Leder: We Need to Talk About Oscar

Året var 1927. En af de største naturkatastrofer ramte USA omkring Mississippifloden og kostede 250 menneskeliv og mere end 400.000 dollars i skadesomkostninger. En skole i Michigan blev bombet, og flere børn dræbt, Japan blev ramt af en økonomisk krise, og flere frygtede og indvarslede også en krise for én af datidens største og mest populære kunstarter: stumfilmen.

1927 var dog samtidig et opblomstringsår, hvor storbyer i USA, Danmark og andre lande blev moderniseret, og hvor verdens første officielle talefilm så dagens lys. The Jazz Singer (1927), en såkaldt part-talkie med Al Jolson i hovedrollen, blev en stor succes for selskabet Warner Bros. og indvarslede en ny æra, men var ikke kandidat til hovedprisen ved det prisuddelingsshow som blev skabt selv samme år (men først afholdt i 1929): The Oscars.

Oscar havde endnu ikke fået sit populære tilnavn, men gik fortsat under sin formelle betegnelse The Academy Awards, og dette navn henviste til et akademi – en art fagforening – bestående af producere, skuespillere, instruktører, manuskriptforfattere og såkaldte ”technicians” (Pawlak 2011: xvi-xvii).

Idéen bag The Oscars blev angiveligt skabt omkring et middagsbord i januar 1927, hvor MGM’s frontfigur Louis B. Mayer i selskab med Conrad Nagel, Fred Niblo og Fred Beetson diskuterede mulighederne for et konserverende fagfællesskab. Kongstanken, ”one organized group overseeing the film industry”, blev videreudviklet og præsenteret for de 32 filmskabere, som på Ambassador Hotel i LA, sammen med Mayer, Nagel, Niblo og Beetson, grundlagde det såkaldte Academy of Motion Picture Arts and Sciences (AMPAS). Blandt de første 36 medlemmer af AMPAS var Douglas Fairbanks, Mary Pickford, Jack L. Warner, Raoul Walsh, Cecil B. DeMille, Harold Lloyd, Harry M. Warner og Irving G. Thalberg, en mand der siden har lagt navn til en eftertragtet ærespris.

Den første præsident for AMPAS hed Douglas Fairbanks, men efter 1929 har Oscar-uddelingen ændret sig mærkbart, på mange punkter og af flere omgange.

I 2013 er Oscar-showet således ikke længere en intern industribegivenhed for en lille gruppe branchefolk, der mødes til en lukket banket, men derimod en stor og verdensomspændende event, der transmitteres via tv, følges og kommenteres i de sociale medier og rummer adskillige komponenter foruden de film, som uddelingen har til formål at hædre.

Skønt Oscar er i krise, så er showet stadig blandt de tre mest sete endagsbegivenheder i amerikansk tv, og det paratekstuelle show omkring ’den røde løber’, hvor Hollywoodstjerner viser sig selv og sine gevandter frem for en evigt begejstret vært, er efterhånden blevet så integreret og væsentlig en del af Oscar-transmissionen, at det ofte har overskygget selve uddelingen i form af popularitet og seertilslutning (jf. Cosgrave 2007: vii).

At forstå og (be)gribe Oscar-showet er ikke så lige til, ikke mindst fordi showet jo netop indeholder en række forskellige komponenter. Ønsker man i den forstand at analysere Oscar, må man både kigge på selve showet – den tværmediale begivenhed, som uddelingen i dag er blevet til – og de film, der hvert år hædres ved dette show.

Netop dette dobbelte ærinde – forsøget på at (be)gribe Oscar-uddelingen som et show og en kulturel begivenhed samt de film, som gennem tiderne er blevet hædret ved selv samme uddeling – er tanken bag 16:9’s anden bogudgivelse, som udkommer senere i 2013 på forlaget Turbine.

