Solen må aldrig skinne, og Sofie må aldrig smile: Interview med Piv Bernth

Af JAKOB ISAK NIELSEN

Som producent på alle tre sæsoner af Forbrydelsen har Piv Bernth spillet en vigtig rolle i Forbrydelsens tilblivelsesproces og har sammen med Søren Sveistrup været seriens dynamo. I april 2012 blev Bernth udnævnt til DRs nye dramachef og skal i samarbejde med fiktionschef Nadia Kløvedal Reich være med til at lægge kursen for DRs fremtidige dramaserier. Bernth fortæller i dette interview om bl.a. underlægningsmusikkens nuancer, om Sarah Lund som karakter, om Forbrydelsens rolle i landskabet af andre DR-serier, ligesom hun spidder The Killing (AMC, 2011-12), som hun mener fraviger sit ophav på afgørende punkter.

Nu kommer du direkte fra lydredigeringen, hvor I har arbejdet med lydsiden på det tiende og sidste afsnit af Forbrydelsen III. Der har været talt meget om billedsiden på Forbrydelsen – om mørket, den dystre neo noir-belysning, locationvalg mv., men hvad med lydsiden? Hvilke overvejelser har I gjort jer angående lydsiden?

Vi gør os jo rigtig mange overvejelser, både om effekterne, men også om musik. Musikken, som Frans Bak har skrevet var en sindssyg hård fødsel, men det blev et meget smukt barn. Jeg tror, at det tog os næsten et år at fremkalde den musik efter skud i alle mulige retninger, som gik til højre, venstre, op og ned og ud og ind – og ingen kunne finde ud af det, heller ikke Frans. Men så kom vi frem til det, han har skrevet nu, som jo er så godt, at amerikanerne også valgte det ud af en audition på ti amerikanske tv- og filmkomponister. Og så har han skrevet noget nyt til dem derudover. Han har hele tiden fyldt op hos os også. Vi gør jo det, at vi ikke arbejder så meget i temaer på nær Sarah Lund, som har den der tone – duh, duh, duh - som er hendes tænketone, som vi ikke bruger så meget mere i øvrigt, fordi det næsten er blevet en parodi.

Men vi gør os mange overvejelser om stemninger, og vi gør os også mange tanker om kontrast i stemninger. Det er ikke altid, at en følelsesmæssig scene ledsages af følelsesmæssig musik. Vi kan sagtens finde på at lægge en uhyggelig tone ned under en meget følelsesmæssig scene. Også fordi ét af vores varemærker ved Forbrydelsen er, at man sgu aldrig ved, hvem det er, der taler sandt. Og derfor er der selvfølgelig en kontrast i det, og du kan altid skabe en usikkerhed om det udsagn, der kommer eller de følelser, der er til stede ved at kontrastere det med musik. Eller med noget lyd. En effekt kan det også være. En dør der smækker, en bil der kører forbi, et tog, en hund, der gør. Et klassisk eksempel er i første afsnit af Forbrydelsen III, hvor man ser den lille pige løbe i skoven. Det filmer vi meget langt fra, og så lægger vi en uhyggelig tone under, at hun løber, og så begynder man at tænke, hvad er der med hende? Vi kunne bare lægge en lille glad melodi under, så havde ingen anet uråd, men vi arbejder mere med suspense end surprise. I II’eren, hvor Raben ser sin kone og søn gå ved en S-togs-station, og drengen taber en vante osv., der spiller han jo følelsen, Ken Vedsegaard - savnet og sorgen ved at se dem, men via underlægningsmusikken spiler vi uhyggen ved, at han er i fare. Han overskrider nogle grænser for sin færden ved at prøve at opsøge dem. Så bliver de oven i købet fisket op af rivalen og kørt videre i en bil. Du får pludselig mange flere lag i den historie i stedet for at spille med det sentimentale.

Det lyder som om, at I sigter efter en form for flerstemmighed i forhold til, hvad der ligger i replikken, spillet, reallyden og musikken? At der fx i replikvekslingen eller spillet ligger en tone, som I ikke vil fordoble, men i stedet etablere en ny tone eller ligefrem kontrapunktere.

Ja, fuldstændig, men så nogle gange, når det er følelsesmæssigt stærkt, så går vi fuld skrue med. Det er klart (ler). Det bliver også meget voldsomt, når det er vores univers. Du kan godt lave nogle regler, men du bliver nødt til at bryde dem indimellem. Ellers bliver det jo kedeligt. Så begynder seerne også at læse systemet. Så har de opskriften. Så generelt skal der meget gerne ligge en modstand et eller andet sted. Og i det univers i Forbrydelsen, som vi bevæger os i, ligger der næsten altid en modstand. Den skal vi jo også være med til at skabe i folks hoveder og i deres maver, når de sidder og kigger på.

