Tilbage til forsiden September 2006
  Forside Indhold i dette nummer Arkiv Abonnement In English
 

Leder: Guldfeber - på sporet af Oscarfilmen

Af HENRIK HØJER

Der er godt tre måneder til den 86. Oscaruddeling, men allerede nu fyger det med rygter og ekspertudtalelser om, hvem der fremstår som favoritter i kategorien bedste film. Paul Greengrass’ Captain Phillips nævnes af de fleste, og det samme gør 12 Years a Slave, instrueret af Steve McQueen. De to instruktører er begge englændere, og det er værd at bemærke, da Oscaruddelingen jo ofte ses som en seismograf for kulturelle og politiske strømninger i det USA, der godt nok mere og mere fremstår som en anskudt supermagt, men som ikke desto mindre stadig fylder ekstremt meget i vores kollektivt ubevidste.

I den anden bog i serien 16:9 books er det netop Oscaruddelingens historie og evne til at tage temperaturen på den amerikanske kultur og virkelighed, der er på dagsordenen. I bogen Guldfeber – på sporet af Oscarfilmen (Turbine, 2013) er selve begivenheden, filmen og filmhistorien selvsagt i centrum, men begivenheden kan ikke isoleres fra den omverden, der trods alt stadig taler og skriver om og betragter hele cirkusset med lige del hån, jubel og fascination. Som Andreas Halskov skriver i sit kapitel om ”The Oscars og amerikanske værdier”:

Det amerikanske samfund, med sine skiftende socialpolitiske forhold og historiske luner, sætter således uomtvisteligt en række spor i de Oscarfilm, der som alle andre kulturprodukter er produkter af et herskende tankesæt og nogle vedtagne værdier. (Halskov 2013: 123)

Derfor rummer bogen også ud over kapitler af mere filmhistorisk og filmanalytisk karakter, nogle bidrag, der løbende forholder sig til Amerika udenfor biografsalens mørke indslag. Det gælder Iben Albinus Sabroe om mode og Helle Kannik Haastrups kapitel om uddelingen som mediebegivenhed.

Guldfeber – på sporet af Oscarfilmen kommer på gaden i slutningen af denne måned (november) og ligger altså klar til julen og til den onkel, fætter eller kusine, som er filminteresseret og som det kan være mere end almindeligt svært at finde på intelligente gaver til. Men nu er den her altså, og vi glæder os meget til at høre reaktioner og kommentarer på vores bud på en bog om den forkætrede men også elskede oscaruddeling, der om man vil det eller ej, ikke er til at komme uden om. 

Vi bringer en lille smagsprøve på bogen med et uddrag fra Søren Langelunds kapitel fra bogen, ”Et selvrefleksivt åndehul – musicalgenrens Broadway Melody”, men derudover er det aktuelle nummer atter et eksempel på, hvor bredt filmkunsten favner. Vi når denne gang omkring blandt andet science fiction-genren, Malmros og Leth, genindspilningen af De Palma-klassikeren fra 1976, Carrie, kuriøse detaljer i Chan-wook Parks sydkoreanske opus Oldboy (2003) og selveste John Ford!

Rigtig god fornøjelse med 16:9 nummer 54 og ikke mindst med Guldfeber – på sporet af Oscarfilmen.

 

 

 

Guldfeber – på sporet af Oscarfilmen (Turbine, 2013).

 
 

Fakta

Citerede værker

Halskov, Andreas (2013): ”Værdifuld underholdning? The Oscars og amerikanske værdier”, i Halskov, Andreas et al. (red.): Guldfeber – på sporet af Oscarfilmen. Aarhus: Turbine: 106-127.

 
Udskriv denne artikel
   
Gem/åben denne artikel
som PDF
   
Gem/åben hele nummeret
som PDF
 

16:9 - november 2013 - 11. årgang - nummer 53

Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter.
ISSN: 1603-5194. Copyright © 2002-13. Alle rettigheder reserveret.
3