Op med bonderøvene!

Af JESPER JENSEN

Film som Straw Dogs (1971), Deliverance (1972) og Southern Comfort (1981) giver os moderne bymennesker en skræmmende fornemmelse af at fare vild blandt tilbagestående fremmede – derude hvor vi kun kan overleve ved at blive lige så primitive som dem. Et par nye amerikanske dramaer – Lawless (2012) og Winter’s Bone (2010) – gør op med den gamle fordom om farlige ’rednecks’.

Frygten for det ukendte

Gyserfilmen er fuld af frygt for det ukendte: Morderiske psykopater, farlige rumvæsner og aggressive epidemier truer og skræmmer os. Men også ufremkommelige egne og naturens råhed kan jage os en skræk i livet. Film som Straw Dogs (1971) m.fl. giver os den skræmmende fornemmelse af at fare vild langt hjemmefra ude på landet blandt truende fremmede. Derude hvor asfalten og vejskiltene ophører, og civilisationens almindelige regler er sat ud af spil – hvor sofistikerede byboere bliver forsvarsløse, sarte væsner uden basal evne til at overleve og slås for deres liv, og hvor kun en trænet machomand kan klare sig ved selv at blive lige så primitiv som de andre.

Denne gyser-undergenre bliver kaldt backwoods horror, redneck horror, hillbilly killer flicks, farmer flicks og andre farverige navne. I filmene havner hovedpersonerne typisk i kløerne på farlige lokale i isolerede miljøer og må kæmpe sig fri. I nogle film bliver de uforvarende angrebet af disse aggressive fremmede, i andre er det deres egen provokerende opførsel, der skaber en konfrontation med beboerne, som egentlig bare vil lades i fred. Subgenren tematiserer en basal frygt for det ukendte, for fremmede miljøer og anderledes mennesker, som man forestiller sig praktiserer okkulte ritualer, vold, indavl og det, der er værre…

De mest interessante af klassikerne, som fx Deliverance, befinder sig et sted mellem gyser og drama: De har skruet op for frygt og vold, og de indeholder stiliserede genreelementer som tilspidsede konflikter, farverige karakterer og gyldne t-shirt-egnede replikker som ”Squeal like a pig”. Men fremfor effektiv og spektakulær action fokuseres der på det menneskelige drama ved at stå i en ukendt og truende situation – og hvordan man kommer videre bagefter; arret og traumatiseret eller stærkere og klogere.

Naturens rædsler

På genrefilm-sitet www.girlmeetsfreak.com finder man definitioner af de mange gyser-undergenrer. Her defineres backwoods-gysere som gysere med “people from urban or suburban environments travelling into rural settings and being hunted, tortured or killed by the local residents” (girlmeetsfreak.com/genre-guide). Genren inddrager ofte “elements of the slasher, splatter and/or torture porn genres” som i fx The Texas Chain Saw Massacre (1974). Også ‘Rape/Revenge’-film som førnævnte Deliverance hører til her.

Fascinationen af gys skal findes i menneskets biologi, hævder biolog og ph.d. Mathias Clasen.  ”Mennesket har i det meste af historien været jaget vildt, og det har sat sig spor i vores centralnervesystem. Vi er hyperopmærksomme over for trusler”, siger han. (Hammerich Nielson 2012)
”Menneskets udviklingshistorie har resulteret i en særlig kognitiv struktur, som bestemmer, hvad vi bliver bange for. For eksempel monstre. Monstre som vampyrer eller varulve er i virkeligheden sofistikerede versioner af rovdyr med skarpe tænder eller kløer. Monstrene reflekterer på den måde en af de største trusler, mennesket stod overfor i fortiden, nemlig vilde dyr ”, forklarer Clasen.

Berømte gysere som Dawn Of The Dead (1978), hvor mennesker jages af frådende zombie-masser, er ofte blevet fortolket rent metaforisk som billeder på samtidens negative strømninger, fx fremmedgørelse og ensretning. Men i et biologisk lys kan de også opfattes som en mere umiddelbar og grundlæggende fysisk oplevelse, en frygt for frådende rovdyrs angreb.

Men hvorfor er vi tiltrukket af gys, når de skræmmer os? En af forklaringerne er ifølge Clasen, at mennesket har en drift mod at udforske det farlige for på den måde at øve sig på farlige situationer. Ligesom dyreunger er programmeret til at slås med hinanden, fordi det giver dem færdigheder, de kan bruge i kamp senere, elsker menneskebørn lege, der er lidt skræmmende, fordi det giver dem en fornemmelse af kroppen og lærer dem at reagere på ”trusler”.

