At spille Sarah Lund - DRs Forbrydelsen som tværmedialt oplevelsesunivers

Af KJETIL SANDVIK

Programformater til tv er inden for de seneste 10-15 år blevet tværmediale. Artiklen ser nærmere på krimiserien Forbrydelsen (DR) og fremfører det argument, at det tværmediale programformat giver mulighed for at skabe ekstra engagement hos seerne, der kan deltage i seriens handling på seriens website. Som sådan spiller seriens website med et væsentlig karaktertræk ved den måde, vi ser eller læser krimier på, hvor det at forsøge at regne kriminalgåden ud på egen hånd er en del af tilfredsstillelsen.

Da tv-dramaserien Matador første gang kørte over de danske tv-skærme, lagde den gaderne øde, og den kom til at præge den danske hverdagskultur, både mens serien blev udsendt og længe efter. Seriens personer og handling kom til at udgøre et fælles referencepunkt, noget man talte om i hjemmene, på arbejdet, i bussen etc. Dagens populære tv-programmer har samme evne til at engagere en stor del af den danske befolkning, hvad enten vi nu taler om underholdningsprogrammer som Vild med dans (TV2), Talent (DR), X factor (DR) og Voice (TV2), eller vi taler om de populære dramaserier, som især DR har haft succes med at udvikle (f.eks. krimiserier som Rejseholdet, Livvagterne og Forbrydelsen, fig. 1 og 2). Men til forskel fra Matador, hvor medieeksponeringen var begrænset til tv-udsendelserne (og hvad nu den trykte presse måtte finde på at skrive), så er de nye tv-serier indspundet i tværmediale kommunikationsstrategier, hvor ikke mindst internettet spiller en væsentlig rolle i og med, at programmerne spiller sammen med omfattende websites, som i høj grad udvider programmernes oplevelsesuniverser. Som sådan rammer de nye programformater sine seere bredere (dvs. gennem flere medier) end tidligere programformater og åbner muligheder for et involverende engagement, som overskrider samtaler med andre seere, og som bl.a. indebærer, at seeren har mulighed for at gå dybere og mere detaljeret ind i ikke blot serierne handling- og fiktionsunivers, men også i selve programproduktionen med mulighed for at være i dialog med tilrettelæggere, værter og medvirkende.

Tværmedial tv-produktion indebærer således nogle nye muligheder for seerne for at engagere sig og selv bidrage med indhold via forskellige interaktive features som chats, blogs og spil. Udviklingen af tværmediale programformater skal ses i forhold til samtidens oplevelsesfokuserede og deltagerbaserede mediekultur (Sandvik 2010). Her sker der en udvidelse af mulighederne for indflydelse som seerne (eller brugerne) tildeles: 1) mulighed for tilvalg af ekstra medieindhold; 2) mulighed for at påvirke selve medieindholdet; 3) mulighed for at skabe nyt medieindhold; og endelig – og mest interessant i denne sammenhæng d) mulighed for diskussion af og meningsudveksling omkring medieindhold, hvilket f.eks. sker, når et tv-programs website inkluderer chat- og blog-funktioner sådan, at man kan diskutere programmets indhold med andre, give sin egen mening til kende etc. (Sandvik 2011, s. 137). Krimiserierne Forbrydelsen I-III (DR) er sådanne tværmediale programformater, der engagerer seerne og er mere omfattende end kun den ugentlige tv-udsendelse. Krimien synes at passe særlig godt i forhold til det tværmediale programformat, hvilket jeg vender tilbage til i slutningen af artiklen.