Mysteriet Sarah Lund

Hvad er fascinationen ved Sarah Lund?

Vi sagde engang for mange år siden – også fordi det var så ukarakteristisk for Sofie at spille den her slags rolle, at “Solen må aldrig skinne, og Sofie må aldrig smile”. Hun smilede nu lidt her i III’eren. Men kuppet med Sofie er – udover at Sofie Gråbøl selvfølgelig er en intelligent skuespillerinde - at du har denne superfeminine, spinkle, petit, kønne og fotogene kvinde, som du piller al kvindelighed ud af (fig. 2-3).

Blandt andet ved hjælp af sweateren.

Sweateren ja, der gør hende mere aseksuel, cowboybukser, støvler, hestehale, stor frakke, ingen make-up (fig. 4). Lukker sin krop inde, beskytter sig, smiler ikke, går som en mand, har altid hænderne i lommen stort set, har tunnelsyn. Du tager alle de maskuline karaktertræk og knytter dem til en superfeminin kvinde, så du har en spænding inden for karakteren, som er interessant. Det var især i I’eren meget tydeligt med Jan Meyer (Søren Malling), hvor vi etablerede den modsatte spænding. Meyer var udadtil brysk og barsk, stor og bred, men ham gav vi alle de feminine karaktertræk: Han tudede, han havde barn og var omsorgsfuld, han ringede hjem, fik bananer mod dårlig mave osv. Han passede på hende og sagde, at ”du skal passe på dig selv”, ”nu skal du også tage hjem”, ”du skal huske at tage noget at spise” osv. De bar kontrasterne i sig. Det er jo noget af det, som er interessant ved casting, og Sofie var med på den rejse lige fra starten.

Det gælder også om at have nogle karakterer, som du kan blive ved med at folde nye ting ud omkring. Hvis du kan folde karaktererne ud, så bærer de jo også en historie med sig. Jeg er sikker på, at grunden til, at Sarah Lund er så interessant, og at vi kan blive ved med at skrive om hende er fordi, at vi ikke har afsløret hemmeligheder om hende. Vi kan blive ved med at læse os ind i hende. Du læser noget ind i hende, jeg læser noget ind i hende, og to andre der sad her ville sikkert læse noget andet ind i karakteren. Vi har lagt en gåde ind i Sarah Lund, som vi ikke engang selv har defineret. Der findes ikke et biografiark på Sarah Lund. Der findes et på nogle af de andre karakterer, men der findes ikke noget på hende. Sofie har sin, Søren har sin og jeg har min biografi af hende, og der findes helt sikkert en masse fælles punkter i det, men også nogle varianter.

Jeg talte i oktober måned med nogle af de amerikanere, der har lavet remaket, og de skal i gang med en ny sæson, ser det ud til.

Ja, med Netflix som mulig finansieringspartner.

Ja, måske, måske. Jeg talte med dem, og de sagde, at de glædede sig sådan til at fortælle om Sarah Lund, hvor jeg sagde ”Nå! Nej, det må I ikke”. ”Jo, jo” sagde de og havde en masse planer. ”Det er helt for egen regning”, sagde jeg, ”det har ikke noget med os at gøre”. De har jo også allerede i den første forklaret, at hun har boet på børnehjem og været ved plejefamilier og så videre. Og så har hun den der social worker, der er ligesom hendes mor (fig. 5). Det kan vi ikke stå inde for. Vi har ikke lyst til at vide, hvorfor hun er, som hun er.

Er det en af grundene til, at The Killing har ”fejlet” eller i hvert fald skuffet nok til ikke i første ombæring at blive fornyet. At de simpelthen har tegnet Lunds karakter for tydeligt?

Helt afgjort. Jeg synes jo, at de begynder at ryste på hånden midt i første del, hvor de begynder at bevæge sig væk fra os og lave deres eget. De laver det mere og mere amerikansk med mere slag på tasken, og så kommer alle de der forklaringer også ind. Jeg synes heller ikke, at de nuancerer faderen – altså Bjarne Henriksens karakter, Stanley Larsen. Hans kone er fremragende, men jeg synes ikke, at de får nok variation ind i hans karakter. De gør ham snarere til sådan en stor bøv, der også står og føler ved siden af sin kone. Det, der er problemet for ham, er jo, at han ikke tør vise, at han føler (fig. 6).