Også vores grundfortællinger lærer os at være på vagt over for visse ting. I fx Grimms eventyr indprentes Rødhætte af sin mor, at hun ikke må forlade skovstien på vej til sin bedstemors hus. Da hun fristes til at udforske skoven, kan den farlige ulv løbe i forvejen og udgive sig for Rødhætte, sluge bedstemoren og næsten også snuppe Rødhætte selv (Grimm 1905, s 84ff). Og da Hans og Grete i skoven møder den onde heks og lokkes med kager, bliver de fanget og opfedet for at blive spist, men undslipper på et hængende hår (Grimm 1905, s 51ff).
De to historier er fundamentale for vores orientering i civilisationen og de farer, vi skal undgå.

Det spændende og uhyggelige i en backwoods-gyser er ofte ikke frådende uhyrer, men mennesker, der ligner os selv, men som pga. kulturelle sammenstød bryder civilisationens regler og bliver som truende menneskemonstre.

Pas på, hunden bider!

I Sam Peckinpah’s Straw Dogs (1971) flytter den konfliktsky forsker David (Dustin Hoffman) med sin kone Amy (Susan George) tilbage til hendes ungdoms landsby for at få arbejdsro. Amy er en rastløs sjæl – ”You’re an animal!” siger David med lige dele fascination og irritation, når hendes uro forstyrrer. Amys ungdomsflirt Charlie (Del Henney) og hans håndværkersjak arbejder på parrets hus, og efterhånden begynder de at kredse om skønheden med den bløde mand som rovdyr på lur. De overtaler pacifisten David til en jagttur, og imens lykkes det den meget insisterende Charlie at forføre/voldtage Amy. ”I don’t want to rape you, but I will” er beskeden, der får hende til at give efter i en barsk scene.

Da en lokal pige kort efter forsvinder, og David beskytter en mistænkt sinke, provokeres sjakket til en full-scale home invasion mod parret. Her griber beherskede David modvilligt til våben mod de tilsyneladende ustoppelige angribere, pigens bulderbasse-far skyder sig selv i foden, og vilddyret Charlie stranguleres til sidst meget passende med en bjørnefælde. Efter opgøret er David og Amy dybt rystede, og deres fremtid sammen synes usikker. David med knuste akademikerbriller kører den mistænkte hjem, som siger ”I don’t know my way home”. Det gør David heller ikke.

Back to nature

Der er umiddelbart mere mandighed hos personerne i John Boormans Deliverance (1972), vi er midt i naturen, og der er flere seksuelle overgreb…! Fire venner fra storbyen tager på kanotur i Georgias vildmark. Diskussionen går om den uddøende natur, og fordommene om områdets mountain men sidder løst. Den trænede naturelsker Lewis (Burt Reynolds) med sin bue og pil forudser et endegyldigt opgør mellem naturen og ”systemet”, hvor de bedst egnede vil overleve. Hans mere magelige ven Ed (Jon Voight) driller ham: ”And you can’t wait for that to happen”.

Turen begynder med et muntert kulturmøde, hvor Drew (Ronny Cox) spiller banjo-duet med en lokal dreng, men da vennerne lidt senere i kanoen møder drengen igen, stirrer han tomt på dem, nærmest som et vildt dyr. Da de senere gør ophold, passes de op af et par vaskeægte ’redneck’-klicheer: Tandløse, bevæbnede og aggressive chikanerer de vores venner, og nærmest i kådhed voldtager de den tykke Bobby (Ned Beatty), imens de får ham til at hvine som en gris. Det er først, da Lewis kommer Bobby til undsætning med buen, at den prisgivne tyksak reddes, og voldtægtsmanden dør i en ganske uheroisk voldshandling, savlende gennemboret af en pil.

Men den primale overlevelseskamp er langt fra ovre. Først må vennerne som dyr kradse et hul i jorden for at skjule den dræbte, tilbagelægge resten af den halsbrækkende strækning, hvor Drew chokeret og desperat springer i floden og drukner, og de må nedkæmpe endnu en lurende ’redneck’. Da de omsider når i land, aftaler de at holde de frygtelige oplevelser hemmelige, når de vender tilbage til deres civiliserede liv.