Den fælles medietekst

Tværmediale programproduktioner anvender flere medieplatforme med en indbyrdes arbejdsdeling (Petersen 2007) og med en forventet merværdi for seerne og øget seeropmærksomhed og –deltagelse. Som Helle Kannik Haastrup har påpeget bl.a. i artiklen ”Oplevelser på tværs – en tværmedial analyse af relationen mellem tv-serie og website” (2007), så installeres der i kraft af den tværmedialt tilrettelagte medieproduktion nogle nye mediekredsløb, som ikke længere kan forklares med den klassiske hierarkiske tredeling af medieteksten (jf. Fiske 1987), hvor den primære tekst udgøres af filmen/tv-serien, den sekundære tekst udgøres af pr/reklame, baggrundsmateriale, bonusmateriale og andre tekster, der omkranser primærteksten, og endelig den tertiære tekst, der udgøres af seerens egne tekster, som produceres på baggrund af primær- og sekundærteksten (fig. 3). Med de nye mediesystemer og den i stigende grad interaktive og deltagerbaserede kommunikationsform, som jeg har beskrevet ovenfor, og som er kendetegnende ved den aktuelle tværmediale programproduktion, er det tydeligt, at her vil de tekster, som forskellige typer af medieomtale udgør, og som omkranser selve tv-programmet, ikke kunne udskilles som noget, der er adskilt fra dette: Disse tekster griber tvært i mod ind i og spiller sammen med selve tv-programmet. ’Seerdebat’ (som tidligere ville finde sted hjemme foran fjernsynet, på arbejdspladsen, i det offentlige rum generelt, eller måske som læserbreve i avisen) er ikke frakoblet hverken tv-program eller website, men vil være integreret i disse – især når det gælder underholdningsprogrammer som f.eks. X factor, hvor seerne bl.a. har indflydelse på showets udvikling og mulighed for at debattere det inden for rammerne af det tværmediale programkoncept, dvs. på websitets debat- og chatfora. Snarere end et hierarki mellem Fiskes tre tekstniveauer, så er der med den tværmediale programproduktion altså tale om at primær-, sekundær- og tertiærtekster forbindes til hinanden i én fælles medietekst.

Identifikation og interaktion

Væsentligt er også, at den tværmediale medieproduktion dermed forudsætter en aktiv mediebruger, og at dette gøres i et forsøg på at skabe et engagementsfremmende tilhørsforhold baseret på identifikation OG interaktion:

Media producers are consciously building into their texts opportunities for fan elaboration and collaboration -- codes to be deciphered, enigmas to be resolved, loose ends to be woven together, teasers and spoilers for upcoming developments. (Jenkins 2003, s. 291)

Dette fordrer dog, at en sådan aktiv deltagelse bliver mulig. Det er væsentligt, når der er tale om krimiserier som Forbrydelsen, at der findes hints, som det er muligt at læse og afkode inden – eller i hvert fald sideløbende – med detektiven, og at det på den måde bliver muligt at spille med på opklaringsarbejdet, også selv om der er fare for, at plottet afsløres. Hvis man, som tilfældet er med Forbrydelsen, opererer med en sløring af portrætterne af de forskellige mistænkte, så bliver et sådant engagement umuligt, og man kan som seer få den fornemmelse, at seriens forfattere holder kortene for tæt ind til kroppen for at sikre spænding frem for deltagelse, med det resultat at seeren, der ønsker at engagere sig i at afdække plottet, føler sig dum frem for kløgtig. Dette var især tilfældet med første sæson af serien, hvor de interaktive elementer på seriens website var beskedne i forhold til mængden af baggrundsmateriale om selve serien, dens ophavsmænd, skuespillere etc. (fig. 4). Forbrydelsen III balancerer mere overbevisende mellem at sløre plottet og give clues, der kan gøre det muligt for den engagerede seer at løse sagen, hvor det sidste kan eksemplificeres ved den rapport om Demokraternes plejebørns-kampagne, der forbinder statsministerens valgkamp til Zeuthen såvel som til sagen om den dræbte pige Louise, og som efter episode 9 blev lagt på den del af websitet, hvor man kan undersøge sporene på gerningsstedet, og som ikke tilsvarende er blevet opdaget i selve serien (fig. 5).