Og så har jeg set tre afsnit af anden del, for jeg måtte jo lige se Sofie [Sofie Gråbøl har en cameo-optræden i andet afsnit af anden sæson som Dep. Attorney Christina Niilsen, red.], men det kunne jeg slet ikke holde ud. De tør ikke være hemmelige, heller med de andre karakterer. De er også bange for manglende konsistens i karaktererne. I forhold til det med gerningsmanden, hvor skuespillerne hos os ikke kendte svaret, så har der for eksempel været nogle gange på vores set, hvor en skuespiller siger ”Jamen, jeg sagde jo for to afsnit siden…”. ”Ja, ja, men hvem siger, at du talte sandt”. Sådan er det jo. Sådan er det også i virkeligheden, at man engang imellem siger noget, der måske ikke helt holder. Jeg synes jo egentlig, at vi underfortæller – også ift. hvordan vi klipper og arbejder med filmens billed- og lydside.

Arenaer vs. historier

I forhold til at Forbrydelsen sammenknytter forskellige arenaer kunne man godt forestille sig, at The Wire (HBO, 2002-2008) har været en indflydelseskilde?

Jeg ved ikke, om Søren har set The Wire. Jeg har set to sæsoner af The Wire. Jeg ved ikke, om de andre forfattere har set det. De kan nok mere deres filmhistorie, end de kan deres tv-serier. Arbejdspladsarenaen har vi i hvert fald brudt med, fordi vi har en tre-plot-struktur. Egentlig tænker vi det mere som tre historier eller skæbner vi gerne vil flette sammen, end vi tænker i arenaer.

Prøv at uddybe, hvad du mener med tre forskellige historier i stedet for tre arenaer?

I alle tre sæsoner har vi jo en række karakterer, som er på vej ud af en livsbane, men pga. én begivenhed bliver de her skæbner flettet sammen. De kender ikke hinanden, når vi starter. I II’eren kendte de stort set ikke hinanden, da vi sluttede. Det gjorde de så i I’eren. Der var det meget flettet ind i hinanden til sidst. Men i II’eren er der faktisk kun én eneste scene mellem Nicolas Bro (Justitsministeren) og Sofie Gråbøl (Sarah Lund), som varer tre minutter eller sådan noget. Ellers mødes de overhovedet ikke i hele serien. Du kan sige, at vi starter i den politiske arena, men det er mere interessant for os, hvad der sker i magtens øverste cirkler – Statsministeriet denne gang – end det er selve den politiske arena – sådan Christiansborg-agtigt - der interesseres os. Det er jo Borgen, der arbejder med det. De har en arena, men vi tænker det mere som historier og karakterer end arenaer. Også fordi vi har jo atomiseret vores arenaer, som du kalder dem, mere og mere, for her i III’eren har vi kun haft én dekoration. Politigården, der står her i Studie 3. Resten har været locationoptagelse. Også for at gøre det visuelt mere spændstigt og ambitiøst. Men vi startede med at bygge helt vildt meget til den første sæson, i anden sæson byggede vi væsentligt mindre, og nu har vi slet ikke bygget, men udvidet en af de kulisser, som vi havde i forvejen. Locationvalget har været vigtigt, og variationen har været vigtig, således at det i virkeligheden blev så lidt arena-agtigt som muligt. Og vi gik lidt død i det: Zeuthen-familien havde et hus, de boede i, og Statsministeriet skulle stort set være det samme sted hver gang, men vi prøvede hele tiden at flytte det rundt i kontorer og gange, for at det ikke – det typiske problem med arenaer – bliver visuelt uspændstigt. Så derfor sagde jeg til forfatterne, at jeg slet ikke synes, at vi skal bygge noget, for når de har skrevet to afsnit til tre dekorationer her i studiet, så begynder de at synes, det er for kedeligt at skrive til de der fire vægge. Og det kan jeg godt forstå, men det har vi været nødt til, når der nu var lagt så mange penge i det. Så blev vi enige om, at nu tager vi hele byggebudgettet og lægger det over i locationbudgettet. Så har vi meget mere at gøre med, og vi skal være mere fantasifulde og så har vi selvfølgelig en fremragende scenografiafdeling, som kan trylle.

Søndagslottet

Hvad er forventningerne på nuværende tidspunkt til søndagsslottet i forhold til seertal og vurdering?

1,3 millioner og 4.0 er kravet, men det er jo kun, fordi vi selv har pumpet det op. Det var oprindeligt 1 million.

DRs søndagsslot er jo enormt stærk, men et af problemerne er vel også, at det er svært at produktudvikle inden for slottet med de bindinger, der nu knytter sig til det.

Det er jo lige præcist det, der er kunsten og eksperimentet og chancen. Det er det, vi bliver nødt til at stole på, at vi kan.

Man kan også sige, at Forbrydelsen selv har udfordret søndagsslottet, bl.a. i forhold til hvor mørkt og grumt, det kan være?