Velkommen til syden

Vi er helt ude i sumpen i Walter Hills Southern Comfort (1982) – dog uden seksuelle krænkelser, men til gengæld med endnu mere vold og kaos. En deling fra Louisianas hjemmeværn er på manøvre i sumplandet. Her er der ignorante og aggressive ’rednecks’ på begge sider. Delingen er en broget skare af ukontrollable småkriminelle, psykisk ustabile og almindeligt uduelige frivillige, og luften er tyk af fordomme om cajunfolkene, der bor i området.

En stor del af ruten er oversvømmet, så soldaterne ”låner” nogle kanoer, de finder, og da nogle cajuns viser sig i buskadset, skyder en af de ustyrlige soldater på dem. Med løst krudt – men det kan de jo ikke vide, så de besvarer ilden og dræber kaptajnen på stedet. Og så kan flugten tilbage til civilisationen begynde – med bagdelen i vandskorpen og uanede mængder fjender lurende i underskoven. Her følger en nervepirrende jagt med nedrige fælder og gustne drab, som ikke står tilbage for First Blood. Soldaterne separeres og nedslagtes en efter en. Snart får presset dem også til at kæmpe indbyrdes, en går i chok og mister mælet, og den ellers fattede Hardin (Powers Boothe) presses til at dolke den skydegale Reece (Fred Ward).

Til sidst når de to overlevende Hardin og Spencer (Keith Carradine) frem til den landsby, som de tror, er mødestedet for manøvren. Men noget virker forkert ved landsbyens jagtfest; et par bistre jægertyper dukker op, og snart spæner de overlevende rundt i et mareridt af løsslupne festende cajuns og blodsprøjtende svineslagtninger, imens folkemusikken drøner. De slipper lige akkurat væk og mødes af en frelsende helikopter og jeep, men lige indtil de ser armystjernen på siden af jeepen, frygter de det værste.

Tilbage til the backwoods

John Hillcoats Lawless (2012) og Debra Graniks Winter’s Bone (2010) gør op med billedet af de isolerede udkantsmennesker som vilde og primitive. Ganske vist medvirker der i begge film kriminelle og voldelige landboere i hhv. trediverne og nutiden, men filmene handler om de isolerede selv og fortælles fra deres perspektiv. Og de er handlekraftige, selvbevidste og stolte.

Udenfor lov og ret

I Lawless driver Bondurant-brødrene – ligesom de fleste andre – hjemmebrænderi i staten Virginia og sælger varen til de lokale smugkroer. Det er under Depressionen og i forbudstiden, hvor folk gør, hvad de kan for at tjene penge. Her er hjemmebrændt whisky godt, fordi man kan bruge alle råvarer fra roer til barken på træerne. Politiet ignorerer den omfattende illegale handel for en bid af kagen.

Storebror Forrest (Tom Hardy) styrer forretningen med en afmålt brummen og sit knojern. Men lillebror Jack (Shia Lebeouf) har ambitioner og er fascineret af gangsterne i smart tøj. Han insisterer på at blive indlemmet i forretningen, og da han får lidt succes, er det hans blær, der tiltrækker politiets opmærksomhed, da de samlet slår ned på lovløsheden i området. Brænderiet eksploderer bogstaveligt mellem hænderne på brødrene, og det kommer til en bidsk kamp mellem alle egnens hjemmebrændere og politiet anført af den nidkære og sadistiske Chicago-agent Rakes (Guy Pearce). Forrest har overlevet krig, epidemi og en overskåret strube og er overbevist om sin families udødelighed. Heller ikke Rakes’ kugler stopper ham: I stedet samler de lokale sig og smider Rakes på porten – selv den lokale sherif vender sit våben med den ekstreme storbyagent – og det lille samfund lukker sig igen om sig selv.

Kulde

I Winter’s Bone er vi i Missouris bjerge i dag. Det er igen krisetid, folk snor sig for at klare den, og whiskyen er erstattet af stoffet crank. Jessup Dolly er forsvundet, og hvis han ikke dukker op til et retsmøde, mister hans ludfattige familie huset, som har betalt hans kaution. Den ukuelige teenagedatter Ree (Jennifer Warner) klarer alt derhjemme, fordi det hårde liv har gjort hendes mor nærmest katatonisk. Naboerne hjælper til, når det brænder på, og Ree indprenter sine små søskende: ”Never ask for something that oughtta be offered”.

