af en spag fløjte-trille. Det er som lyden af Elliotts stille længsel: ”Er der nogen derude?”

Fra han første gang ser noget i haven, til han lokker væsnet ind på sit værelse, er Elliott den eneste, som tror på det utrolige væsen. Storebror Michael (Robert MacNaughton) er teenager og på vej til at blive fornuftig voksen, lillesøster Gertie (Drew Barrymore) er for lille, og den enlige mor Mary (Dee Wallace) har travlt med hverdagen og tror ikke rigtig på eventyret.

Det er børnenes film. Kameraet bevæger sig i mange scener ”i børnehøjde” (konkret via en række forskudte normalperspektiver), vi ser verden fra deres perspektiv, og de voksne rager udenfor billedfeltet og ses uden ansigt, som identitetsløse fremmede.
E.T. selv er til gengæld meget synlig med sit store hoved og sine blide øjne. Kun mor Mary og enkelte andre voksne ses med ansigt, men moren er ofte mentalt fraværende, og selv da de går op og ned af hinanden i køkkenet, er E.T. ”usynlig” for hende. Flere gange ses Elliott, hans søskende og E.T. i samme frame som for at vise tilknytningen mellem dem, hvorimod voksne overfor E.T. vises med klip mellem dem hver for sig. I øvrigt kaldes hverken moren eller nogen andre voksne ved deres navn – blot to gange kalder Michael og Gertie deres mor for ”Mary”, da de spiller voksne for at forklare hende noget alvorligt.

Efter E.T. er flyttet ind, bliver han opdaget og familien invaderet af et hold rumforskere. Da hjemmet pludselig invaderes, er det paradoksalt nok af mennesker i rumdragter. Her er rollerne byttet om: Pga. rumvæsnet er det almindelige hjem nu blevet en fremmed verden og den lille familie ukendte aliens. Forskerne er i øvrigt også identitetsløse fremmede voksne med ansigtet gemt bag visir.
 
De to venner knytter et stærkt bånd. Elliott har endda bogstaverne ”ET” i sit navn, og det utrolige og fantastiske er fra starten en del af ham og gør, at han kan række ud efter den fremmede. Da de til sidst må skilles, og Elliott beder E.T. blive, peger E.T. på Elliotts pande med sin lysende finger og siger ”I’ll be right here!”

Vi kan flyve!

En nøglesekvens midt i filmen – eller mere præcist to korte nøglescener efter hinanden – rummer hele filmens tematik om det uspolerede barnesind, troen på eventyret og venskab trods fremmedhed. Sekvensen ligger fra 58 til 66 minutter inde i filmen og varer ca. otte minutter.

I begyndelsen af sekvensen læser moren historien om Peter Pan højt for Gertie (Barrie 1911). Oplæsningen ender med Klokkeblomsts replik ”Klap i hænderne, hvis du tror på feer”. De klapper ivrigt. I den berømte historie er Peter Pan et evigt legebarn, der nægter at blive voksen og opgive det fantastiske og eventyrlige i livet. Han har en flok børn som venner og kan flyve. Med Peter Pan-referencen som nøgle til fortolkning, kan det efterfølgende opfattes som: Tro på eventyret, og det vil gå i opfyldelse. Og Elliott kommer bogstaveligt ud og flyve, ligesom hans verden med den nye vens hjælp bliver større og mere interessant.

I den første af de to egentlige nøglescener tager Elliott med E.T. og hans Storm P-maskine ud i skoven for at ”phone home”. Det er Halloween-aften, og byen er forvandlet til et eventyrland, hvor alle børn drøner udklædte rundt. Michael og Gertie afleder moren, og imens cykler Elliott ud i den fortryllede nat med E.T. skjult i cykelkurven. Da terrænet bliver for ujævnt, får E.T. vha. sine telekinetiske evner pludselig cyklen til at lette, og de to venner svæver gennem luften, henover skoven og i en ikonisk scene forbi månen, så Elliott jubler og musikken bruser. Her bliver de to til Peter Pan og børnene: ”Vi kan flyve!” De svæver i storslåede panoramabilleder med fejende kamerabevægelser, understreget af John Williams’ eventyrlige ”Flying Theme”, og vi får endda lov at se skoven oppe fra deres POV. Her løftes Elliott ud af sin families triste og trivielle liv.

I næste scene lander de med et bump. Så er vi nede på jorden igen. Her klippes til moren, der venter derhjemme og er blevet brændt af af sin date. Uret viser, at det er sent. I Peter Pan lander vennerne efter deres flyvetur på rådhusuret og sigter derefter videre opad. Men uret her antyder, at det er for sent for den fraskilte midaldrende kvinde at finde eventyret ­– kærligheden – igen. Der tiltes fra uret ned til moren med et opgivende udtryk i sit fjollede Cat Woman-kostume og en Klokkeblomst-tryllestav i hånden. Hun sidder i halvnær med fast kamera, fastlåst med begrænsede udfoldelsesmuligheder. De romantiske levende lys er næsten brændt ned, og hun slukker dem irriteret med tryllestaven.

I den første nøglescene kommer Elliott ud på et vaskeægte eventyr med sin nye ven. I den næste sidder hans mor fastlåst og alene og er ærgerlig over sit triste liv. Sammenstillingen viser den skærende kontrast mellem det uspolerede barnesinds mulighed for at opleve eventyr og skabe venner af fremmede og den voksnes realisme og resignation. Mellem fantasi og fri udfoldelse og konformitet og fastlåsthed. 

Klap hvis du tror på eventyr!

E.T. – The Extra-Terrestrial er Spielbergs sprudlende børnevenskabs-rumeventyr. Troldmanden, der pustede liv i Indiana Jones, Dødens Gab og Nærkontakt af tredje grad, bringer alle sine kunster i spil og viser en spektakulær og rørende hyldest til barndommens magi og den utøjlede fantasi, der bor i os alle og kan slippes fri, hvis vi tillader det. Nøglesekvensen og sammenstillingen af de to nøglescener viser tydeligt forskellen mellem barndommens fantasifulde, legende verden og voksenlivets resignerede realisme. Men vi har alle Peter Pan i os. Vi mødes af massive ydre krav, normer og ansvar for at fungere som voksne, men kan bevare vores indre barn. Med historier, film, musik, kunst og leg, og evnen til fortsat at undre os, drømme og finde på. Vi kan flyve.