Vi er det eneste land, der sender den kl. 20. Alle andre steder sendes den senere. De sender den 21, 21.30 og 22. Men man kan sige, at selv om vi er lidt mere bestialske den her gang, så viser vi i modsætning til Den som dræber (TV2, 2011) jo egentlig aldrig et drab.

Ahh, der var vist en vicestatsadvokat, der i en løkke blev smidt ud fra Landsretten…

Nå jo (latter), det er rigtigt. Der kan jeg faktisk huske, at vi diskuterede meget, at når det lå så tæt på kl. 21, så kunne det nok gå.

Når du ser tilbage på de tre sæsoner og i alt fyrre afsnit af Forbrydelsen. Hvilken betydning har de så haft for DRs dramaportefølje?

Kæmpe betydning. Det tør jeg godt selv sige sådan lidt blærerøvsagtigt (hun ler). Det har haft en enorm betydning, for den har jo brudt lydmuren ud til verden, som den første af vores lange serier, vil jeg sige. Både i forhold til seertal i udlandet og det, at den blev solgt til et remake i USA. Det var jo både inden Ægte mennesker og Broen, og hvad der ellers er af remakes på vej. Forbrydelsen solgte supergodt i hele Europa. Da englænderne så fik øje på den ved et tilfælde, eksploderede det jo og banede vejen for Borgen og også for Broen. Og videre nu. Søren og jeg er lige kommet hjem fra London, og de kigger jo på den portefølje, som Nadia og jeg er ved at skabe på ny, fordi vi også lukker Borgen nu. Og det er meget Forbrydelsen, der har trukket det læs (fig. 7).

Succeshistorie eller stagnation?

Nu har Forbrydelsen kørt i tre sæsoner, og der kommer snart tredje sæson af Borgen. Er det en succeshistorie, at flere DR-serier kører over tre sæsoner, eller er det et tegn på en begyndende stagnation?

Det er et sjovt spørgsmål, for nu har jeg lige være i Frankrig, Norge og London, og af alle i udlandet får jeg det modsatte spørgsmål: ”Hvorfor fanden laver I ikke fem, seks, syv sæsoner? Hvordan kan DR tillade, at I stopper?" Det er meget sjovt, hvor forskelligt man ser på det. For Forbrydelsens vedkommende har den altid været tænkt som en trilogi og Sarah Lunds historie tænkt i tre bind.

Aha, det var jeg ikke klar over.

Nej, men det sagde vi jo heller ikke til nogen, for det ville være forfærdeligt dumt, hvis nu I’eren floppede (latter). Søren og jeg har også altid haft den politik, at vi hellere vil komme luskende lidt bagfra og overraske. For Nadia og mig er det rigtigt godt, at både Forbrydelsen og Borgen rundes af nu, så vi kan vitalisere den måde, vi fortæller vores historier på. Også for at tilskuerne ikke skal løbe ind i den træthed, som Søren og jeg eksempelvis blev ramt af, da vi så episodiske serier som Rejseholdet i sin tid – altså Rejseholdet er fremragende, men man begyndte at lure den episodiske opskrift. Vi har altid brug for forfattere, som tør skrue på mekanikken. Derfor passer det os rigtigt godt at lukke af nu. Forbrydelsen havde i går over 1.7 million seere og en rating på 4,6 (efter ottende afsnit), hvilket er en sindssyg høj vurdering med så mange seere. Jeg er sikker på, at det også nok skal gå godt med Borgen 3, og så kan vi ligesom pakke og lukke – alt det ”gamle” er væk – og så kan vi starte nyt op med Arvingerne, som er et karakterbåret familiedrama, der fortæller på en anden måde og også har et andet visuelt sprog end tidligere. Så kommer 1864 jo, anden sæson af Broen, og så kommer der en serie om økonomisk kriminalitet, som Nadia sikkert har fortalt om.

Du tænker på ”Follow the Money”, som Jeppe Gjervig Gram sidder og udvikler?

Ja netop, og den skal også have sit helt eget udtryk, som Jeppe sidder og bokser med. Og han skal simpelthen gå ind og smadre Forbrydelsen, har jeg fortalt ham. Det er simpelthen hans pligt nu. Han skal tage fire gode ting derfra og så ud med resten. Vend ryggen til det. Det mod skal de have. En anden vigtig ting er også modet til at stoppe, før man har mættet publikum. ”Vi vil gerne have mere”. ”Nej, det kan I ikke få, men I kan få den her”. Den rotation tror jeg er super vigtig.

Er I færdige med Forbrydelsen og Sarah Lund?

Ja, ja fuldstændig.