En juridisk finesse gør, at hvis faren er død og det kan bevises, beholder familien retten til huset. Så Ree går frygtløs på jagt blandt de hårdkogte kriminelle, som han vistnok roder rundt med. Selv om man er i familie, banker man ikke bare på og kommer indenfor – man går kommandovejen og venter udenfor, mens konen spørger, om den gamle træffes. Rees jagt generer de kriminelle i området – især hendes grandonkel og egnens frygtede bagmand Thump Milton (Ronnie Hall) – og efter flere advarsler gennemtæves Ree til at give op.

Men det gør alligevel indtryk på de selvhjulpne landboere, at den 17-årige pige alene kæmper en tilsyneladende forgæves kamp med en syg mor og to mindre søskende. Derfor forbarmer gangsterne sig til sidst og leder Ree til farens lig, der er dumpet i en flod. Og hvis filmen ikke var rå nok, stikker de hende en motorsav, så hun kan save hænderne af liget og bruge fingeraftrykkene som bevis på hans død. Og hun skal huske at få begge hænder med, for politiet kender skam godt tricket med at fake sin egen død og save sin egen ene hånd af for at slippe for fængsel! Så Ree saver sin fars hænder af, afleverer beviset til politiet, og som en uventet ekstra hjælp tilfalder kautionspengene de efterladte, så familien er sikret indtil videre.

Hvem er de lovløse?

Lawless åbner med et fint billede: Op langs en bjergside lyser de mange hjemmebrænderes små bål i skumringen som billede på de mange ”små” menneskers kamp for overlevelse under forbuddet. Den nye nul-tolerance-politik personificeres af den sadistiske og pyntede storbyagent, som griner arrogant af advarslerne om de lokales sammenhold, tæver mistænkte ihjel og bagefter væmmes ved deres blod på sine hvide skindhandsker. Her finder også voldtægt sted, men modsat i Straw Dogs fra bymenneskene mod de lokale. Agenten er for fin til at besudle sig med bønder, så han sender i stedet sine håndlangere for at ordne Forrests kæreste som trussel. Men så får han også deres testikler i en pose foran sin hoteldør!

Filmen er baseret på en virkelig historie fra Depressionen og benytter enkelte myte-elementer som voice over-fortæller og biljagt-montager á la The Untouchables, hvilket giver et lidt letbenet tjubang-præg. Den sammenbidte alvor er dog på plads i det brutale klimaks, hvor de lokale i fællesskab losser storbyagenten ud, og Jack med visionerne affyrer det dræbende skud og derefter løber tilbage over broen til sit lille samfund.

Sej storesøster

I Winter’s Bone er vi i vores egen tid, og livet er en benhård og trøstesløs kamp for overlevelse. Her er intet myte- eller genrehalløj – og ikke længere nogen illusioner om et mulighedernes land. Det eneste mulige quick fix er at melde sig til en af USA's krige for en belønning på 40.000 dollar, men man kan jo ikke have små søskende med i felten..! Stilen er glansløst realistisk med let rystet håndholdt kamera, og man kan næsten mærke den menneskelige kulde, der omslutter Ree.

Til gengæld er hendes stolthed og handlekraft tydelig, og hendes realistiske opfattelse af tingene gør, at hun klarer skærene: Ved at konfrontere en grusom situation, trodse trusler og tæv og maltraktere sin fars lig sørger hun for, at familien kan blive boende i hjemmet og klare den indtil videre. Der er desuden en smuk og enkel udtryksfuldhed ved naboens sangaftner, hvilket fint afspejler det hårde og stolte liv, ligesom der er varme og nærhed mellem Ree, hendes søskende og nogle få nære veninder.

Naturen tilbage

Der er sket noget med backwoods-filmen. I klassikerne Straw Dogs, Deliverance og Southern Comfort oplever storbymennesker livsforandrende rædsler ved at opsøge den øde natur og de mennesker, der bebor den. I de nye Lawless og Winter’s Bone er situationen vendt om; rædslerne er rykket ind i de isoleredes eget miljø – enten som udefrakommende myndighedspersoner eller deres egne slægtninge.