Hvor Fjernsyn for viderekomne (Turbine, 2011) havde til formål at gribe og analysere en populær tendens i tiden – de moderne amerikanske tv-serier – og at forstå, hvordan disse afspejler en særlig kulturel og systemisk kontekst, så er det pointen med førnævnte Oscar-bog at komme rundt om og til bunds i en efterhånden velkendt og institutionaliseret del af amerikansk film og tv. En institution, der modsat tv-serierne, har stadigt sværere ved at fange de unge seere, men som ikke desto mindre fortæller os noget om amerikansk tv, kultur og filmhistorie samt Hollywood-branchen og dennes selvforståelse.

Skuespilleren Lily Tomlin har kritisk beskrevet Oscar-showet som ”classic American Kitsch” (citeret i Levy 2003: 15), og selvom dette muligvis er en rammende betegnelse, så er Oscar et globalt fænomen, der udadtil er et væsentligt billede på den amerikanske filmbranche.

I dette temanummer om The Academy Awards vil vi da, som optakt til førnævnte bogudgivelse og som optakt til jubilæumsshowet den 24/2-2013, behandle forskellige aspekter af Oscar-uddelingen og de film, som gennem tiderne er blevet hædret.

Helle Kannik Haastrup beskæftiger sig i sin feature med Oscar-showet som en tværmedial begivenhed – altså selve showet, dets transmission og begivenhedsstruktur.

Edward Jay Epstein, en amerikansk journalist og Oscar-ekspert, skriver om Oscar-showets betydning for branchen, og når her til nogle (for mange) mere overraskende og kritiske slutninger end man er vant til at høre.

De øvrige bidrag centreres mere specifikt om forskellige Oscar-vindere – i både oversigtsform og mere partikulære analysenedslag.
Andreas Halskovs artikel, "An Affair to Remember: Oscar og den biografiske film", handler om Oscar-historiens såkaldte ”genrepræferencer”, dette med et særligt blik på biopicen. Kenneth McNeils artikel omhandler det skifte, der øjensynligt er sket i Oscar-historien mod en indlemmelse – og appropriering – af mere skæve indie­- eller indielignende produktioner. Film som American Beauty (1999), No Country for Old Men (2007), The Hurt Locker (2008) og den aktuelle Beasts of the Southern Wild (2012).

I kontrast til McNeils bidrag har Rasmus Krogh valgt at fokusere på nogle af de mere spektakulære, melodramatiske og episke film, der i samme periode har fået en renæssance. Hovedeksemplet hos Krogh er storfilmen Titanic (1997), som dog på interessant og overraskende vis sammenlignes med Lord of the Rings-filmene (2001-2003), der rettelig må betegnes som centrale nedslag i den moderne Oscar-historie.

Hertil kommer bidrag om helt aktuelle film (fx Henrik Højers bidrag om en udvalgt indstilling fra Django Unchained [2012] og Peter Ole Pedersens anmeldelse af P.T. Andersons The Master [2012]), men også bidrag om ældre og efterhånden klassiske Oscarvindere (i form af Kirsten Skov og Steen Fiils dvd-anmeldelse af Joseph Mankiewiczes All About Eve [1950]).

Oscar-uddelingen er svær at gribe, idet den dækker over mange elementer, der hver især kan være genstand for analyse, og eftersom den i 2013 har været afholdt hele 85 gange (og således spænder hele ti årtier).

I dette temanummer vil vi forsøge at anslå forskellige vinkler på Oscar-showet og gribe dele af dette tværmediale cirkus.
Ønsker man at nå hele vejen rundt, såvel historisk som perspektivmæssigt, må man dog vente til efteråret, hvor 16:9’s anden bogudgivelse vil give et mere forkromet og dybdegående overblik. Her vil også være bidrag om Oscar og mode, Oscar som kanon, Oscar og Hollywood, Oscar og musicalgenren, Oscar og skuespilkunsten, den danske Oscarhistorie samt specifikke nedslag på film som Broadway Melody (1929), Gone With the Wind (1939), Rebecca (1940), The Greatest Show on Earth (1952), On the Waterfront (1954), In the Heat of the Night (1967), Midnight Cowboy (1969), The Deer Hunter (1978), Platoon (1987), Schindler’s List (1993) og The Artist (2011).

Lad dette være jer en lille forsmag.