Et billedes anatomi: En vaskemaskinedør ind til filmen

Af JENS AMDI NIELSEN

En ukendt lastbilchauffør forfølger og terroriserer en uskyldig bilist, der kun med nød og næppe overlever. Så simpel er handlingen i Spielbergs Duellen (Duel) bestående af nærmest én lang biljagt. Filmen er genuint spændende, men hvad er meningen, hvis der da er en sådan? Meningen eller underteksten genereres ikke mindst i pauser i biljagten og i form af en betydningsladet iscenesættelse, som normalt er blevet overset.

Den viste indstilling er fra tidligt i filmen, hvor hovedpersonen gør holdt for at ringe til konen. Samtalen drejer sig primært om en episode, hvor en nabo lagde an på konen, uden at vor hovedperson greb ind, hvilket hun bebrejder ham. "You think I should […] challenge him to a fistfight or something”, siger han, underforstået at en sådan uciviliseret opførsel får man ikke at se fra ham. Indstillingen anvender en utraditionel komposition, der optræder flere gange under samtalen. Kompositionen er som minimum påfaldende og er et eksempel på, at en instruktør visuelt - eller kompositorisk - så at sige kan sende invitationer til den opmærksomme fortolker. Hvad vil Spielberg fortælle os med denne anderledes komposition, må man spørge. Kompositionen placerer hovedpersonen trængt tilbage i billedets baggrund og lader døren til en vaskemaskine indramme eller indespærre ham. Visuelt synes indstillingen hermed at etablere eller accentuere et træk ved hovedpersonen: Han er svag og sin kone underlegen. I samtalen er hun den agressive part, og kompositionen fremstår således som en visuel markering af det magtforhold, der latent viser sig i samtalen. Raffinementet forstærkes af, at vaskemaskinen netop forbindes med hjemmets og kvindens/konens domæne, ligesom lågens og indespærringens cirkulære form kan knyttes til kvindelighed. Indespærringen bliver altså et kondenseret visuelt udtryk for kvindens dominans i forholdet og peger mod den svage og tæmmede maskulinitet, som hovedpersonen repræsenterer. Vi har at gøre med en svag mand, der - ulig tidligere tiders kønsroller - ikke er den dominerende i parforholdet. Tværtimod. Med dette in mente åbner filmen sig.

Filmen kan nemlig ses som en næsten komisk gennemspilning af moderne blød og svag maskulinitet. Da han ved en tankstation får at vide, at han "could use a new radiator hose", svarer han f.eks. "yeah, where have I heard that before?", en seksuelt ladet bemærkning der atter signalerer svag og utilstrækkelig maskulinitet. Brillerne og hans ikke imponerende statur spiller sammen med dette, og generelt fremstår han som en decideret modsætning til de klassisk maskuline cowboytyper, vi også møder i filmen: Svag, servil og med meget lidt handle- og gennemslagskraft. Der er med andre ord langt fra hovedpersonen til tidligere tiders maskuline westernhelte. Filmen fører ham nok fra den moderne (by)civilisation ud i det åbne westernlandskab, men hans rejse i landskabet handler blot om at komme hjem, ligesom vaskemaskinedøren netop syntes at fortælle om ufrihed og indespærring. Han er civiliseret, ufri og (i gammeldags forstand) "not much of a man".

Set i dét lys - og med Freud i baghånden - er det oplagt at se lastbilen som et billede på den fortrængte maskulinitets tilbagekomst. Lastbilen er netop alt det, som den svage og servile hovedperson ikke er: Agressiv, hensynsløs, potent og kraftfuld. Psykoanalysen er et farligt redskab, der kan reducere komplekse, fascinerende film til simpel illustration af psykoanalytisk teori; men at se duellen som en kamp mellem tæmmet moderne maskulinitet og maskuline urkræfter kan også berige filmoplevelsen. I hvert fald tilbyder den et ekstra lag i filmen, der decideret kan gøre det morsomt, når bilens "radiator hose" til sidst svigter.  Jeg opdagede det lag, da jeg opdagede døren til vaskemaskinen.