Leder: Den biografiske film

I sidste nummers leder satte vi os for at skitsere den biografiske film som genre. Det var til dels ansporet af Martin Zandvliets Dirch (2011), som knap en halv million danskere var inde og se i biografen sidste år. Med udsigten til flere markante biografiske film på plakaten i begyndelsen af 2012, særligt J. Edgar (instr. Clint Eastwood), My Weekend with Marilyn (instr. Simon Curtis) og The Iron Lady (da. Jernladyen, instr. Phyllida Lloyd), var det nærliggende at dedikere et helt temanummer til genren. Som tænkt så gjort. I dette særnummer anmelder Peder Grøngaard naturligvis dvd-udgivelsen af Dirch, ligesom vi bringer Christian Braad Thomsens dobbeltanmeldelse af J. Edgar og Jernladyen.

Derudover så forfølger de forskellige bidrag på hver sin måde en række spørgsmål, der knytter sig til den biografiske film som genre. En rudimentær genredefinition finder man i den reviderede udgave af Gyldendals filmleksikon, hvor den biografiske film beskrives som en ”filmgenre, der fremstiller oftest en berømt persons liv i dramatiseret form” (Schepelern 2010, s. 81). Én af genrens væsentligste kendetegn er netop dens repræsentationsstrategier, og de spørgsmål der knytter sig dertil. Fx hævdede sidste nummers leder, at Walk the Line (2005) repræsenterede Johnny Cashs liv, så det bankede i takt med den klassiske Hollywoodfilms traditionelle anvendelse af det dobbelte handlingsspor: en fortælletråd om heteroseksuel kærlighed koblet med en fortælletråd bygget op om fx politisk intrige, opklaring af en forbrydelse, vejen til berømmelse eller vejen til retfærdighed. Filmens fremstilling af Cashs liv knytter sig altså til dybt indlejrede fortællemæssige konventioner. Det sker imidlertid på bekostning af en række andre måder at forklare og fremstille Johnny Cashs liv på – i dette tilfælde nedtones de kulturhistoriske og samfundsmæssige forhold. Repræsentationsstrategierne er aldrig ideologisk uskyldige så at sige.

I litteraturen om den biografiske film har særligt George F. Custen beskæftiget sig med genren i lyset af dens repræsentationsstrategier – specielt i forbindelse med filmenes historieformidling (1992, 2000). Èn af Custens bemærkelsesværdige pointer er, at de knap 300 biografiske film, der kom ud fra Hollywoodstudierne i perioden 1927-1960, i særdeleshed dyrkede og fremstillede ‘personligheder’, hvis kvaliteter overvejende var kongruente med en succesrig Hollywoodproducer – ofte på bekostning af de repræsenterede berømtheders faktiske liv (1992, s. 4-5). Med bogen Bio/Pics: How Hollywood Constructed Public History (1992) og den opfølgende artikel “The Mechanical Life in the Age of Human Reproduction: American Biopics, 1961-1980” (2000) har Custen i det hele taget leveret vigtige bidrag om genren i et amerikansk perspektiv. For nylig har Dennis Bingham forsøgt at kaste nyt lys på genren med sin Whose Lives Are They Anyway – the Biopic as Contemporary Film Genre (2010) – igen med amerikanske film i centrum for fremstillingen. Vi bringer naturligvis en anmeldelse af Binghams bog. Et tværnationalt fokus på genren er tiltrængt, men vil også være en omfangsrig affære. Så meget tager dette nummer ikke på sig, men vi bringer dog bidrag om europæiske livtag med genren.

Rigtig god fornøjelse!