Krimiserier og tværmedialitet

Jeg vil i det følgende se på, hvordan Forbrydelsen I-III (DR 2007-2012) anvender det tværmediale programformat, idet jeg især fokuserer på den rolle, som websitet spiller i programformatet, eftersom det er her, at de interaktive (seerinvolverende) elementer, som er en væsentlig del af den tværmediale pakke, ligger.
Kort beskrevet består det tværmediale programformat i Forbrydelsen I-III hovedsageligt af to dele: selve serien, hvor hver episode sendes hver søndag (samt andre påfølgende ugedage som genudsendelse), og websitet, der også rummer mulighed for at gense episoderne, men derudover forskelligt baggrundsmateriale om seriens tilblivelse, skuespillere etc. og konkurrencer og interaktive elementer som mulighed for, at seerne selv engagerer sig i efterforskningsarbejdet ved at følge spor, undersøge mistænkte og lave sine egne teorier. Ved seriens afslutning udbygges websitet også sådan, at der f.eks. er mulighed for at undersøge eventuelle huller i plottet. Et eksempel her er Forbrydelsen II, hvor det er muligt at få uddybet, hvordan Ulrik Strange, som både er Sarah Lunds partner i opklaringsarbejde og selve morderen, er i stand til at udføre de forskellige drab samtidig med, at han og Sarah Lund arbejder på sagen (fig. 6). I tillæg til serie og website udkommer serien på DVD, som også indeholder adskilligt ekstramateriale, og i 2012 udkommer også serien i romanform, skrevet af den britiske krimiforfatter David Hewson. Derudover er der i 2012 også udkommet den første fanfiction-baserede bog om Forbrydelsen: Emma Kennedys The Killing Handbook. DVD, roman og håndbog er med til at udvide Forbrydelsens tværmediale oplevelsesunivers (fig. 7).

Fig. 7: Forbrydelsens tværmediale oplevelsesunivers. Den sorte pil viser seernes muligheder for interaktion.

Spil med i opklaringsarbejdet

I den første episode af anden sæson af Forbrydelsen er Sarah Lund blevet hentet ind til drabsafdelingen fra en tilværelse som grænsepoliti for at give sin mening om en grum mordsag, hvor offeret (en kvindelig advokat) er blevet fundet i Mindelunden i København, stukket ihjel og bundet til en af de pæle, nazisterne brugte til at henrette modstandsfolk ved under Anden Verdenskrig. Efterforskningen har dog vist, at offeret ikke er blevet dræbt her, men i sin lejlighed, som dermed er det egentlige gerningssted, som politiet undersøger. Offeret er blevet stukket adskillige gange, der er tegn på slagsmål i lejligheden, og møblerne ligger smidt omkring. Efterforskerne er kommet frem til, at disse spor fortæller om et passionsdrab og mistænker offerets eksmand. Men som Sarah Lund hurtig fornemmer – og den engagerede seer, der ikke blot ser episoden, men også undersøger gerningsstedet, sådan som det findes på seriens website, også har mulighed for at finde ud af – så er der noget, der ikke stemmer. På websitet har seeren mulighed for at undersøge de samme spor som Sarah Lund og forestille sig alternative måder at læse gerningsstedet på, f.eks. hvis man nu omarrangerede møblerne, rejste en stol og en lampe og placerede dem på en måde, som skaber rummet for en torturscene snarere end et, hvor et passionsmord har fundet sted. Dette forsøg på at udforske forbrydelsen som Sarah Lund – eller i hvert fald parallelt med Sarah Lund – er et af de centrale elementer i Forbrydelsens tværmediale format: Websitet giver seeren mulighed for at opkaste sine egne teorier ved at se nærmere på de forskellige spor, som afdækkes efterhånden, som serien skrider frem, og websitet dermed udvikler sig og sit oplevelsesunivers fra episode til episode (fig. 12-15).
 
Websitet for Forbrydelsen er gradvis blevet udbygget, hvad muligheder for indlevelse og engagement angår, men de grundlæggende elementer: mulighed for at se/gense episoderne, for at få baggrundsmateriale om seriens tilblivelse og medvirkende, og ikke mindst mulighederne for at påtage sig rollen som efterforsker parallelt med Sarah Lund & co er gennemgående i alle tre sæsoner: mulighed for at undersøge forskellige spor fra de forskellige gerningssteder, mulighed for at undersøge de forskellige mistænktes profiler og mulige relationer (til hinanden, til de dræbte, til den bortførte pige…) og til at formulere teorier om, hvordan det hele hænger sammen, hvem som er den skyldige. Det sidste sker ved, at seerne poster deres teorier på websitet og dermed har mulighed for, at andre seere læser og forholder sig til dem. På denne måde bliver en vigtig del af denne interaktion mellem Forbrydelsens tværmediale format og seerne at indgå i et fællesskab på websitet, hvor det at engagere sig i Sarah Lunds efterforskning også bliver til et forum for at diskutere seriens handling, plotudvikling og en generel interesse for krimiserier som sådan.