Det er os mod dem i alle de omtalte film – og måske mest rendyrket i Straw Dogs. Tilflytterne David og Amy er pga. deres blotte fremtoning en provokation mod landsbyens håndværkere. Hele sjakket lyster efter den smukke og flirtende Amy, og David er trods sin forskerstatus i deres øjne kun en sær slapsvans. De hilser underdanigt på parret, men griner lumsk bag deres ryg. Fra starten anes en konflikt – og det skal vel gå galt at hyre en afvist tilbeder, et par alkoholiserede medløbere og en tidligere straffet rottefænger! Det er svært at pinpointe præcis, hvad der aktiverer sammenstødet mellem parterne; det er en kombination af håndværkernes intolerante og aggressive opførsel, Amys flirten og Davids påfaldende konfliktskyhed – den voldsomme natur mod det sårbare kultiverede menneske.

På afstand er naturen storslået og smuk, men tæt på er den grim og farlig. Deliverance viser en afsporet dyrkelse af USA's storslåede prærier, bjerge og skove. De selvbevidste karrieremænd vil back to nature, før den forsvinder. “What you wanna go fuck around in the river for?!”, spørger to, der kender dens kræfter. En flod krydser man, den er ikke et udflugtsmål. “Because it’s there!”, er naturelskerens romantiske svar. Og han giver ikke op: ”Sometimes you have to loose yourself before you can find anything”, siger han drømmende til vennen. Selskabet mister så afgjort et og andet på turen, men om det bringer dem udfrielse eller frelse, som titlen antyder, er åbent for fortolkning. Vi har mistet kontakten til naturen i det moderne samfund. Har vi også tabt en del af vores egen natur – vores råstyrke og basale evne til kamp og overlevelse?
 
Der er ingen krigshelte blandt soldaterne i Southern Comforts sump. De fleste af soldaterne er selv så uvidende, ukontrollerede eller udygtige som de fremmede, de frygter at møde, og da der opstår kamp, er de stort set prisgivne. Selv den fattede Hardin bukker under for presset og dræber en soldaterkammerat. Filmen viser underlegne amerikanske soldater over for en ukendt fjende i ufremkommeligt terræn. Måske en kommentar til Vietnamkrigen (filmen er fra 1981, men foregår i 1973, hvor Vietnamkrigen nærmede sig sin afslutning), hvor USA led store tab og fik kritik for en krig, der ikke kunne vindes. Indtil sidste øjeblik er soldaterne fortabt i vildnisset, og de få overlevende er først sikre, da de møder armyjeepen. Slutbilledet med stjernen bliver stående som et tankevækkende symbol: Er den frelsende jeep entydigt positiv, eller er krigsmaskinen, som den symboliserer, selv en del af problemet? Evner vi mennesker andre løsninger på konflikter end massiv voldsanvendelse?

Hillbilly up!

I de nye backwoods-dramaer har hovedpersonerne ”fået naturen tilbage”. For at klare sig må man kunne jage, slås og finde på – kort sagt ’hillbilly up’, som de selv kalder det. Normalt bruges hillbilly, redneck og hick nedsættende om bonderøve, men her udtrykker det viljestyrke, kampgejst og opfindsomhed. Bankernes grådighed og myndighedernes svigt har bragt personerne i en situation, der ligner nybyggernes – de første indbyggere, der blev lovet et mulighedernes land, men som ofte endte med en hård og nøjsom tilværelse, udsatte over for omstrejfende lovløse, golde afgrøder og pionertidens almindelige usikkerhed. Finansverdenen og regeringen formår ikke at forbedre levestandarden, men i stedet indfører regeringen fælles sygesikring, som virker omklamrende på den almindelige amerikaner – en sej pioner bruger ikke sikkerhedsnet.

I dag er rædslerne flyttet hjem. I stedet for øde egne og vilde fremmede er det nu myndighedernes regler og ens eget miljø, der truer. Verden er i en historisk økonomisk krise, og folk har mistet troen på magthaverne. I backwoods-klassikernes årti var der også megen mistro, bl.a. pga. Vietnamkrigen, oliekrisen og Watergate-skandalen, men også mange optimistiske folkebevægelser for fred og ligeret samt sprudlende kunst og nye samlivsformer. I dag er der ingen illusioner. Man ved, at politik er spil for galleriet og ikke kan redde de mange, der bliver hjemløse. Den stolte nybyggerånd er knækket af afgifter og strammede regler. Tilbage er den rå natur – og ens egen evne til at klare den.