Leder: Museale drømme

Tilbage i 2000 kunne man i Instruktørens blik (Mette Hjort og Ib Bondebjerg, 2000) få bekræftet, at den nationale filmkultur ikke fylder så meget i de danske filminstruktørers selvforståelse. Hverken den ældre eller (da) yngre generation henter i væsentligt omfang deres inspiration i dansk filmhistorie, men derimod i hhv. den europæiske kunstfilmstradition og de globale, særligt angelsaksiske, filmværker.

Her er Lars von Trier selvsagt den prominente undtagelse.

Ikke meget tyder på, at det ser anderledes ud 12 år senere, og det er forkert at bebrejde filmfolk, at de har ambitioner om at komme ud i verden og derfor orienterer sig ud af i deres filmiske dannelse. Men man kunne måske spørge, om ikke ’den nationale filmhistorieløshed’ hos både filmskabere og deres publikum kunne udfordres.

Det er ikke, fordi vi i Danmark er vanvittigt gode til at synliggøre vores meritter. En banal detalje måske, men hvor er det konkrete, fysiske filmmuseum, der formidler vores nationale filmhistorie?

Vi har et arkiv, et bibliotek og Cinemateket i København. På filminstituttets net formidles filmhistorien let tilgængeligt inddelt i årtier med billeder og links, og det samme gælder Carl Th. Dreyer. Men er det dét, der skal til for at vække interesse for den nationale filmarv. Hos os selv og tilrejsende? Det appellerer til den i forvejen interesserede og nysgerrige, til forskeren, den studerende eller eleven med projektopgaven, men hvor er det rigtige museum?

Indrømmet, der kan være langt mellem gode museale filmoplevelser.  Men de findes. Et oplagt eksempel er MOMAs Tim Burton-vandreudstilling, hvor både dagbogsnoter, skitser, storyboards, rekvisitter, production designs og filmklip giver publikum i alle aldre en introduktion til det burtonske univers. Og før den indvending, at Burton ikke er historisk, indfinder sig, så kast blikket mod Berlin.

Ikke alt lykkes på Filmmuseet på Potsdamer Platz, men i afdelingen for den ældre filmhistorie er det faktisk sjovt at se en model af Caligari-settet eller Riefenstahls set-up på Olympia Stadion, rekvisitter fra Metropolis, at få et hurtigt kursus i lyssætning og prøve det af på Marlene Dietrich – eller synke ned i sædet for at gense klip fra Der Letzte Man (1924) med Emil Jannings’ uniform hængende ved siden af.

Det ér noget andet end at læse i en bog eller på nettet. Og det er en oplevelse, der kan deles med andre. I disse oplevelsesøkonomiske opgangstider er det så for meget at ønske sig et rigtigt filmmuseum?

Sidste år tiltrådte en ny direktør for ’Cinematek og Museum’ på DFI, som i forbindelse med udnævnelsen udtalte, at ”Filmens fremtid er digital, og mulighederne står i kø for at flere brugere kan få del i alt det materiale, der er samlet ind gennem årene”. Spørgsmålet er, om den strategi behøver at stå alene, og om film(historie)en ikke drukner i det digitale hav?

Man kan læse om det eksisterende danske filmmuseum og dets historie på DFIs site.