Når man undersøger de forskellige teorier, som seerne poster på websitet, kan man også se, at engagementet i serien bevæger sig på mange niveauer – fra dem, der går højt op i at opstille troværdige teorier (som f.eks. når en seer efter episode 9 udkaster en teori om, at ”Reinhart er leder af den pædofili-ring, som dræbte Louise. Andre medlemmer er R. Zeuthen og statsministerens bror… På den måde begynder det hele at falde i tråd”) og indgående diskutere, hvorvidt andre seeres teorier holder eller ej, til dem, der fornøjer sig med at lave mere fantasifulde og humoristiske bud på, hvordan ting hænger sammen, og på hvem den skyldige er (og hvor Sarah Lund selv typisk er en af de mest populære mistænkte, som f.eks. når en seer skriver: ”Alle ved det er Lund! Hvem kan det ellers være. Det kan KUN være hende! Det giver selvfølgelig totaaaalt mening”). Og endvidere er der dem, der trækker diskussionerne op på et meta-niveau (f.eks. når en seer skriver med henvisning til Robert Zeuthens personlige tjener Niels Reinhart: ”Det er butleren, der gjorde det. The Door afslører dette, da dette er den første fortælling, hvor butleren er morderen. Den er fra 1930. Forfatteren er Mary Roberts Reinhart [korrekt: Rinehart]”). I disse metakommentarer blandes DRs forskellige krimi-universer, som f.eks. når en seer skriver om, hvorvidt Trine Pallesens karakter Karen Nebel er den skyldige: ”Gabi er morderen! No noubt!” med henvisning til Pallesens karakter i Rejseholdet, og der diskuteres, hvorvidt plottet nu også holder, om Forbrydelsen er bedre eller dårligere end andre serier som f.eks. Livvagterne. Flere seere finder stor fornøjelse i, at Thomas W. Gabrielsson, der tidligere har spillet superskurk i Ørnen og PET-chef i Livvagterne, nu optræder som gerningsmand i Forbrydelsen III ­– og der har i den forbindelse allerede tidligt i sæson 3 været store diskussioner både på seriens website og på sociale medier som Twitter om, hvorvidt det nu ikke netop var ham, der var skurken, eftersom rigtig dedikerede seere af DRs krimi-serier mente at kunne genkende Gabrielssons stemme i de mange opkald, som Sarah Lund får fra Emilie Zeuthens kidnapper og potentielle drabsmand (fig. 16-18). På denne måde indbyder Forbrydelsens tværmediale oplevelsesunivers til mange former for indlevelse og engagement for dets seere, mens serien kører over skærmen såvel som i pauserne mellem de ugentlige episoder. 

Tværmediale oplevelsesuniverser i større format

Når krimien som genre remedieres i et tværmedialt oplevelsesdesign, som ikke blot består af en serie af tv-episoder, men også et website med omfattende baggrundsmateriale – ikke blot om selve produktionen, men om fiktionsuniverset og dets karakterer – og med forskellige former for spil-features, så sker dette ved at gøre de væsentligste karakteristika – afdækning af et hændelsesforløb (forbrydelsen), udforskning af et konkret sted (gerningsstedet) og møder med og undersøgelse af forskellige karakter (vidner, mistænkte) – interaktive i en vis udstrækning. Vi ser langt mere markante eksempler på dette i andre serier end i Forbrydelsen. Sådan set kan den tværmediale strategi her kritiseres for at være meget centreret om selve tv-serien: Det er den gode krimi, sådan som DR kan fortælle den, der er styrende, og mulighederne for, at seerne for alvor får lov til at udfolde sig i den, er ret begrænsede. Websitet sætter snævre rammer for, hvor mange oplysninger ud over det, der afdækkes i episoderne, som den engagerede seer får til sin rådighed, når hun selv ønsker at træde i rollen som Sarah Lund. I den amerikanske version af Forbrydelsen (The Killing, AMC 2011) er dette oplevelsesunivers langt mere omfattende. Her rummer websitet f.eks. en interaktiv udgave af pigeværelset til den dræbte pige Rosie Larsen (den amerikanske udgave af Nanna Birk Larsen), og dette værelse, der fungerer som et computerspil, kan man som seer endevende for spor langt grundigere end den undersøgelse, som Sarah Linden (den amerikanske udgave af Sarah Lund) foretager i selve tv-episoderne. Dertil er The Killing som tværmedial produktion forsynet med langt flere interaktive elementer end Forbrydelsen: Seriens website indeholder en lang række konkurrence- og quiz-elementer og mulighed for at dykke ned og endevende detaljer om seriens enkelte episoder, karakterer og det overordnede plot. Og klubfunktionaliteten (Haastrup 2007) er udvidet betragteligt ved, at websitet er integreret med sociale netværkssites som Facebook og Twitter, som muliggør, at seerne kan dele, diskutere og bidrage med input til serien i langt højere grad (fig. 19 og 20). Ved at forbinde serie og website til seernes egne online-netværk muliggøres, at seerne ikke blot kommenterer og forholder sig til det færdigproducerede medieindhold, men også har mulighed for selv at producere nyt indhold og udfolde sit engagement i form af f.eks. fanfiction, som her ikke – som Kennedys håndbog om Forbrydelsen og om hvordan man kan være Sarah Lund (fig. 21) – er løsrevet fra selve det tværmediale format (om end håndbogen er udstyret med både forord og kommentarer af Sofie Gråbøl!), men er i kraft af integrationen af f.eks. Facebook en del af selve produktionsdesignet.

Mediemæssige og genremæssige potentialer for tværmediale produktioner

Et af krimiens særkender er, at opklaringen af forbrydelsen er mere væsentlig end forbrydelsen i sig selv. Vi engageres som læsere/seere i det opklaringsarbejde, som foretages af kriminalbetjente fra drabsafdelingen, rejseholdet eller den retsmedicinske afdeling og krimiens spænding er uløseligt forbundet til, hvorledes dette arbejde udføres, hvilke udfordringer og forhindringer der opstår, hvilket tidspres opklaringen er under etc. Dette indebærer undersøgelse af gerningssteder, afhøring af vidner og mistænkte, som medvirker til, at der skabes indsigt i selve forbrydelsen, og hvem der potentielt har begået denne. Denne plotstruktur, der har undersøgelsens og gådeløsningens karakter, kender vi fra computerspillet. Så når et interaktivt medieformat remedierer krimien, er der her tale om et medie, som allerede har nogle klare genreligheder med kriminalromanen, kriminalfilmen og krimiserien, blot med den væsentlige forskel at vi her ikke længere er læsere eller seere, men aktive medspillere i selve opklaringsarbejdet som ledere af eller deltagere i et efterforskningshold. Der ligger en væsentlig oplevelsesøkonomisk pointe i, at vi med den interaktive krimi får mulighed for at spille med og for at opleve plot og setting ’indefra’. Publikums oplevelse af at engagere sig fortløbende i opklaringsarbejde parallelt med fiktionen er rykket ind som konkret handlingsmulighed i selve fiktionen.

Det er denne genrelighed, som gør, at netop tv-krimiserier fremstår så oplagte til det tværmediale programformat, hvor tv-seriens oplevelsesunivers udvides med et website, hvor seeren har mulighed for selv at engagere sig (efterforskende!) på forskellig vis, hvad enten det drejer sig om at få adgang til omfattende dossierer med personoplysninger om seriens karakterer, eller det handler om mulighed for at engagere sig i decideret opklaringsarbejde i direkte tilknytning til seriens handling eller i spiluniverser (f.eks. computerspillet Rosie’s Room), som gør brug af karakterer og miljø, men skaber sine egne fortællinger. Under alle omstændigheder udgør disse interaktive elementer i den tværmediale programproduktion, som vi finder i Forbrydelsen I-III og tilsvarende krimiserier nye oplevelser, som seeren har mulighed for at engagere sig i.